Spacemermaid: Skydykker uden faldskærm

Jeg fik ikke Skydykker uden faldskærm sidste jul, selv om jeg ønskede mig den. Den er desværre blevet udsolgt fra forlaget, men da jeg fandt ud af at man kunne købe den direkte hos Charlotte skyndte jeg mig at gøre det.

Jeg har tidligere læst hendes første bog, 1001 tårs tøsetanker, og slugte den på en eftermiddag. Kathrine har også læst den, og anmeldt den her.

Lige som 1001 tårs tøsetanker er Skydykker uden faldskærm en weblogroman, altså en samling blogindlæg, som Charlotte har udgivet under webaliaset Spacemermaid, før hendes identitet blev kendt, og dermed også før hun udgav sin første bog.

I skydykker uden faldskærm har Spacemermaid (det føles altså mærkeligt at kalde hende Charlotte, når nu det hele er udgivet som Spacemermaid, og hun omtaler sig selv som Spacemermaid i indlæggene) mødt en virkelig sød fyr, Entusiasten, som hun bliver voldsomt forelsket i, og indlæggene handler primært om denne forelskelse, krydret med lidt dagligdag på jobbet og med veninderne, hvor Entusiasten selvfølgelig også har en stor betydning for hendes gøren og laden.

Begge bøger kan læses selvstændigt, men jeg vil klart anbefale at læse dem begge. Jeg syntes Spacemermaid skriver rigtig godt og velformuleret. Det tog mig under et døgn at læse den, for jeg kunne ikke rigtig lægge den fra mig, men fordi det er en samling af blogindlæg er den også rigtig god at læse i mindre bidder, da afsnittene så ikke er så lange, og jo heller ikke er skrevet sammenhængende.

Fordi jeg købte bogen direkte hos Charlotte kom der også en lille personlig hilsen i, det syntes jeg er rigtig fint :D

Kaspar Colling Nielsen: Mount København

Jeg har læst Kaspar Colling Nielsens debutroman Mount København. Over en periode på 200 år bliver et 3,5 kilometer højt bjerg opført ved København, og naturligt nok udspiller handlingen sig ved, på og i bjerget. Mount København er en novellesamling, hvor man møder forskellige personer, for hvem bjerget har betydning, eller som har betydning for bjerget.

Selv om en del af handlingen egentlig virker urealistisk, er det lykkedes Kaspar at få det hele til at virke helt naturligt, og han har fået bjerget betydning for hele landet tydeliggjort, i det der flytter masser af fremmedarbejdere til landet.

Bjerget rummer mange muligheder, for eksempel opføres et astronomisk center, og selve bjerget tilfører Danmark flere nye klimazoner, for på toppen er der is året rundt, mens der er subtropiske egne længere ned af bjerget.

Mellem selve novellerne er der beskrevet fakta om bjerget, og de konsekvenser for klima, miljø og demografi, som bjerget har for København.

Jeg kunne rigtig godt lide sproget i bogen, det flyder rigtig godt, og bogen er desværre hurtigt læst.

J. K. Rowling: Harry Potter and the chamber of secrets

I kombination med min ambition om at genlæse Harry Potter bøgerne hen over sommeren (skete ikke rigtigt) bestemte jeg mig for at læse nummer to I serien på engelsk, så fik jeg lidt slået to fluer med et smæk.

Anden bog i serien starter lige som den første hjemme hos Harrys moster og onkel, men handlingen flytter sig hurtigt til slottet Hogwarts, hvor Harry er ved at uddanne sig til troldmand, sammen med vennerne Ron og Hermione.

Dette skoleår har onde kræfter samlet sig på Hogwarts, og flere af eleverne bliver angrebet af en ukendt ”gerningsmand” mens ingen kan finde ud af hvad der foregår. Endnu en gang bliver Harry konfronteret med de onde kræfter, og da der er syv bøger i serien, kan vi nok regne ud at det ikke ender helt skidt.

Jeg tror Harry Potter er en af de ”nemmere” bøger at læse på originalsproget. I hvert fald i forhold til klassikere, selv om man skal have tungen lige i munden når man for eksempel læser navne, eller skal afkode en besværgelse.

Jan Wallentin: Strindbergs stjerne

Idag udkommer den svenske roman Strindbergs Stjerne. Bogen er den svenske forfatter Jan Wallentins debutroman, og er solgt til udgivelse i flere lande, herunder Danmark. I starten af sommeren tilbød Gyldendal et anmeldereksemplar til Mona og Rikke, hvilket vi begge tog imod. I den anledning har vi begge skrevet en anmeldelse, der også vil blive udgivet på Gyldensdals side om bogen. Og så har vi selvfølgelig også lavet en fælles anmeldelse til bloggen. ;)

En dykker finder et lig i en gammel kobbermine. I håndenholder liget et kors, der skal vise sig at sætte gang i en jagt rundt i Europa. Det er starten på en hæsblæsende tur for den forhutlede historiker Don Titelman. En tur gennem Europa, der trækker historiske spor og sætter gang i store kræfter. En tur, hvor han i selskab med sin advokast Eva Strand, bliver jagtet, men også får mere og mere viden om det kors der blev fundet sammen med liget. 


Her følger vores individuelle anmeldelser:

Mona

Der er fart på feltet helt fra start. Så meget at jeg var nødt til at komme med små udbrud af ren spænding og endda gribe min kærestes hånd, da det på et tidspunkt blev lidt for uhyggeligt. Desværre går pusten lidtaf ballonen et stykke henne i bogen, da der skal bruges en masse sider på atforklare baggrundshistorien for hele romanens plot. Det er nok ikke sider mankunne have undværet i bogen, men det er svært, som læser at blive sat ned ifart, når der først er kommet gas på. Heldigvis kommer der fart på igen og denholdes helt til romanens slutning.

Der er rigtig mange historier man som læser skal holde styr på. Både de små historier, der er flettet ind hist og her, historiske begivenheder, triste personskæbner og så den store historie. Jan Wallentin formår heldigvis at holde styr på det hele vejen igennem og romanen fremstår derfor utrolig gennemarbejdet og gennemresearchet. Man bliver præsenteret for en række personskæbner, som alle er triste. Ingen i romanen har haft et nemt liv, men forsøger alle at lappe på det på forskellig vis. Hovedpersonen DonTitelman igennem et større pillemisbrug, mens andre ønsker sig døde, søger lykken gennem det mystiske kors eller lægger deres skæbne i andres hænder.

Romanen foregår i nutiden, men inddrager historiske begivenheder fra slutningen af 1800-tallet og både 1. og 2. verdenskrig – men Jan Wallentin holder sig ikke kun til de historiske fakta, men lægger et ekstralag på de enkelte begivenheder og giver dem derved et lille twist i forhold til romanens plot. Det var noget, der til at starte med irriterede mig som historiker, men da det viste sig at fungere formåede jeg at lægge irritationen til side og blot lade mig underholde.

Strindbergs Stjerne er en konspirationsteoretisk krimi ala Stieg Larsson blandet op med overnaturlige fænomener og historiske referencer.Romanen er underholdende, skræmmende, yderst medrivende og fanger sin læser fra side 1.

Rikke

I starten var det svært at overskue de forskellige personer, specielt på grund af den lange tidsperiode som persongalleriet er spredt over. Men som man kommer længere ind i bogen, og får en bedre ide om hvor i historien de forskellige hører til, bliver det nemmere, og beskrivelserne af hovedpersonerne er rigtig gode, og gør det efterhånden nemmere at forstå hvordan den hele hænger sammen.

Helt generelt om handlingen fandt jeg den lidt for urealistisk. Efter bagsideteksten havde jeg forventet et handlingsforløb lidt ala Da Vinci Mysteriet, hvor Strindbergs stjerne ville være nøglen til at finde en form for fysisk skat eller noget gammel viden, og jeg endte egentlig også med at syntes at Strindbergs stjerne netop minder meget om Da Vinci Mysteriet. En bog jeg ikke selv var voldsomt begejstret for. Jeg var dog væsentlig mere underholdt af Strindbergs Stjerne, selvom en del hændelser generede min naturvidenskabelige baggrund. En del passagerer var svære at forholde sig til, og visualisere, da der sker meget unaturlige ting undervejs. Men så skal man jo huske at det bare er en bog, og på den baggrund er underholdningsværdien i top!

Jeg kan godt lide at handlingen er baseret på historiske begivenheder, og at Wallentin ikke afviger fra de historiske fakta, men kun arbejder med formålet med ekspeditionen. I løbet af historien syntes jeg også det nogenlunde fremgår, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion, og det er tydeligt at Wallentin har lavet god research, både om selve ekspeditionen, men også om fundet af den 33 år senere, og de ting er er blevet fundet.

Sprogligt er nogle beskrivelser en smule kluntede. Det kan selvfølgelig skyldes at det drejer sig om ting der er svære at forholde sig til. Det gør desværre bare at man hænger fast et par steder, og spekulerer over detaljer der måske er uvæsentlige, i stedet for at få fat i den store sammenhæng. Overordnet er bogen dog skrevet i et sprog der ikke kræver for meget koncentration, læsningen flyder fint, og bogen kan snildt læses på et par aftener. Sproget og formuleringerne er dog på ingen måde nytænkende.

I forhold til mange andre bøger føler jeg desværre ikke rigtig at det har givet mig noget væsentligt at læse Strindbergs stjerne, men jeg har fået et par dages god underholdning!

Erling Jepsen: Kunsten at græde i kor

Til august måneds udfordring kiggede jeg min reol igennem for at finde inspiration. Der faldt jeg over Erling Jepsens Kunsten at græde i kor, som jeg for længe siden har købt på et loppemarked.

Jeg har set filmen der bygger på bogen, og den rørte mig meget, så mine forventninger til bogen var store, og de blev bestemt indfriet.

Kunsten at græde i kor handler om en sønderjysk familie. En meget speciel sønderjysk familie. Familien har en lille købmandsbutik, og desværre svinger omsætningen i butikken meget, hvilket kan gøre faderen meget trist. Faderen er begavet med et stort talent for at holde taler, og han tager ofte den yngste søn ved hånden, når der er begravelser i byen. En god og rørende tale skaber nemlig kunder i butikken, i hvert fald i tiden efter begravelsen. Hvis der er længe mellem begravelserne, og det er småt med kunder i butikken bliver faderen ked af det. Det er der imidlertid en løsning på. Sønnen har nemlig opdaget af faderen kan blive i godt humør igen, hvis han ligger en nat på sofaen, sammen med søsteren Hanne. Det lyder rigtig mærkeligt, men forfatteren får det, på den måde han forklarer det hele gennem sønnen, til at lyde helt almindeligt.

Da familiens ældste søn kommer hjem på besøg og finder ud af hvad der foregår prøver han at hjælpe Sanne, selv om den yngste søn ikke kan se problemet. Sanne ryger frem og tilbage til lægen, og ender med at komme ud på et hospital og bo.

Inden Sanne kommer på hospitalet sker der nogle meget mærkelige dødsfald i byen. Det er øjensynligt Sanne der står bag, og igen får forfatteren det til at lyde som en helt naturlig ting.

I mellemtiden går det dårligere og dårligere derhjemme, og den yngste søn sætter sig for at hente Sanne hjem, og så kan de besøge den ældste bror. De kommer selvfølgelig begge hjem igen og hvad det hele ender med skal jeg ikke afsløre her.

Kunsten at græde i kor indfriede i den grad mine forventninger. Historien er så bizar, og alligevel er den skrevet på den måde, så det hele på en eller anden måde virker helt naturligt. Kunsten at græde i kor er helt klart en bog jeg vil anbefale andre at læse.

Erling Jepsen har skrevet efterfølgeren Med venlig hilsen som foregår 9 år senere, den vil jeg helt klart læse når jeg finder den. I mellemtiden har jeg fundet Frygtelig lykkelig, som jeg snart vil kaste mig over.

Ludvig Holberg: Jeppe på Bierget

Til juli måneds udfordring valgte jeg at læse en gammel klassiker, nemlig Jeppe på Bierget. I gymnasiet læste jeg Erasmus Montanus, og huskede den som relativt okay at læse, på trods af det gammeldags sprog. Derfor faldt valget på Jeppe på Bierget, da jeg vidste at jeg ville kunne forstå sproget, og så er den jo lidt en klassiker.

Læsevenligt var den ikke så nem som jeg huskede Erasmus Montanus, men efter lidt tilvænning flød det heldigvis ret godt.

Skuespillet handler om Jeppe, der er lidt af en drukkenboldt, og som da også drikker for de penge han har fået til at købe sæbe for. Da Jeppe er gået kold finder godsejeren og hans folk Jeppe liggende på en mødding og vælger at lave lidt sjov, så de klæder ham ud som godsejeren og lægger ham i dennes seng. Da Jeppe vågner er han selvsagt meget forvirret, men lever sig hurtigt ind i sin nye rolle, og drikker sig fuld i fin vin. Da han igen går kold klæder de ham om igen, og efterlader ham på møddingen, så Jeppe er meget forvirret da han vågner. Men godsejerens sjov er ikke slut her. De anklager nu Jeppe for at trænge ind på godset, og udgive sig for godsejeren selv.

Selve skuespilgenren passer nok ikke rigtig til mig, jeg bryder mig ikke rigtig om den måde som dialogen bliver udpenslet, mens man ingen beskrivelser af tanker og bevægelser får.

Jeg læste et andet skuespil fra Holberg-samlingen, nu jeg har den stående, men fremover tror jeg ikke lige at skuespil er noget jeg vil kaste mig over.

Paul Rusesabagina: En helt almindelig mand

Til juni måneds udfordring læste jeg En helt almindelig mand af Paul Rusesabagina. En helt almindelig mand handler om Paul Rusesabagina selv, der under folkedrabet i Rwanda i 1994 havde 1268 personer boende på det hotel i Kigali, som han var direktør for. Ved hjælp af bestikkelser og overtalelse reddede alle disse mennesker.

Jeg syntes Pauls historie er meget rørende, og når man læser hans beskrivelser af folkedrabet virker det helt utroligt hvordan oprørerne har ladet så mange mennekser blive boende på hotellet. Selve bogen var jeg dog ikke så begejstret for. Jeg manglede at blive rigtig rørt, og skrivestilen fængede mig ikke, den var mere oplysende end den var fortællende, desværre.

Den Oscarnominerede film Hotel Rwanda bygger på Paul Rusesabaginas bog.

J. K. Rowling: Harry Potter og de vises sten

Ligesom Mona læste jeg til maj måneds udfordring Harry Potter og de vises sten. Det er efterhånden 12 år siden jeg læste den for første gang, og selv om den også en sommer blev genlæst på engelsk er den stadig lige så god! Historien om Harry der mister sine forældre og vokser op hos den onde familie Dursley fanger stadig, selv om jeg ikke er 11 år længere.

Jeg har besluttet mig for at genlæse hele Harry Potter serien i løbet af sommeren, for jeg havde helt glemt hvor hyggeligt universet er (i hvert fald i de første par bøger) og de sidste har jeg kun læst på engelsk da de udkom, så kan ikke afvise at der er røget lidt forståelse i svinget..

Når man læser kan man godt fornemme at bogen er skrevet til et lidt andet publikum end en voksen, men ikke mere end at jeg gladeligt læser videre i serien. Så vidt jeg husker bliver serien også mere og mere voksenagtigt, både i sprog og i handling.

Harry Potters mor J. K. Rowling åbner I øvrigt siden www.pottermore.com til oktober. Her kan man læse hvordan karakterne videre har udviklet sig.

Herman Bang: Tine

Til april måneds udfordring læste jeg Tine af Herman Bang.

Den er skrevet i 1889, men handlingen foregår omkring krigen mod Preussen i 1863-1864.

Hvis ikke det havde været for bogudfordringen havde jeg ikke fået læst bogen før om lang tid. Jeg har haft de stående i reolen længe, men den har ikke rigtig fanget mig, og jeg tror ikke at dens nabo, Stuk, bliver læst lige med det samme. For jeg aner ikke hvad jeg egentlig syntes om bogen, selv om jeg efterhånden har haft et stykke tid til at tygge på den.

De type bøger læste man jo meget af i gymnasiet, og dengang var jeg meget bedre til at få noget ud af bøgerne, men jeg har rigtig svært ved at få en dybere mening ud, og alt det med budskab, samtid og den slags er meget svært at forholde sig til. en ting jeg dog har lært noget om er de historiske fakta om krigen mod Preussen, for jeg havde svært ved at følge med i handlingen, indtil jeg fandt wikipedia om krigen, så var det lidt nemmere at forholde sig til.

Overordnet set kunne jeg godt lide historien, men jeg har svært ved at finde igennem lagene, og har i hvert fald ikke fundet alle de hovedtemaer man ellers læser om i anmeldelser rundt omkring på nettet. Specielt "seksuelt begær" er pakket virkelig godt ind, i hvert fald når man er mere vandt til samtidsromaner.

En ting der dog kom frem til mig er de elendige kår som Tine lever under, og som vel nok er en af hovedpointerne, for der er ikke plads til de følelser hun har, i datidens samfund, hvilket vel også tydeliggøres ved slutningen af bogen (som ikke skal afsløres her, men tårer kan forekomme).

Camilla Stockmann & Majse Njor: Michael Laudrups tænder

Som skrevet i opsamlingsindlægget til marts måned, vil vi anmelde de romaner af danske kvindelige forfattere vi har læst.

Jeg har genlæst Michael Laudrups Tænder af Majse Njor og Camilla Stockmann. Bogen er deres mailkorrespondance i det års tid hvor Majse var på barsel med sin tredje datter, og Camilla for første gang flyttede sammen med en kæreste.

Jeg har læst bogen et par år efter den udkom, og huskede den som en af de bøger jeg har grinet mest af. Det gjorde jeg igen, men samtidig har jeg tænkt langt mere over emnerne i bogen end første gang jeg læste den. Sikkert fordi jeg er blevet ældre, men nok også fordi jeg har læst efterfølgeren Charlie Hotel Oskar Kilo, for så ved man at det hele ikke ender lykkeligt, så samme måde som Michael Laudrups tænder gør.

Jeg elsker Majse og Camillas skrivestil, og den måde de udleverer sig selv på, og har også læst begges klummebøger flere gange. Jeg lever mig virkelig meget ind i begges liv, og beskrivelserne gør at man næsten føler man har set det selv.

Hvis man ikke har læst noget af Majse Njor og Camilla Stockmann før kan det varmt anbefales, bøgerne er dog ikke så egnede til tog og bus, hvis man er sart over at folk sidder og kigger mærkeligt på en når man kluk-ler, har jeg hørt..

Jeg læser

På Bogklubben mener er vi vilde med inspiration. Derfor har vi indlægsserien Jeg læser. Her vil en af os fortælle hvad vi læser og hvorfor vi læser denne bog. Så håber vi, at vores læsere vil følge trop, så vi allesammen forhåbentlig kan få lidt ny inspiration. I dag fortæller Rikke hvad hun læser.

Man kan vidst roligt sige at jeg har gang i alt muligt i øjeblikket!

Jeg havde egentlig tænkt at læse Jammers Minde som marts måneds bogudfordringsbog, men den er simpelt hen for tung, så jeg har opgivet at nå færdig med den i marts måned, og har derfor kastet mig over Michael Laudrups Tænder i stedet. Jeg har læst den før og grinet meget. Det gør jeg igen, men når jeg denne gang har læst Charlie Hotel Oscar Kilo tuder jeg også lidt, for den store kærlighed holder jo alligevel ikke, og det er mærkeligt at følge med i de to kvinders liv, når jeg ved hvordan det går dem senere.

Derudover har jeg stadig gang i Tsil café som jeg snart skal diskutere med de andre dejlige damer i bogklubben. Jammers Minde er ikke lagt på hylden, jeg tror bare der skal afsættes mere tid end jeg har i øjeblikket. Derudover er jeg så småt begyndt på Ib Micheal Kilroy Kilroy og Du som er i himlen af Morten Sabroe.

Det var lidt om, hvad jeg læser lige nu. Hvad læser du ?

Christian Kampmann: "Vi elsker mere"

Som skrevet i opsamlingsindlægget om februars udfordring skriver vi alle en anmeldelse af den bog vi har læst i månedens bogudfordring.

Som titlen på novellesamlingen antyder handler alle novellerne om kærlighed på en eller anden måde. Kærlighed mellem forældre og børn, forældre imellem, forbudt kærlighed, homoseksuel kærlighed og udslukt kærlighed.

Sprogmæssigt skriver Christian Kampmann anderledes end hvad jeg normalt læser. Selv om sproget er flydende er det bygget op af mange korte sætninger, men det fungerer rigtig godt, for det fanger jo netop essensen af den han vil skrive, og der er ikke mange dikkedarer ved novellerne.

Indholdsmæssigt fik de fleste af novellerne mig til at tænke over nogen ting, specielt hvordan kærligheden er gemt alle mulige steder, hvor mange former den kommer i, og hvor meget det fylder i hverdagen.

Historierne var bundet sammen af noget jeg ikke ved om var datidens skjulte reklame, eller om det virkelig var meningen at alle historierne skulle hænge sådan sammen. Det drejer sig om bladet PIA og noget kaldet Knixknax, som jeg ingen ide har om, hvad er, men som optræder i flere af novellerne. Selv her, et par uger efter at jeg læste bogen færdig og har tænkt længere over den er jeg stadig i tvivl om det var et tilfælde, eller om det bare var så meget oppe i tiden af det virkede naturligt dengang, og ikke som det virkede for mig, med at jeg nærmest stoppede op hver gang PIA eller Knixknax blev nævnt, og lige studsede over den.

Samlet syntes jeg at det var en fin lille samling noveller, og at de supplerede hinanden godt og passede godt sammen. Da de fleste af novellerne var ret korte savnede man en smule mere viden om personerne og historien, men på den anden side er der så plads til en masse tanker, og man får koncentreret sig om novellernes tema, i stedet for alt mulig udenomshandling.

Det er først da jeg skulle til at skrive titlen ind i denne anmeldelse at det slog mig at ”vi elsker mere” er sat i citationstegn. Så kan jeg lige gruble videre over om det mon skal tolkes på en måde, eller om det bare var sådan det var.

Som flere andre af bogklubbens medlemmer er jeg af denne måneds udfordring blevet inspireret til at læse flere noveller, når tiden lige kommer mellem de andre pligtbøger. Næste gang vil jeg nok kaste mig over noget nyere, nemlig Bavian af Naja Marie Aidt. De andre har i hvert fald talt godt om den.

Lars Kepler: Paganinikontrakten

Jeg har læst Paganinikontrakten af Lars Kepler. Det er en bog jeg har fået som anmeldereksemplar af Gyldendal, så anmeldelsen ligger også på deres hjemmeside. Hvis man tilmelder sig Gyldendals Facebookgruppe kommer der en gang imellem en besked ud om at de har et antal bøger til anmeldelse, og så er det bare om at være hurtig, hvis det er en bog man gerne vil anmelde for dem.

Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet af Paganinikontrakten, men det blev helt sikkert opfyldt! Inden jeg modtog den havde jeg googlet mig frem til at svenskere syntes den var bedre end den første Lars Kepler roman. Og den har jeg ikke læst.

I starten er der flere sammenhængende historier, der foregår sideløbende, og det var en smule forvirrende, men de voksede på mig, og når det hele blev rullet ud kunne det jo ikke have været anderledes! Fordi der var så mange små historier var kapitlerne også dejlig korte, så jeg har haft bogen med mig overalt og det er dejligt at man kan nå igennem et helt kapitel hvis man lige har 5 minutter. Samtidig er kapitlerne så sammenhængende at man også kan læse 200 sider i streg, specielt mod enden, som er virkelig spændende!

Da Paganinikontrakten handler om den svenske våbenindustri og en stor handel til Afrika er miljøet ikke lige det man som almindelig dansker ved en masse om, derfor virker en del af historien ikke helt overbevisende, jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig snigskytter midt i Stockholm, og de store politiaktioner, men hey, det er en historie, og hvis ikke det var lidt noget andet end vores dagligdag det handler om, ville det jo ikke være spændende at læse om.

Jeg har som sagt ikke læst Hypnotisøren, men når jeg har tid igen, mellem alle pligtbøgerne, vil jeg helt klart læse den! Eller fange den på svensk så jeg kan læse den som en del af bogudfordringen.

På Bogklubben mener er vi vilde med inspiration. Derfor har vi indlægsserien Jeg læser. Her vil en af os fortælle hvad vi læser og hvorfor vi læser denne bog. Så håber vi, at vores læsere vil følge trop så vi allesammen forhåbentlig kan få lidt ny inspiration. I dag fortæller Rikke hvad hun læser.

Som sædvanligt har jeg gang i flere bøger på en gang, men kun to i øjeblikket.

Den ene bog er Paganinikontrakten af Lars Kepler, som jeg har fået som anmeldereksemplar af Gyldendal. Den anden er Jammers Minde, som jeg læser som bogudfordringsbog for marts.

Jeg er ikke kommet så langt med Jammers Minde endnu, men Paganinikontrakten virker meget spændende, jeg har i hvert fald svært ved at lægge den fra mig, og har den med mig overalt, for den har så dejligt korte kapitler at man lige kan nå 5 på busturen til København, eller et par stykker inden jeg skal sove.

Det var lidt om, hvad jeg læser lige nu. Hvad læser du ?

Sjöwall og Wahlöö: Roman om en forbrydelse 1, Roseanna

Som skrevet i opsamlingsindlægget om januars udfordring vil vi hver især komme med en lille anmeldelse af den bog vi har læst.

Jeg har læst første bog i Sjöwall og Wahlöös serie Roman om en forbrydelse. Den hedder Roseanna og handler om den amerikanske turist Roseanna der findes død på bunden af en sluse i Sverige. Opklaringsarbejdet varer længe, for der er ingen i Sverige der kender hende eller ved hvad hun har lavet i Sverige, og dermed hvordan og hvor hun er blevet dræbt. Ved hjælp fra amerikanske betjente kan det svenske politi efterhånden få et billede af hvad der er sket, og man følger opklaringsarbejdet.

Bogen er en helt klassisk krimi, der er ikke mange (forvirrende) bihistorier om hovedpersonens privatliv og det er forfriskende at læse sådan en, det har jeg nemlig ikke gjort længe. Jeg regner også med at læse de sidste 9 bøger i serien når jeg har tid, den overraskede nemlig rigtig positivt og jeg nød at læse en krimi der virkede så barberet i forhold til de krimier jeg plejer at læse.

Der er nok en tendens til at krimier har udvilket sig meget og det var jo også en af grundene til at vi valgte et af udfordringsemnerne til at være krimier fra før år 2000, så man netop fik læst noget andet end en typisk 00’er (femi)krimi(serie). Med baggrund i dette har jeg i hvert fald fået øjnene op for noget andet end det jeg plejer at læse, og jeg er også blevet inspireret af en masse andre deltagere til at hive min mors Agatha Christie ned fra hylden igen snart, dem var jeg glad for da jeg boede hjemme.

Til sidst skal I ikke snydes for en fantastisk sang som jeg har nynnet stort set hver gang jeg læste Roseannas navn.

Bogudsalg

Husk det er lige om lidt der er bogudsalg!

Arnold Busck starter i morgen (torsdag) klokken 9 i deres butikker og lige her kan du se deres katalog.

Bog & Ide og Bøger & Papir starter lørdag klokken 9 og deres katalog er lige her og her..

Jeg tror jeg skal kigge efter Bridget Jones i Arnold Busck og Min bedstefars historie i Bøger & Papir

Skal du kigge efter noget specielt?

Katrine Marie Guldager: Ulven

Jeg har læst Ulven af Katrine Marie Guldager. Det er en bog jeg har fået som anmeldereksemplar af Gyldendal, så anmeldelsen ligger også på deres hjemmeside. Hvis man tilmelder sig Gyldendals Facebookgruppe kommer der en gang imellem en besked ud om at de har et antal bøger til anmeldelse, og så er det bare om at være hurtig, hvis det er en bog man gerne vil anmelde for dem.

Ulven handler om Henry og Leonora, der vokser op i tiden omkring 2. Verdenskrig, i Køge. Den handler også om deres forældre, familie, venner og naboer og det forhold der er mellem alle perosnerne.

Jeg sad tilbage med en mærkelig følelse i kroppen da jeg havde læst Ulven. For den slutter så brat, men alligevel følte jeg at jeg havde fået alt det jeg skulle. Skrivestilen er meget anderledes end hvad jeg ellers læser, og i starten irriterede alle de små bemærkninger og spring ind i fremtiden mig, men det hele gav jo mening til sidst! Udviklingen i Leonora og Henrys liv er meget speciel at føle, for de er i den grad ikke normale børn!

Katrine Marie Guldager har skabt et spændende og bredt persongalleri i Ulven, og selv om det er omfattende bliver introduktionen til dem løbende, sådan at man hele tiden kan huske hvem der var hvem, og hvad det nu lige var naboen var for en fisk. I starten irriterede det mig også at man ikke fik så mange navne, mere beskrivelser hvem folk var, men når jeg lige havde vænnet mig til det, fungerede det overraskende fint.

Ulven som en gennemgående ”trussel” blev jeg meget forvirret over i starten, for jeg troede det handlede om at Leonoras mor var en ulvemor eller sådan noget, og det var det slet ikke. Men det er en sjov måde at beskrive det forhold og de problemer der er mellem Leonoras mor og Leonoras far.

Liv Thomsen: Min bedstemors historie

Når nu jeg roste en af vores tidligere bogklubsbøger så meget i Bogåret 2010 syntes jeg det var passende at komme med en lille anmeldelse af den.

I Min bedstemors historie har Liv Thomsen samlet forskellige kendte kvinders historie om deres bedstemor. Kvinderne spreder sig meget aldersmæssigt, så det samme gør bedstemødrene. Og de generationer som de er vokset op i, og har levet i, er vidt forskellige.

Da historierne er skrevet af 12 forskellige kvinder er skrivestilen selvfølgelig meget varierende og det samme er længden og indholdet af historierne, men overordnet syntes jeg at indtrykket er rigtig godt.

De historier der rørte mig mest var nogen af de yngste, for det er jo den generation mine egne bedstemødre hører til. Flere af historierne om bedstemødrene fik mig til at tænke rigtig meget over mine egne bedstemødre på et mere menneskeligt plan end jeg normalt gør, og jeg fik lige pludselig en ide om, hvorfor de er, som de er. Jeg er også kommet til at tænke over hvor godt jeg egentlig kender mine egne bedstemødre. Den ene ser jeg ugentligt, den anden ser jeg stort set kun en gang om året, men egentligt ved jeg ikke meget mere om den ene, end om den anden, og det syntes jeg er synd. Jeg er også begyndt at prøve at lære mine bedstemødre bedre at kende på deres gamle dage, og det er bare så dejligt at høre om da hun var ung, for bedstemødre har jo ikke altid været bedstemødre, de har jo også været unge, og lavet dumme ting, præcis som en selv.

Liv Thomsen har også lavet en tilsvarende Min bedstefars historie, og den ville jeg egentlig gerne læse, men den er desværre udsolgt fra forlaget, så det kan være jeg skal forvilde mig på biblioteket en dag snart og lære mere om mine bedstefædres generation også.

Jeg læser

På bogklubben mener er vi vilde med inspiration, derfor har vi indført Jeg læser. Her vil en af os fortælle hvad vi læser og hvorfor vi læser denne bog. Så håber vi, at vores læsere vil følge trop så vi allesammen forhåbentlig kan få lidt ny inspiration. I dag fortæller Rikke om hvad hun læser lige nu.

Jeg har endelig fået afleveret bachelorprojekt, og har derfor meget mere af min tid til rådighed, til mig selv! Jeg er normalt bedst til at læse flere bøger af gangen, og der gik ikke man

ge øjeblikke før det skete igen.

Jeg er ikke blevet færdig med Den afrikanske farm endnu, men næste bogklubsmøde er først i starten af februar, så der er god tid endnu. Derudover er jeg gået i gang med Ulven af Kathrine Marie

Guldager som jeg skal anmelde for Gyldendal.

Jeg planlægger snart at gå i gang med december måneds bogklubsbog, Rødby Puttgarden, men så tror jeg også jeg har gang i nok for denne omgang!

Det var lidt om hvad jeg læser i øjeblikket, hvad læser du?

Mit bogår 2010

I bogklubben har vi bestemt os for at se tilbage på bogåret 2010. Det gør vi ud fra en række fælles spørgsmål, og her er mine bedste, mest overraskende og mest skuffende læseoplevelser i 2010.

- Årets oplevelse

Puhh.. jeg har jo læst så meget godt! Men i foråret genlæste jeg Borte med blæsten, og selv om jeg efterhånden har læst den mange gange, er jeg lige så begejstret hver gang jeg læser den. Og sådan en tyk (eller, faktisk 4 mindre i min udgave) bog tager jo et stykke tid at komme igennem, så det kan jeg vidst godt kalde en oplevelse.

- Årets bogklubsbog

Det er helt klart Min bedstemors historie! Den bog fik mig virkelig til at tænke over nogen ting, specielt om mine egne bedstemødre, og hvorfor de egentlig er som de er, i dag og jeg syntes at jeg har fået en langt bedre forståelse for dem, og ser dem mere som mennesker (selvfølgelig så jeg dem som mennesker før) end bare mine bedstemødre. Jeg har overvejet at læse den tilsvarende Min bedstefars historie, men jeg er lidt bange for at den skuffer, og at jeg måske ikke kan forholde mig til mine bedstefædre på samme måde, fordi jeg nu en gang selv er en pige.. Det lyder fjollet når jeg skriver det, og måske giver jeg den også en chance i løbet af 2011.

- Årets Skuffelse

Pigen med de 9 parykker, nøj hvor havde jeg bare forventet noget helt andet, uden at afsløre for meget handlede den langt mere om kræftsygdom og langt mindre end livet med parykkerne end jeg havde troet. Ikke at bogen var dårlig, den var bare SLET ikke hvad jeg havde forventet.

- Årets Udfordring

Tja, bogudfordringen! Jeg klarede den jo ikke, var faktisk ret langt fra. Jeg må bare sande at 52 bøger ved siden af et fuldtidsstudie, arbejde og studenterpolitisk arbejde bare var for stor en mundfuld. derfor har jeg også lavet en mindre udfordring for mig selv for 2011, som jeg håber at jeg kan klare! derudover har vi også haft et par bogklubsbøger der trak tænder ud at få læst færdige (Pigebørn og 16 år i Sibirien), og som muligvis stadig ikke er helt færdiglæste allesammen.

- Årets overraskelse

Biblen på bloggen! Jeg havde nok mere forventet en gennemgang af historierne, og ikke de refleksioner der er i bogen. Jeg syntes også at jeg fik et langt bedre kendskab til biblen end jeg har haft tidligere, for i folkeskolen handlede det primært om at tegne tegninger til historier om Jesus, men ifølge Biblen på bloggen er Jesus kun en meget lille del af biblen.

- Årets mest tankevækkende bog

Her gentager jeg bare mig selv fra første spørgsmål. Min Bedstemors historie!