Anne Rice: En vampyrs bekendelser

Jeg har haft Anne Rice's En vampyrs bekendelser stående i bogreolen i mange år. Jeg startede på den engang, men jeg gik hurtigt i stå igen. Da bogudfordringen i maj måned bød på fantasy tænkte jeg, at nu måtte jeg have læst bogen.

Der er ikke mange afsnit eller kapitler i bogens første 200 sider, og derfor forstår jeg godt, at jeg gik død i bogen, da jeg prøvede at læse den første gang. Det er hårdt for mig at læse noget, hvor der ikke er naturlige pauser i teksten. Samtidig var bogen lidt svær at komme i gang med, og det krævede lidt at komme ind under huden på vampyren Louis, der fortæller sin historie til en ung mand. Louis fortæller, hvad han har oplevet, fra han blev vampyr tilbage for ca. 200 år siden og op til i dag. Det er især relationen til andre vampyrer, og hvordan han lever sit vampyrliv, Louis fortæller om.

Jeg har det meget dobbelt med bogen. Den lange seje opstart var drøj og svær at komme igennem. Men pludselig blev jeg fanget af de mere eksistentielle overvejelser, som vampyrerne diskuterede i forhold til det at kunne leve evigt. Hvordan bevarer man et forhold til andre vampyrer gennem hundrede af år, kan man fx have et far/datter lignende forhold til en person i så lang en periode? Og kan vampyren blive ved med at omstille sig til det evigt forandrende samfund?
Det var rigtig spændende at læse om disse overvejelser og følge Louis i hans tanker omkring disse spørgsmål. Og det var rigtig interessant at følge hans tanker, da han endelig finder den form for vampyr, som han vil være.

Det er den første vampyrbog, jeg har læst, og de sidste 150 sider i bogen var interessante. Det ikke skyldes ikke så meget vampyrfortællingen, men meget mere beskrivelserne og overvejelserne omkring relationerne internt mellem vampyrerne. Bogen har ikke overbevist mig om, at jeg skal læse flere vampyrbøger.