Kaspar Colling Nielsen: Mount København

Min lyst til at læse Mount København af Kaspar Colling Nielsen startede allerede sidste år til en litteraturquiz og så var den i overvejelsene til februars bogudfordring, læs en novellesamling. Men det var først da Rikke skrev sin anmeldelse af den, at jeg besluttede nu skulle det være.

Bogens 17 noveller foregår allesammen omkring Mount København. Et kunstigt bjerg som Danmarks regering har besluttet at bygge. Bjerget har en størrelse på 3500 højde meter, en omkreds på 55 km. og en samlet overfladestørrelse på størrelse med Bornholm. Bjerget er bygget over en 200 årig periode, og er verdens største kunstige bjerg.

Novellesamlingen er bygget op på den måde, at der i mellem novellerne er skrevet en kort tekst om bjerget. På den måde får man løbende mere og mere viden om bjerget. Hvilke konsekvenser bjerget har for Danmarks økonomi, branding, demografi, natur osv.. Novellerne handler så om de forskellige ting, men foregår ikke absolut på Mount København. Mange foregår faktisk langt derfra, men har alligevel en forbindelse til bjerget. 

Novellerne er efter min mening meget mystiske og jeg sad ofte og tænkte "What" når jeg var færdig med en. Men de var allesammen meget gode og velskrevne og ikke mindst fantasifulde. Grunden til at jeg nok står lidt af, er at novellerne netop er så fantasifulde og derfor langt ude. Jeg har meget svært ved helt at følge det hele, og sidder og tænker "Øh det der kan jo ikke lade sig gøre".

Jeg er dog stadig meget imponeret over det univers som Kaspar Colling Nielsen får opbygget og måden hvor bjerget løbende bliver beskrevet gør, at jeg sidder og virkelig kan forestille mig hvordan sådan et bjerg på Avedøreholme ville se ud.  

Så på trods af de lidt langt ude noveller vil jeg stadig anbefale folk at læse den. For den er slet slet ikke dårlig, den er bare så anderledes end det jeg normalt læser. 

Danielle Steel: Nyt forår

Det er lidt små pinligt, og vi bevæger os nu ind på det felt af bøger, som jeg ikke har stående fremme - men som jeg ejer. Ligesom jeg i mine teenage år læste Tine Bryld, havde jeg også en periode hvor jeg læste rigtig meget Danielle Steel. Derfor har jeg også en ret stor samling Danielle Steel, og da jeg så at hun faktisk havde skrevet Changes i 1983 - på dansk Nyt forår - og jeg havde den i samlingen, fik jeg lyst til at læse den i november. Så det gjorde jeg.

De fleste har nok gjort en form for bekendtskab med Danielle Steel. Men hvis ikke kan jeg fortælle, at hendes bøger næsten altid handler om en kvinde og mand der bliver forelsket, men som skal igennem en prøvelse inden de kan få hinanden. Nogengange er det ægteskab med andre, eller bare nogle ret problemfyldte år. Der er altså ikke så meget kød på bøgerne.

Nyt forår handler om nyhedsjournalisten Mel fra New York, som skal til LA for at lave en udsendelse om hjertekirugi. Her møder hun jo så hjertekirugen Peter, og selvfølgelig bliver de forelsket i hinanden. Det er bare meget problematisk med hver sin store karriere på hver kyst og derudover har de også allerede børn. Mel har været alene med tvillingerne siden hun var 19 og Peter har tidligere været gift med  Anne. Sammen fik de 3 børn, inden Anne døde af en hjertesygdom. 

Som I nok kan fornemme står Mel og Peter overfor nogle store forhindringer og kan deres kærlighed overleve. Jeg vil selvfølgelig ikke afslører resultatet her, men jeg kan fortælle at der er mange kampe især med børnene men også mellem Mel og Peter pga. Peters tidligere perfekte kone.

Da jeg var teenager æd jeg dem rådt. De fleste kommer vel igennem en periode hvor kærlighed er rosenrød, nogen bliver så i den og tror stadig på Danielle Steels drømmende og perfekte liv, andre gør nok ikke. Jeg høre så til sidste gruppe, så flere gange måtte jeg grine af bogen. Den er simpelthen for rosenrød og langt ude. Men tilgengæld er den hurtigt læst, jeg har dog ikke planer om at genlæse flere Danielle Steel.

Tine Bryld: Liv og Alexander trilogien

Til november månedsbogudfordring skulle vi jo læse en bog fra vores fødselsår. Mit år er 1983 og jeg fandt ret hurtigt ud af, at der ikke ligefrem var skrevet meget spændende litteratur i det årstal. Eller i hverfald ikke noget jeg lige higede efter at læse. Jeg kunne dog konstatere at Befri dit Liv af Tine Bryld var skrevet i året. Da det er en af de ungdomsbøger jeg nok har læst flere gange, og ofte har overvejet at genlæse, så var chancen jo oplagt. 

Befri dit Liv er anden bog i trilogien og jeg var derfor nødsaget til at læse etteren først og efterfølgende treeren. Sådan er det jo. Derfor vil min anmeldelse og handle mere generelt om serien - end lige specifik Befri dit Liv.

Trilogien består af Pigeliv, Befri dit Liv samt Liv og Alexander. Til dem som ikke kender ungdomsbøgerne, så kan jeg fortælle at de handler om Livs udvikling fra en stille forsagt pige til en ung  forholdsvis selvstændig kvinde. 

Bøgerne følger kronologisk hvordan det er gå fra at være barn til voksen. Liv oplever indenfor en kort periode af sit liv svigt fra veninder, den store kærlighed, kampe med forælderne, deres skilsmisse og nye familier, kampe med skolen og følelsen af ikke helt at passe ind. Nok noget de fleste teenagere kan nikke genkende til. Men ud over at høre rigtig meget fra Livs side, så har bogen også fortalt lidt fra forældernes side. Måske en måde at prøve at få de unge til at tænke over deres handlingers påvirkning på forælderne. 

Det var meget hyggeligt at genlæse bøgerne, selvom jeg ikke syntes Liv, og især Alexander, var helt så sej længere. Jeg kan huske hvor meget jeg så meget af mig selv i Liv og forstod mange af hendes reaktioner. Det var lidt sjovt at genlæse og kunne se lidt mere nøgternt på det og måske lidt bedre forstå hvorfor jeg så, så meget af mig selv i Liv. Men ligesom da jeg var teenager sluttede sammenligningen meget brat i bog nr. 3. Her kunne jeg slet ikke forstå Liv længere, og da jeg genlæste bøgerne kunne jeg stadig ikke helt lide bog 3. Egentlig lidt sjovt.

Jeg kan dog huske at jeg som teenager syntes det var sejt, at Liv flyttede fra Vendsyssel til København og jeg drømte bestemt om at gøre hende kunsten efter. Ikke ligefrem for at blive besætter - men det er jeg nok også født lidt for sent til at blive :P - men mere for at starte på en frisk og komme væk fra den alle kender alle mentalitet. Det har nok også derfor jeg egentlig så godt kunne lide Liv og Alexander trilogien samt Louise trilogien af Hanne Vibeke Holst. Her var der nogle mennesker som sad fanget i Vendsyssel heller ikke gad den mentalitet og som flyttede til København. Sådan som jeg selv så gerne ville - og gjorde. 

Hvis du dengang du var teenager også kunne lide bøgerne, kan jeg anbefale at genlæse dem - det er jo meget hyggeligt. Hvis du ikke har læst dem engang, så bare glem dem. De er altså ikke noget fantastisk mesterværk.

Til oktober måneds bogudfordring, læs en bog om en historisk begivenhed, læste jeg Tøbruddet af Primo Levi.

Tøbruddet er en del af Trilogien, Vidnesbyrd. Siden jeg i foråret læste den første, hvis dette er et menneske, har det været min plan at få læst resten. Jeg fandt bare den første så grotesk, at jeg gerne ville vente lidt med at forsætte. Oktober var derfor den oplagte måned at forsætte mit bekendt skab med Primo Levi.

Tøbruddet finder sted efter anden verdenskrig. Primo Levi er en italiensk jøde, som har været i koncentrationslejr unden anden verdenskrig. Det er tiden i koncentrationslejren som Hvis dette er et menneske fokusere på. Tøbruddet starter da russerne kommer og Primo Levi derfor har mulighed for at forlade lejren. Bogen handler derfor om hvordan det er at komme ud af koncentrationslejren og finde hjem og ikke mindst skulle overleve i et fattigt samfund.

Efter at være helt vild med Hvis dette er et menneske, så fandt jeg slet ikke Tøbruddet ligeså god. Den havde stadig nogle fine og meget grumme skildingerne af mennesket og overlevelsesinstinktet. Men jeg måtte kæmpe lidt med at få den læst, så det ærger mig ret meget. Jeg vil dog stadig anbefale folk at læse Primo Levi, for især Hvis dette er et menneske er en grum og smuk historie.

Jeg læser

I bogklubben er vi vilde med inspiration til nye læseoplevelser. Derfor fortæller vi i bogklubben engang imellem, hvad vi læser, og I læsere kan også fortælle om, hvad I læser lige nu. I dag vil Kathrine fortælle om, hvad hun læser.

Jeg er lige startet på Renselse af Sofi Oksanen. Siden folk for alvor begyndte at tale om Sofi Oksanens romaner tidligere i år har jeg haft planlagt at læse dem. Nu er jeg så startet med Renselse og hvis den er god, får jeg nok også læst  Stalins køer.

Jeg har, eftersom andre har snakket rigtig godt om bogen, nok nogle ret store forventninger til den. Så jeg håber de vil blive indfriet. 

Jeg er endnu ikke kommet så langt i bogen, og jeg er faktisk en smule i tvivl om den er noget for mig. synes ikke den har fanget mig helt her fra starten, men det kan jo godt skyldes jeg ikke er så langt + de ret store forventninger jeg har til den. Jeg er dog ikke på et punkt hvor jeg overvejer at stoppe med at læse, så det er ikke fordi den er dårlig.

Hvad læser du lige nu?

Kbh læser: Audiowalk på Vesterbro

København læser finder sted i den her uge, og et af punkterne på deres program er en audiowalk på Vesterbro. Jeg besluttede ret hurtigt, at den skulle jeg da ud på. Jeg bor på Vesterbro og elsker det, så tænkte at det var en god mulighed for at komme ud og se noget andet af Vesterbro samt høre om litteraturen og historien om Vesterbro.

Turen starter ved Reventlowsgade/Istedgade (bagved hovedbanen) og går så ned gennem Istedgade med små svingture ned på Halmtorvet og skydebanen og Westend, inden den slutter på Enghaveplads.

På turen hører man om Vesterbros historie, kultur og befolkningssammensætning samt en smule om litteratur. Jeg kunne godt have ønsket mig, at der var mere fokus på litteratur men jeg blev da inspireret til at ville læse en enkelt novellesamling, nemlig BÅV. På trods af den manglende litteratur, synes jeg turen var ret fantastisk. Jeg synes det var sjovt at høre om historien og kulturen, og de små historier fra folk som enten bor på Vesterbro eller kommer her ofte. Der er fokus på alt fra prosituerede, narkomaner, børnefamilier og hipsters samt alle de andre som bor her. 

Hvis man er en lille smule interesseret i byen, kulturen og ikke mindst Vesterbro kan jeg kun anbefale folk at tage på den. Det tager omkring 45 min., og er ret lærerigt. Jeg kunne især godt lide, at jeg så ting jeg ellers ikke ville have lagt mærke til og at jeg hørte lidt om hvordan bydelen har ændret sig. 

I kan downloade audiowalkén her. Den ligger der under Kbh.læser, så det kan måske anbefales at downloade og gemme den, bare hvis man ikke lige har tid i de her dage.

J.K. Rowling: Harry Potter and the Philosopher´s stone

Da jeg skulle vælge bog til september måneds bogudfordring var jeg egentlig meget i tvivl om hvad jeg skulle læse. Efter at have været igennem et par overvejelser, blev jeg ret inspireret af resten af bogklubben. Jeg skulle da læse Harry Potter ligesom dem. Det er nok efterhånden 9 gang jeg starter på serien, men det er faktisk første gang jeg læser den på originalsproget. 

Jeg er ikke rigtig blevet overrasket over handlingen i bogen, jeg kendte den jo i forvejen. Det der overrasker mig er egentlig hvor meget bedre bogen er på engelsk end dansk. Eller overrasker er måske så meget sagt, jeg havde det jo nok på fornemmelsen, men jeg blev alligevel lidt overrasket over hvor meget bedre bogen er på engelsk. 

Jeg synes også jeg bedre på engelsk kan fornemme hvordan sproget er skrevet til Harrys alder, ellers er det bare fordi det efterhånden er længe siden jeg læste de første bøger på dansk.

Som sædvanligt faldt jeg hurtigt ind i Harry Potter universet og blev fuldstændig grebet af bogen, faktisk så grebet at jeg nu er godt igang med resten af serien. 

Jeg er måske nok den eneste som ikke før har kastet mig over Harry Potter på engelsk, men skulle der sidde andre derude kan jeg virkelig kun anbefale at I læser den på engelsk næste gang.

Knud Romer: Den som blinker er bange for døden.

Da jeg skulle vælge bog til august måneds bogudfordring var jeg rimelig blank. Jeg havde ikke lige en bog som lå og ventede på mig, og derudover var min læselyst ikke særlig stor. Jeg valgte så at kigge efter inspiration i min venindes bogreol, og der opdagede jeg så Knud Romers Den som blinker er bange for døden. Jeg har før overvejet at læse den, men er bare aldrig kommet dertil, men nu var chancen der jo. Så det blev den jeg valgte.

Bogen handler om Knud Romers opvækst i Nykøbing Falster i 1960érne. En opvækst som var præget af mobning og isolation pga. moderen var tysker. I bogen præsentere Knud Romer sine forældre og bedsteforældres opvækst, samtidig med at han husker tilbage på sin egen opvækst. Der er ingen tvivl om, at Knud Romer og hans forældre havde det hårdt i Nykøbing Falster.

Jeg synes bogen var en smule forvirrende med de forskellige spring rundt i stamtræet. Men efterhånden blev min læserytme ikke så ofte ødelagt af det. Jeg blev dog aldrig så fanget af bogen som jeg forventede jeg ville. Jeg blev da berørt af den opvækst som Knud Romer havde, og det fik mig da til at tænke lidt på hvordan det egentlig er at være fremmed i Danmark i dag. 

Om jeg vil anbefale folk at læse bogen ved jeg ikke rigtigt. Den er fin nok, og den får da en til at tænke lidt over tingene. Men jeg synes ikke den er videre fantastisk, og jeg har det nok sådan at jeg sagtens kunne have undværet at læse den.

Henrik Ibsen: Et dukkehjem

I juli måneds bogudfordring læste jeg Et dukkehjem af Henrik Ibsen. Jeg havde ikke helt de store ideer til hvad jeg kunne læse, men huskede Et dukkehjem fra dansk og det kunne egentlig godt klare en genlæsning. Overvejelserne gik også på Hamlet, men ja, det blev så Ibsen. Måske jeg en dag får begyndt på Shakespeares samlede værker.

Et dukkehjem er jo, ligesom resten af Ibsens fortællinger, meget dystert. Selve historien er jo egentlig fin nok, og det er jo en historie som behandler nogle grundlæggende træk i menneskers forhold til hinanden. Jeg tror dog ikke, at jeg vil genlæse Et dukkehjem endnu en gang, for ligesom i gymnasiet synes jeg stadig stykket var lidt langt og kedeligt. Jeg fik også endnu en gang lyst til at ryste Nora og slå Helmer.

Selve oplevelsen med at læse skuespil var heller ikke noget specielt. Jeg synes, at det på en måde ødelægger min læseoplevelse at det hele er forklaret og jeg ikke kan få lov at danne mit eget indtryk. Derfor går der nok også lidt tid til at jeg vil læse flere skuespil, men jeg vil da ikke afvise at det er noget jeg vil tage frem engang i fremtiden - skal jo igennem Shakespeare.

Erlend Loe: Doppler

Efter vi i bogklubben læste Stille dage i Mixing part af Erlend Loe har jeg haft lyst til at læse noget mere af Erlend Loe. Valget faldt ret hurtigt på Doppler fordi det er den som flere nævner når de snakker Erlend Loe. 

Doppler handler om Doppler som efter sin fars død flytter ud i skoven. Han forlader simpelthen job, familie, ja hele hans velfungerede liv for at bo i et telt i skoven. Bogen handler om så de overvejelser omkring livet som Doppler gør samt de forskellige personligheder han møder under sit ophold i skoven. Gennem sit ophold i skoven gør Doppler sig rigtig mange tanker om hvordan han ønsker at leve livet og hvad han mener om den måde andre lever livet. 

Jeg blev endnu engang meget hurtigt viklet ind i Erlend Loes fantastiske univers og fortæller evne og grinte mange mange gange virkelig højt over bogen. Jeg synes måske ikke den var helt så god som Stille dage i Mixing part, men den var næsten på højde med den. Jeg har i hverfald planer om at læse forsættelsen, Volvo Lastvagner.

Hvis I ikke allerede har læst Erlend Loe vil jeg anbefale jer at komme igang. Bøgerne er hurtigt læst og der er efter min mening grine garanti. Så bare kom igang.

Haruki Murakami: Efter midnat

Jeg deltager jo i The Murakami Challenge hvor min plan er, at jeg i år skal have læst fem bøger af den fantastiske forfatter. En plan som det desværre går lidt sløvt med, jeg er nemlig kun kommet igennem to og er igang med en tredje, som jeg dog ikke rigtig synes fanger mig. 

Den her, Efter midnat, fangede mig heller ikke til at starte med, men efter et stykke tid blev jeg hevet med ind i det fantastiske univers som Murakami endnu engang formår at få bygget op. Bogens handling finder sted en enkelt nat i Tokyo. Hovedpersonen er Mira, som er ikke har lyst til at tilbringe natten derhjemme pga. hendes søster. Hun planlægger i stedet at tilbringe natten med en bog på en cafe. I stedet ender hun med at blive involveret i et volddigt overfald, starte nye vendskaber og blive udfordret. 

Historien er lidt mystisk og jeg var flere gange i tvivl om hvordan det hele hængte sammen, men stille og rolig fik jeg fat i mere og mere - selvom jeg stadig ikke er sikker på at jeg har forstået det hele. Men en af styrkerne ved bogen er helt klart den smukke skrivestil som tager en med på en fantastisk rejse. Efter min mening er det, det bedste ved Murakami. Hans evne til at skrive så smukt og gribende, at det føles som om at når man først har læst en af hans bøger, så er det en bog man tager med i meget langtid. 

Selvom eg er fan af den smukke skrivestil, blev jeg meget irriteret på at fortælleren i bogen var så tydelig. Som et kamera der zoomede ind og ud i forskellige situationer og gengav hvad det så. Det var lidt mystisk og ødelagde en lille smule af læseoplevelsen. 

Jeg vil helt klart anbefale fans af Murakami at læse bogen, jeg tror ikke det er den bog man skal starte med. Jeg tror i hverfald ikke jeg var blevet Murakami fan hvis det var mit første bekendtskab med ham. 

David Nicholls: One day

Jeg har længe overvejet at læse bogen, jeg er næsten sikker på at den engang har været foreslået til bogklubsbog - som den jo så ikke vandt. Jeg syntes egentlig historien virkede ret sød og som sådan en bog jeg altid kunne læse. Derfor har jeg da også stået med den i diverse boghandlere flere gange, men den er aldrig kommet med hjem. En dag fandt jeg den dog vildt billigt og så kom den med hjem.

Bogen handler om Emma og Dexter som vågner sammen efter deres dimissionsfest. De har aldrig rigtig snakket sammen før, men alligevel opbygger de hurtigt et vendskab. Bogen handler som om de næste 20 år i deres liv, hvor vi altid møder dem på den samme dag. Nemlig den 15 juli.

Hvert år hører vi om hvad de laver lige nu og lidt om hvad der er sket det seneste år. Vi følger dem i deres drømme, deres nederlag, deres succeser osv.. Deres liv former sig bestemt ikke som de forventede den morgen i 1988 og det kræver lidt tilvendning for dem. 

Bogen er altså en klassisk Chick lit og er utolig nem og hurtig at læse. Alligevel synes jeg bogen har nogle flere lag end forventet. Jeg både græd, grinte og råbte lidt at hovedpersonerne så længe jeg læste den. Så den kan virkelig anbefales hvis I ikke allerede har læst den, den vil være perfekt til en dag i parken (ja, jeg har stadig tiltro til at vi får sommer).

Jiro Taniguchi: Min fjerne barndomsby

Da jeg skulle beslutte hvilken bog jeg skulle læse til junis bogudfordring, læs en forfatter fra et andet kontinent end europa og nordamerika, var jeg egentlig ret mange forfattere igennem. Flere som jeg længe gerne har ville læse, men jeg synes bare ingen af dem skulle være min bogklubsbog. Jeg stiller måske lidt højere krav til mine bogudfordringsbøger, men de skal gerne udvide min horisont og give mig nye indtryk. 

Nå men enden på det hele blev Jiro Taniguchi, en forfatter en bekendt anbefalede mig. Udelukkende fordi jeg har snakket så pænt om Murakami og han mente denne japanske forfattere havde et ligeså smukt sprog og gjorde et ligeså stort indtryk. Jeg bed ret hurtigt på.

Jeg synes egentlig historien lød okay, og måske en smule langt ude. Den handler om en mand som ved en fejl ender i sin gamle barndomsby og ender med at besøge sin mors grav. Herefter vågner han op som teenager og skal forsøge at ændre nogle ting som sker i familien. 

Jeg glædede mig dog ret meget til at læse bogen og modtog den med store forventninger. Som den store Murakami fan jeg er, håbede jeg jo på en ligeså fantastisk oplevelse. Jeg åbnede den derfor med stor begejstring og blev mødt af dette syn

Det undrede mig lidt med billedet - det er ikke ofte jeg oplever det når jeg læser. Men efter at have bladret en side længere gav det hele lidt mere mening. Jeg mødte nemlig den her side

Jeg havde åbenbart fået fat i en manga bog. Overraskelsen var stor. Efter flere overvejelser besluttede jeg dog alligevel at læse bogen, jeg syntes egentlig det var lidt spændende med manga og jeg ved godt, at jeg nok ikke ville få den læst senere. 

I begyndelsen var bogen dog virkelig svær at læse, det kommer sig nok af, at jeg overhovedet ikke er den store tegneserielæser og derfor slet ikke har rutinen i at læse på den måde. Men efter at være kommet igang blev jeg grebet af den fine historie og ikke mindst de utrolig fine illustrationer. Kombinationen af illustrationerne og teksten var virkelig fangende og meget smuk. 

Så måske jeg en anden gang vil give mig i kast med mere manga, men lige nu er jeg nu mest til "normale" bøger. Jeg kan godt lide den mulighed min fantasi har for at udvikle sig når jeg læser. Det mister jeg lidt ved billederne, for pludselig skal jeg ikke forrestille mig universet jeg kan se det foran mig.  Og eftersom forestillingen af universet er noget af det jeg holder aller mest af ved at læse, så sandsynligheden for at jeg bliver stor manga læser er nok minimal. 

Jeg læser

Noget af det at læse er også at dele vores læseoplevelser med hinanden. Det er det vi især gerne vil med vores serie Jeg læser her på bloggen. Her fortæller en af os hvad vi læser og hvorfor vi læser denne bog - i håb om at I, vores læsere, vil følge trop, så inspirationen kan flyde imellem os. Idag fortæller Kathrine hvad hun læser.

Overraskende nok er jeg blevet ramt af en meget stor læselyst den her sommer, jeg kan slet slet ikke få nok. Jeg klager bestemt ikke eller jov, det ville være rart med noget mere ferie så jeg faktisk kan få læst alle de bøger jeg har stående på min Must read liste. 

I de her dage slapper jeg af i selskab med Murakami "Efter midnat" og Orhan Pamuk "Det nye liv". 

Det er nok ingen overraskelse at jeg har kastet mig over endnu en Murakami bog. Det er ikke den bedste jeg har læst, men langtfra den værste og jeg er godt underholdt. Jeg satser dog med at blive færdig med den senere i dag, hvorefter jeg kan give Orhan Pamuk bogen lidt mere opmærksomhed. Indtil videre har jeg kun læst en lille smule i den, men jeg synes den lover godt. Det er faktisk en jeg fant inspiration til at læse efter at have læst vores inspirationsindlæg til bogudfordringen i juni. Så kommer der da lidt ud af de indlæg :D

Når de her bøger er læst skal jeg igang med The Game af Neil Strauss, det er jo vores bogklubsbog - så den skal læses. Endvidere skal jeg jo også have læst et skuespil, men jeg har endnu ikke besluttet hvad jeg skal læse. 

Hvad læser I?

Jeg læser

Noget af det at læse er også at dele vores læseoplevelser med hinanden. Det er det vi især gerne vil med vores serie Jeg læser her på bloggen. Her fortæller en af os hvad vi læser og hvorfor vi læser denne bog - i håb om at I, vores læsere, vil følge trop, så inspirationen kan flyde imellem os. Idag fortæller Kathrine hvad hun læser.

I sommerperioden læser jeg, i modsætning, til mange andre ikke rigtig så mange bøger. Jeg forbinder det med at læse som noget med at hygge derhjemme en mørk og kold aften og ikke på en sommeraften. Men okay, så burde jeg få læst lidt mere pt.. Jeg er dog altid i gang med en bog, det tager bare lidt længere at komme igennem den. 

Lige nu er det 100 års ensomhed af Gabriel Garcia Márques jeg slæber med rundt. Det er en bog som passer perfekt ind i bogudfordringen 2011, men jeg læser den som mit sydamerikanske bidrag til 2011 Global reading Challenge. En udfordring jeg har forsømt lidt på det seneste, så der skal lige indhentes lidt.

Derudover har jeg en Murakami bog liggende, nemlig A Wild Sheep Chase. Den har jeg efterhånden været igang med i en evighed. Det er som om den, i modsætning til de restererende Murakami bøger, slet ikke fanger mig. Den skal dog læses da den er en del af The Murakami Challenge og den skal jeg jo ligesom gennemfører. Jeg bliver også ved med at tænke "Eij den må da blive bedre" det er bare som om det aldrig sker - hvilket jeg ikke helt synes kan passe.

Udover de to bøger jeg har gang i har jeg bogen til bogudfordringen 2011 liggende, den skal læses i næste uge hvor jeg har ferie. Det samme gør sig gældende med næste bogklubsbog, Verden ifølge Garp. Så jeg har nok at se til.

Det var lidt om hvad jeg læser og planlægger at læse. Som I kan se har jeg gang i ret mange udfordringer, hvilket jeg bare synes er skønt. Jeg elsker at de får mig til at læse noget andet end det jeg plejer og at jeg dermed har fundet nogle nye gode forfattere. 

Hvad læser I?

Josefine Ottesen: Krystalhjertet

I maj måned stod bogudfordringen jo på fantasy. En genere jeg ikke har gjort mig meget i, altså jeg har da læst Harry Potter men det er vist også det. Derfor var jeg også lidt i tvivl om hvad jeg skulle læse og ikke mindst hvilken forfatter jeg skulle vælge. En af de ting som var vigtigst for mig var at bogen ikke var for overnaturlig og at den ikke handlede om vampyrer.

Jeg vendte selvfølgelig mit dilemma med en veninde og meget hurtigt foreslog hun mig Krystalhjertet af Josefine Ottesen. En bog som er en voksen udgave af børne/ungdoms serien om Mira. Jeg syntes den lød meget interessant og så var valget ligesom truffet.

Bogen handler om Mira som er opvokset i Dakjas overklasse pga. sin mors fornemme slægt. Hendes far derimod kommer fra det rejsende folk, truwaerne. I årevis har der hersket fred mellem de to folkefærd, men da den gamle konge dør blusser vreden og hadet mod truwaerne endnu engang op. Den nye Kundskabens Mester slipper store dæmoniske kræfter løs, som folket troede for længst var glemt. Mira står pga. sit blandet blod i midten af det hele. Hun hører pga. sin mors slægt til Dakjas folk men hvordan kan hun samarbejde med nogen som vil udslette den ene side af hendes slægt. Mira bliver vidne til en ondskab og lidelse hun aldrig havde troet mulig. Modvilligt begynder hun at forstå, at hende medførte evner som dæmonbetvinger, forpligter ig at hun skal være med til at sikre Dakja. 

Jeg må indrømme at jeg var ved at fortryde da jeg modtog en ca. 800 sider lang bog og jeg tænkte "Nej nej nej, den klare jeg aldrig". Men så en regnfuld søndag fandt jeg bogen frem og inden dagen var omme var jeg færdig med bogen. Jeg blev simpelthen grebet af den fra side 1.

Jeg synes historien er fantastisk rørende og skræmmende på sammetid. Jeg blevet virkelig hevet med ind i et fantastisk univers og jeg var virkelig trist da bogen sluttede. Så jeg kan kun anbefale andre at læse den.

Bogen har givet mig en lille lyst til at læse mere fantasy, så jeg må sige at det har været et godt første bekendtskab med fantasy generen. 

Jørgen Leth: Det uperfekte menneske

For mit vedkommende er juli måned et stort højdepunkt på året, det er nemlig tidspunktet hvor jeg skal se Tour de France. En af grundende til at jeg ser TdF, altså udover at cykelsport er fantastisk, er helt klart Jørgen Leth og Jørgen Mader. De to har op igennem 90érne guidet mig igennem, ikke mindst TdF, men også Frankrig. Det var skønne tider.

Denne interesse har en ret stor betydning for at jeg har læst Det uperfekte menneske af Jørgen Leth. Bogen har længe været på min must read liste, men jeg er bare aldrig kommet så langt, der har altid været en anden bog som har været mere tiltalelende. Men nu hvor cykelsæson rigtig er i gang, fik jeg lyst til at læse biografien.

Bogen er bygget op som små scener i Jørgen Leth´s liv, helt præcist består den af 47 små scener fra livet. Vi kommer omkring erotiske scener, barndoms minder, cykelsport, sygdom, musikoplevelser, børn, koner, filmoptagelser osv.. altså vi kommer omkring det hele.

De små scener er meget springende og det kan godt være lidt svært at holde styr på det hele - fuldstændig som når Leth kommentere cykelsport. Derfor overrasker det mig heller ikke, men det irritere mig lidt at jeg ikke kan holde styr på hvor gammel han er og hvornår de forskellige oplevelser finder sted.

Leth har en fantastisk evne til at beskrive de forskellige episoder, så man næsten føler man selv har været der. Jeg skal dog ikke lægge skjul på, at det er historierne om cykelsporten jeg fandt mest spændende, mens de andre scener giver et bedre indblik i hvem manden Jørgen Leth er.

Leth bruger rigtig meget name dropping i bogen, hvilket virkelig irritere mig. Det er sjældent man kan læse en side uden at støde på diverse navne på personer som han en gang har mødt. Jeg har lidt svært ved at se, hvorfor alle skal nævnes. Selvfølgelig kan det ikke undgåes at nævne nogle af de involverede mennesker men den her meget voldsomme name dropping bliver altså for meget.

Bogen er jo mest omdiskuteret pga. Jørgen Leths meget ærlige redegørelse af sit forhold til Kokkens datter. Et afsnit jeg selv glædede mig til at læse, ikke fordi det skulle være fantastisk men fordi jeg gerne vil læse hvad Jørgen Leth egentlig skrev. Jeg kan afslører at jeg blev stødt af at læse afsnittet, dog ikke så meget over handlingen men mere over skrivemåden. Men sådan var det flere gange i bogen, Jørgen Leth ved udemærket hvordan han skal beskrive episoder for at få en reaktion fra læseren.

Hvis du ligesom jeg har et "kærlighedsforhold" til Jørgen Leth, kan jeg virkelig anbefale at læse bogen. Der er rigtig mange skønne Jørgen Leth passager. Kan du derimod ikke klare Jørgen Leth, så lad hver med at læse bogen - du ender bare med at hade ham endnu mere.

Jane Austen: Stolthen & Fordom

Som skrevet i opsamlingsindlægget for april, vil vi alle anmelde den bog fra 1800 tallet som vi valgte at læse.

Jeg har læst Stolthed & Fordom af Jane Austen, som jo er en af de kendeste kærlighedsfortællinger. Roman omhandler Elizabeth og Mr. Darcys had/kærlighedsforhold.

Det er en roman som jeg er startet på flere gange og bare aldrig har gennemført, hvilket egentlig irriterede mig. Romanen bliver jo ofte nævnt og der bliver draget referencer til den - referencer som jeg ikke forstår. Så derfor besluttede jeg at give den endnu en chance. Det har bestemt ikke været spændende hele vejen igennem, men pludselig skete der noget og jeg begyndte faktisk at kunne se det sjove og gode ved bogen. Jeg var selv meget overrasket da det skete.

Faktisk endte jeg med at finde den så god, at jeg nu overvejer om jeg ikke bør læse den på engelsk. Jeg valgte nemlig den danske udgave, da jeg ellers var lidt i tvivl om hvorvidt jeg kunne koncentrere mig om bogen. Jeg føler dog lidt, at jeg har mistet noget af ironien i bogen ved at læse den på dansk, derfor ville det være oplagt at læse den på engelsk.

Hvis man endnu ikke har læst den og godt kan lide engelske klassikere synes jeg bestemt man skal læse den. Er man ikke så meget til de engelske klassikere skal man nok forvente at det bliver lidt en kamp at læse den, men jeg synes ikke det ville skade at prøve. Jeg tror dog der går lidt tid inden jeg begynder at læse flere bøger af Jane Austen - så helt solgt er jeg altså ikke.

Primo Levi: Hvis dette er et menneske

Jeg har i et stykke tid haft Vidnesbyrd af Primo Levi stående i reolen og har ind i mellem haft lidt dårlig samvittighed over ikke at have læst den. Især fordi giveren af bogen har snakket så levende om den og fordi vedkommende flere gange har undret sig over at jeg endnu ikke har læst den. 

Tidligere på året lavede Emily så Min bogverden her på bloggen, hvor hun nævnte bogen som værende en af de bedste hun nogensinde har læst. Dette fik mig til at finde min udgave frem og ikke mindst, at få den læst. 

Primo Levi var en italiensk forfatter, kemiker og ikke mindst Jøde. Han sad under 2. verdenskrig (fra februar 1944 - januar 1945) i koncentrationslejeren Monowitz som er en underlejr til Auschwitz. Efter sin hjemkomst til Italien har Primo Levi udgivet Hvis dette er et menneske, Tøbruddet og De druknede og de frelste om sin tid i lejeren og ikke mindst tiden efter. Alle tre værker er, på dansk, samlet i bogen Vidnesbyrd. 

Hvis dette er et menneske er en skildring af hvordan udrydelseslejeren fratager fangerne deres menneskelighed. Levi går med bogen dybere end anden litteratur om emnet, og viser med et usentimentalt sprog hvor total nedbrydningen er. 

Jeg tror aldrig jeg før har haft så mange problemer med at skrive en boganmeldelse, som jeg har haft med at skrive den her. Det er som om, at ligegyldigt hvad jeg skriver så kan jeg ikke forklare hvor fantastisk og enestående fortællingen er. Jeg var rørt fra første side og jeg havde utrolig svært ved at læse bogen fordi den berørte mig så dybt. Samtidig følte jeg, at det var en bog jeg skulle igennem og jeg er glad for at jeg har læst den. 

Noget, af det, som berørte mig stærkest var hvor ærlig og ægte hele fortællingen er. Sproget er, som tidligere nævnt, meget usentimentalt men de historier og billeder Levi fortæller er så levende og så grumme, at jeg næsten konstant græd da jeg læste bogen. Samtidig med, at Levi fortæller en så grum historie formåede han også at få mig til at tænke lidt over livet og hvordan jeg selv ville have ageret i en lignende situation. 

Jeg kan kun anbefale jer, som ikke allerede har læst den, at læse den. Hellere i dag end i morgen, men hvis I ikke har tiden (lysten - som jeg jo selv ikke havde i et stykke tid) så kan den læses til oktober hvor emnet i bogudfordringen er bøger om historiske begivenheder.

Min plan er, at jeg skal have læst de to sidste værker i bogen Vidnesbyrd, men lige pt. har jeg virkelig ikke lyst til at læse dem. Jeg synes stadig hvis dette er et menneske er for tæt på og jeg tror derfor ikke jeg vil kunne give bøgerne den opmærksomhed som de fortjener. 

Tove Ditlevsen: Barndommens gade

Som skrevet i opsamlingsindlægget til marts måned, vil vi anmelde de romaner af danske kvindelige forfattere vi har læst.

Jeg glædede mig til at læse danske kvindlige forfattere da jeg havde flere bøger liggende som jeg gerne vil have læst og nu var grunden der ligesom. En af dem jeg glædede mig mest til at læse (eller faktisk genlæse) var Barndommens gade af Tove Ditlevsen. Jeg læste den allerede i mine teenage år og glædede mig til at se om jeg opfattede historien anderledes.

I barndommens gade beskriver Tove Ditlevsen 1930érnes København i en baggård på Vesterbro. Det er her Ester vokser op, går fra at være barn til voksen og savne tiden som var. I romanen skildre Tove Ditlevsen altså arbejdermiljøets bagsider og beskriver hvordan børn forulempes seksuelt, brister og sorg og store oplevelser som alle bidrager til at danne Ester og de andre i gården.

Jeg er stadig vild med historien som er meget barsk og ærlig. Derudover er det fascinerende hvordan historien virkelig går ind under huden på en og at den overrasker hvergang man læser den. Så jeg kan kun anbefale, dem som ikke allerede har læst den, at læse den.