Ludvig Holberg: Jeppe på Bierget

Til juli måneds udfordring valgte jeg at læse en gammel klassiker, nemlig Jeppe på Bierget. I gymnasiet læste jeg Erasmus Montanus, og huskede den som relativt okay at læse, på trods af det gammeldags sprog. Derfor faldt valget på Jeppe på Bierget, da jeg vidste at jeg ville kunne forstå sproget, og så er den jo lidt en klassiker.

Læsevenligt var den ikke så nem som jeg huskede Erasmus Montanus, men efter lidt tilvænning flød det heldigvis ret godt.

Skuespillet handler om Jeppe, der er lidt af en drukkenboldt, og som da også drikker for de penge han har fået til at købe sæbe for. Da Jeppe er gået kold finder godsejeren og hans folk Jeppe liggende på en mødding og vælger at lave lidt sjov, så de klæder ham ud som godsejeren og lægger ham i dennes seng. Da Jeppe vågner er han selvsagt meget forvirret, men lever sig hurtigt ind i sin nye rolle, og drikker sig fuld i fin vin. Da han igen går kold klæder de ham om igen, og efterlader ham på møddingen, så Jeppe er meget forvirret da han vågner. Men godsejerens sjov er ikke slut her. De anklager nu Jeppe for at trænge ind på godset, og udgive sig for godsejeren selv.

Selve skuespilgenren passer nok ikke rigtig til mig, jeg bryder mig ikke rigtig om den måde som dialogen bliver udpenslet, mens man ingen beskrivelser af tanker og bevægelser får.

Jeg læste et andet skuespil fra Holberg-samlingen, nu jeg har den stående, men fremover tror jeg ikke lige at skuespil er noget jeg vil kaste mig over.

Henrik Ibsen: Et dukkehjem

I juli måneds bogudfordring læste jeg Et dukkehjem af Henrik Ibsen. Jeg havde ikke helt de store ideer til hvad jeg kunne læse, men huskede Et dukkehjem fra dansk og det kunne egentlig godt klare en genlæsning. Overvejelserne gik også på Hamlet, men ja, det blev så Ibsen. Måske jeg en dag får begyndt på Shakespeares samlede værker.

Et dukkehjem er jo, ligesom resten af Ibsens fortællinger, meget dystert. Selve historien er jo egentlig fin nok, og det er jo en historie som behandler nogle grundlæggende træk i menneskers forhold til hinanden. Jeg tror dog ikke, at jeg vil genlæse Et dukkehjem endnu en gang, for ligesom i gymnasiet synes jeg stadig stykket var lidt langt og kedeligt. Jeg fik også endnu en gang lyst til at ryste Nora og slå Helmer.

Selve oplevelsen med at læse skuespil var heller ikke noget specielt. Jeg synes, at det på en måde ødelægger min læseoplevelse at det hele er forklaret og jeg ikke kan få lov at danne mit eget indtryk. Derfor går der nok også lidt tid til at jeg vil læse flere skuespil, men jeg vil da ikke afvise at det er noget jeg vil tage frem engang i fremtiden - skal jo igennem Shakespeare.

Ludvig Holberg: Eramus Montanus

Til bogudfordringen i juli måned læste jeg Ludvig Holbergs Eramus Montanus. Det er vist første gang, jeg har læst et helt skuespil.

Udgaven som jeg læste var i det orginale sprog fra dengang Holberg skrev komedien, så der var dels mange gamle udtryk og masser af latinske vendinger. Heldigvis var der et bilag til forklaringer til mange udtrykkene, så jeg var ikke helt på herrens mark.

Eramus Montanus handler om studenten Rasmus, der studerer i København. Han skal hjem på besøg hos sine forældre et sted på Sjælland. Forældrene er meget stolte af Rasmus, der er blevet så belæst af studierne i København. Eramus som Rasmus bliver kaldt i København, kommer hjem og straks begynder at han at fremføre sin viden og overbevisninger til dels sine forældre, svigerforældre og andre. Han vil rigtig gerne vise, hvor meget han har lært ved at skulle have videnskabelige diskussioner med bl.a. byens degn.
Han fortæller bl.a. at jorden er rund, og det falder ikke i god jord hos de kommende svigerforældre, så den aftalte forlovelse bliver trukket tilbage. Til sidst må Eramus dog erkende, at han ikke skal komme for godt i gang med være klogere end resten af landsbyen, da de ikke vil finde sig i det.

Komedien var sjov at læse, omend det var lidt omstændigt med de mange latinske udtryk.

Jeg er ikke særlig begejstret for skuespil som læsegenre. Jeg savner de mange beskrivelser af omgivelser, følelser m.m., som en roman kan give, og som er svært at få ud af at læse et skuespil, hvor man kun har dialogen at holde sig til.