Boganmeldelse: Åsa Larssons krimiserie

Kathrine og jeg har begge for nyligt læst Åsa Larssons krimiserie, og vi havde to forskellige læseoplevelse. Jeg var meget glad for serien, mens Kathrine var knap så begejstret for bøgerne. Vi har derfor valgt at skrive en fælles anmeldelse, for at vise to sider af samme sag, og i et forsøg på at få flere nuancer med i anmeldelsen.

Serien er ud af den svenske femikrimi-tradition, og består indtil videre af bøgerne Solstorm, Blodskyld, Sort sti og Indtil din vrede er ovre. Efter sigende skulle der være flere bøger på vej - forfatteren skulle ihvertfald have lovet 6 bøger i serien.De foregår alle i det nordsvenske område omkring Kiruna. Her er advokaten Rebecka Martinsson opvokset, men hun er senere flyttet til Stockholm, hvor hun har cuttet næsten alle bånd til Kiruna. Hun bliver imidlertid kaldt tilbage, da hendes barndomsveninde er i knibe i den første bog "Solstorm", og af da begivenhederne igennem bøgerne udvikler sig voldsomt betyder det at Rebecka Martinsson vælger Kiruna fremfor Stockholm.

Mona: Jeg var fuldstændig solgt til serien fra den første bog "Solstorm". Jeg er meget vild med Åsa Larssons skrivestil og selvom hendes plots til tider virker lidt skæve i forhold til det vi er vant til fra andre krimier, så synes jeg de fungerer rigtig godt. Måske fordi Åsa Larsson har valgt at sætte dem i et mere anderledes miljø i Nordsverige. Åsa Larsson kommer oprindelig selv fra Kiruna, og til tider kunne man have hende mistænkt for at nogle af oplevelserne er selvoplevet. Det gør sig især gældende i den første bog, som tager sit udgangspunkt i en religiøs sekt. I det hele taget kan det virke som om Åsa Larsson tager udgangspunkt i sig selv - det gælder også hovedpersonen Rebecka Martinsson, som er uddannet jurist med speciale i skatteret - ligesom Åsa Larsson selv.

Derudover er det dejligt befriende med en hovedperson, der rent faktisk bliver påvirket af de voldsomme oplevelser hun er ude for. Det virker en del mere realitisk set i forhold til andre krimier, hvor hovedpersonerne gang på gang ryster traumatiske begivenheder af sig, som var det noget alle burde kunne klare. I det hele taget fylder Rebecka Martinssons privatliv på en anden måde end det man ser i andre krimier. Det fylder stadig en del, men det er lidt mere spændende end i andre krimier, da især andre femikrimier forsøger at skabe normale og genkendelige hverdage, hvorimod Åsa Larsson har forsøgt sig med et mere kompliceret privatliv, hvor især hendes overvejelser omkring livet i Kiruna-området vs. livet i Stockholm fylder.

Noget, jeg til gengæld ikke synes fungerer særlig godt, er det overnaturlige aspekt, som Åsa Larsson benytter sig i bøgerne, som mellemkapitler. Det var ikke altid det helt gik op for mig, hvilken rolle dette overnaturlige aspekt spillede i de forskellige plot. Især i seriens anden bog, Blodskyld, hvor man følger en ulv - måske er det mig, der ikke forstod den højere pointe, men jeg ville nu gerne have fået ulvens historie og relevans forklaret bedre. Til gengæld fungerer det overnaturlige bedre i seriens hidtidige sidste bog, Indtil din vrede er ovre, hvor man følger den ene myrdedes ånd, mens hun tager rundt til de involverede i krimigåden - det giver i nogle tilfælde en bedre indsigt i personernes handlinger.Men uanset overnaturlige aspekter eller ej, så glæder jeg mig til de kommende bøger!


Kathrine: Det kan måske nok virke lidt mærkeligt, at jeg har læst hele fire krimier når jeg egentlig ikke kan lide dem. Men grunden er meget simpel; Rebecka. Jeg er ligesom Mona ret facineret over den måde Åsa Larsson vælger at fremstille Rebecka Martinsson. Det er virkelig dejligt befriende med en hovedperson som ikke fremstår som et lille super menneske, der ikke bliver sådan rigtig berørt af de ting hun oplever. På det punkt adskiller Åsa Larsson sig virkelig positivt fra forfatter som Camilla Läckberg og Liza Marklund osv..

Når det kommer til alt det andet er jeg ikke videre solgt, jeg er ikke fan af skrivestilen og det overnaturlige der foregår i bøgerne. Ligesom Mona har jeg heller ikke forstået det med Ulven i bog nr. 2, så hvis der skulle sidde en med de visse sten - så fortæl det endelig. Derudover synes jeg at plottene er lidt kedelige og intetsigende og ofte uden mening. Hvilket jo virkelig er en skam, når Åsa Larsson ellers har stor mulighed for at differentiere sig i forhold til de andre svenske krimiforfattere i og med at bøgerne foregår i et mere ukendt område af Sverige og et noget andet samfund end vi ellers møder. Måske er det også det hun prøver at fortælle i og med at mange af historierne er meget traditionsrige og fulde af familie værdier. Jeg synes bare ikke det fungere.

Hvis der kommer flere bøger fra Åsa Larsson skal jeg nok læse dem på et tidspunkt, men det er ikke nogle der kommer på min "must read liste", men jeg er da alligevel lidt for nysgerrig omkring hvad der kommer til at ske med Rebecka. Men måske jeg bare får Mona til at fortælle mig det :P