Susanne Staun: Hilsen fra Rexville

Vi fik muligheden for at anmelde Susanne Stauns nye krimi Hilsen fra Rexville udgivet ved Gyldendal.

Hilsen fra Rexville er Susanne Stauns andet bind i krimiserien om retsmedicineret Maria Krause. Mona og Kathrine har begge læst seriens 1’er Døderummet, mens Rikke og Anette ikke havde.

Hilsen fra Rexville har sit omdrejningspunkt om en sag, hvor en lille pige på 2 år kommer på skadestuen med svære forbrændninger. Og ikke bare forsøger Maria Krause at finde frem til svar i sagen på en meget makaber måde, men hun har også flere personlige aktier i sagen.

Da vi skulle diskutere bogens hovedperson, Maria Krause, skabte det en længere debat. Mona mente det var befriende med en hovedperson, der var så skæv og anderledes, som Maria Kruse, og ikke minder om alle andre hovedpersoner, som man møder i andre krimier. Både Rikke, Anette og Kathrine mente hun var FOR mærkelig og brugte ordet psykopatisk om hende. Maria Krause har også en række handlinger, som nok får hende til at være, eller i hvert fald grænse op til, at være psykopatisk. Blandt andet stillede vi alle store spørgsmålstegn til det at ætse sig selv – og nærmest nyde det.

I løbet af bogen får man forståelse for hendes handlinger, selvom de overskrider de moralske grænser. Mona sammenlignede med krimiserien af Hammer-søskendeparret, hvor hun irriteres over at politiet overskrider moralen – det gør hun ikke med Maria Krause. Hvad forskellen er, kan hun ikke sætte en finger på.

Interessant at Sussanne Staun har brugt virkelige begivenheder. Ikke alle kendte til de begivenheder, men dem, der gjorde syntes det lagde et ekstra perspektiv på bogen. Det gør selvfølgelig bogen mere realistisk, selvom forbrydelsen umiddelbart virker voldsommere end man kan have fantasi til. Det affødte en diskussion i bogklubben om at alle krimier jo i en eller anden grad bygger på virkelige hændelser – lige fra voldtægten af en kvinde i parken og til mordet på pædofile. Forskellen er i dette tilfælde at Susanne Staun måske ikke bare har ladet sig inspirere, men direkte brugt en konkret sag, dog med et twist.

Bogen har et levende, spændende og flydende sprog. Det er hele bogklubben enige om. Det gør bogen nem at læse, men uden at man føler man bliver hjulpet igennem.

Mens Anette, Kathrine og Rikke ikke ser dem læse flere af Susanne Stauns krimier, så ser Mona frem til den næste bog i rækken.

Til sidst har vi et lille opråb, som i højere grad er til Gyldendal end til Susanne Staun. Vi har i bogklubben tit diskuteret at der gerne blive afsløret for meget af bøgernes handling på bagsideteksten. Det blev vi hurtig enige om at det ikke var tilfældet for vores udgave af Hilsen fra Rexville. Hvordan det forholder sig for den bog, der er kommet på gaden ved vi ikke, men ved en hurtig googlesøgning opdagede vi at på Gyldendals egen side afsløres store dele af handlingen. Selv begivenheder, som sker i slutningen af bogen. Det må vi synes er meget ærgeligt.

Jørgen Leth: Det uperfekte menneske

Jeg var egentlig ikke særlig meget i tvivl om at jeg skulle læse Jørgen Leth i August måneds bogudfordring. Jeg må indrømme at jeg er temmelig meget fascineret af Jørgen Leth. Jeg kan ikke sætte en finger på hvad det er – men jeg besluttede mig i hvert fald for at det var for dårligt at jeg aldrig havde læst noget af ham, men at jeg egentlig kun kendte ham fra som kommentator ved cykelløb (hvor han er fantastisk!). Jeg valgte at læse hans selvbiografi, Det Uperfekte Menneske, fordi jeg gerne ville se hvad alt uroen omkring bogen dog var for noget.

Jeg blev nok lidt overrasket, da jeg begyndte at læse bogen. Og det forstår jeg egentlig ikke, sådan set i bakspejlet. Det, der overraskede mig, var hans sprog. Han er enormt poetisk i sin skrivemåde – jeg havde nok forventet en mere ”almindelig” biografi-skrivestil….og det er måske lidt mærkeligt – det ér jo Jørgen Leth. Så selvfølgelig skal det være poetisk. ;)

Undertitlen ”Scener fra mit liv” er på mange måder rammende. Jørgen Leth beskriver ikke sit liv fra A til Z. Eller han starter ved A og bevæger sig kronologisk fremad, men efterhånden som vi kommer frem i bogen, så hopper han frem og tilbage i tiden, og beskæftiger sig i højere grad med temaer end med kronologien. Det kan til tider være ret forvirrende – især når han lige har beskrevet hvordan han går fra sin kone for at være sammen med en anden kvinde, og derefter bevæger sig fremad – og mange kapitler efter pludselig går tilbage til hændelsen, hvor han flytter sammen med den nye kvinde.

Jørgen Leth er jo ikke kendt for at sætte sit lys under en skæppe – og det gør han heller ikke sin selvbiografi. Han er utrolig selvsmagende og han elsker at fortælle om alle de folk han har mødt og har arbejdet med. Og så elsker han lange beskrivelser. Sådan lidt ala, når folk bare godt kan høre sig selv tale. F.eks. kan det som læser måske blive lidt langtrukken, når han beskriver cykelløb i nærmest alle detaljer. Han er også utrolig ærlig – om alt og alle. Og jeg håber godt nok at han har spurgt sig omkring inden han fortæller ting som at hans ven er utro eller at hans kone blev lejet ud som escort som en del af deres fælles sexlege.

Og så til det, som mange måske vil spørge om. Og som jo egentlig også var derfor jeg valgte selvbiografien. Nemlig afsnittet om Kokkens Datter. Ærlig talt, så er der ikke meget fugls føde på den sag. Ja, hun er ung, meget ung, og han er ikke særlig ung. Og det er på mange måder et skævt forhold i og med at han er arbejdsgiveren. Men da jeg læste de følgende kapitler, så sad jeg overvejede hvem, der mon udnytter hvem? Han de unge kvinder til sex eller dem til de materielle goder? Jørgen Leth er en livsnyder, ja, jeg vil næsten kalde ham hedonist. Det er nydelsen, der er i højsæde – både erotisk, men også hvordan han ellers indretter sit liv. Mange af bogens scener er nærmest en optakt til hvordan han er endt på Haiti, hvor han lever det ”søde liv”. Det er gennem beskrivelserne af hans ægteskab og hvordan de opløses, og også igennem beskrivelserne af hans arbejde, som ikke altid former sig som han vil. Men på Haiti får han det som han vil – på alle mulige måder.

Skal du læse bogen? Tjo…hvis du synes Jørgen Leth er en spændende person, så læs bogen. Hvis ikke – så lad være. Så tror jeg bare du vil finde bogen utrolig uinteressant - men sådan er det måske nok med alle biografier. Men en lille ting – hvis du vil læse afsnittet om Kokkens Datter, så skylder du både dig selv og Jørgen Leth at læse hele bogen – for afsnittet kan ikke stå alene.

Kathrine har også på et tidspunkt anmeldt Jørgen Leths Det Uperfekte Menneske – læs anmeldelsen lige her.

Jan Wallentin: Strindbergs stjerne

Idag udkommer den svenske roman Strindbergs Stjerne. Bogen er den svenske forfatter Jan Wallentins debutroman, og er solgt til udgivelse i flere lande, herunder Danmark. I starten af sommeren tilbød Gyldendal et anmeldereksemplar til Mona og Rikke, hvilket vi begge tog imod. I den anledning har vi begge skrevet en anmeldelse, der også vil blive udgivet på Gyldensdals side om bogen. Og så har vi selvfølgelig også lavet en fælles anmeldelse til bloggen. ;)

En dykker finder et lig i en gammel kobbermine. I håndenholder liget et kors, der skal vise sig at sætte gang i en jagt rundt i Europa. Det er starten på en hæsblæsende tur for den forhutlede historiker Don Titelman. En tur gennem Europa, der trækker historiske spor og sætter gang i store kræfter. En tur, hvor han i selskab med sin advokast Eva Strand, bliver jagtet, men også får mere og mere viden om det kors der blev fundet sammen med liget. 


Her følger vores individuelle anmeldelser:

Mona

Der er fart på feltet helt fra start. Så meget at jeg var nødt til at komme med små udbrud af ren spænding og endda gribe min kærestes hånd, da det på et tidspunkt blev lidt for uhyggeligt. Desværre går pusten lidtaf ballonen et stykke henne i bogen, da der skal bruges en masse sider på atforklare baggrundshistorien for hele romanens plot. Det er nok ikke sider mankunne have undværet i bogen, men det er svært, som læser at blive sat ned ifart, når der først er kommet gas på. Heldigvis kommer der fart på igen og denholdes helt til romanens slutning.

Der er rigtig mange historier man som læser skal holde styr på. Både de små historier, der er flettet ind hist og her, historiske begivenheder, triste personskæbner og så den store historie. Jan Wallentin formår heldigvis at holde styr på det hele vejen igennem og romanen fremstår derfor utrolig gennemarbejdet og gennemresearchet. Man bliver præsenteret for en række personskæbner, som alle er triste. Ingen i romanen har haft et nemt liv, men forsøger alle at lappe på det på forskellig vis. Hovedpersonen DonTitelman igennem et større pillemisbrug, mens andre ønsker sig døde, søger lykken gennem det mystiske kors eller lægger deres skæbne i andres hænder.

Romanen foregår i nutiden, men inddrager historiske begivenheder fra slutningen af 1800-tallet og både 1. og 2. verdenskrig – men Jan Wallentin holder sig ikke kun til de historiske fakta, men lægger et ekstralag på de enkelte begivenheder og giver dem derved et lille twist i forhold til romanens plot. Det var noget, der til at starte med irriterede mig som historiker, men da det viste sig at fungere formåede jeg at lægge irritationen til side og blot lade mig underholde.

Strindbergs Stjerne er en konspirationsteoretisk krimi ala Stieg Larsson blandet op med overnaturlige fænomener og historiske referencer.Romanen er underholdende, skræmmende, yderst medrivende og fanger sin læser fra side 1.

Rikke

I starten var det svært at overskue de forskellige personer, specielt på grund af den lange tidsperiode som persongalleriet er spredt over. Men som man kommer længere ind i bogen, og får en bedre ide om hvor i historien de forskellige hører til, bliver det nemmere, og beskrivelserne af hovedpersonerne er rigtig gode, og gør det efterhånden nemmere at forstå hvordan den hele hænger sammen.

Helt generelt om handlingen fandt jeg den lidt for urealistisk. Efter bagsideteksten havde jeg forventet et handlingsforløb lidt ala Da Vinci Mysteriet, hvor Strindbergs stjerne ville være nøglen til at finde en form for fysisk skat eller noget gammel viden, og jeg endte egentlig også med at syntes at Strindbergs stjerne netop minder meget om Da Vinci Mysteriet. En bog jeg ikke selv var voldsomt begejstret for. Jeg var dog væsentlig mere underholdt af Strindbergs Stjerne, selvom en del hændelser generede min naturvidenskabelige baggrund. En del passagerer var svære at forholde sig til, og visualisere, da der sker meget unaturlige ting undervejs. Men så skal man jo huske at det bare er en bog, og på den baggrund er underholdningsværdien i top!

Jeg kan godt lide at handlingen er baseret på historiske begivenheder, og at Wallentin ikke afviger fra de historiske fakta, men kun arbejder med formålet med ekspeditionen. I løbet af historien syntes jeg også det nogenlunde fremgår, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion, og det er tydeligt at Wallentin har lavet god research, både om selve ekspeditionen, men også om fundet af den 33 år senere, og de ting er er blevet fundet.

Sprogligt er nogle beskrivelser en smule kluntede. Det kan selvfølgelig skyldes at det drejer sig om ting der er svære at forholde sig til. Det gør desværre bare at man hænger fast et par steder, og spekulerer over detaljer der måske er uvæsentlige, i stedet for at få fat i den store sammenhæng. Overordnet er bogen dog skrevet i et sprog der ikke kræver for meget koncentration, læsningen flyder fint, og bogen kan snildt læses på et par aftener. Sproget og formuleringerne er dog på ingen måde nytænkende.

I forhold til mange andre bøger føler jeg desværre ikke rigtig at det har givet mig noget væsentligt at læse Strindbergs stjerne, men jeg har fået et par dages god underholdning!

Liv for liv

Liv for liv er en række kriminal- og spændingsnoveller skrevet af en række danske forfattere; Jussi Adler-Olsen, Elsebeth Egholm, Anna Grue, Jens Henrik Jensen, Christian Mørk og Jeanette Øbro & Ole Tornbjerg. Bogen støtter Dansk Flygtningehjælp i deres arbejde.

Jeg kan rigtig godt lide at læse krimier - det har jeg vist skrevet herinde et par gange. ;) Jeg lærte også i februar at jeg godt kunne lide at læse novellesamlinger. Ergo må denne bog jo være en perfekt bog for mig. Og det var rigtig nok en god oplevelse at læse novellerne. Jeg læste den på min ferie - og det var vist et meget godt valg. Jeg vil nemlig betegne det som en god feriebog, som man kan sidde med, mens man slapper af og nyder solen kigger ud på regnen. Bogen er hurtig læst, men er en rigtig god intro til de deltagende forfattere.

Som det altid er, så er nogle af krimierne bedre end andre. Men især er det interessant at se hvordan de forskellige forfattere formår at jonglere med novellegenren fremfor deres sædvanlige romangenre. Som udgangspunkt er der ikke mulighed for at gå i dybden med novellernes personer, hvilket giver et større fokus på kriminalgåden end man måske er vant til. Hvis der er fokus på personerne, så har det en relevans for historien. Og det er måske det mest særlige ved disse noveller sammenlignet med kriminalromaner.

Jeg synes novellerne fungerede hele vejen igennem - selvom jeg dog gættede plottene et par gange. ;) Jeg blev dog irriteret over Anna Grues valg af at bruge hendes sædvanlige hovedperson Dan Sommerdahl i hendes novelle. Det betyder at os, der ikke har læst hendes krimiserie, ikke kender til nogle af perspektiverne for novellen -  f.eks. at Dan Sommerdahl er kendt for blive blandet ind kriminalgåder fra tid til anden, ligesom vi ikke kender til hans forhold til vicepolitikommisær Frank Janssen, som han uden videre kontakter, da han bliver blandet ind i (endnu en) kriminalgåde.

De andre noveller er selvstændige historier, hvor man ikke behøver et forhåndskendskab til personerne. Det fungerer langt bedre, og giver helt sikkert også én lyst til at kigge nærmere på de forskellige forfatterskaber. Især Christian Mørk gjorde mig nysgerrig på hans forfatterskab med hans spændingsnoveller, der holdt mig ude på kanten på samme tid med at den talte til vores fælles dårlige samvittighed. Jeg vil også gerne fremhæve forfatterparret Jeanette Øbro og Ole Thornbjerg for at give mig en krimihistorie, der gav et sug i maven. De formåede at levere en historie, der viste sig at have et andet fokus end man lige regnede med - og det var helt sikkert en af de historier, hvor jeg ikke havde gættet plottet på forhånd.

Jeg vil anbefale at læse bogen, hvis du har lyst til en hurtiglæst feriebog, som fører dig rundt i forskellige skrivemåder og introducerer dig til nye forfattere. Og ikke mindst at støtte et godt formål (noget jeg ikke helt kan blære mig med, da bogen var en fødselsdagsgave. :) ).

Haruki Murakami: Efter midnat

Jeg deltager jo i The Murakami Challenge hvor min plan er, at jeg i år skal have læst fem bøger af den fantastiske forfatter. En plan som det desværre går lidt sløvt med, jeg er nemlig kun kommet igennem to og er igang med en tredje, som jeg dog ikke rigtig synes fanger mig. 

Den her, Efter midnat, fangede mig heller ikke til at starte med, men efter et stykke tid blev jeg hevet med ind i det fantastiske univers som Murakami endnu engang formår at få bygget op. Bogens handling finder sted en enkelt nat i Tokyo. Hovedpersonen er Mira, som er ikke har lyst til at tilbringe natten derhjemme pga. hendes søster. Hun planlægger i stedet at tilbringe natten med en bog på en cafe. I stedet ender hun med at blive involveret i et volddigt overfald, starte nye vendskaber og blive udfordret. 

Historien er lidt mystisk og jeg var flere gange i tvivl om hvordan det hele hængte sammen, men stille og rolig fik jeg fat i mere og mere - selvom jeg stadig ikke er sikker på at jeg har forstået det hele. Men en af styrkerne ved bogen er helt klart den smukke skrivestil som tager en med på en fantastisk rejse. Efter min mening er det, det bedste ved Murakami. Hans evne til at skrive så smukt og gribende, at det føles som om at når man først har læst en af hans bøger, så er det en bog man tager med i meget langtid. 

Selvom eg er fan af den smukke skrivestil, blev jeg meget irriteret på at fortælleren i bogen var så tydelig. Som et kamera der zoomede ind og ud i forskellige situationer og gengav hvad det så. Det var lidt mystisk og ødelagde en lille smule af læseoplevelsen. 

Jeg vil helt klart anbefale fans af Murakami at læse bogen, jeg tror ikke det er den bog man skal starte med. Jeg tror i hverfald ikke jeg var blevet Murakami fan hvis det var mit første bekendtskab med ham. 

Lotte og Søren Hammer: Svinehunde

To børn finder 5 lig hængt i skolens gymnastiksal. Drabsafdelingen med Konrad Simonsen i spidsen tilkaldes og jagten går nu ind efter morderen - eller er der flere? Sagen får stor politisk og folkelig bevågenhed og pludselig står drabsafdelingen med en befolkning, der modarbejder politiarbejde.

Bogen sætter flere gange spørgsmålstegn til den gængse moralopfattelse. Både igennem kriminalgådens tema, men også med politiets opførelse. Det første giver også læseren mulighed for at stille sig selv en række moralspørgsmål - for hvordan ville man selv forholde sig? Politiets opførelse irriterer mig gang på gang, og det gjorde det også, da jeg læste søskendeparret Hammers 2. bog i serien (ja, jeg har taget dem i omvendt rækkefølge). Måske har jeg en naiv opfattelse af politiets arbejdsmetoder, men uanset hvad så irriterer det mig at "heltene" bevæger sig så meget på lovens grænser - når det er dem, der skal opretholde samme love.

Når det er sagt, så formår Hammer-søskendeparret at skrive en krimi, der er spændende og giver en lyst til at læse mere og mere efterhånden som man vender bogens sider. Bogen virker gennemarbejdet og researchet, men desværre formår de ikke at binde sløjfen på den berømte røde sløjfe til slut. Den personlige historie inde bag krimi-historien får lov til at få en egnet afslutning, men selve krimihistorien står utrolig meget åben. Desværre. Jeg ville gerne have fået en bedre afslutning, hvor politiets arbejde blev fulgt til dørs med tilfangetagelsen af mordenes bagmænd og også fået mere af vide hvad forfatterparret forestiller sig at sandheden vil påvirke den folkelige opbakning. Derudover ville et overblik over bagmændenes personlige historie have været en fin sløjfe, således man kunne sætte det i perspektiv med deres ugerninger. Tilbage står man kun med en egentligt forståelse af enkelte af bagmændenes forhistorie.

David Nicholls: One day

Jeg har længe overvejet at læse bogen, jeg er næsten sikker på at den engang har været foreslået til bogklubsbog - som den jo så ikke vandt. Jeg syntes egentlig historien virkede ret sød og som sådan en bog jeg altid kunne læse. Derfor har jeg da også stået med den i diverse boghandlere flere gange, men den er aldrig kommet med hjem. En dag fandt jeg den dog vildt billigt og så kom den med hjem.

Bogen handler om Emma og Dexter som vågner sammen efter deres dimissionsfest. De har aldrig rigtig snakket sammen før, men alligevel opbygger de hurtigt et vendskab. Bogen handler som om de næste 20 år i deres liv, hvor vi altid møder dem på den samme dag. Nemlig den 15 juli.

Hvert år hører vi om hvad de laver lige nu og lidt om hvad der er sket det seneste år. Vi følger dem i deres drømme, deres nederlag, deres succeser osv.. Deres liv former sig bestemt ikke som de forventede den morgen i 1988 og det kræver lidt tilvendning for dem. 

Bogen er altså en klassisk Chick lit og er utolig nem og hurtig at læse. Alligevel synes jeg bogen har nogle flere lag end forventet. Jeg både græd, grinte og råbte lidt at hovedpersonerne så længe jeg læste den. Så den kan virkelig anbefales hvis I ikke allerede har læst den, den vil være perfekt til en dag i parken (ja, jeg har stadig tiltro til at vi får sommer).

Haruki Murakami: Sønden for grænsen og Vesten for solen

Jeg var egentlig ikke i tvivl, da jeg skulle beslutte mig for, hvilken bog jeg ville læse i Juni måneds bogudfordring; Læs en bog fra et andet kontinent end Europa eller Nordamerika. Valget faldt meget hurtig på forfatteren Haruki Murakami og dernæst på bogen Sønden for grænsen Vesten for solen. Nu skulle jeg nemlig finde ud af hvad det var "alle" talte sådan om og hvorfor de mon var så vilde med ham.


Måske var det fordi jeg havde så høje forventninger til bogen efter alles lovprisninger. Måske fik jeg fat i den forkerte bog (det er der flere, der har sagt til mig efterfølgende). Måske var det fordi min læselyst ikke var særlig stor i den periode. Men uanset hvad det skyldes, så blev jeg nok lidt skuffet. Den ramte mig ikke i nogle følelser eller gav mig lyst til at dukke yderligere ned i hans forfatterskab.


 Jo, bogen gav en fin beskrivelse af hovedpersonens liv. Især kunne jeg godt lide hans beskrivelse af hans teenageår, som gav et meget godt indblik i en forvirret teenagedreng, der på overfladen ikke virker forvirret, men nærmere lettere hensynsløs. Og hans år i tyverne fungerede også ok i mine øjne. Dog mere overfladisk end beskrivelsen af teenageårerne. Desværre blev det mere overfladisk derfra, hvis du spørger mig (og det her er min anmeldelse så det gør du ;) ). Jeg tror aldrig jeg forstod om han vitterlig forelskede sig hans kone eller om hun blot var et "værktøj" til et liv, der på overfladen virkede bedre. I det hele taget stod jeg tilbage med en masse spørgsmål efter læsning af bogen. Især slutningen var mere åben end jeg egentlig bryder mig om i en bog.


Når det så er sagt....så læs Kathrines anmeldelse af samme bog her. Hun har en helt anden holdning til bogen end mig. Så helt tosset er bogen nok ikke. ;)

Henriette Lund og Lotte Thorsen: Nynne 4 Alt skal væk

Nynne slår aldrig fejl. Hverken hvis du bare har brug for noget letlæseligt eller bare for at grine. Heller ikke i Nynne 4.

Jeg fandt bogen frem, da jeg ikke rigtig kunne komme videre med min læsning - men savnede at læse noget. Nynne reddede mig. Desværre så meget at bogen var væk alt for hurtigt.

Nynne er sjov og skarp. Jeg elsker når hun (eller nærmere forfatterne) spider virkelige hændelser og kommenterer dem på en måde, der først virker sådan lidt blondine-dum, men egentlig dækker over en klar sandhed. Jeg elsker at hun især får mig til at grine, men  også bliver trist, når hun savner-savner-savner sin mor. Og jeg elsker, når hun slutter sin beskrivelsen af dagen (juleaften selvfølgelig), hvor alt er gået galt med ordene "For fanden, hvor ved man lidt om sin dag, når man vågner om morgenen". - Det er da en sandhed man kan tage at føle på!

Nej, bogen er ikke Dostojevskij - hvilket jo absolut heller ikke er meningen - og det kan bare være befriende at sidde med en bog, hvor man er godt underholdt fra første til sidste side. Det eneste men jeg har til bogen (udover at det er den sidste....indtil videre) er at jeg har glemt de første tre bøger, selvom det er mindre end et år siden jeg læste dem - og derfor ikke havde styr på tidligere hændelser og personer. Men hey - det er jo ikke bogens skyld. Trods alt. ;)

J.K. Rowling: Harry Potter og De Vises Sten

Til sidste måneds bogudfordring "Læs en fantasybog" hev jeg fat i Harry Potter. Fantasy og mig har aldrig været gode venner, men jeg glædede mig til at begynde at læse Harry Potter. Jeg er nemlig en af de langsomme, der ikke har forstået hvor god Harry Potter er, men er heldigvis blevet overbevist indenfor det sidste halve år, hvor jeg har set filmene. Og nu brugte jeg så bogudfordringen som undskyldning for at komme igang med bøgerne.

Og jeg kan lige så godt sige det først som sidst: Jeg glæder mig til at læse videre!

Man mærker selvfølgelig at bogen er skrevet til en aldersklasse jeg ikke længere tilhører og i starten synes jeg ikke ligefrem bogen fastholdt min interesse i særlig lang tid. Og heldigvis - for i slutningen af bogen går det stærkt og man bliver helt ked af når bogen er færdig og næste bog i rækken ikke ligger klar.

Bogen bruger meget tid på at forklare og beskrive - og det har både sine fordele og ulemper, men der er ingen tvivl om at det er nødvendigt - det er trods alt en lidt anden verden end den vi er vant til i vores muggler-verden. Og så er det selvfølgelig rart at få fortalt og forklaret lidt mere end der er mulighed for i bøgerne.

Jeg så at flere havde læst denne bog i maj måneds bogudfordring - hvad synes I? Jer, der har læst den tidligere må selvfølgelig også gerne byde ind! :)

Elsebeth Egholm: De Frie Kvinders Klub

De Frie Kvinders Klub er en bog om venskab og skiftet fra at være ung kvinde til voksen kvinde - og hvordan man bevarer venskabet i dette skifte.

Bogen starter ved den ene "frie kvinde" Solveigs begravelse. Ved graven er hendes tre kvinder, Isabel, Pernille og Mette. samlet - alle med en sort samvittighed over at deres forbindelse er mistet, og de måske har svigtet Solveig i den livskrise, der førte til selvmord. De 4 kvinder var bedste veninder i deres studietid, og dannede dengang "De Frie Kvinders Klub" - men siden hen indhentede livet dem og de fik travlt med karriere og familie.

Bogen er selvfølgelig en beskrivelse af forskellige kvinder, deres liv og deres forhold, men der bliver også blandet lidt krimi i bowlen, da historien har sit omdrejningspunkt om hvorfor Solveig begik selvmord.Bogen er en blanding af nutid (som dog er midten af 90'erne, hvor bogen er skrevet) og flashback til starten af 80'erne og frem. Når fortællingen foregår i "nutiden" følger man den ene kvinde "Isabel", mens flashbackene skiftevis er Isabel, Pernille og Mettes erindringer. Man lærer kvinderne bedre at kende i deres flashback, og forstår bedre og bedre deres opførelse i "nutiden". Solveig lærer man kun at kende kvinderne - og alligevel kun på afstand, da kvinderne alligevel ikke kendte hende så godt som de troede, da Solveig hellere hjalp andre end lod dem hjælpe hende.

Bogen er god, men ikke stor litteratur. Hvis man har lyst til en bog om venindeforhold og kvindeliv, så kan denne bog være løsningen. Men jeg vil dog påstå at jeg har læst bedre bøger - også fra Elsebeth Egholms hånd. :)

Herman Bang: Tine

Til april måneds udfordring læste jeg Tine af Herman Bang.

Den er skrevet i 1889, men handlingen foregår omkring krigen mod Preussen i 1863-1864.

Hvis ikke det havde været for bogudfordringen havde jeg ikke fået læst bogen før om lang tid. Jeg har haft de stående i reolen længe, men den har ikke rigtig fanget mig, og jeg tror ikke at dens nabo, Stuk, bliver læst lige med det samme. For jeg aner ikke hvad jeg egentlig syntes om bogen, selv om jeg efterhånden har haft et stykke tid til at tygge på den.

De type bøger læste man jo meget af i gymnasiet, og dengang var jeg meget bedre til at få noget ud af bøgerne, men jeg har rigtig svært ved at få en dybere mening ud, og alt det med budskab, samtid og den slags er meget svært at forholde sig til. en ting jeg dog har lært noget om er de historiske fakta om krigen mod Preussen, for jeg havde svært ved at følge med i handlingen, indtil jeg fandt wikipedia om krigen, så var det lidt nemmere at forholde sig til.

Overordnet set kunne jeg godt lide historien, men jeg har svært ved at finde igennem lagene, og har i hvert fald ikke fundet alle de hovedtemaer man ellers læser om i anmeldelser rundt omkring på nettet. Specielt "seksuelt begær" er pakket virkelig godt ind, i hvert fald når man er mere vandt til samtidsromaner.

En ting der dog kom frem til mig er de elendige kår som Tine lever under, og som vel nok er en af hovedpointerne, for der er ikke plads til de følelser hun har, i datidens samfund, hvilket vel også tydeliggøres ved slutningen af bogen (som ikke skal afsløres her, men tårer kan forekomme).

Jane Austen: Lady Susan, The Watsons, Sandition

I april måneds udfordring "læs en bog fra 1800-tallet" læste jeg en samling af uafsluttede romaner fra Jane Austens hånd. Så fik jeg også omsider startet på min egen lille Jane Austen udfordring.
"Lady Susan", "The Watsons" og "Sandition" er alle samlet i en bog, hvor jeg nåede at få et lille chok, da jeg opdagede at "Lady Susan" var fra skrevet i 1700-tallet og jeg sad oppe i den svenske skov uden mulighed for at få fat i en anden 1800-tals-bog. Heldigvis er "The Watsons" og "Sandition" skrevet i 1800-tallet, så kunne ånde lettet op. Og "Lady Susan" er iøvrigt først udgivet i 1871 efter Jane Austens død - så den går måske lige.

Jeg var meget spændt på at læse samlingen, da jeg var bange for at de ikke ville leve op til Stolthed og Fordom, som ligger meget højt på min liste over ynglingsbøger. Jeg blev heldigvis ikke skuffet. Romanerne levede godt nok ikke op til niveauet for Stolthed og Fordom - men det er selvfølgelig værd at huske på at disse romaner ikke er færdigskrevne og dermed ikke færdigarbejdet - og så kan man heller ikke forvente samme niveau. I alle tre romaner giver Jane Austen et fint billede af det sociale liv og forpligtelser i den pænere engelske middelklasse/højere klasse. Hoved- og bipersoner bliver alle beskrevet med stor omhu - og gerne med en ironisk distance.

Man ved kun med nogenlunde sikkerhed, hvor "Sandition" aldrig blev færdig - Jane Austen døde nemlig mens hun skrev den i 1815. Den lover ellers godt, men den har også en anden præmis end hendes tidligere romaner. Hvor hendes tidligere romaner giver et billede af datidens liv uden det bevæger sig for meget, så er der mere bevægelse i denne roman. Den giver stadig et billede af hvordan man hør og bør begå sig, men det er lige som om man fornemmer at samfundet er kommet mere i skred (hvilket det jo også var på dette tidspunkt), og at det giver flere muligheder for nogen, der ikke tidligere havde haft muligheder. Og mest af alt synes jeg det er interessant at Jane Austen formår at beskrive denne bevægelse, selvom hun rent faktisk står midt i den - det er der ikke mange, der kan prale af.

"Lady Susan" mener man hun stoppede med at skrive, fordi hovedpersonen egentlig ikke har nogle gode sider, og hun er måske ikke blevet så godt modtaget, når Jane Austen læste op for venner og familie, som hun havde til vane, mens hun skrev. Set med nutidens øjne synes jeg kun det gør det interessant med en så nævenyttig hovedperson - men jeg kan også se at en så stereotyp dårlig person betyder at de andre i romanen næsten kun kan blive gode. For gode. Og Jane Austen forsøger at skabe personer i sine romaner, der indeholder både godt og ondt - nogle har mere af det ene end det andet. Romanen er iøvrigt en brevroman - det vil sige at bogens handling foregår i de breve de forskellige personer sender til hinanden og til andre. En meget sjov måde at bygge romaner op på, fordi det giver et mere autentisk indblik i folks tanker. Dog kan det virke temmelig forvirrende, når fortælleren hele tiden skifter mellem mange fortællere.

"The Watsons" mener man hun stoppede med at skrive, da hendes far døde undervejs, hvilket skulle have fået hende til at miste lysten til at skrive i en lang periode. Jeg må også indrømme at romanen ikke lover alt for godt - og meget af den er ellers skrevet. Den giver et meget godt billede af sociale sammenkomster og fester i datiden, men det er mere eller mindre det. Jeg ser ikke hvad det er Jane Austen vil med denne roman - udover at give beskrive det sociale liv - og gøre en smule grin af nogle af personerne, der deltager.

Susanne Staun: Døderummet

Jeg har gumlet længe på den her anmeldelse, for jeg har ærlig talt svært ved at finde ud af hvad jeg synes. Jeg vipper simpelthen mellem at synes det er en fremragende krimi til at synes at det godt nok var noget mærkeligt noget.

Jeg har faktisk luret på bogen en del, da den lød meget spændende. Bagsiden af bogen lægger i høj grad op til en typisk femikrimi, dog med et lille twist. Men man får ikke en typisk femikrimi - ganske vist er hovedpersonen en kvinde, Maria Kruse, men hun er ikke som den typiske femikrimis heltinde. Hun er sådan lidt.....mærkelig og har et helt andet tankesæt en de fleste "typiske femikrimi-heltinder". Og det lille twist - det twister på en helt anden måde end jeg ihvertfald regnede med - på en nærmest absurd måde. Og det er nok det jeg ikke kan finde ud af - om jeg kan lide at jeg får noget andet end jeg regnede med eller om det er hamrende træls. På den ene side synes jeg det er fedt - det er jo rart, når man får lidt udfordring, men på den anden side, så er det træls eftersom jeg læser krimier, når jeg skal slappe af - og jeg slapper altså ikke nær så meget af, når set-uppet er "forkert".

Men et eller andet sted synes jeg nok at det er befriende med en heltinde, der er lidt besynderlig og nærmest bizar - og ikke mindst at hun har en mørk side. Og næsten tør stå ved den. Susanne Staun er især kendt for hendes Fanny Fiske serie, som jeg har læst dele af - og hun er måske nok kendt for at have nogle lidt spøjse hovedpersoner. At jeg derfor blev overrasket over denne krimis hovedperson - ja, det må nok stå for egen regning.

Der var en ting, der virkelig irriterede mig i bogen, men jeg kan ikke beskrive det uden at afsløre for meget. Men jeg kan afsløre at det drejer sig om at jeg mener forfatteren bør holde et vis fokus og ikke skifte hovedpersoner undervejs. Det forvirrer simpelthen for meget og man mister overblikket over historiens hvad, hvorfor og hvem.


Når det er sagt, så kunne jeg godt overveje at læse en evt. nr. 2. - for når alt kommer til alt, så fandt jeg det egentlig meget interessant med en noget anderledes hovedperson. Og næste gang vil jeg jo være forberedt. ;)

Senere tilføjelse: Noget, der irriterede mig rigtig meget ved denne bog var at bagside-teksten - den afslørede nemlig rigtig meget. Alt for meget. Faktisk blev nogle af tingene på bagsiden først afsløret omkring siden 150. Det er altså for sent. Det er lidt en kæphest for mig, så derfor lagde jeg rigtig meget mærke til. Og det selvom det viste sig at det beskrevne på bagsiden har en ekstra twist - ja, så var det alligevel noget der skar i mine øjne.

Liza Marklund & James Patterson: Postkortmorderne

Rundt omkring i Europa bliver unge, nyforelskede par myrdet. Lige inden mordet modtager en journalist et postkort, ligesom den samme journalist billeder af de myrdede personer efter mordet. Da krimien starter er der allerede sket flere mord, men først nu er det begyndt at gå op for de forskellige landes politi at der er en sammenhæng.


Historien følger både opklaringsarbejdet og morderne. På opklaringssiden samarbejder den svenske journalist Dessie Larsson og den amerikanske NYPD-agent Jacob Kanon. Dessie Larsson er den udvalgte journalist, der modtager et postkort, da morderne kommer til Stockholm, mens Jacob Kanon har fulgt morderne igennem Europa fordi han er personligt indblandet.
Man kender navnene på morderne og følger dem også i deres mord - men man kommer aldrig helt tæt på. Og det er nok krimiens handicap. For jeg står tilbage med nogle ubesvarede spørgsmål om morderne og mordene.


Men udover de ubesvarede spørgsmål, så er det en virkelig god og velskreven krimi. Man bliver revet med i historien og man kommer også til at heppe på de gode - og ikke mindst sidder man med tilbageholdt åndedrag, når historien tager en uventede drejninger. Desværre får forfatterne ikke rundet det store spørgsmål om hvorfor morderne myrder grundig nok - deraf de ubesvarede spørgsmål. Det er rigtig ærgelig, for det man når at berøre emnet, tegner et spændende billede af de to mordere. Den når bare ikke heeeelt derhen....desværre.


Jeg har ikke læst noget af hverken Liza Marklund og James Patterson, men den her krimi kunne godt vække min nysgerrighed, og få mig til at læse noget mere af dem - og måske håbe at de fortsætter deres samarbejde og lader denne bog være den første i en serie.


Tilføjelse: Mine bogklub-kollegaer har gjort mig opmærksom på at jeg har læst noget andet af Liza Marklund før, nemlig "Der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden", som hun har skrevet sammen med Lotta Snickare. Ups. ;)

Inger Wolf - Sort Sensommer

Som lovet i opsamlingsindlægget for marts måned, så anmeldervi hver især vores bogudfordringsbog. For mit vedkommende gælder det SortSensommer af Inger Wolf. Valget af denne bog har to begrundelser udover at deter en kvindelig dansk forfatter – den har længe stået og ventet på at blivelæst i min bogreol + jeg havde brug for ”nem” læsning for at få hul på minlæselyst, der desværre var begyndt at lide under at jeg følte jeg pligtlæste enmasse. Med nem læsning mener jeg at krimier efterhånden er en meget velkendtgenre for mig og noget jeg hiver frem når jeg skal slappe helt af.

Et kvindelig bliver fundet i en århusiansk skov og så gårjagten ind på morderen. Igennem efterforskningen kommer man forbi studiemiljøet på ÅrhusUniversitet, en religiøs sekt, et internationalt forskermiljø m.v. Om morderener overraskende ved jeg nu ikke – men mulighederne er mange og der var flerejeg umiddelbart ville have peget ud som morder, mens andre der kommer ipolitiets søgelys nærmest virker som om de bliver plantet af forfatteren derfor at bogens efterforskning ikke bliver for ensidig.

Sort Sensommer er et meget fint eksempel på den nordiskekrimitradition, der har vokset frem de sidste 10 år, dog med det lille twist atInger Wolf har valgt at satse på både en kvindelig og en mandlig hovedperson.Begge med personlige issues, som læseren får et indblik i. Det kommer dog tilat halte lidt, da hun ikke beskæftiger sig sideløbende med de to personer, men istedet vælger at fokusere på den mandlige hovedperson, Daniel Trokic, og hans tanker i førstedel af bogen, og i sidste halvdel vælger et fokus på den kvindeligehovedperson, Lisa Kornelius. Med fokusskiftet til Lisa Kornelius forsvinder også læserens adgang til Daniel Trokics, hvilket egentlig undrer en, når man har fulgt ham indtil da. Forfatteren burde efter min mening have valgtat fokusere på enten den ene eller anden hovedperson eller have kørt detsideløbende med hinanden. Om det kommer til at fungere i de følgende bøger, somallerede er på markedet ved jeg ikke – men måske ved vores læsere det?

Lise Bidstrup: Afkørsel 12 mod Caribien

For et stykke tid siden fik vi en henvendelse fra forfatteren Lise Bidstrup, der spurgte om vi ville læse og anmelde hendes bog ”Afkørsel 12 mod Caribien”. Det takkede vi ja tak til og hermed følger vores fælles anmeldelse af bogen.

Bogen kort fortalt handler om Julie, der forlader sin mand og børn i Danmark til fordel for Caribien, fordi livet har formet sig anderledes end hun egentlig ønskede sig. Hverdagen fylder for meget og hun har brug for tid til at ”finde sig selv”. I Caribien møder hun Owen, der ønsker at hjælpe hende.

Før vi begyndte at læse bogen havde vi snakket om at vi nok kunne forvente en feministisk bog ala Bitterfissen, som vi tidligere har læst i bogklubben. Det var ihvertfald det bagsideteksten lod os forvente. Bagsideteksten giver i det hele taget én indtryk af en realistisk historie, men efterhånden som historien skrider frem, så er dette ikke tilfældet. Det vil sige at man risikerer at man bliver skuffet som læser, da man har forventet én type historie, men får noget helt andet. Bogen har nogle helt klare feministiske undertoner, men den egentlige genre er svær at gøre sig klog på. Vi fandt elementer af både den feministiske litteratur, krimier og fantasy ligesom forsøg på en filosofisk tilgang til livet blander sig indimellem. Det kan være lidt forvirrende at læse, da man i de fleste bøger er vant til én genre og man er på den måde ”forberedt” på hvad der kan ske. Ikke handlingsmæssigt, men læseroen kan være svær at finde, når man hele tiden bliver præsenteret for nye genrer. I stedet efterlader det os med et indtryk af at forfatteren vil for meget og ikke har gjort sig klar hvad hun egentlig vil med sin bog.

Vi har desuden talt om at det feministiske islæt var så som så. For lærer Julie overhovedet at klare sig selv? Vi mener nej. Som udgangspunkt starter bogen med at hun stikker af fra sin hverdag uden at give sine nærmeste besked bortset fra en seddel på køkkenbordet. Det er i vores øjne ren flugt og ikke frigørelse. Det skaber nærmest en morale om at man ikke behøver at tage ansvar for det liv og de børn man selv har valgt at sætte i verdenen. At hun undervejs tænker mere på Mortens reaktion over hendes handling, og ikke hendes børns, fordi hun mener de er dækket ind af Mortens kærlighed – det virker ikke gennemtænkt. Julie kommer ganske vist til at stå til regnskab for sine børns følelser i slutningen af historien, men man undres undervejs at en mor ikke tænker mere på sine børns følelser I det hele taget er Julie præget af ansvarløs egoisme, grænsende til noget depressiv, og ikke ligefrem feminisme.

I Caribien genopfinder hun sig selv som den ”vilde frigjorte kvinde der kan gøre som hun selv vil”, men det kommer hurtig til at virke som ren kliché. Er det virkelig frigørelse at kunne have sex med hvem som helst – og er det virkelig feminisme at have sex med gifte mænd? Det virker nærmere som om Julie hele tiden skal bekræftes i sine valg – og at Julies sex med flere mænd fungerer på denne måde som en bekræftelse end som frigjorthed. Denne kliché om at Julie skal have bekræftelse fra mænd bliver understreget med endnu en kliché om at kvinder ikke kan bevæge sig på øde veje uden at blive overfaldet og bliver reddet af historiens mandlige hovedperson, Owen. Det er også Owen, der hjælper Julie til at forstå hvad hun vil med sit liv. Det kan være forfatterens pointe – at kvinder ikke kan klare sig selv, men det skaber forvirring, når man troede man skulle læse feministisk litteratur.

Da vi ikke kendte forfatteren på forhånd tillod vi os at google hende som en slags research. Hermed fandt vi ud af at hun tidligere har skrevet en del børnelitteratur. Udover ”Afkørsel 12 mod Caribien” har hun skrevet en bog mere som retter sig mod det voksne publikum. Desværre har hun ikke formået at lægge skrivestilen meget om. Vi snakkede i bogklubben om at sproget var for ”let” og i et sprog, som mange ungdomsbøger vil blive skrevet i – hvilket ikke hænger sammen med temaet for bogen.
Historien kører med 2 spor undervejs i bogen, hvilket desværre skaber en forvirring. Ikke blot undervejs, men også, når man er færdig med bogen. Man forventer jo gerne at den røde tråd bliver spundet sammen til slut, men det syntes vi ikke der skete. Det vil sige at de to spor stadig står åbne ved slutningen, og det efterlader ihvertfald os i bogklubben forvirrede – vi vil dog ikke afvise at det blot er os, der ikke forstår den større mening, men endnu engang giver det indtryk af at forfatteren ikke ved hvad hun vil med bogen. Læg dertil for mange bihistorier og bipersoner undervejs i bogen. Nogle af bipersonerne kunne være ”slået sammen” og spundet sammen som én historie. F.eks. kunne historierne om det ældre ægtepar på Julies hotel og det yngre nygifte par været blevet spundet til én historie og nogle færre bipersoner med samme pointe i stedet for at sprede det ud til flere historier, som det desværre er tilfældet.

Det her er en rigtig lang anmeldelse, hvilket afspejler vores diskussion af bogen meget godt. Vi har nemlig diskuteret bogen utrolig meget – både handlingen og formen. Uanset hvad vi i sidste ende synes om bogen, så har den formået at prikke til nogle emner, som har ligger os alle meget på sinde og bragt diskussionslysten op i os.

Lars Kepler: Paganinikontrakten

Jeg har læst Paganinikontrakten af Lars Kepler. Det er en bog jeg har fået som anmeldereksemplar af Gyldendal, så anmeldelsen ligger også på deres hjemmeside. Hvis man tilmelder sig Gyldendals Facebookgruppe kommer der en gang imellem en besked ud om at de har et antal bøger til anmeldelse, og så er det bare om at være hurtig, hvis det er en bog man gerne vil anmelde for dem.

Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet af Paganinikontrakten, men det blev helt sikkert opfyldt! Inden jeg modtog den havde jeg googlet mig frem til at svenskere syntes den var bedre end den første Lars Kepler roman. Og den har jeg ikke læst.

I starten er der flere sammenhængende historier, der foregår sideløbende, og det var en smule forvirrende, men de voksede på mig, og når det hele blev rullet ud kunne det jo ikke have været anderledes! Fordi der var så mange små historier var kapitlerne også dejlig korte, så jeg har haft bogen med mig overalt og det er dejligt at man kan nå igennem et helt kapitel hvis man lige har 5 minutter. Samtidig er kapitlerne så sammenhængende at man også kan læse 200 sider i streg, specielt mod enden, som er virkelig spændende!

Da Paganinikontrakten handler om den svenske våbenindustri og en stor handel til Afrika er miljøet ikke lige det man som almindelig dansker ved en masse om, derfor virker en del af historien ikke helt overbevisende, jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig snigskytter midt i Stockholm, og de store politiaktioner, men hey, det er en historie, og hvis ikke det var lidt noget andet end vores dagligdag det handler om, ville det jo ikke være spændende at læse om.

Jeg har som sagt ikke læst Hypnotisøren, men når jeg har tid igen, mellem alle pligtbøgerne, vil jeg helt klart læse den! Eller fange den på svensk så jeg kan læse den som en del af bogudfordringen.

Gregory David Roberts: Shantaram

Siden en mørk dag i december har jeg læst Shantaram af Gregory David Roberts og været på en mental rejse til Bombay.

Shantaram handler om David selv, der født i Australien. Han flygter fra et fængsel i Australien, og ender ved hjælp af et falsk pas i Bombay. Her kalder David sig selv for Lin.

Lin bliver venner både med de lokale og andre udlændige, der også er "flygtet" til Indien fra deres hjemlande. Han opholder sig illegalt i Indien og får masser af hjælp af sine indiske venner til at starte et liv i Indien. Lin starter med at bo i slummen, og her får han gjort opmærksom på sig selv, så han bliver et aktivt medlem af mafien i Bombay.

Jeg havde glædet mig til at læse Shantaram, og jeg fik alle mine forventninger opfyldt. Bogen er selvbiografisk og skrevet af Lin selv. Jeg sad dog ind imellem med tanken om, det hele mon virkelig er sket, for ind imellem virkede det hele lidt for utroligt. Men om ikke andet så er det en uhyre spændende og medlevende historie, så bogens underholdningsværdi fejler bestemt ikke noget. 

Da min kæreste er fra Indien havde jeg også et mere personligt ønske for at læse bogen. Det var uhyre interessant at læse om Lins møde med Indien, og hvordan han bliver mere og mere en inder. Jeg kunne tydeligt genkende Lins oplevelser i lufthavnen i Bombay, for den mindede meget om min egen oplevelse, da jeg ankom til Bombay for et par år siden.

Jeg vil på det varmeste anbefale Shantaram. Man skal ikke lade sig skræmme af, at det er en ordenligt moppedreng af en bog på næsten 1000 sider. Jeg tog mig god tid til at læse bogen, og det fortjener den. 

Boganmeldelse: Leif Davidsen: Den russiske sangerinde

Som skrevet i opsamlingsindlægget om januars udfordring vil vi hver især komme med en lille anmeldelse af den bog vi har læst.

Min første tanke var at læse en krimi af Jan Guillou til januars krimitema, da jeg synes, hans serie om Arn er rigtig god, og derfor ville jeg gerne prøve en af hans krimier også. Men en dag fik jeg øje på Den russiske triologi af Leif Davidsen i min bogreol. Den har stået urørt i mange år, og nu var det da et oplagt tidspunkt at genlæse en af romanerne i triologien.

Jeg valgte at læse den første bog i triologien, som er Den russiske sangerinde. Bogen foregår i Moskva i slut-firserne i perioden, hvor Gorbatjov kommer til magten. Handlingen er centereret omkring den danske ambassade i Moskva og hovedpersonen er ambassademedarbejderen Jack Andersen. En dansk kvindelig medarbejder findes død sammen med en russisk kvinde, og dette bliver starten på Jack's nærmere undersøgelser af, hvad der egentligt skete med den danske kvinde, og gennem dette møder han den russsiske sangerinde.

Jeg synes bogen var uhyre spændende, egentlig ikke så meget på grund af spændingsplottet, men meget mere beskrivelserne af livet i Moskva, livet på ambadsaden og hele den politiske situation mellem øst- og vestblokken. Det var de elementer, der gjorde bogen rigtig interessant for mig at læse.

Alt i alt var det en uhyre spændende bog, og især spændende med det historiske aspekt.