Når nogen spørger mig, hvilken bog, der er min yndlingsbog, bliver jeg altid lidt flakkende i blikket. Problemet er nemlig, at jeg ikke aner det, og det er jo bare ikke et acceptabelt svar, især ikke, når man som mig læser dansk. Jeg burde jo vide bedre. Jeg har efterhånden fået udviklet et standartsvar: Min yndlingsbog er altid den, jeg senest har læst. Det er faktisk ikke engang løgn. Nu er det ikke sådan, at jeg aldrig læser noget møg, men jeg synes (næsten) altid, at bøger sætter sig fast og vokser videre, når jeg har lukket dem, og den senest læste er naturligt nok den, der fylder mest i bevidstheden. Derfor er min yndlingsbog pt. digtsamlingen Maskebal, et spændende samarbejdsprojekt mellem 15 danske forfattere, og før den var det Mordet på Halland af Pia Juul.
Min interesse for bøger kan jeg takke mine forældre for. Kender på Paludans bogcafé i Fiolstræde i København K.? Cirka sådan så vores stue ud, da jeg var lille. Bøger, bøger, bøger over alt. Det er vist godt, at ingen i familien har haft anlæg for støvmideallergi…
Min første læseforelskelse var rettet mod en fantastisk børnebog, som der desværre er alt, alt for få, der kender til: Fru Tyksen.
Eller Der var en frue, som slugte en flue, som den egentlig hedder. Kan man andet end elske en bog, der starter således:
’Fru Tyksen, der elsked lakrids og konfekt,
kom en dag til at sluge et lille insekt.
Hun sad i sin stue
og slugte en flue
og skylled den ned med lidt brus og likør
-det kan være hun dør.’
Det er den eneste bog, jeg kan helt uden ad. Måske den alligevel tager prisen som yndlingsbogen? Faktisk gør den det i skrivende stund, for jeg kom lige til at genlæse den, mens jeg skrev dette indlæg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar