lørdag den 1. januar 2011

Opsamling på bogudfordringen 2010

Med udgangen af 2010 er det tid til at gøre en status på bogklubbens bogudfordring 2010. Målet med bogudfordringen var at læse 52 bøger på 52 uger.

Bogklubbens medlemmer vil her hver især fortælle, hvordan det er gået med i udfordringen gennem 2010, og hvad de synes om den.

Anette
I 2009 læste 64 bøger, så jeg var allerede inde i en god rytme med at læse meget. Så min baggrund for at melde mig til udfordringen var mere det sociale og det konkurrencemæssige i udfordringen. Det har været sjovt at have en lille tæller, og dermed et overblik over, hvor mange bøger, jeg læste i løbet af 2010, men jeg synes, det skabte for meget fokus på kvantitet fremfor kvalitet.
I 2010 læste jeg 62 bøger, så jeg gennemførte udfordringen med glans. Jeg nåede vist de 52 bøger omkring efterårsferien, og der satte jeg ekstra lille udfordring for mig selv på at nå op på 65 bøger, inden udgangen af 2010, men det nåede jeg ikke.
Jeg ser frem til 2011, hvor der skal være mere fokus på kvalitet fremfor kvantitet, da jeg både skal deltage i bogklubbens egen bogudfordring, også har jeg besluttet mig for at sætte fokus på de danske bøger gennem min egen bogudfordring, som jeg er ved lægge sidste hånd på.
Her kan du se, hvilke bøger, jeg har læst i 2010.

Kathrine
I 2010 endte jeg med at læse 52 bøger, så jeg klarede faktisk udfordringen. Hvilket var en overraskelse. Jeg har flere gange følt mig langt bagefter, men der har jo også været gode perioder. Så nu kan jeg glæde mig over at jeg klarede udfordringen, jeg har så læst ca. 25 bøger mere end i 2009.
Det er jo ikke helt tosset...nu var det mig der startede udfordringen og jeg må indrømme jeg flere gange har fortrudt det. Jeg hadede at det endte med at blive en konkurrence fremfor den udfordringe jeg havde besluttet mig for. Mit mål var bare, at læse mere end jeg plejede og ikke mindst udvide min horrisont en lille smule. I stedet har jeg nu hele tiden skulle stå til regnskab for hvor mange bøger jeg har læst - vi nåede endda derud hvor folk valgte de lette frem for de "svære" bøger fordi så kunne de læse flere. Jeg endte med at sige "F*ck det" og læste bare det jeg ville læse - alligevel har det dog ofte føltes mere som en pligt end en fornøjelse at læse.
Derfor glæder jeg mig også til at se hvor meget jeg faktisk får læst i 2011 nu hvor jeg ikke har udfordringen hængende over hovedet. I kan læse mere om mine tanker ang. udfordringen samt se hvilke bøger jeg har læst lige her.

Mona
Tja, jeg nåede ikke 52 bøger, men 38 styks. Og det er måske ikke så fedt – på den anden side, så har jeg fået noget ud af udfordringen. Jeg er nemlig begyndt at vælge bøgerne frem for anden underholdning og dermed læse mere. Og det er jeg utrolig glad for. Og det selvom jeg ikke brød mig om konkurrencen, der desværre prægede udfordringen den første tid, og bøgerne derfor kom til at føles som lektier. Men lagde den følelse fra mig, og så blev udfordringen i stedet en gulerod til at få læst mere i de forskellige måneder. Så sådan summasumarum, så har udfordringen været en positiv oplevelse for mig – også selvom jeg ikke nåede alle 52 bøger. ;)
Hvis du vil læse mere om min bogudfordring, så gik forbi Monalogen i morgen, d. 2. januar, hvor jeg skriver lidt mere – og måske sniger der sig endda en graf ind. ;) Lige her kan du iøvrigt se, hvilke 38 bøger jeg dog fik læst. ;)

Rikke
Jeg tabte vidst udfordringen! Jeg fik læst 27 bøger. Men jeg er godt tilfreds. Jeg havde godt regnet med at det ville knibe med at læse en bog om ugen, samtidig med at jeg skulle skrive bachelorprojekt, jeg havde bare håbet at mit relativt lette forårssemester havde givet mere tid til læsningen end det gjorde.
Men jeg har fået det ud af udfordringen som jeg ville, selv om jeg "kun" har læst 27 bøger er det stadig meget mere end jeg tidligere har fået læst, i hvert fald indholdsmæssigt, da jeg gik i folkeskole kunne jeg nemt sluge 3-4 bøger om ugen i sommerferien, men indholdsmæssigt var det nok ikke heeeelt det samme niveau.
Jeg syntes også de bøger jeg har fået læst var rigtig gode, specielt var jeg glad for at få genlæst Borte med Blæsten, og håber også at snige filmen ind i løbet af januar. Bare fordi den er så god.
Når jeg nu ikke klarede udfordringen i år vil jeg lave en lidt nemmere udfordring til mig selv til næste år. Jeg skal læse flere bøger end jeg gjorde i 2010. Så jeg skal læse 28 bøger mindst, og på grund af bogklubben er de 12 allerede bestemt, 12 af dem har jeg en rigtig god ide om på grund af bogudfordringen, og så skal jeg helst finde de sidste 4 bøger hjemme i reolen, for der er så meget dér, der fortjener at blive læst. Dog har jeg et par bøger på min ønskeseddel jeg godt må anskaffe for en sum gavepenge jeg har, og loppemarkedsbøger skal jeg altid huske at slå til på, de kommer jo ikke lige igen!
Derudover vil jeg gerne have mere fokus på kvalitet frem for kvantitatet i 2011, så jeg har allerede en inspirationsliste over hvad jeg gerne vil have læst, og der er ikke mange nemme på den. Alt i alt syntes jeg at jeg har fået en masse ud af bogudfordringen, og fordi jeg gav op "så tidligt" har jeg ikke følt et pres for at skulle få læst 52 bøger, og har derfor kunne læse hvad jeg havde lyst til, og ikke bare læse for at læse.

torsdag den 30. december 2010

Bogudfordringen 2011 - januar

Om få dage starter 2011, og dermed er det startskuddet for Bogklubbens bogudfordring for 2011. Som vi beskrev tidligere, skal vi denne gang læse bøger indenfor 12 forskellige emner/temaer/genrer i løbet af året.

Vi ligger blødt ud i januar med temaet krimier, der er udgivet før 2000.

Bogklubbens medlemmer læser alle mange krimier. Det er især de meget nye krimiserier, som vi sluger råt, så derfor besluttede vi, at de ikke skulle omfattes i januars tema. Vi havde også lyst til at stifte bekendtskab til andre former for krimier, end dem vi normalt læser, så derfor har vi sat en grænse ved 2000.

Vi vil gerne give jer lidt inspiration til hvilke bøger, man kan læse i denne udfordring. Der er selvfølgelig frit valg på alle hylder indenfor krimier før 2000.

Her er nogle af de forfattere og bøger, som vi i bogklubben har talt om læse til januars krimiudfordring:


I slutningen af januar skriver vi et opsamlingsindlæg, hvor vi i bogklubben fortæller om, hvad vi har læst, og hvor I får mulighed for at fortælle om, hvilken bog I har læst.

Husk også vores indlæg fra i går om retningslinjerne for bogudfordringen 2011. Og har du endnu ikke tilmeldt dig udfordringen, kan du nå det endnu - bare send en mail til bogklubbenmener@hotmail.com eller skriv en kommentar til dette indlæg.

Rigtig god fornøjelse!
Hvad vil du læse i januar?

onsdag den 29. december 2010

Kaaberbøl & Friis: Et stille umærkeligt drab

Jeg har haft fornøjelsen af at være syg henover julen. Det har desværre betydet, at jeg ikke lige kunne overskue at skulle læse mine egne medbragte bøger. Jeg havde brug for noget let og noget der ikke krævede for meget hjerne. Derfor gik jeg på jagt i min fars krimisamling og der fandt jeg den her Kaaberbøl & Friis roman. Vi har læst etteren Drengen i kufferten i bogklubben, så det var jo oplagt at læse toéren.

Bogen handler om to romadrenge som finder noget radioaktivt affald i Ungarn og prøver på at sælge det i Danmark. Den kædereaktion denne handling sætter i gang truer med at ødelægge meget for mange mennesker bla. Nina Borg - som er hovedpersonen i forfatternes krimiserie.

Jeg er ikke videre imponeret over bogen. Jeg synes simpelthen den har for mange gengangere til bog nr. 1, som jeg ikke rigtig kan huske hvad jeg synes om. Det vil sige, at skumle østeuropærer (nu fra Ungarn i stedet for Litauen) kommer til Danmark med onde planer (nu radioaktivt affald til terror i stedet for menneskesmugling) og tørner sammen med seriens heltinde, Nina Borg.

I modsætning til bog nr 1. hvor Nina havde en stor rolle er hun i toéren altså ikke særlig vigtig. Det virker lidt om forfatteren har fundet på en god historie og bare skal have Nina med i bogen. Hendes forbindelse til sagen er i hverfald yderst lille og nærmest ikke eksisterende.

Der er nogle gode anslag ved bogen bla. skildre den de forhold Romaerne lever under i Ungarn - det er næsten en sideløbende historie i bogen. En som jeg personligt finder yderst spændende og gerne ville have haft mere af. Derudover tager den fat på problematikken med at alt kan skaffes via internettet. Men det er også det. Når plottet endelig bliver afsløret er det virkelig skuffende, det er som om forfatterne har alt for mange bolde i luften og ikke rigtig kan få det til at fungere.

Så hvis I ikke allerede har læst bogen, så behøver I bestemt ikke at gøre det. I går ikke glip af noget.

Lidt om Bogudfordringen 2011

Nu nærmer årsskiftet sig og dermed også Bogudfordringen 2011. Vi er simpelthen SÅ glade for alle jer, der har lyst til at lege med - og der er selvfølgelig stadig plads til flere. For at få alt på plads inden vi går igang kommer her lidt forskelligt om Bogudfordringen:

  • Formålet med udfordringen er at få udvidet sin horisont, ikke hvor mange bøger vi når.Man SKAL ikke læse en bog indenfor udfordringen hver måned - det forlanger vi ikke.  Men selvfølgelig kommer man ikke så langt omkring, hvis ikke man når hver udfordring. Men vi måler ikke noget kvantitativt og dømmer jer herudfra.
  • Før hver måneds begyndelse laver vi et inspirationsindlæg her på bloggen. Her giver vi bud på hvad man kan læse indenfor den pågældende måneds udfordring. Og så vil vi selvfølgelig gerne høre hvad I godt kunne tænke jer at læse. Måske kan vi alle få lidt inspiration af hinanden.
  • I slutningen af hver måned kommer der et afsluttende indlæg, hvor vi fortæller hvad vi fik læst og vil ligeledes gerne høre hvad I fik læst. I den forbindelse opdaterer vi også den lille tæller vi har ud fra hver af jer på denne side - så hvis ikke vi hører fra jer, så kan vi heller ikke opdatere. :)
  • Jer, der har en blog, vil vi gerne opfordre jer til at lave en side, hvor man kan følge hvilke bøger I får læst. Det kan vi selvfølgelig ikke forlange, men det kunne være spændende at følge med i. Vi har desværre ikke mulighed for at lægge plads til jeres lister, men vi linker selvfølgelig gerne til jer.
  • Derudover vil vi gerne gøre opmærksom på vores billedelink, som måske kan få plads i jeres sidebar? 

HTML-koden kan hentes lige her





Har du flere spørgsmål eller forslag - smid endelig en kommentar!

tirsdag den 28. december 2010

Hårde pakker

Tidligere skrev vi lidt om hvilke bøger vi ønskede os til jul, nu er julen efterhånden overstået og vi vil derfor afslører hvilke bøger vi var så heldige at få.

Kathrine
Jeg havde lidt frygtet, at jeg ingen bøger ville få. Især fordi min mor var meget nervøs for om de to bøger jeg havde med hjem på juleferie var nok. Heldigvis var min mors nervøsitet bare et røgslør og jeg fik fornøjelsen af at åbne tre bog gaver. Uendelig verden og Giganternes fald af Ken Follett var begge under træet, grunden var i følge min far at jeg i vores Femina interview havde rost jordens søjler - så han syntes jeg skulle have endnu flere Follett bøger. Bestemt ikke ringe. Derudover var Dødsengel af Sara Blædel også at finde. En bog som jeg brugte min første juledag på at læse, så I kan nok snart forvente en boganmeldelse af den.


Rikke
Jeg fik "kun" 2 bøger i julegave. Den ene var 1001 bøger du skal læse før du dør, den anden var en samling af tre Helle Helle bøger, så jeg er klar til bogklubslæsning i januar. Da jeg stregede de ting jeg havde fået ud på min ønskeseddel var det eneste der var tilbage bøger. Og hele 8 styks er der tilbage på listen! Min familie syntes vidst ikke det er så spændende at give hårde pakker desværre..


Anette
Jeg fik to bøger i Sagaen om Isfolket nr. 19 og 20. Det var ikke den store overraskelse, de sidste par år har jeg fået en enkelt eller to til fødselsdag og til jul, og jeg er nu over halvvejs i en hel saga. Jeg regner med at genlæse serien engang til sommer.
Jeg fik også kogebogen Verdensmad, og den har jeg allerede læst halvdelen af, og jeg glæder mig til at læse resten og gå i køkkenet og være kreativ.


Mona
Jeg tror det er den første gang det nogensinde er sket, men jeg fik ingen bøger. Jeg fik en masse andre fantastiske gaver, som jeg er utrolig glad for - men ingen bøger. Og min første tanke efter gaveåbningen var faktisk - "Hvad skal jeg så skrive på bloggen?". Jeg var lidt overrasket, men mine forældre forklarede deres valg med, at de altid syntes de gav mig bøger, og at de gerne ville finde på noget andet i år. Og det var de åbenbart ikke de eneste, der havde tænkt. ;)

Hvad fik du af "hårde pakker" i julegave?

søndag den 26. december 2010

Gretelise Holm: Forhærdede tidselgemytter

Bogen præsenteres som en "minikrimi" - eller som kvinden i boden for C&K forlaget på Bogforum, hvor jeg købte bogen, sagde: "En lille julekrimi". Og jo, handlingen foregår da også i december, men ret meget jul er der ikke over den. Til gengæld er der et mord, lidt forelskelse, en masse mistænkte og mystiske personer i kredsen omkring kirken, hvor mordet er foregået - og en lidt traditionel "opdager" i form af Rolf Greve, som er hovedpersonen.

Mordet sker på præsten i en københavnsk kirke og lige efter mordet findes hjælpepræsten nær liget med mordvåbenet i hånden. Men spørgsmålet er om han er morderen - eller om det er en anden i kredsen omkring kirken. Og jo længere krimien skrider frem, jo større bliver kredsen af mistænkte. Ironisk nok.

Jeg er sådan lidt "både og" med krimien. Jeg har ikke noget egentlig dårligt at sige om den, men heller ikke noget egentlig godt. Det er en god lille krimi at læse, hvis man lige er i humør til en krimi - den har alle de ting en krimi skal indholde, men det er ikke en krimi, der gør at jeg kaster mig over Gretelise Holms forfatterskab. Sorry. (Jeg udelukker det dog ikke...måske bliver man overrasket?). Dog giver Gretelise Holm et rigtig godt indblik i en folkekirke, som indeholder så mange forskellige typer præster, som ikke kun er uenige om hvilket budskab de skal forkynde - men også hvordan det skal forkyndes.