Helle Stangerup: Spardame

Det var lige før det var pinligt, min uddannelse taget i betragtning (jeg er historiker), men jeg var simpelthen tom for idéer til hvilken bog jeg dog skulle give mig i kast med til oktober måneds udfordring; læs en bog om en historisk begivenhed. 

Men jeg fik kigget min bogreol igennem og valget faldt på (gen)læsning af Helle Stangerups Spardame. Af flere årsager - jeg huskede Helle Stangerups bøger som ret gode og fordi lige præcis den her bog beskæftiger sig med personer og begivenheder, som jeg arbejder med i min hverdag.

Bogen følger Christian 4.s svigermor Ellen Marsvin, Christian 4.s anden hustru Kirsten Munk,  disse tos datter Leonora Christine, Christian 4.s elskerinde Vibeke Kruse  og Frederik 3.s dronning Sophie Amalie. Alle tre kvinder nær magten i en eller anden form i 1600-tallet - og alle forsøger de på hver deres måde at hægte sig på magten.

Og jooo, det var en fin oplevelse at læse bogen igen, men så heller ikke mere. Helle Stangerup skriver et fint sprog og for underholdningens skyld, så er det en fin bog. Men som historiker bliver jeg nok nødt til at hæve pegefingeren og sige at man skal altså ikke tro på alt i bogen. Der er ihvertfald nogle spøjse bøvser her og der, hvor jeg blev forvirret, fordi det burde foregå i en anden rækkefølge end tilfældet.

Men hvis man er ude efter en roman om stærke kvinder i en helt anden tid - så læs bogen og få en god og beskrivende underholdning. Og lad historielektionen blive på hylden. ;)

Metrolitteratur

I nogle uger har stander som den på billedet stået på flere metrostationer i hovedstadsområdet. Små hæfter med en eller flere noveller, som metropassagerne kan tage med på deres tur og derved få lidt underholdning på turene. Novellerne er valgt efter en konkurrence, hvor man har kunne sende egne noveller ind.

Jeg kan rigtig godt lide idéen - men alligevel har jeg ikke fået taget et hæfte med mig i toget. Måske fordi kører en forholdsvis kort rute og ikke mangler underholdning. Måske fordi jeg glemmer at stoppe op og tage et hæfte. Eller måske fordi, at den ene dag, hvor jeg stoppede op, opdagede at der ikke var beskrivelserne af novellerne - og det er svært at vælge noveller, når man ikke ved hvad de handler om.

Hvad med jer - har I testet fænomenet? Og hvad synes I? Er jeg gået glip af noget, når jeg ikke har taget mig et hæfte? Og har I nogle noveller I kan anbefale?

Jane Austen: Pride and Prejudice

Ligesom Anette læste jeg også Pride and Prejudice til September måneds udfordring. Jeg har længe haft i tankerne at jeg gerne vil læse bogen - min yndlingsbog - på originalsproget. Siden vi fandt på årets bogudfordring har jeg haft denne bog i tankerne - så valget var egentlig ret nemt.

Bogen om Bennet-døtrenes vej mod kærlighed og ægteskab - eller ihvertfald til ægteskab - har jeg efterhånden læst forfra og bagfra flere gange på dansk, ligesom BBC-serien er blevet set alt for mange gange (og set filmen fra 2006 1,5 gang - men det taler vi ikke om!), så en anbefaling af bogen er vel ikke på helt fair vilkår. Jeg elsker historien fra nu af og til...altid. Men at læse den på engelsk var en fantastisk oplevelse. Sproget var ikke nemt, men det gav helt sikkert nogle facetter til hele historien, som jeg ikke har opdaget igennem den danske udgave. Men det er med at holde tungen lige i munden - det er trods alt engelsk litteratur fra 1800-tallet - og jeg har prøvet det, der var nemmere ;)

Så medmindre du er skrap til engelsk, så tag den danske version i første omgang - og så vælg den engelske senere, hvis du falder for historien. ;)

Bogen er jo en klassiker, hvilket ikke i sig selv er et argument for at læse den, men hvis man skal læse én klassiker i hele sit liv - så læs Pride and Prejudice. Det er en fin og smuk historie om kærlighed i flere former - både den ved første blik og den, hvor man først skal lære hinanden at kende før den blomstre. Og om den fornuftige og om den tvungne. Og så også om den, der måske en gang var fornuftig - men nu bare er helt skæv og lidt forkert.
Den giver oveni et fint billede af datidens England - ihvertfald i den højere klasser. Det skildres både med varme og med humor - som Jane Austen er kendt som.

Som sagt læste Anette samme bog i september. Læs hendes anmeldelse her. Kathrine læste desuden bogen på dansk i foråret - læs hendes anmeldelse her.

Jørgen Leth: Det uperfekte menneske

Jeg var egentlig ikke særlig meget i tvivl om at jeg skulle læse Jørgen Leth i August måneds bogudfordring. Jeg må indrømme at jeg er temmelig meget fascineret af Jørgen Leth. Jeg kan ikke sætte en finger på hvad det er – men jeg besluttede mig i hvert fald for at det var for dårligt at jeg aldrig havde læst noget af ham, men at jeg egentlig kun kendte ham fra som kommentator ved cykelløb (hvor han er fantastisk!). Jeg valgte at læse hans selvbiografi, Det Uperfekte Menneske, fordi jeg gerne ville se hvad alt uroen omkring bogen dog var for noget.

Jeg blev nok lidt overrasket, da jeg begyndte at læse bogen. Og det forstår jeg egentlig ikke, sådan set i bakspejlet. Det, der overraskede mig, var hans sprog. Han er enormt poetisk i sin skrivemåde – jeg havde nok forventet en mere ”almindelig” biografi-skrivestil….og det er måske lidt mærkeligt – det ér jo Jørgen Leth. Så selvfølgelig skal det være poetisk. ;)

Undertitlen ”Scener fra mit liv” er på mange måder rammende. Jørgen Leth beskriver ikke sit liv fra A til Z. Eller han starter ved A og bevæger sig kronologisk fremad, men efterhånden som vi kommer frem i bogen, så hopper han frem og tilbage i tiden, og beskæftiger sig i højere grad med temaer end med kronologien. Det kan til tider være ret forvirrende – især når han lige har beskrevet hvordan han går fra sin kone for at være sammen med en anden kvinde, og derefter bevæger sig fremad – og mange kapitler efter pludselig går tilbage til hændelsen, hvor han flytter sammen med den nye kvinde.

Jørgen Leth er jo ikke kendt for at sætte sit lys under en skæppe – og det gør han heller ikke sin selvbiografi. Han er utrolig selvsmagende og han elsker at fortælle om alle de folk han har mødt og har arbejdet med. Og så elsker han lange beskrivelser. Sådan lidt ala, når folk bare godt kan høre sig selv tale. F.eks. kan det som læser måske blive lidt langtrukken, når han beskriver cykelløb i nærmest alle detaljer. Han er også utrolig ærlig – om alt og alle. Og jeg håber godt nok at han har spurgt sig omkring inden han fortæller ting som at hans ven er utro eller at hans kone blev lejet ud som escort som en del af deres fælles sexlege.

Og så til det, som mange måske vil spørge om. Og som jo egentlig også var derfor jeg valgte selvbiografien. Nemlig afsnittet om Kokkens Datter. Ærlig talt, så er der ikke meget fugls føde på den sag. Ja, hun er ung, meget ung, og han er ikke særlig ung. Og det er på mange måder et skævt forhold i og med at han er arbejdsgiveren. Men da jeg læste de følgende kapitler, så sad jeg overvejede hvem, der mon udnytter hvem? Han de unge kvinder til sex eller dem til de materielle goder? Jørgen Leth er en livsnyder, ja, jeg vil næsten kalde ham hedonist. Det er nydelsen, der er i højsæde – både erotisk, men også hvordan han ellers indretter sit liv. Mange af bogens scener er nærmest en optakt til hvordan han er endt på Haiti, hvor han lever det ”søde liv”. Det er gennem beskrivelserne af hans ægteskab og hvordan de opløses, og også igennem beskrivelserne af hans arbejde, som ikke altid former sig som han vil. Men på Haiti får han det som han vil – på alle mulige måder.

Skal du læse bogen? Tjo…hvis du synes Jørgen Leth er en spændende person, så læs bogen. Hvis ikke – så lad være. Så tror jeg bare du vil finde bogen utrolig uinteressant - men sådan er det måske nok med alle biografier. Men en lille ting – hvis du vil læse afsnittet om Kokkens Datter, så skylder du både dig selv og Jørgen Leth at læse hele bogen – for afsnittet kan ikke stå alene.

Kathrine har også på et tidspunkt anmeldt Jørgen Leths Det Uperfekte Menneske – læs anmeldelsen lige her.

Jan Wallentin: Strindbergs stjerne

Idag udkommer den svenske roman Strindbergs Stjerne. Bogen er den svenske forfatter Jan Wallentins debutroman, og er solgt til udgivelse i flere lande, herunder Danmark. I starten af sommeren tilbød Gyldendal et anmeldereksemplar til Mona og Rikke, hvilket vi begge tog imod. I den anledning har vi begge skrevet en anmeldelse, der også vil blive udgivet på Gyldensdals side om bogen. Og så har vi selvfølgelig også lavet en fælles anmeldelse til bloggen. ;)

En dykker finder et lig i en gammel kobbermine. I håndenholder liget et kors, der skal vise sig at sætte gang i en jagt rundt i Europa. Det er starten på en hæsblæsende tur for den forhutlede historiker Don Titelman. En tur gennem Europa, der trækker historiske spor og sætter gang i store kræfter. En tur, hvor han i selskab med sin advokast Eva Strand, bliver jagtet, men også får mere og mere viden om det kors der blev fundet sammen med liget. 


Her følger vores individuelle anmeldelser:

Mona

Der er fart på feltet helt fra start. Så meget at jeg var nødt til at komme med små udbrud af ren spænding og endda gribe min kærestes hånd, da det på et tidspunkt blev lidt for uhyggeligt. Desværre går pusten lidtaf ballonen et stykke henne i bogen, da der skal bruges en masse sider på atforklare baggrundshistorien for hele romanens plot. Det er nok ikke sider mankunne have undværet i bogen, men det er svært, som læser at blive sat ned ifart, når der først er kommet gas på. Heldigvis kommer der fart på igen og denholdes helt til romanens slutning.

Der er rigtig mange historier man som læser skal holde styr på. Både de små historier, der er flettet ind hist og her, historiske begivenheder, triste personskæbner og så den store historie. Jan Wallentin formår heldigvis at holde styr på det hele vejen igennem og romanen fremstår derfor utrolig gennemarbejdet og gennemresearchet. Man bliver præsenteret for en række personskæbner, som alle er triste. Ingen i romanen har haft et nemt liv, men forsøger alle at lappe på det på forskellig vis. Hovedpersonen DonTitelman igennem et større pillemisbrug, mens andre ønsker sig døde, søger lykken gennem det mystiske kors eller lægger deres skæbne i andres hænder.

Romanen foregår i nutiden, men inddrager historiske begivenheder fra slutningen af 1800-tallet og både 1. og 2. verdenskrig – men Jan Wallentin holder sig ikke kun til de historiske fakta, men lægger et ekstralag på de enkelte begivenheder og giver dem derved et lille twist i forhold til romanens plot. Det var noget, der til at starte med irriterede mig som historiker, men da det viste sig at fungere formåede jeg at lægge irritationen til side og blot lade mig underholde.

Strindbergs Stjerne er en konspirationsteoretisk krimi ala Stieg Larsson blandet op med overnaturlige fænomener og historiske referencer.Romanen er underholdende, skræmmende, yderst medrivende og fanger sin læser fra side 1.

Rikke

I starten var det svært at overskue de forskellige personer, specielt på grund af den lange tidsperiode som persongalleriet er spredt over. Men som man kommer længere ind i bogen, og får en bedre ide om hvor i historien de forskellige hører til, bliver det nemmere, og beskrivelserne af hovedpersonerne er rigtig gode, og gør det efterhånden nemmere at forstå hvordan den hele hænger sammen.

Helt generelt om handlingen fandt jeg den lidt for urealistisk. Efter bagsideteksten havde jeg forventet et handlingsforløb lidt ala Da Vinci Mysteriet, hvor Strindbergs stjerne ville være nøglen til at finde en form for fysisk skat eller noget gammel viden, og jeg endte egentlig også med at syntes at Strindbergs stjerne netop minder meget om Da Vinci Mysteriet. En bog jeg ikke selv var voldsomt begejstret for. Jeg var dog væsentlig mere underholdt af Strindbergs Stjerne, selvom en del hændelser generede min naturvidenskabelige baggrund. En del passagerer var svære at forholde sig til, og visualisere, da der sker meget unaturlige ting undervejs. Men så skal man jo huske at det bare er en bog, og på den baggrund er underholdningsværdien i top!

Jeg kan godt lide at handlingen er baseret på historiske begivenheder, og at Wallentin ikke afviger fra de historiske fakta, men kun arbejder med formålet med ekspeditionen. I løbet af historien syntes jeg også det nogenlunde fremgår, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion, og det er tydeligt at Wallentin har lavet god research, både om selve ekspeditionen, men også om fundet af den 33 år senere, og de ting er er blevet fundet.

Sprogligt er nogle beskrivelser en smule kluntede. Det kan selvfølgelig skyldes at det drejer sig om ting der er svære at forholde sig til. Det gør desværre bare at man hænger fast et par steder, og spekulerer over detaljer der måske er uvæsentlige, i stedet for at få fat i den store sammenhæng. Overordnet er bogen dog skrevet i et sprog der ikke kræver for meget koncentration, læsningen flyder fint, og bogen kan snildt læses på et par aftener. Sproget og formuleringerne er dog på ingen måde nytænkende.

I forhold til mange andre bøger føler jeg desværre ikke rigtig at det har givet mig noget væsentligt at læse Strindbergs stjerne, men jeg har fået et par dages god underholdning!

Dig og din bogreol

Når man nu er så glad for bøger, som jeg og de andre i bogklubben trods alt er, så får man efterhånden samlet sig en pæn samling. Især hvis man som jeg har svært ved at lade bøger gå bøger i systemet (mine bøger bliver ikke smidt ud, men givet videre enten til venner og familie eller til genbrugen i håb om at andre kan få glæde af bøgerne.).

Men at have en så stor samling bøger kræver vel også et system? Nogle folk farveordner deres bøger, andre sætter dem i størrelseforhold. I bogklubben sværger vi alle til det gode gammeldags system - det alfabetiske. Altså efter forfatterens efternavn.

Anette og Kathrine stiller deres bøger i udgangspunkt, ligesom de lader deres bøger stå i flere lag bag hinanden for at have plads til deres samling. Anette deler dog sine bøger op efter ulæste og læste - og lader de ulæste ligge klar i sit sengebord, altid klar ved hånden.

Rikke er også vokset ud af sin reol og lægger bøger ovenpå hinanden - men stadig alfabetisk, og med håbet om mere reolplads.

Jeg var så heldig at få en hel bogreolvæg til rådighed,  da jeg flyttede sammen med min kæreste - og selvom det snart er tid til noget omrokering fordi bøger rykker tættere sammen, så er der stadig god plads til udvidelse. Skønlitteraturen står i alfabetisk orden, mens faglitteraturen er omdelt efter emne og derefter forskellige systemer jeg vist kun selv kan finde ud af (og det kniber til tider).

Jeg har indimellem måtte høre for de mange bøger i vores stue - og ikke mindst kommentarer på mit valg for at have sat dem iorden. Og nåja, det tager tid - men efter én gang at have prøvet at farveordne dem i en ungdoms kådhed og senere have dem i tilfældig rækkefølge pga. en hurtig flytning og senere dovenskab, så fastholder jeg mit alfabetiske system - jeg kan simpelthen ikke finde mine bøger ellers. Jeg kan ikke huske om en bog var grøn, blå eller rød - men jeg kan huske hvem forfatteren var - og hvis ikke, så kan det hurtig googles. Min kæreste havde tidligere et tilfældig system - han nød at gå "på opdagelse" hver gang han skulle finde en bestemt bog. Men så flyttede han sammen med mig... ;)

Hvordan er dine bøger ordnet? Har du et bestemt system eller lader du tilfældighederne råde? 

Hvis du mangler inspiration til indretning med bøger, så er Bookshelf Porn måske noget for dig? En masse billeder med bøger, bøger og bøger - og hvordan man indretter sig med dem. Aaaaah!

Mit litterære verdenskort

Ovre hos Michael faldt jeg over hans litterære verdenskort. En rigtig sjov idé, som jeg straks fik lyst til at kopiere. Og det gjorde jeg så... Eller det vil sige at jeg lod mig inspirere. Hvor Michael har valgt at sætte stederne, hvor de bøger han har læst foregår, ind på kortet, så har jeg valgt at sætte forfatternes oprindelse af mine læste bøger ind.

Efter vores udfordring i juni måned, hvor vi skulle læse bøger fra andre steder end Nordamerika eller Europa, var jeg nemlig blevet nysgerrig over, hvor forfatterne af de bøger jeg læser, egentlig er fra. Er jeg geografisk ensidig i mit valg af bøger? Jeg har valgt at sætte de bøger ind, som jeg har læst det sidste halvanden år.

Se det fulde kort her

Og som man hurtig kan se på kortet, så ER jeg meget geografisk ensidig i mit valg af bøger. Ja, for ikke bare er de gerne fra Nordamerika og oftest Europa, men 40 ud af 60 bøger er skrevet af danske forfattere. Nå ja - men så er jeg da dækket af på den front. ;)

Hvad med jer - formår I at læse litteratur fra hele verden? Og synes I det er vigtigt at komme rundt på litterære globus?

Liv for liv

Liv for liv er en række kriminal- og spændingsnoveller skrevet af en række danske forfattere; Jussi Adler-Olsen, Elsebeth Egholm, Anna Grue, Jens Henrik Jensen, Christian Mørk og Jeanette Øbro & Ole Tornbjerg. Bogen støtter Dansk Flygtningehjælp i deres arbejde.

Jeg kan rigtig godt lide at læse krimier - det har jeg vist skrevet herinde et par gange. ;) Jeg lærte også i februar at jeg godt kunne lide at læse novellesamlinger. Ergo må denne bog jo være en perfekt bog for mig. Og det var rigtig nok en god oplevelse at læse novellerne. Jeg læste den på min ferie - og det var vist et meget godt valg. Jeg vil nemlig betegne det som en god feriebog, som man kan sidde med, mens man slapper af og nyder solen kigger ud på regnen. Bogen er hurtig læst, men er en rigtig god intro til de deltagende forfattere.

Som det altid er, så er nogle af krimierne bedre end andre. Men især er det interessant at se hvordan de forskellige forfattere formår at jonglere med novellegenren fremfor deres sædvanlige romangenre. Som udgangspunkt er der ikke mulighed for at gå i dybden med novellernes personer, hvilket giver et større fokus på kriminalgåden end man måske er vant til. Hvis der er fokus på personerne, så har det en relevans for historien. Og det er måske det mest særlige ved disse noveller sammenlignet med kriminalromaner.

Jeg synes novellerne fungerede hele vejen igennem - selvom jeg dog gættede plottene et par gange. ;) Jeg blev dog irriteret over Anna Grues valg af at bruge hendes sædvanlige hovedperson Dan Sommerdahl i hendes novelle. Det betyder at os, der ikke har læst hendes krimiserie, ikke kender til nogle af perspektiverne for novellen -  f.eks. at Dan Sommerdahl er kendt for blive blandet ind kriminalgåder fra tid til anden, ligesom vi ikke kender til hans forhold til vicepolitikommisær Frank Janssen, som han uden videre kontakter, da han bliver blandet ind i (endnu en) kriminalgåde.

De andre noveller er selvstændige historier, hvor man ikke behøver et forhåndskendskab til personerne. Det fungerer langt bedre, og giver helt sikkert også én lyst til at kigge nærmere på de forskellige forfatterskaber. Især Christian Mørk gjorde mig nysgerrig på hans forfatterskab med hans spændingsnoveller, der holdt mig ude på kanten på samme tid med at den talte til vores fælles dårlige samvittighed. Jeg vil også gerne fremhæve forfatterparret Jeanette Øbro og Ole Thornbjerg for at give mig en krimihistorie, der gav et sug i maven. De formåede at levere en historie, der viste sig at have et andet fokus end man lige regnede med - og det var helt sikkert en af de historier, hvor jeg ikke havde gættet plottet på forhånd.

Jeg vil anbefale at læse bogen, hvis du har lyst til en hurtiglæst feriebog, som fører dig rundt i forskellige skrivemåder og introducerer dig til nye forfattere. Og ikke mindst at støtte et godt formål (noget jeg ikke helt kan blære mig med, da bogen var en fødselsdagsgave. :) ).

Serielæsning

Foran mig ligger lige nu Viveca Stens krimiserie, som jeg overvejer skal være det næste jeg skal læse. Serien er en triologi, og de to første i serien har stået i vores bogreol i nogle måneder. Før ferien valgte jeg at købe den sidste i serien, så alle tre kom med til den svenske skov. Og det undrer mig lidt. Jeg har nemlig ikke læst Viveca Sten før. Overhovedet. Så jeg ved ærlig talt ikke om hun skriver godt eller dårligt. Det eneste jeg ved er at kæresten kan lide begyndelsen af første bog.

Blandet med at jeg indledte et større ridt efter hele Harry Potter serien før ferien, da jeg ønskede at læse dem alle i streg, fik mig til at tænke over min måde at læse serier på. Jeg vil helst læse bøger i serier lige efter hinanden og dermed også i den rette rækkefølge. Jeg kan faktisk være lidt autistisk omkring det. F.eks. passede det mig ikke særlig meget at jeg har læst Hammer-parrets nr. 2 Alting har sin pris før deres første bog Svinehunde. Alting har sin pris var dog en anmelderbog fra Gyldendal, så valgte at få den læst og anmeldt istedet for at læse bøgerne i rækkefølge.

Jeg kender flere, der er ligeglade med rækkefølgen af hvordan de læser bøgerne. Jeg forstår det ikke - man lærer jo mere og mere om hovedpersonerne undervejs. Da jeg var barn læste jeg en masse Puk-bøger. I tilfældig rækkefølge afhængig af hvornår jeg fik dem. Det kunne godt være forvirrende til tider, når nu Puk pludselig var bedste venner med Karen, som ellers hadede hende i de første mange bøger. Hvis jeg skulle genlæse serien vil jeg helt klart læse dem i rækkefølge (og skaffe de bøger jeg aldrig nåede at få til min samling).

Til gengæld læser jeg ikke nødvendigvis serierne til ende. Elsebeth Egholm og Camilla Läckberg er begge faldet for ikke at levere varen, selvom de har skrevet flere bøger, der kunne rette op på misæren. Førstnævnte fik dog 4 bøger til at rette op, inden jeg opgav. Til gengæld holder jeg ved Sara Blædel og valgte endda i efteråret/vinteren at genlæse hendes første bøger, således jeg var bedre "klædt på" til hendes sidste bøger i serien, som jeg manglede at læse. Det var iøvrigt en rigtig god oplevelse at læse dem lige efter hinanden og gav mig blod på tanden ift. at holde ved mit princip om at læse seriebøger i rap og i rigtig rækkefølge.

Hvordan har du det med at læse serier? Er du ligeglad med rækkefølgen? Og læser du serien til ende? Og kan du finde på at genlæse bøger, for at "læse op" på serien?

Lotte og Søren Hammer: Svinehunde

To børn finder 5 lig hængt i skolens gymnastiksal. Drabsafdelingen med Konrad Simonsen i spidsen tilkaldes og jagten går nu ind efter morderen - eller er der flere? Sagen får stor politisk og folkelig bevågenhed og pludselig står drabsafdelingen med en befolkning, der modarbejder politiarbejde.

Bogen sætter flere gange spørgsmålstegn til den gængse moralopfattelse. Både igennem kriminalgådens tema, men også med politiets opførelse. Det første giver også læseren mulighed for at stille sig selv en række moralspørgsmål - for hvordan ville man selv forholde sig? Politiets opførelse irriterer mig gang på gang, og det gjorde det også, da jeg læste søskendeparret Hammers 2. bog i serien (ja, jeg har taget dem i omvendt rækkefølge). Måske har jeg en naiv opfattelse af politiets arbejdsmetoder, men uanset hvad så irriterer det mig at "heltene" bevæger sig så meget på lovens grænser - når det er dem, der skal opretholde samme love.

Når det er sagt, så formår Hammer-søskendeparret at skrive en krimi, der er spændende og giver en lyst til at læse mere og mere efterhånden som man vender bogens sider. Bogen virker gennemarbejdet og researchet, men desværre formår de ikke at binde sløjfen på den berømte røde sløjfe til slut. Den personlige historie inde bag krimi-historien får lov til at få en egnet afslutning, men selve krimihistorien står utrolig meget åben. Desværre. Jeg ville gerne have fået en bedre afslutning, hvor politiets arbejde blev fulgt til dørs med tilfangetagelsen af mordenes bagmænd og også fået mere af vide hvad forfatterparret forestiller sig at sandheden vil påvirke den folkelige opbakning. Derudover ville et overblik over bagmændenes personlige historie have været en fin sløjfe, således man kunne sætte det i perspektiv med deres ugerninger. Tilbage står man kun med en egentligt forståelse af enkelte af bagmændenes forhistorie.

Haruki Murakami: Sønden for grænsen og Vesten for solen

Jeg var egentlig ikke i tvivl, da jeg skulle beslutte mig for, hvilken bog jeg ville læse i Juni måneds bogudfordring; Læs en bog fra et andet kontinent end Europa eller Nordamerika. Valget faldt meget hurtig på forfatteren Haruki Murakami og dernæst på bogen Sønden for grænsen Vesten for solen. Nu skulle jeg nemlig finde ud af hvad det var "alle" talte sådan om og hvorfor de mon var så vilde med ham.


Måske var det fordi jeg havde så høje forventninger til bogen efter alles lovprisninger. Måske fik jeg fat i den forkerte bog (det er der flere, der har sagt til mig efterfølgende). Måske var det fordi min læselyst ikke var særlig stor i den periode. Men uanset hvad det skyldes, så blev jeg nok lidt skuffet. Den ramte mig ikke i nogle følelser eller gav mig lyst til at dukke yderligere ned i hans forfatterskab.


 Jo, bogen gav en fin beskrivelse af hovedpersonens liv. Især kunne jeg godt lide hans beskrivelse af hans teenageår, som gav et meget godt indblik i en forvirret teenagedreng, der på overfladen ikke virker forvirret, men nærmere lettere hensynsløs. Og hans år i tyverne fungerede også ok i mine øjne. Dog mere overfladisk end beskrivelsen af teenageårerne. Desværre blev det mere overfladisk derfra, hvis du spørger mig (og det her er min anmeldelse så det gør du ;) ). Jeg tror aldrig jeg forstod om han vitterlig forelskede sig hans kone eller om hun blot var et "værktøj" til et liv, der på overfladen virkede bedre. I det hele taget stod jeg tilbage med en masse spørgsmål efter læsning af bogen. Især slutningen var mere åben end jeg egentlig bryder mig om i en bog.


Når det så er sagt....så læs Kathrines anmeldelse af samme bog her. Hun har en helt anden holdning til bogen end mig. Så helt tosset er bogen nok ikke. ;)

Henriette Lund og Lotte Thorsen: Nynne 4 Alt skal væk

Nynne slår aldrig fejl. Hverken hvis du bare har brug for noget letlæseligt eller bare for at grine. Heller ikke i Nynne 4.

Jeg fandt bogen frem, da jeg ikke rigtig kunne komme videre med min læsning - men savnede at læse noget. Nynne reddede mig. Desværre så meget at bogen var væk alt for hurtigt.

Nynne er sjov og skarp. Jeg elsker når hun (eller nærmere forfatterne) spider virkelige hændelser og kommenterer dem på en måde, der først virker sådan lidt blondine-dum, men egentlig dækker over en klar sandhed. Jeg elsker at hun især får mig til at grine, men  også bliver trist, når hun savner-savner-savner sin mor. Og jeg elsker, når hun slutter sin beskrivelsen af dagen (juleaften selvfølgelig), hvor alt er gået galt med ordene "For fanden, hvor ved man lidt om sin dag, når man vågner om morgenen". - Det er da en sandhed man kan tage at føle på!

Nej, bogen er ikke Dostojevskij - hvilket jo absolut heller ikke er meningen - og det kan bare være befriende at sidde med en bog, hvor man er godt underholdt fra første til sidste side. Det eneste men jeg har til bogen (udover at det er den sidste....indtil videre) er at jeg har glemt de første tre bøger, selvom det er mindre end et år siden jeg læste dem - og derfor ikke havde styr på tidligere hændelser og personer. Men hey - det er jo ikke bogens skyld. Trods alt. ;)

J.K. Rowling: Harry Potter og De Vises Sten

Til sidste måneds bogudfordring "Læs en fantasybog" hev jeg fat i Harry Potter. Fantasy og mig har aldrig været gode venner, men jeg glædede mig til at begynde at læse Harry Potter. Jeg er nemlig en af de langsomme, der ikke har forstået hvor god Harry Potter er, men er heldigvis blevet overbevist indenfor det sidste halve år, hvor jeg har set filmene. Og nu brugte jeg så bogudfordringen som undskyldning for at komme igang med bøgerne.

Og jeg kan lige så godt sige det først som sidst: Jeg glæder mig til at læse videre!

Man mærker selvfølgelig at bogen er skrevet til en aldersklasse jeg ikke længere tilhører og i starten synes jeg ikke ligefrem bogen fastholdt min interesse i særlig lang tid. Og heldigvis - for i slutningen af bogen går det stærkt og man bliver helt ked af når bogen er færdig og næste bog i rækken ikke ligger klar.

Bogen bruger meget tid på at forklare og beskrive - og det har både sine fordele og ulemper, men der er ingen tvivl om at det er nødvendigt - det er trods alt en lidt anden verden end den vi er vant til i vores muggler-verden. Og så er det selvfølgelig rart at få fortalt og forklaret lidt mere end der er mulighed for i bøgerne.

Jeg så at flere havde læst denne bog i maj måneds bogudfordring - hvad synes I? Jer, der har læst den tidligere må selvfølgelig også gerne byde ind! :)

Jeg læser

Noget af det at læse er også at dele vores læseoplevelser med hinanden. Det er det vi især gerne vil med vores serie Jeg læser her på bloggen. Her fortæller en af os hvad vi læser og hvorfor vi læser denne bog - i håb om at I, vores læsere, vil følge trop, så inspirationen kan flyde imellem os. Idag fortæller Mona hvad hun læser.

Da jeg kom i tanke om at det var min tur til at lave dette indlæg gik jeg lidt i panik, for jeg har haft en periode, hvor læselysten har manglet. Igen. Og det er jo svært at fortælle hvad man læser, når man ikke læser noget. Men men men....nogle gange så bliver man reddet på målstregen, så jeg faktisk kan fylde dette indlæg med to bøger. Plus det løse.

Den ene bog er jeg endnu ikke gået i gang med, men den ligger klar og den bliver åbnet for første gang i aften. Det er min bogudfodringsbog for denne måned, hvor valget er faldet på Haruki Murakamis Sønden for grænsen og vesten for solen. Valget er faldet på den efter at have hørt Kathrines lovprisninger af forfatteren - og nu kunne bogudfordringen være en "undskyldning" for at komme igang med bogen. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang.


Den anden bog jeg læser - for den er jeg startet med for nogle timer siden - bliver egentlig læst i arbejdsmæssige sammenhænge. Det drejer sig om en biografi om Peter Griffenfeldt - Frederik 3.s rådgiver - nemlig "Kun navnet er tilbage" af Sebastian Olden-Jørgensen. Jeg må dog indrømme at jeg måske nok kommer til "pluk-læse" i den i udvalgte afsnit, da meningen med læsningen mest er at få en fornemmelsen af tiden, rådgiverrollen og kongen. Når det så er sagt, så er det en bog, som jeg godt kunne finde på at læse fra ende til anden. Den er skrevet i et lettilgængelig sprog og den beskriver en tid, som jeg ihvertfald synes er spændende i dansk historie *hostnørdhost*


Derudover overvejer jeg at tage "Michael Laudrups tænder" ned af hylden for en genlæsnings skyld. Jeg blev lige inspireret på Twitter idag og har egentlig haft lyst til at læse den siden vi havde fat i bogen til fredagsleg. Men den bliver nok lagt nederst i bogbunken - men så kan jeg jo se frem til den. ;)


Det var lidt en sludder for en sladder om hvad jeg læser og har planer om at læse i nærmeste fremtiden - hvad læser DU? :)

Elsebeth Egholm: De Frie Kvinders Klub

De Frie Kvinders Klub er en bog om venskab og skiftet fra at være ung kvinde til voksen kvinde - og hvordan man bevarer venskabet i dette skifte.

Bogen starter ved den ene "frie kvinde" Solveigs begravelse. Ved graven er hendes tre kvinder, Isabel, Pernille og Mette. samlet - alle med en sort samvittighed over at deres forbindelse er mistet, og de måske har svigtet Solveig i den livskrise, der førte til selvmord. De 4 kvinder var bedste veninder i deres studietid, og dannede dengang "De Frie Kvinders Klub" - men siden hen indhentede livet dem og de fik travlt med karriere og familie.

Bogen er selvfølgelig en beskrivelse af forskellige kvinder, deres liv og deres forhold, men der bliver også blandet lidt krimi i bowlen, da historien har sit omdrejningspunkt om hvorfor Solveig begik selvmord.Bogen er en blanding af nutid (som dog er midten af 90'erne, hvor bogen er skrevet) og flashback til starten af 80'erne og frem. Når fortællingen foregår i "nutiden" følger man den ene kvinde "Isabel", mens flashbackene skiftevis er Isabel, Pernille og Mettes erindringer. Man lærer kvinderne bedre at kende i deres flashback, og forstår bedre og bedre deres opførelse i "nutiden". Solveig lærer man kun at kende kvinderne - og alligevel kun på afstand, da kvinderne alligevel ikke kendte hende så godt som de troede, da Solveig hellere hjalp andre end lod dem hjælpe hende.

Bogen er god, men ikke stor litteratur. Hvis man har lyst til en bog om venindeforhold og kvindeliv, så kan denne bog være løsningen. Men jeg vil dog påstå at jeg har læst bedre bøger - også fra Elsebeth Egholms hånd. :)

Jane Austen: Lady Susan, The Watsons, Sandition

I april måneds udfordring "læs en bog fra 1800-tallet" læste jeg en samling af uafsluttede romaner fra Jane Austens hånd. Så fik jeg også omsider startet på min egen lille Jane Austen udfordring.
"Lady Susan", "The Watsons" og "Sandition" er alle samlet i en bog, hvor jeg nåede at få et lille chok, da jeg opdagede at "Lady Susan" var fra skrevet i 1700-tallet og jeg sad oppe i den svenske skov uden mulighed for at få fat i en anden 1800-tals-bog. Heldigvis er "The Watsons" og "Sandition" skrevet i 1800-tallet, så kunne ånde lettet op. Og "Lady Susan" er iøvrigt først udgivet i 1871 efter Jane Austens død - så den går måske lige.

Jeg var meget spændt på at læse samlingen, da jeg var bange for at de ikke ville leve op til Stolthed og Fordom, som ligger meget højt på min liste over ynglingsbøger. Jeg blev heldigvis ikke skuffet. Romanerne levede godt nok ikke op til niveauet for Stolthed og Fordom - men det er selvfølgelig værd at huske på at disse romaner ikke er færdigskrevne og dermed ikke færdigarbejdet - og så kan man heller ikke forvente samme niveau. I alle tre romaner giver Jane Austen et fint billede af det sociale liv og forpligtelser i den pænere engelske middelklasse/højere klasse. Hoved- og bipersoner bliver alle beskrevet med stor omhu - og gerne med en ironisk distance.

Man ved kun med nogenlunde sikkerhed, hvor "Sandition" aldrig blev færdig - Jane Austen døde nemlig mens hun skrev den i 1815. Den lover ellers godt, men den har også en anden præmis end hendes tidligere romaner. Hvor hendes tidligere romaner giver et billede af datidens liv uden det bevæger sig for meget, så er der mere bevægelse i denne roman. Den giver stadig et billede af hvordan man hør og bør begå sig, men det er lige som om man fornemmer at samfundet er kommet mere i skred (hvilket det jo også var på dette tidspunkt), og at det giver flere muligheder for nogen, der ikke tidligere havde haft muligheder. Og mest af alt synes jeg det er interessant at Jane Austen formår at beskrive denne bevægelse, selvom hun rent faktisk står midt i den - det er der ikke mange, der kan prale af.

"Lady Susan" mener man hun stoppede med at skrive, fordi hovedpersonen egentlig ikke har nogle gode sider, og hun er måske ikke blevet så godt modtaget, når Jane Austen læste op for venner og familie, som hun havde til vane, mens hun skrev. Set med nutidens øjne synes jeg kun det gør det interessant med en så nævenyttig hovedperson - men jeg kan også se at en så stereotyp dårlig person betyder at de andre i romanen næsten kun kan blive gode. For gode. Og Jane Austen forsøger at skabe personer i sine romaner, der indeholder både godt og ondt - nogle har mere af det ene end det andet. Romanen er iøvrigt en brevroman - det vil sige at bogens handling foregår i de breve de forskellige personer sender til hinanden og til andre. En meget sjov måde at bygge romaner op på, fordi det giver et mere autentisk indblik i folks tanker. Dog kan det virke temmelig forvirrende, når fortælleren hele tiden skifter mellem mange fortællere.

"The Watsons" mener man hun stoppede med at skrive, da hendes far døde undervejs, hvilket skulle have fået hende til at miste lysten til at skrive i en lang periode. Jeg må også indrømme at romanen ikke lover alt for godt - og meget af den er ellers skrevet. Den giver et meget godt billede af sociale sammenkomster og fester i datiden, men det er mere eller mindre det. Jeg ser ikke hvad det er Jane Austen vil med denne roman - udover at give beskrive det sociale liv - og gøre en smule grin af nogle af personerne, der deltager.

Susanne Staun: Døderummet

Jeg har gumlet længe på den her anmeldelse, for jeg har ærlig talt svært ved at finde ud af hvad jeg synes. Jeg vipper simpelthen mellem at synes det er en fremragende krimi til at synes at det godt nok var noget mærkeligt noget.

Jeg har faktisk luret på bogen en del, da den lød meget spændende. Bagsiden af bogen lægger i høj grad op til en typisk femikrimi, dog med et lille twist. Men man får ikke en typisk femikrimi - ganske vist er hovedpersonen en kvinde, Maria Kruse, men hun er ikke som den typiske femikrimis heltinde. Hun er sådan lidt.....mærkelig og har et helt andet tankesæt en de fleste "typiske femikrimi-heltinder". Og det lille twist - det twister på en helt anden måde end jeg ihvertfald regnede med - på en nærmest absurd måde. Og det er nok det jeg ikke kan finde ud af - om jeg kan lide at jeg får noget andet end jeg regnede med eller om det er hamrende træls. På den ene side synes jeg det er fedt - det er jo rart, når man får lidt udfordring, men på den anden side, så er det træls eftersom jeg læser krimier, når jeg skal slappe af - og jeg slapper altså ikke nær så meget af, når set-uppet er "forkert".

Men et eller andet sted synes jeg nok at det er befriende med en heltinde, der er lidt besynderlig og nærmest bizar - og ikke mindst at hun har en mørk side. Og næsten tør stå ved den. Susanne Staun er især kendt for hendes Fanny Fiske serie, som jeg har læst dele af - og hun er måske nok kendt for at have nogle lidt spøjse hovedpersoner. At jeg derfor blev overrasket over denne krimis hovedperson - ja, det må nok stå for egen regning.

Der var en ting, der virkelig irriterede mig i bogen, men jeg kan ikke beskrive det uden at afsløre for meget. Men jeg kan afsløre at det drejer sig om at jeg mener forfatteren bør holde et vis fokus og ikke skifte hovedpersoner undervejs. Det forvirrer simpelthen for meget og man mister overblikket over historiens hvad, hvorfor og hvem.


Når det er sagt, så kunne jeg godt overveje at læse en evt. nr. 2. - for når alt kommer til alt, så fandt jeg det egentlig meget interessant med en noget anderledes hovedperson. Og næste gang vil jeg jo være forberedt. ;)

Senere tilføjelse: Noget, der irriterede mig rigtig meget ved denne bog var at bagside-teksten - den afslørede nemlig rigtig meget. Alt for meget. Faktisk blev nogle af tingene på bagsiden først afsløret omkring siden 150. Det er altså for sent. Det er lidt en kæphest for mig, så derfor lagde jeg rigtig meget mærke til. Og det selvom det viste sig at det beskrevne på bagsiden har en ekstra twist - ja, så var det alligevel noget der skar i mine øjne.

Liza Marklund & James Patterson: Postkortmorderne

Rundt omkring i Europa bliver unge, nyforelskede par myrdet. Lige inden mordet modtager en journalist et postkort, ligesom den samme journalist billeder af de myrdede personer efter mordet. Da krimien starter er der allerede sket flere mord, men først nu er det begyndt at gå op for de forskellige landes politi at der er en sammenhæng.


Historien følger både opklaringsarbejdet og morderne. På opklaringssiden samarbejder den svenske journalist Dessie Larsson og den amerikanske NYPD-agent Jacob Kanon. Dessie Larsson er den udvalgte journalist, der modtager et postkort, da morderne kommer til Stockholm, mens Jacob Kanon har fulgt morderne igennem Europa fordi han er personligt indblandet.
Man kender navnene på morderne og følger dem også i deres mord - men man kommer aldrig helt tæt på. Og det er nok krimiens handicap. For jeg står tilbage med nogle ubesvarede spørgsmål om morderne og mordene.


Men udover de ubesvarede spørgsmål, så er det en virkelig god og velskreven krimi. Man bliver revet med i historien og man kommer også til at heppe på de gode - og ikke mindst sidder man med tilbageholdt åndedrag, når historien tager en uventede drejninger. Desværre får forfatterne ikke rundet det store spørgsmål om hvorfor morderne myrder grundig nok - deraf de ubesvarede spørgsmål. Det er rigtig ærgelig, for det man når at berøre emnet, tegner et spændende billede af de to mordere. Den når bare ikke heeeelt derhen....desværre.


Jeg har ikke læst noget af hverken Liza Marklund og James Patterson, men den her krimi kunne godt vække min nysgerrighed, og få mig til at læse noget mere af dem - og måske håbe at de fortsætter deres samarbejde og lader denne bog være den første i en serie.


Tilføjelse: Mine bogklub-kollegaer har gjort mig opmærksom på at jeg har læst noget andet af Liza Marklund før, nemlig "Der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden", som hun har skrevet sammen med Lotta Snickare. Ups. ;)

Inger Wolf - Sort Sensommer

Som lovet i opsamlingsindlægget for marts måned, så anmeldervi hver især vores bogudfordringsbog. For mit vedkommende gælder det SortSensommer af Inger Wolf. Valget af denne bog har to begrundelser udover at deter en kvindelig dansk forfatter – den har længe stået og ventet på at blivelæst i min bogreol + jeg havde brug for ”nem” læsning for at få hul på minlæselyst, der desværre var begyndt at lide under at jeg følte jeg pligtlæste enmasse. Med nem læsning mener jeg at krimier efterhånden er en meget velkendtgenre for mig og noget jeg hiver frem når jeg skal slappe helt af.

Et kvindelig bliver fundet i en århusiansk skov og så gårjagten ind på morderen. Igennem efterforskningen kommer man forbi studiemiljøet på ÅrhusUniversitet, en religiøs sekt, et internationalt forskermiljø m.v. Om morderener overraskende ved jeg nu ikke – men mulighederne er mange og der var flerejeg umiddelbart ville have peget ud som morder, mens andre der kommer ipolitiets søgelys nærmest virker som om de bliver plantet af forfatteren derfor at bogens efterforskning ikke bliver for ensidig.

Sort Sensommer er et meget fint eksempel på den nordiskekrimitradition, der har vokset frem de sidste 10 år, dog med det lille twist atInger Wolf har valgt at satse på både en kvindelig og en mandlig hovedperson.Begge med personlige issues, som læseren får et indblik i. Det kommer dog tilat halte lidt, da hun ikke beskæftiger sig sideløbende med de to personer, men istedet vælger at fokusere på den mandlige hovedperson, Daniel Trokic, og hans tanker i førstedel af bogen, og i sidste halvdel vælger et fokus på den kvindeligehovedperson, Lisa Kornelius. Med fokusskiftet til Lisa Kornelius forsvinder også læserens adgang til Daniel Trokics, hvilket egentlig undrer en, når man har fulgt ham indtil da. Forfatteren burde efter min mening have valgtat fokusere på enten den ene eller anden hovedperson eller have kørt detsideløbende med hinanden. Om det kommer til at fungere i de følgende bøger, somallerede er på markedet ved jeg ikke – men måske ved vores læsere det?

Læser du boganmeldelser?

Ja, det er måske et mærkeligt spørgsmål at stille på en blog, hvor boganmeldelser trods alt er en af hovedbestanddelene. Men sagen er den - at jeg ikke gør...ligesom jeg heller ikke læser på bagsiden af en bog.
Eller jo, det gør jeg. Men ofte så skimmer jeg teksten og oftest kun starten og slutningen af teksten.

Hvorfor?
Fordi jeg ofte har oplevet at anmeldelser afslører alt for meget af bogens handling. Ganske vist ikke plottet eller slutningen, men ofte gerne centrale dele af historien og især gerne den første del af bogen. Og det har desværre ofte ødelagt en god historie for mig. Det samme gælder iøvrigt film.

For nyligt skulle vi i bogklubben vælge bøger til de næste 5 måneder og i den forbindelse foreslog Kathrine "Stalins Køer" af Sofi Oksanen og linkede i den forbindelse til denne anmeldelse - et link, der blev fulgt af en advarsel fra Kathrine om at anmeldelsen var ret afslørende. En oplevelse jeg også havde haft ved en anmeldelse af samme bog i Weekendavisen. Nu skal ret være ret, og ingen af os har vitterlig læst bogen - men det fordrer vel heller ikke éns lyst til at læse bogen, hvis man føler at man har læst et referat, og ikke en anmeldelse, af bogen. Og selvom der stadig kan være overraskelser undervejs, så er det da træls at vide hvad der sker forud - især fordi man hurtig kommer til at sidde og vente på det.

Så for at vende tilbage til mit spørgsmål i overskriften: Læser du boganmeldelser? Eller på bagsiden af bøgerne? Er du enig i at anmeldelserne tit afslører for meget? Og ikke mindst: Afslører vi her på Bogklubben Mener for meget i vores anmeldelser - eller for lidt?