onsdag den 17. november 2010

Min bogverden

I serien "Min bogverden" kommer vi rundt til forskellige bogelskere, som vil fortælle om deres forhold til bøger. I dag vil Louise fra Zebraprikket give os et indblik i sin bogverden. 


Jeg er vokset op i et hjem med bøger fra gulv til loft, idet min far er en vaskeægte læsehest. Da jeg var lille læste han højt for mig hver aften, inden jeg skulle sove eller fortalte selv-digtede historier, som efter min mening var meget bedre end de skrevne. Blandt favoritterne var historien om Grumfen (en stor abelignende tingest) og hans eventyr, der altid endte med, at han slukkede solen og faldt i søvn, og historien om Blød-og-lækker-dyret, der i bedste Kipling stil handlede om, hvordan pindsvinet fik sine pigge.

Jeg kom til at elske bøger og fortællinger, og da jeg er enebarn, blev det en naturlig ting for mig, at underholde mig selv med bøger, da jeg blev stor nok til at læse selv. Hver uge slæbte jeg nye bøger hjem fra biblioteket – og det blev ikke bedre af, at jeg fik fritidsjob som bogopsætter og fik lejlighed til at se nærmere på nogle af de bøger, jeg ellers ikke ville have haft taget ned af hylden. Min læselyst er normalt omvendt proportional med, hvor meget jeg i andre sammenhænge er tvunget til at læse, så i løbet af gymnasiet faldt antallet af læste bøger for næsten helt at gå i stå i løbet af universitetet. Først her i løbet af de sidste par år har jeg genopdaget glæden ved at læse, og det er dejligt at gå på opdagelse i de høje stakke af ulæste bøger, der i den mellemliggende periode er vokset op rundt omkring i min stue.

Stuen er da også det sted, hvor jeg bedst kan lide at læse. Om vinteren nyder jeg, at lægge mig til rette i sofaen, med et hav af puder i ryggen og et tæppe over benene. Gardinerne skal være trukket for, og det skal være mørkt bortset fra lyset fra lampen over sofabordet. Om sommeren foretrækker jeg at lægge mig på gulvet i en solstribe, med åbne vinduer så jeg kan mærke både varmen og den kølige brise.


Det er svært for mig at vælge en yndlingsbog, for jeg har haft virkelig mange gode læseoplevelser igennem tiden. Der er dog nogle bøger, jeg kan læse igen og igen, og tilsyneladende aldrig bliver træt af. Nogle af disse er blandt andet Marion Zimmer Bradleys ungdomsserie, ”Tågerne omkring Avalon” om kvinderne bag Kong Arthur. Jeg er glad for bøger, der handler om menneskeskæbner, og ”Tågerne omkring Avalon” er en beretning om kvindernes vilkår i den historiske periode omkring Kong Arthur og fortæller samtidig historien om, hvordan kristendommen gjorde op med den hedenske tro, der i bøgerne rummer ægte magi og trolddom. Bøgerne gjorde et stort indtryk på mig i mine teenage-år, og jeg har både læst og hørt dem flere gange. Det samme har jeg med Jean M. Auels serie om Jordens Børn, som stadig er en af mine absolutte favoritter. Seriens fire første bøger, Hulebjørnens Klan, Hestens Dal, Mammutjægerne og Rejsen over Stepperne har jeg læst om og om igen, og de har været lige rørende, glædelige, grusomme, spændende og morsomme hver gang.


De sidste bøger, jeg vil fremhæve er af forfatteren Minette Walters – særligt bøgerne ”Slangens mønster” og ”Disordered minds”. Minette Walters skriver psykologiske krimier, hvor det helt centrale element er menneskers godhed eller mangel på samme. Jeg er stor tilhænger af gyser-bøger, men ingen gyserbøger har været i stand til at vække samme følelse af rædsel som Walters krimier. Det, der gør hendes bøger så virkningsfulde er, at forbrydelsen oftest er begået af helt almindelige mennesker, men at ondskaben eller manglen på medfølelse er så enorm, at det er umuligt at forstå – og alligevel tror man på det, for desværre giver bøgerne også et rimelig realistisk bud på nutidens samfund og ligegyldighed overfor ens medmennesker.

Jeg læser mange forskellige genrer, læser skønlitteratur og faglitteratur, hører lydbøger og læser tegneserier, så ovenstående er kun et lille udpluk af mine darlings. Men jeg er mere kritisk nu, end da jeg var yngre, for med så mange skatte derude, er livet for kort til dårlige bøger. En god bog derimod er en oplevelse for livet.

3 kommentarer:

  1. Hyggeligt at læse om - og jeg kan godt se det farlige ved at være bogopsætter :-D

    SvarSlet
  2. Det var da et dejligt indlæg om glæden ved bøger og læsning. Tak for det :-)

    SvarSlet
  3. @Piskeriset: Da jeg nærer en tilsvarende kærlighed til tegneserier og musik, lånte jeg faktisk så meget, at jeg ved flere lejligheder "overskred", hvad man kunne låne pr. lånerkort af gangen (tror det var ca. 30-50 materialer) - så måtte jeg jo hive min far på biblioteket, så han kunne låne mig de sidste med hjem!

    @intetnytundersolen: Selv tak :) Jeg takker til gengæld nærværende blog og pigerne bag den for at have mindet mig om, hvor meget jeg holder af at læse, hvilket har fået mig til i højere grad at få sat tid af til det i en travl hverdag.

    SvarSlet