Forretningsmanden Marcus tager med sin kone, Nathalie, på ferie i Rusland, hendes hjemland. Ferien, som er en flodrejse gennem det russiske landskab, er knap nok begyndt før Nathalie sporløst forsvinder. Marcus sætter herefter alt ind på at finde hende, og det bringer ham rundt i både det fattige og rige Rusland, Frankrig og Japan. Undervejs går det efterhånden op for Marcus, at han måske ikke kendte sin kone så godt som han troede.
Bogen er en ægte page turner, som jeg havde utrolig svært ved at lægge fra mig. Bogen er dog også temmelig uhyggelig, så nogle gange var det egentlig rart at holde en pause fra historien. Den er ikke uhyggelig på den typiske overnaturlige eller bøhmands-agtige måde, men Leif Davidsen får ridset en historie op om fattigdom, krig, mafiametoder og vold, som de fleste danskere ikke kender til, men som alligevel fremtræder så utrolig virkelighedstro at det gyser i én.
Jeg er meget tæt på at kalde Den ukendte hustru for den bedste krimi jeg har læst. Der er ihvertfald ikke tvivl om at den er en højdespringer på min egen skala over fantastiske bøger. Leif Davidsen skriver godt og flydende - og er ikke mindst utrolig detaljerig, så historiens billeder hurtig fremgår på ens indre lystavle. Bogen er desuden utrolig gennemreseachet, og især hans skildring af den russiske historie fra år 1900 og frem til idag er virkelig god.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar