Opsamling på bogudfordringen juli måned

Juli måned er forbi og vi er spændte på at høre, hvilke skuespil I har læst - og endnu mere: hvad I syntes om dem. Da vi besluttede os at sætte skuespil på programmet for den samlede udfordring, så var det absolut også for udfordre os selv. Det er det selvfølgelig for alle månedernes udfordringer, men måske især skuespil vidste vi på forhånd ville give os mulighed for udfordre os indenfor et felt, som vi ikke havde rørt meget ved siden skolebænken.

Men vi gik på med krum hals og dette var hvad vi fik læst:

Anette
Jeg kan ikke huske, at jeg nogen sinde har læst et helt skuespil.Jeg har læst har Ludvig Holbergs Eramus Montanus. Skuespillet var holdt i sproget og stavning, som det var på Holbergs tid. Der var også masser af latinske udtryk i skuespillet. Derfor var det en udfordring at forstå, hvad der egentligt skete. Det bliver ikke skuespil, jeg kommer til at kaste mig over i fremtiden. Jeg savner muligheden for beskrivelse af tanker, omgivelser og stemning, som romaner har, og det oplevede jeg ikke i dette skuespil.

Rikke

Jeg har læst Jeppe på Bierget eller Den forvandlede bonde og Barselsstuen af Luvig Holberg. Jeppe på Bierget fandt jeg i en gammel samling med Holbergs komedier, som jeg en gang har købt på loppemarked, og Barselsstuen fulgte lige bagefter i samlingen, så den røg med, da jeg undrede mig over hvad titlen mon dækkede over. Selv om jeg fik læst to skuespil i juli er jeg ikke lige sikker på at skuespil er noget jeg vil kaste mig så meget over i fremtiden,.

Kathrine
Jeg har læst Et dukkehjem af Henrik Ibsen. Jeg fik det aldrig læst da vi i gymnasiet havde om skuespil, så nu var der jo lige en oplagt mulighed. Jeg bliver aldrig den store fan af at læse skuespil, men altså det var fint at læse og så er det jo meget skægt at læse noget anderledes end sædvanligt.

Mona
Jeg læste Marcolfa af Dario Fo efter anbefaling fra kæresten. Den anbefaling er jeg rigtig glad for, da det var en god oplevelse at læse. Beskrivelser af sindsstemninger, setup m.m kører så klart igennem, at jeg nærmest så stykket for mig, mens jeg læste. Om skuespil om er noget for mig i fremtiden ved jeg nu ikke - jeg foretrækker dem på en scene fremfor at læse dem. ;)

Hvad med jer? Hvad fik I læst? Meld tilbage og vi opdaterer jeres tællere. :)

Har I lyst til at komme med en anmeldelse af jeres skuespil, eller andet I har læst, her på bloggen, så er I meget velkomne til at komme med en gæsteanmeldelse. Skriv en mail til os på bogklubbenmener@hotmail.com

Serielæsning

Foran mig ligger lige nu Viveca Stens krimiserie, som jeg overvejer skal være det næste jeg skal læse. Serien er en triologi, og de to første i serien har stået i vores bogreol i nogle måneder. Før ferien valgte jeg at købe den sidste i serien, så alle tre kom med til den svenske skov. Og det undrer mig lidt. Jeg har nemlig ikke læst Viveca Sten før. Overhovedet. Så jeg ved ærlig talt ikke om hun skriver godt eller dårligt. Det eneste jeg ved er at kæresten kan lide begyndelsen af første bog.

Blandet med at jeg indledte et større ridt efter hele Harry Potter serien før ferien, da jeg ønskede at læse dem alle i streg, fik mig til at tænke over min måde at læse serier på. Jeg vil helst læse bøger i serier lige efter hinanden og dermed også i den rette rækkefølge. Jeg kan faktisk være lidt autistisk omkring det. F.eks. passede det mig ikke særlig meget at jeg har læst Hammer-parrets nr. 2 Alting har sin pris før deres første bog Svinehunde. Alting har sin pris var dog en anmelderbog fra Gyldendal, så valgte at få den læst og anmeldt istedet for at læse bøgerne i rækkefølge.

Jeg kender flere, der er ligeglade med rækkefølgen af hvordan de læser bøgerne. Jeg forstår det ikke - man lærer jo mere og mere om hovedpersonerne undervejs. Da jeg var barn læste jeg en masse Puk-bøger. I tilfældig rækkefølge afhængig af hvornår jeg fik dem. Det kunne godt være forvirrende til tider, når nu Puk pludselig var bedste venner med Karen, som ellers hadede hende i de første mange bøger. Hvis jeg skulle genlæse serien vil jeg helt klart læse dem i rækkefølge (og skaffe de bøger jeg aldrig nåede at få til min samling).

Til gengæld læser jeg ikke nødvendigvis serierne til ende. Elsebeth Egholm og Camilla Läckberg er begge faldet for ikke at levere varen, selvom de har skrevet flere bøger, der kunne rette op på misæren. Førstnævnte fik dog 4 bøger til at rette op, inden jeg opgav. Til gengæld holder jeg ved Sara Blædel og valgte endda i efteråret/vinteren at genlæse hendes første bøger, således jeg var bedre "klædt på" til hendes sidste bøger i serien, som jeg manglede at læse. Det var iøvrigt en rigtig god oplevelse at læse dem lige efter hinanden og gav mig blod på tanden ift. at holde ved mit princip om at læse seriebøger i rap og i rigtig rækkefølge.

Hvordan har du det med at læse serier? Er du ligeglad med rækkefølgen? Og læser du serien til ende? Og kan du finde på at genlæse bøger, for at "læse op" på serien?

Haruki Murakami: Efter midnat

Jeg deltager jo i The Murakami Challenge hvor min plan er, at jeg i år skal have læst fem bøger af den fantastiske forfatter. En plan som det desværre går lidt sløvt med, jeg er nemlig kun kommet igennem to og er igang med en tredje, som jeg dog ikke rigtig synes fanger mig. 

Den her, Efter midnat, fangede mig heller ikke til at starte med, men efter et stykke tid blev jeg hevet med ind i det fantastiske univers som Murakami endnu engang formår at få bygget op. Bogens handling finder sted en enkelt nat i Tokyo. Hovedpersonen er Mira, som er ikke har lyst til at tilbringe natten derhjemme pga. hendes søster. Hun planlægger i stedet at tilbringe natten med en bog på en cafe. I stedet ender hun med at blive involveret i et volddigt overfald, starte nye vendskaber og blive udfordret. 

Historien er lidt mystisk og jeg var flere gange i tvivl om hvordan det hele hængte sammen, men stille og rolig fik jeg fat i mere og mere - selvom jeg stadig ikke er sikker på at jeg har forstået det hele. Men en af styrkerne ved bogen er helt klart den smukke skrivestil som tager en med på en fantastisk rejse. Efter min mening er det, det bedste ved Murakami. Hans evne til at skrive så smukt og gribende, at det føles som om at når man først har læst en af hans bøger, så er det en bog man tager med i meget langtid. 

Selvom eg er fan af den smukke skrivestil, blev jeg meget irriteret på at fortælleren i bogen var så tydelig. Som et kamera der zoomede ind og ud i forskellige situationer og gengav hvad det så. Det var lidt mystisk og ødelagde en lille smule af læseoplevelsen. 

Jeg vil helt klart anbefale fans af Murakami at læse bogen, jeg tror ikke det er den bog man skal starte med. Jeg tror i hverfald ikke jeg var blevet Murakami fan hvis det var mit første bekendtskab med ham. 

Herdis Møllehave: Le

For et års tid siden læste jeg en boganmeldelse af en af Herdis Møllehaves bøger på en blog, og den gjorde mig nysgerrig efter at læse noget af Herdis Møllehave. Jeg købte bogen Le på et loppemarked sidste efterår, og nu har jeg fået læst bogen.

Bogen handler om den 30-årige Le, der forsøger at finde sin plads i livet. Hun er alenemor, hun underviser på et seminarium og leder efter den store kærlighed. I første kapitel i bogen får man at vide, at Le har psykiske problemer, og hun begår selvmord. Gennem bogen forsøger Le at finde ud af, hvorfor hun håndtere kærligheden, som hun gør, og hun deltager aktivt i samfundsdebatten om de to køn gennem kronikker og foredrag.

Bogen foregår sidst i 1970'erne, og det sætter sit præg på bogen. Bag på bogen skriver Herdis Møllehave at bogen ikke skal ses som et indlæg i debatten om kvinder, men at hun håber, at bogen vil være en del af den debat om mænd, der så småt var ved at starte på det tidspunkt.

Gennem Le's kronikker og foredrag får man også et indblik i den debat, der var tilbage i 1970'erne, og det var meget interessant at læse.

Jeg synes, bogen til tider var hård at komme igennem rent psykisk. Jeg var ret sur på Le flere gange gennem bogen, da jeg synes, hun ikke var god ved sig selv. Det var også hårdt at følge Le's sidste tid, hvor hun bliver dårligere og dårligere.

Jeg vil bestemt anbefale jer at læse bogen, da den er uhyre interessant.

Paul Rusesabagina: En helt almindelig mand

Til juni måneds udfordring læste jeg En helt almindelig mand af Paul Rusesabagina. En helt almindelig mand handler om Paul Rusesabagina selv, der under folkedrabet i Rwanda i 1994 havde 1268 personer boende på det hotel i Kigali, som han var direktør for. Ved hjælp af bestikkelser og overtalelse reddede alle disse mennesker.

Jeg syntes Pauls historie er meget rørende, og når man læser hans beskrivelser af folkedrabet virker det helt utroligt hvordan oprørerne har ladet så mange mennekser blive boende på hotellet. Selve bogen var jeg dog ikke så begejstret for. Jeg manglede at blive rigtig rørt, og skrivestilen fængede mig ikke, den var mere oplysende end den var fortællende, desværre.

Den Oscarnominerede film Hotel Rwanda bygger på Paul Rusesabaginas bog.

Lotte og Søren Hammer: Svinehunde

To børn finder 5 lig hængt i skolens gymnastiksal. Drabsafdelingen med Konrad Simonsen i spidsen tilkaldes og jagten går nu ind efter morderen - eller er der flere? Sagen får stor politisk og folkelig bevågenhed og pludselig står drabsafdelingen med en befolkning, der modarbejder politiarbejde.

Bogen sætter flere gange spørgsmålstegn til den gængse moralopfattelse. Både igennem kriminalgådens tema, men også med politiets opførelse. Det første giver også læseren mulighed for at stille sig selv en række moralspørgsmål - for hvordan ville man selv forholde sig? Politiets opførelse irriterer mig gang på gang, og det gjorde det også, da jeg læste søskendeparret Hammers 2. bog i serien (ja, jeg har taget dem i omvendt rækkefølge). Måske har jeg en naiv opfattelse af politiets arbejdsmetoder, men uanset hvad så irriterer det mig at "heltene" bevæger sig så meget på lovens grænser - når det er dem, der skal opretholde samme love.

Når det er sagt, så formår Hammer-søskendeparret at skrive en krimi, der er spændende og giver en lyst til at læse mere og mere efterhånden som man vender bogens sider. Bogen virker gennemarbejdet og researchet, men desværre formår de ikke at binde sløjfen på den berømte røde sløjfe til slut. Den personlige historie inde bag krimi-historien får lov til at få en egnet afslutning, men selve krimihistorien står utrolig meget åben. Desværre. Jeg ville gerne have fået en bedre afslutning, hvor politiets arbejde blev fulgt til dørs med tilfangetagelsen af mordenes bagmænd og også fået mere af vide hvad forfatterparret forestiller sig at sandheden vil påvirke den folkelige opbakning. Derudover ville et overblik over bagmændenes personlige historie have været en fin sløjfe, således man kunne sætte det i perspektiv med deres ugerninger. Tilbage står man kun med en egentligt forståelse af enkelte af bagmændenes forhistorie.

David Nicholls: One day

Jeg har længe overvejet at læse bogen, jeg er næsten sikker på at den engang har været foreslået til bogklubsbog - som den jo så ikke vandt. Jeg syntes egentlig historien virkede ret sød og som sådan en bog jeg altid kunne læse. Derfor har jeg da også stået med den i diverse boghandlere flere gange, men den er aldrig kommet med hjem. En dag fandt jeg den dog vildt billigt og så kom den med hjem.

Bogen handler om Emma og Dexter som vågner sammen efter deres dimissionsfest. De har aldrig rigtig snakket sammen før, men alligevel opbygger de hurtigt et vendskab. Bogen handler som om de næste 20 år i deres liv, hvor vi altid møder dem på den samme dag. Nemlig den 15 juli.

Hvert år hører vi om hvad de laver lige nu og lidt om hvad der er sket det seneste år. Vi følger dem i deres drømme, deres nederlag, deres succeser osv.. Deres liv former sig bestemt ikke som de forventede den morgen i 1988 og det kræver lidt tilvendning for dem. 

Bogen er altså en klassisk Chick lit og er utolig nem og hurtig at læse. Alligevel synes jeg bogen har nogle flere lag end forventet. Jeg både græd, grinte og råbte lidt at hovedpersonerne så længe jeg læste den. Så den kan virkelig anbefales hvis I ikke allerede har læst den, den vil være perfekt til en dag i parken (ja, jeg har stadig tiltro til at vi får sommer).