Tine Bryld: Liv og Alexander trilogien

Til november månedsbogudfordring skulle vi jo læse en bog fra vores fødselsår. Mit år er 1983 og jeg fandt ret hurtigt ud af, at der ikke ligefrem var skrevet meget spændende litteratur i det årstal. Eller i hverfald ikke noget jeg lige higede efter at læse. Jeg kunne dog konstatere at Befri dit Liv af Tine Bryld var skrevet i året. Da det er en af de ungdomsbøger jeg nok har læst flere gange, og ofte har overvejet at genlæse, så var chancen jo oplagt. 

Befri dit Liv er anden bog i trilogien og jeg var derfor nødsaget til at læse etteren først og efterfølgende treeren. Sådan er det jo. Derfor vil min anmeldelse og handle mere generelt om serien - end lige specifik Befri dit Liv.

Trilogien består af Pigeliv, Befri dit Liv samt Liv og Alexander. Til dem som ikke kender ungdomsbøgerne, så kan jeg fortælle at de handler om Livs udvikling fra en stille forsagt pige til en ung  forholdsvis selvstændig kvinde. 

Bøgerne følger kronologisk hvordan det er gå fra at være barn til voksen. Liv oplever indenfor en kort periode af sit liv svigt fra veninder, den store kærlighed, kampe med forælderne, deres skilsmisse og nye familier, kampe med skolen og følelsen af ikke helt at passe ind. Nok noget de fleste teenagere kan nikke genkende til. Men ud over at høre rigtig meget fra Livs side, så har bogen også fortalt lidt fra forældernes side. Måske en måde at prøve at få de unge til at tænke over deres handlingers påvirkning på forælderne. 

Det var meget hyggeligt at genlæse bøgerne, selvom jeg ikke syntes Liv, og især Alexander, var helt så sej længere. Jeg kan huske hvor meget jeg så meget af mig selv i Liv og forstod mange af hendes reaktioner. Det var lidt sjovt at genlæse og kunne se lidt mere nøgternt på det og måske lidt bedre forstå hvorfor jeg så, så meget af mig selv i Liv. Men ligesom da jeg var teenager sluttede sammenligningen meget brat i bog nr. 3. Her kunne jeg slet ikke forstå Liv længere, og da jeg genlæste bøgerne kunne jeg stadig ikke helt lide bog 3. Egentlig lidt sjovt.

Jeg kan dog huske at jeg som teenager syntes det var sejt, at Liv flyttede fra Vendsyssel til København og jeg drømte bestemt om at gøre hende kunsten efter. Ikke ligefrem for at blive besætter - men det er jeg nok også født lidt for sent til at blive :P - men mere for at starte på en frisk og komme væk fra den alle kender alle mentalitet. Det har nok også derfor jeg egentlig så godt kunne lide Liv og Alexander trilogien samt Louise trilogien af Hanne Vibeke Holst. Her var der nogle mennesker som sad fanget i Vendsyssel heller ikke gad den mentalitet og som flyttede til København. Sådan som jeg selv så gerne ville - og gjorde. 

Hvis du dengang du var teenager også kunne lide bøgerne, kan jeg anbefale at genlæse dem - det er jo meget hyggeligt. Hvis du ikke har læst dem engang, så bare glem dem. De er altså ikke noget fantastisk mesterværk.

Helle Stangerup: Spardame

Det var lige før det var pinligt, min uddannelse taget i betragtning (jeg er historiker), men jeg var simpelthen tom for idéer til hvilken bog jeg dog skulle give mig i kast med til oktober måneds udfordring; læs en bog om en historisk begivenhed. 

Men jeg fik kigget min bogreol igennem og valget faldt på (gen)læsning af Helle Stangerups Spardame. Af flere årsager - jeg huskede Helle Stangerups bøger som ret gode og fordi lige præcis den her bog beskæftiger sig med personer og begivenheder, som jeg arbejder med i min hverdag.

Bogen følger Christian 4.s svigermor Ellen Marsvin, Christian 4.s anden hustru Kirsten Munk,  disse tos datter Leonora Christine, Christian 4.s elskerinde Vibeke Kruse  og Frederik 3.s dronning Sophie Amalie. Alle tre kvinder nær magten i en eller anden form i 1600-tallet - og alle forsøger de på hver deres måde at hægte sig på magten.

Og jooo, det var en fin oplevelse at læse bogen igen, men så heller ikke mere. Helle Stangerup skriver et fint sprog og for underholdningens skyld, så er det en fin bog. Men som historiker bliver jeg nok nødt til at hæve pegefingeren og sige at man skal altså ikke tro på alt i bogen. Der er ihvertfald nogle spøjse bøvser her og der, hvor jeg blev forvirret, fordi det burde foregå i en anden rækkefølge end tilfældet.

Men hvis man er ude efter en roman om stærke kvinder i en helt anden tid - så læs bogen og få en god og beskrivende underholdning. Og lad historielektionen blive på hylden. ;)

Til oktober måneds bogudfordring, læs en bog om en historisk begivenhed, læste jeg Tøbruddet af Primo Levi.

Tøbruddet er en del af Trilogien, Vidnesbyrd. Siden jeg i foråret læste den første, hvis dette er et menneske, har det været min plan at få læst resten. Jeg fandt bare den første så grotesk, at jeg gerne ville vente lidt med at forsætte. Oktober var derfor den oplagte måned at forsætte mit bekendt skab med Primo Levi.

Tøbruddet finder sted efter anden verdenskrig. Primo Levi er en italiensk jøde, som har været i koncentrationslejr unden anden verdenskrig. Det er tiden i koncentrationslejren som Hvis dette er et menneske fokusere på. Tøbruddet starter da russerne kommer og Primo Levi derfor har mulighed for at forlade lejren. Bogen handler derfor om hvordan det er at komme ud af koncentrationslejren og finde hjem og ikke mindst skulle overleve i et fattigt samfund.

Efter at være helt vild med Hvis dette er et menneske, så fandt jeg slet ikke Tøbruddet ligeså god. Den havde stadig nogle fine og meget grumme skildingerne af mennesket og overlevelsesinstinktet. Men jeg måtte kæmpe lidt med at få den læst, så det ærger mig ret meget. Jeg vil dog stadig anbefale folk at læse Primo Levi, for især Hvis dette er et menneske er en grum og smuk historie.

Jane Austen: Pride and Prejudice

Ligesom Anette læste jeg også Pride and Prejudice til September måneds udfordring. Jeg har længe haft i tankerne at jeg gerne vil læse bogen - min yndlingsbog - på originalsproget. Siden vi fandt på årets bogudfordring har jeg haft denne bog i tankerne - så valget var egentlig ret nemt.

Bogen om Bennet-døtrenes vej mod kærlighed og ægteskab - eller ihvertfald til ægteskab - har jeg efterhånden læst forfra og bagfra flere gange på dansk, ligesom BBC-serien er blevet set alt for mange gange (og set filmen fra 2006 1,5 gang - men det taler vi ikke om!), så en anbefaling af bogen er vel ikke på helt fair vilkår. Jeg elsker historien fra nu af og til...altid. Men at læse den på engelsk var en fantastisk oplevelse. Sproget var ikke nemt, men det gav helt sikkert nogle facetter til hele historien, som jeg ikke har opdaget igennem den danske udgave. Men det er med at holde tungen lige i munden - det er trods alt engelsk litteratur fra 1800-tallet - og jeg har prøvet det, der var nemmere ;)

Så medmindre du er skrap til engelsk, så tag den danske version i første omgang - og så vælg den engelske senere, hvis du falder for historien. ;)

Bogen er jo en klassiker, hvilket ikke i sig selv er et argument for at læse den, men hvis man skal læse én klassiker i hele sit liv - så læs Pride and Prejudice. Det er en fin og smuk historie om kærlighed i flere former - både den ved første blik og den, hvor man først skal lære hinanden at kende før den blomstre. Og om den fornuftige og om den tvungne. Og så også om den, der måske en gang var fornuftig - men nu bare er helt skæv og lidt forkert.
Den giver oveni et fint billede af datidens England - ihvertfald i den højere klasser. Det skildres både med varme og med humor - som Jane Austen er kendt som.

Som sagt læste Anette samme bog i september. Læs hendes anmeldelse her. Kathrine læste desuden bogen på dansk i foråret - læs hendes anmeldelse her.

J.K. Rowling: Harry Potter and the Philosopher´s stone

Da jeg skulle vælge bog til september måneds bogudfordring var jeg egentlig meget i tvivl om hvad jeg skulle læse. Efter at have været igennem et par overvejelser, blev jeg ret inspireret af resten af bogklubben. Jeg skulle da læse Harry Potter ligesom dem. Det er nok efterhånden 9 gang jeg starter på serien, men det er faktisk første gang jeg læser den på originalsproget. 

Jeg er ikke rigtig blevet overrasket over handlingen i bogen, jeg kendte den jo i forvejen. Det der overrasker mig er egentlig hvor meget bedre bogen er på engelsk end dansk. Eller overrasker er måske så meget sagt, jeg havde det jo nok på fornemmelsen, men jeg blev alligevel lidt overrasket over hvor meget bedre bogen er på engelsk. 

Jeg synes også jeg bedre på engelsk kan fornemme hvordan sproget er skrevet til Harrys alder, ellers er det bare fordi det efterhånden er længe siden jeg læste de første bøger på dansk.

Som sædvanligt faldt jeg hurtigt ind i Harry Potter universet og blev fuldstændig grebet af bogen, faktisk så grebet at jeg nu er godt igang med resten af serien. 

Jeg er måske nok den eneste som ikke før har kastet mig over Harry Potter på engelsk, men skulle der sidde andre derude kan jeg virkelig kun anbefale at I læser den på engelsk næste gang.

J. K. Rowling: Harry Potter and the chamber of secrets

I kombination med min ambition om at genlæse Harry Potter bøgerne hen over sommeren (skete ikke rigtigt) bestemte jeg mig for at læse nummer to I serien på engelsk, så fik jeg lidt slået to fluer med et smæk.

Anden bog i serien starter lige som den første hjemme hos Harrys moster og onkel, men handlingen flytter sig hurtigt til slottet Hogwarts, hvor Harry er ved at uddanne sig til troldmand, sammen med vennerne Ron og Hermione.

Dette skoleår har onde kræfter samlet sig på Hogwarts, og flere af eleverne bliver angrebet af en ukendt ”gerningsmand” mens ingen kan finde ud af hvad der foregår. Endnu en gang bliver Harry konfronteret med de onde kræfter, og da der er syv bøger i serien, kan vi nok regne ud at det ikke ender helt skidt.

Jeg tror Harry Potter er en af de ”nemmere” bøger at læse på originalsproget. I hvert fald i forhold til klassikere, selv om man skal have tungen lige i munden når man for eksempel læser navne, eller skal afkode en besværgelse.

Jørgen Leth: Det uperfekte menneske

Jeg var egentlig ikke særlig meget i tvivl om at jeg skulle læse Jørgen Leth i August måneds bogudfordring. Jeg må indrømme at jeg er temmelig meget fascineret af Jørgen Leth. Jeg kan ikke sætte en finger på hvad det er – men jeg besluttede mig i hvert fald for at det var for dårligt at jeg aldrig havde læst noget af ham, men at jeg egentlig kun kendte ham fra som kommentator ved cykelløb (hvor han er fantastisk!). Jeg valgte at læse hans selvbiografi, Det Uperfekte Menneske, fordi jeg gerne ville se hvad alt uroen omkring bogen dog var for noget.

Jeg blev nok lidt overrasket, da jeg begyndte at læse bogen. Og det forstår jeg egentlig ikke, sådan set i bakspejlet. Det, der overraskede mig, var hans sprog. Han er enormt poetisk i sin skrivemåde – jeg havde nok forventet en mere ”almindelig” biografi-skrivestil….og det er måske lidt mærkeligt – det ér jo Jørgen Leth. Så selvfølgelig skal det være poetisk. ;)

Undertitlen ”Scener fra mit liv” er på mange måder rammende. Jørgen Leth beskriver ikke sit liv fra A til Z. Eller han starter ved A og bevæger sig kronologisk fremad, men efterhånden som vi kommer frem i bogen, så hopper han frem og tilbage i tiden, og beskæftiger sig i højere grad med temaer end med kronologien. Det kan til tider være ret forvirrende – især når han lige har beskrevet hvordan han går fra sin kone for at være sammen med en anden kvinde, og derefter bevæger sig fremad – og mange kapitler efter pludselig går tilbage til hændelsen, hvor han flytter sammen med den nye kvinde.

Jørgen Leth er jo ikke kendt for at sætte sit lys under en skæppe – og det gør han heller ikke sin selvbiografi. Han er utrolig selvsmagende og han elsker at fortælle om alle de folk han har mødt og har arbejdet med. Og så elsker han lange beskrivelser. Sådan lidt ala, når folk bare godt kan høre sig selv tale. F.eks. kan det som læser måske blive lidt langtrukken, når han beskriver cykelløb i nærmest alle detaljer. Han er også utrolig ærlig – om alt og alle. Og jeg håber godt nok at han har spurgt sig omkring inden han fortæller ting som at hans ven er utro eller at hans kone blev lejet ud som escort som en del af deres fælles sexlege.

Og så til det, som mange måske vil spørge om. Og som jo egentlig også var derfor jeg valgte selvbiografien. Nemlig afsnittet om Kokkens Datter. Ærlig talt, så er der ikke meget fugls føde på den sag. Ja, hun er ung, meget ung, og han er ikke særlig ung. Og det er på mange måder et skævt forhold i og med at han er arbejdsgiveren. Men da jeg læste de følgende kapitler, så sad jeg overvejede hvem, der mon udnytter hvem? Han de unge kvinder til sex eller dem til de materielle goder? Jørgen Leth er en livsnyder, ja, jeg vil næsten kalde ham hedonist. Det er nydelsen, der er i højsæde – både erotisk, men også hvordan han ellers indretter sit liv. Mange af bogens scener er nærmest en optakt til hvordan han er endt på Haiti, hvor han lever det ”søde liv”. Det er gennem beskrivelserne af hans ægteskab og hvordan de opløses, og også igennem beskrivelserne af hans arbejde, som ikke altid former sig som han vil. Men på Haiti får han det som han vil – på alle mulige måder.

Skal du læse bogen? Tjo…hvis du synes Jørgen Leth er en spændende person, så læs bogen. Hvis ikke – så lad være. Så tror jeg bare du vil finde bogen utrolig uinteressant - men sådan er det måske nok med alle biografier. Men en lille ting – hvis du vil læse afsnittet om Kokkens Datter, så skylder du både dig selv og Jørgen Leth at læse hele bogen – for afsnittet kan ikke stå alene.

Kathrine har også på et tidspunkt anmeldt Jørgen Leths Det Uperfekte Menneske – læs anmeldelsen lige her.

Erling Jepsen: Kunsten at græde i kor

Til august måneds udfordring kiggede jeg min reol igennem for at finde inspiration. Der faldt jeg over Erling Jepsens Kunsten at græde i kor, som jeg for længe siden har købt på et loppemarked.

Jeg har set filmen der bygger på bogen, og den rørte mig meget, så mine forventninger til bogen var store, og de blev bestemt indfriet.

Kunsten at græde i kor handler om en sønderjysk familie. En meget speciel sønderjysk familie. Familien har en lille købmandsbutik, og desværre svinger omsætningen i butikken meget, hvilket kan gøre faderen meget trist. Faderen er begavet med et stort talent for at holde taler, og han tager ofte den yngste søn ved hånden, når der er begravelser i byen. En god og rørende tale skaber nemlig kunder i butikken, i hvert fald i tiden efter begravelsen. Hvis der er længe mellem begravelserne, og det er småt med kunder i butikken bliver faderen ked af det. Det er der imidlertid en løsning på. Sønnen har nemlig opdaget af faderen kan blive i godt humør igen, hvis han ligger en nat på sofaen, sammen med søsteren Hanne. Det lyder rigtig mærkeligt, men forfatteren får det, på den måde han forklarer det hele gennem sønnen, til at lyde helt almindeligt.

Da familiens ældste søn kommer hjem på besøg og finder ud af hvad der foregår prøver han at hjælpe Sanne, selv om den yngste søn ikke kan se problemet. Sanne ryger frem og tilbage til lægen, og ender med at komme ud på et hospital og bo.

Inden Sanne kommer på hospitalet sker der nogle meget mærkelige dødsfald i byen. Det er øjensynligt Sanne der står bag, og igen får forfatteren det til at lyde som en helt naturlig ting.

I mellemtiden går det dårligere og dårligere derhjemme, og den yngste søn sætter sig for at hente Sanne hjem, og så kan de besøge den ældste bror. De kommer selvfølgelig begge hjem igen og hvad det hele ender med skal jeg ikke afsløre her.

Kunsten at græde i kor indfriede i den grad mine forventninger. Historien er så bizar, og alligevel er den skrevet på den måde, så det hele på en eller anden måde virker helt naturligt. Kunsten at græde i kor er helt klart en bog jeg vil anbefale andre at læse.

Erling Jepsen har skrevet efterfølgeren Med venlig hilsen som foregår 9 år senere, den vil jeg helt klart læse når jeg finder den. I mellemtiden har jeg fundet Frygtelig lykkelig, som jeg snart vil kaste mig over.

Knud Romer: Den som blinker er bange for døden.

Da jeg skulle vælge bog til august måneds bogudfordring var jeg rimelig blank. Jeg havde ikke lige en bog som lå og ventede på mig, og derudover var min læselyst ikke særlig stor. Jeg valgte så at kigge efter inspiration i min venindes bogreol, og der opdagede jeg så Knud Romers Den som blinker er bange for døden. Jeg har før overvejet at læse den, men er bare aldrig kommet dertil, men nu var chancen der jo. Så det blev den jeg valgte.

Bogen handler om Knud Romers opvækst i Nykøbing Falster i 1960érne. En opvækst som var præget af mobning og isolation pga. moderen var tysker. I bogen præsentere Knud Romer sine forældre og bedsteforældres opvækst, samtidig med at han husker tilbage på sin egen opvækst. Der er ingen tvivl om, at Knud Romer og hans forældre havde det hårdt i Nykøbing Falster.

Jeg synes bogen var en smule forvirrende med de forskellige spring rundt i stamtræet. Men efterhånden blev min læserytme ikke så ofte ødelagt af det. Jeg blev dog aldrig så fanget af bogen som jeg forventede jeg ville. Jeg blev da berørt af den opvækst som Knud Romer havde, og det fik mig da til at tænke lidt på hvordan det egentlig er at være fremmed i Danmark i dag. 

Om jeg vil anbefale folk at læse bogen ved jeg ikke rigtigt. Den er fin nok, og den får da en til at tænke lidt over tingene. Men jeg synes ikke den er videre fantastisk, og jeg har det nok sådan at jeg sagtens kunne have undværet at læse den.

Ludvig Holberg: Jeppe på Bierget

Til juli måneds udfordring valgte jeg at læse en gammel klassiker, nemlig Jeppe på Bierget. I gymnasiet læste jeg Erasmus Montanus, og huskede den som relativt okay at læse, på trods af det gammeldags sprog. Derfor faldt valget på Jeppe på Bierget, da jeg vidste at jeg ville kunne forstå sproget, og så er den jo lidt en klassiker.

Læsevenligt var den ikke så nem som jeg huskede Erasmus Montanus, men efter lidt tilvænning flød det heldigvis ret godt.

Skuespillet handler om Jeppe, der er lidt af en drukkenboldt, og som da også drikker for de penge han har fået til at købe sæbe for. Da Jeppe er gået kold finder godsejeren og hans folk Jeppe liggende på en mødding og vælger at lave lidt sjov, så de klæder ham ud som godsejeren og lægger ham i dennes seng. Da Jeppe vågner er han selvsagt meget forvirret, men lever sig hurtigt ind i sin nye rolle, og drikker sig fuld i fin vin. Da han igen går kold klæder de ham om igen, og efterlader ham på møddingen, så Jeppe er meget forvirret da han vågner. Men godsejerens sjov er ikke slut her. De anklager nu Jeppe for at trænge ind på godset, og udgive sig for godsejeren selv.

Selve skuespilgenren passer nok ikke rigtig til mig, jeg bryder mig ikke rigtig om den måde som dialogen bliver udpenslet, mens man ingen beskrivelser af tanker og bevægelser får.

Jeg læste et andet skuespil fra Holberg-samlingen, nu jeg har den stående, men fremover tror jeg ikke lige at skuespil er noget jeg vil kaste mig over.

Henrik Ibsen: Et dukkehjem

I juli måneds bogudfordring læste jeg Et dukkehjem af Henrik Ibsen. Jeg havde ikke helt de store ideer til hvad jeg kunne læse, men huskede Et dukkehjem fra dansk og det kunne egentlig godt klare en genlæsning. Overvejelserne gik også på Hamlet, men ja, det blev så Ibsen. Måske jeg en dag får begyndt på Shakespeares samlede værker.

Et dukkehjem er jo, ligesom resten af Ibsens fortællinger, meget dystert. Selve historien er jo egentlig fin nok, og det er jo en historie som behandler nogle grundlæggende træk i menneskers forhold til hinanden. Jeg tror dog ikke, at jeg vil genlæse Et dukkehjem endnu en gang, for ligesom i gymnasiet synes jeg stadig stykket var lidt langt og kedeligt. Jeg fik også endnu en gang lyst til at ryste Nora og slå Helmer.

Selve oplevelsen med at læse skuespil var heller ikke noget specielt. Jeg synes, at det på en måde ødelægger min læseoplevelse at det hele er forklaret og jeg ikke kan få lov at danne mit eget indtryk. Derfor går der nok også lidt tid til at jeg vil læse flere skuespil, men jeg vil da ikke afvise at det er noget jeg vil tage frem engang i fremtiden - skal jo igennem Shakespeare.

Paul Rusesabagina: En helt almindelig mand

Til juni måneds udfordring læste jeg En helt almindelig mand af Paul Rusesabagina. En helt almindelig mand handler om Paul Rusesabagina selv, der under folkedrabet i Rwanda i 1994 havde 1268 personer boende på det hotel i Kigali, som han var direktør for. Ved hjælp af bestikkelser og overtalelse reddede alle disse mennesker.

Jeg syntes Pauls historie er meget rørende, og når man læser hans beskrivelser af folkedrabet virker det helt utroligt hvordan oprørerne har ladet så mange mennekser blive boende på hotellet. Selve bogen var jeg dog ikke så begejstret for. Jeg manglede at blive rigtig rørt, og skrivestilen fængede mig ikke, den var mere oplysende end den var fortællende, desværre.

Den Oscarnominerede film Hotel Rwanda bygger på Paul Rusesabaginas bog.

Jiro Taniguchi: Min fjerne barndomsby

Da jeg skulle beslutte hvilken bog jeg skulle læse til junis bogudfordring, læs en forfatter fra et andet kontinent end europa og nordamerika, var jeg egentlig ret mange forfattere igennem. Flere som jeg længe gerne har ville læse, men jeg synes bare ingen af dem skulle være min bogklubsbog. Jeg stiller måske lidt højere krav til mine bogudfordringsbøger, men de skal gerne udvide min horisont og give mig nye indtryk. 

Nå men enden på det hele blev Jiro Taniguchi, en forfatter en bekendt anbefalede mig. Udelukkende fordi jeg har snakket så pænt om Murakami og han mente denne japanske forfattere havde et ligeså smukt sprog og gjorde et ligeså stort indtryk. Jeg bed ret hurtigt på.

Jeg synes egentlig historien lød okay, og måske en smule langt ude. Den handler om en mand som ved en fejl ender i sin gamle barndomsby og ender med at besøge sin mors grav. Herefter vågner han op som teenager og skal forsøge at ændre nogle ting som sker i familien. 

Jeg glædede mig dog ret meget til at læse bogen og modtog den med store forventninger. Som den store Murakami fan jeg er, håbede jeg jo på en ligeså fantastisk oplevelse. Jeg åbnede den derfor med stor begejstring og blev mødt af dette syn

Det undrede mig lidt med billedet - det er ikke ofte jeg oplever det når jeg læser. Men efter at have bladret en side længere gav det hele lidt mere mening. Jeg mødte nemlig den her side

Jeg havde åbenbart fået fat i en manga bog. Overraskelsen var stor. Efter flere overvejelser besluttede jeg dog alligevel at læse bogen, jeg syntes egentlig det var lidt spændende med manga og jeg ved godt, at jeg nok ikke ville få den læst senere. 

I begyndelsen var bogen dog virkelig svær at læse, det kommer sig nok af, at jeg overhovedet ikke er den store tegneserielæser og derfor slet ikke har rutinen i at læse på den måde. Men efter at være kommet igang blev jeg grebet af den fine historie og ikke mindst de utrolig fine illustrationer. Kombinationen af illustrationerne og teksten var virkelig fangende og meget smuk. 

Så måske jeg en anden gang vil give mig i kast med mere manga, men lige nu er jeg nu mest til "normale" bøger. Jeg kan godt lide den mulighed min fantasi har for at udvikle sig når jeg læser. Det mister jeg lidt ved billederne, for pludselig skal jeg ikke forrestille mig universet jeg kan se det foran mig.  Og eftersom forestillingen af universet er noget af det jeg holder aller mest af ved at læse, så sandsynligheden for at jeg bliver stor manga læser er nok minimal. 

Haruki Murakami: Sønden for grænsen og Vesten for solen

Jeg var egentlig ikke i tvivl, da jeg skulle beslutte mig for, hvilken bog jeg ville læse i Juni måneds bogudfordring; Læs en bog fra et andet kontinent end Europa eller Nordamerika. Valget faldt meget hurtig på forfatteren Haruki Murakami og dernæst på bogen Sønden for grænsen Vesten for solen. Nu skulle jeg nemlig finde ud af hvad det var "alle" talte sådan om og hvorfor de mon var så vilde med ham.


Måske var det fordi jeg havde så høje forventninger til bogen efter alles lovprisninger. Måske fik jeg fat i den forkerte bog (det er der flere, der har sagt til mig efterfølgende). Måske var det fordi min læselyst ikke var særlig stor i den periode. Men uanset hvad det skyldes, så blev jeg nok lidt skuffet. Den ramte mig ikke i nogle følelser eller gav mig lyst til at dukke yderligere ned i hans forfatterskab.


 Jo, bogen gav en fin beskrivelse af hovedpersonens liv. Især kunne jeg godt lide hans beskrivelse af hans teenageår, som gav et meget godt indblik i en forvirret teenagedreng, der på overfladen ikke virker forvirret, men nærmere lettere hensynsløs. Og hans år i tyverne fungerede også ok i mine øjne. Dog mere overfladisk end beskrivelsen af teenageårerne. Desværre blev det mere overfladisk derfra, hvis du spørger mig (og det her er min anmeldelse så det gør du ;) ). Jeg tror aldrig jeg forstod om han vitterlig forelskede sig hans kone eller om hun blot var et "værktøj" til et liv, der på overfladen virkede bedre. I det hele taget stod jeg tilbage med en masse spørgsmål efter læsning af bogen. Især slutningen var mere åben end jeg egentlig bryder mig om i en bog.


Når det så er sagt....så læs Kathrines anmeldelse af samme bog her. Hun har en helt anden holdning til bogen end mig. Så helt tosset er bogen nok ikke. ;)

J. K. Rowling: Harry Potter og de vises sten

Ligesom Mona læste jeg til maj måneds udfordring Harry Potter og de vises sten. Det er efterhånden 12 år siden jeg læste den for første gang, og selv om den også en sommer blev genlæst på engelsk er den stadig lige så god! Historien om Harry der mister sine forældre og vokser op hos den onde familie Dursley fanger stadig, selv om jeg ikke er 11 år længere.

Jeg har besluttet mig for at genlæse hele Harry Potter serien i løbet af sommeren, for jeg havde helt glemt hvor hyggeligt universet er (i hvert fald i de første par bøger) og de sidste har jeg kun læst på engelsk da de udkom, så kan ikke afvise at der er røget lidt forståelse i svinget..

Når man læser kan man godt fornemme at bogen er skrevet til et lidt andet publikum end en voksen, men ikke mere end at jeg gladeligt læser videre i serien. Så vidt jeg husker bliver serien også mere og mere voksenagtigt, både i sprog og i handling.

Harry Potters mor J. K. Rowling åbner I øvrigt siden www.pottermore.com til oktober. Her kan man læse hvordan karakterne videre har udviklet sig.

Josefine Ottesen: Krystalhjertet

I maj måned stod bogudfordringen jo på fantasy. En genere jeg ikke har gjort mig meget i, altså jeg har da læst Harry Potter men det er vist også det. Derfor var jeg også lidt i tvivl om hvad jeg skulle læse og ikke mindst hvilken forfatter jeg skulle vælge. En af de ting som var vigtigst for mig var at bogen ikke var for overnaturlig og at den ikke handlede om vampyrer.

Jeg vendte selvfølgelig mit dilemma med en veninde og meget hurtigt foreslog hun mig Krystalhjertet af Josefine Ottesen. En bog som er en voksen udgave af børne/ungdoms serien om Mira. Jeg syntes den lød meget interessant og så var valget ligesom truffet.

Bogen handler om Mira som er opvokset i Dakjas overklasse pga. sin mors fornemme slægt. Hendes far derimod kommer fra det rejsende folk, truwaerne. I årevis har der hersket fred mellem de to folkefærd, men da den gamle konge dør blusser vreden og hadet mod truwaerne endnu engang op. Den nye Kundskabens Mester slipper store dæmoniske kræfter løs, som folket troede for længst var glemt. Mira står pga. sit blandet blod i midten af det hele. Hun hører pga. sin mors slægt til Dakjas folk men hvordan kan hun samarbejde med nogen som vil udslette den ene side af hendes slægt. Mira bliver vidne til en ondskab og lidelse hun aldrig havde troet mulig. Modvilligt begynder hun at forstå, at hende medførte evner som dæmonbetvinger, forpligter ig at hun skal være med til at sikre Dakja. 

Jeg må indrømme at jeg var ved at fortryde da jeg modtog en ca. 800 sider lang bog og jeg tænkte "Nej nej nej, den klare jeg aldrig". Men så en regnfuld søndag fandt jeg bogen frem og inden dagen var omme var jeg færdig med bogen. Jeg blev simpelthen grebet af den fra side 1.

Jeg synes historien er fantastisk rørende og skræmmende på sammetid. Jeg blevet virkelig hevet med ind i et fantastisk univers og jeg var virkelig trist da bogen sluttede. Så jeg kan kun anbefale andre at læse den.

Bogen har givet mig en lille lyst til at læse mere fantasy, så jeg må sige at det har været et godt første bekendtskab med fantasy generen. 

J.K. Rowling: Harry Potter og De Vises Sten

Til sidste måneds bogudfordring "Læs en fantasybog" hev jeg fat i Harry Potter. Fantasy og mig har aldrig været gode venner, men jeg glædede mig til at begynde at læse Harry Potter. Jeg er nemlig en af de langsomme, der ikke har forstået hvor god Harry Potter er, men er heldigvis blevet overbevist indenfor det sidste halve år, hvor jeg har set filmene. Og nu brugte jeg så bogudfordringen som undskyldning for at komme igang med bøgerne.

Og jeg kan lige så godt sige det først som sidst: Jeg glæder mig til at læse videre!

Man mærker selvfølgelig at bogen er skrevet til en aldersklasse jeg ikke længere tilhører og i starten synes jeg ikke ligefrem bogen fastholdt min interesse i særlig lang tid. Og heldigvis - for i slutningen af bogen går det stærkt og man bliver helt ked af når bogen er færdig og næste bog i rækken ikke ligger klar.

Bogen bruger meget tid på at forklare og beskrive - og det har både sine fordele og ulemper, men der er ingen tvivl om at det er nødvendigt - det er trods alt en lidt anden verden end den vi er vant til i vores muggler-verden. Og så er det selvfølgelig rart at få fortalt og forklaret lidt mere end der er mulighed for i bøgerne.

Jeg så at flere havde læst denne bog i maj måneds bogudfordring - hvad synes I? Jer, der har læst den tidligere må selvfølgelig også gerne byde ind! :)

Herman Bang: Tine

Til april måneds udfordring læste jeg Tine af Herman Bang.

Den er skrevet i 1889, men handlingen foregår omkring krigen mod Preussen i 1863-1864.

Hvis ikke det havde været for bogudfordringen havde jeg ikke fået læst bogen før om lang tid. Jeg har haft de stående i reolen længe, men den har ikke rigtig fanget mig, og jeg tror ikke at dens nabo, Stuk, bliver læst lige med det samme. For jeg aner ikke hvad jeg egentlig syntes om bogen, selv om jeg efterhånden har haft et stykke tid til at tygge på den.

De type bøger læste man jo meget af i gymnasiet, og dengang var jeg meget bedre til at få noget ud af bøgerne, men jeg har rigtig svært ved at få en dybere mening ud, og alt det med budskab, samtid og den slags er meget svært at forholde sig til. en ting jeg dog har lært noget om er de historiske fakta om krigen mod Preussen, for jeg havde svært ved at følge med i handlingen, indtil jeg fandt wikipedia om krigen, så var det lidt nemmere at forholde sig til.

Overordnet set kunne jeg godt lide historien, men jeg har svært ved at finde igennem lagene, og har i hvert fald ikke fundet alle de hovedtemaer man ellers læser om i anmeldelser rundt omkring på nettet. Specielt "seksuelt begær" er pakket virkelig godt ind, i hvert fald når man er mere vandt til samtidsromaner.

En ting der dog kom frem til mig er de elendige kår som Tine lever under, og som vel nok er en af hovedpointerne, for der er ikke plads til de følelser hun har, i datidens samfund, hvilket vel også tydeliggøres ved slutningen af bogen (som ikke skal afsløres her, men tårer kan forekomme).

Alexandre Dumas: The three musketeers

Som en ekstra bog fra 1800-tallet til aprils udfordring læste jeg De tre musketerer af Alexandre Dumas. Jeg har vist læst en forkortet udgave engang i min barndom, også har jeg set halve musketerfilm, men jeg har aldrig læst bogen som voksen, så jeg var spændt på den.

Handlingen foregår i Frankring i 1600-tallet, hvor den unge D'Artaganan rejser til Paris for at blive musketer. Her bliver han venner med de tre musketerer Aramis, Athos og Porthos. De fire venner kommer ud i masser af farlige situationer midt i en politisk spændt situation mellem kongen, dronningen, cardinalen og englænderne.

Jeg havde forestillet mig en lidt tung bog, men der var knald på handlingen, og jeg var rigtig godt underholdt gennem hele bogen. Jeg havde lidt frygtet en form for drengebog med lange fægtescener, men dem havde bogen heldigvis ikke ret mange af. Jeg var ret overrasket over handlingen, og hvor meget musketernes forhold til kvinder fyldte i bogen. Kvinder var ret ofte årsag til mange af musketernes problemer og slagsmål, og det havde jeg bestemt ikke forventet på forhånd.

Dumas med små kommentarer til handlingen og personernes opførsel i bogen, og de var ret underholdende. Jeg kom også til kende de tre musketerer og D'Artaganan rigtig godt kende, da deres historie og personlighed blev godt beskrevet, og det var en meget positiv oplevelse.

Endelig var det sjovt at læse en bog, hvor der var englænderne, der var de "onde". Den rolle har franskmændene ofte haft i de engelske historiske bøger, jeg har læst, men her var rollerne byttet rundt.

De tre musketerer var en positiv læseoplevelse, og jeg fik meget mere ud af bogen, end jeg havde turdet håbe på.

Jane Austen: Lady Susan, The Watsons, Sandition

I april måneds udfordring "læs en bog fra 1800-tallet" læste jeg en samling af uafsluttede romaner fra Jane Austens hånd. Så fik jeg også omsider startet på min egen lille Jane Austen udfordring.
"Lady Susan", "The Watsons" og "Sandition" er alle samlet i en bog, hvor jeg nåede at få et lille chok, da jeg opdagede at "Lady Susan" var fra skrevet i 1700-tallet og jeg sad oppe i den svenske skov uden mulighed for at få fat i en anden 1800-tals-bog. Heldigvis er "The Watsons" og "Sandition" skrevet i 1800-tallet, så kunne ånde lettet op. Og "Lady Susan" er iøvrigt først udgivet i 1871 efter Jane Austens død - så den går måske lige.

Jeg var meget spændt på at læse samlingen, da jeg var bange for at de ikke ville leve op til Stolthed og Fordom, som ligger meget højt på min liste over ynglingsbøger. Jeg blev heldigvis ikke skuffet. Romanerne levede godt nok ikke op til niveauet for Stolthed og Fordom - men det er selvfølgelig værd at huske på at disse romaner ikke er færdigskrevne og dermed ikke færdigarbejdet - og så kan man heller ikke forvente samme niveau. I alle tre romaner giver Jane Austen et fint billede af det sociale liv og forpligtelser i den pænere engelske middelklasse/højere klasse. Hoved- og bipersoner bliver alle beskrevet med stor omhu - og gerne med en ironisk distance.

Man ved kun med nogenlunde sikkerhed, hvor "Sandition" aldrig blev færdig - Jane Austen døde nemlig mens hun skrev den i 1815. Den lover ellers godt, men den har også en anden præmis end hendes tidligere romaner. Hvor hendes tidligere romaner giver et billede af datidens liv uden det bevæger sig for meget, så er der mere bevægelse i denne roman. Den giver stadig et billede af hvordan man hør og bør begå sig, men det er lige som om man fornemmer at samfundet er kommet mere i skred (hvilket det jo også var på dette tidspunkt), og at det giver flere muligheder for nogen, der ikke tidligere havde haft muligheder. Og mest af alt synes jeg det er interessant at Jane Austen formår at beskrive denne bevægelse, selvom hun rent faktisk står midt i den - det er der ikke mange, der kan prale af.

"Lady Susan" mener man hun stoppede med at skrive, fordi hovedpersonen egentlig ikke har nogle gode sider, og hun er måske ikke blevet så godt modtaget, når Jane Austen læste op for venner og familie, som hun havde til vane, mens hun skrev. Set med nutidens øjne synes jeg kun det gør det interessant med en så nævenyttig hovedperson - men jeg kan også se at en så stereotyp dårlig person betyder at de andre i romanen næsten kun kan blive gode. For gode. Og Jane Austen forsøger at skabe personer i sine romaner, der indeholder både godt og ondt - nogle har mere af det ene end det andet. Romanen er iøvrigt en brevroman - det vil sige at bogens handling foregår i de breve de forskellige personer sender til hinanden og til andre. En meget sjov måde at bygge romaner op på, fordi det giver et mere autentisk indblik i folks tanker. Dog kan det virke temmelig forvirrende, når fortælleren hele tiden skifter mellem mange fortællere.

"The Watsons" mener man hun stoppede med at skrive, da hendes far døde undervejs, hvilket skulle have fået hende til at miste lysten til at skrive i en lang periode. Jeg må også indrømme at romanen ikke lover alt for godt - og meget af den er ellers skrevet. Den giver et meget godt billede af sociale sammenkomster og fester i datiden, men det er mere eller mindre det. Jeg ser ikke hvad det er Jane Austen vil med denne roman - udover at give beskrive det sociale liv - og gøre en smule grin af nogle af personerne, der deltager.