Jørgen Leth: Det uperfekte menneske

Jeg var egentlig ikke særlig meget i tvivl om at jeg skulle læse Jørgen Leth i August måneds bogudfordring. Jeg må indrømme at jeg er temmelig meget fascineret af Jørgen Leth. Jeg kan ikke sætte en finger på hvad det er – men jeg besluttede mig i hvert fald for at det var for dårligt at jeg aldrig havde læst noget af ham, men at jeg egentlig kun kendte ham fra som kommentator ved cykelløb (hvor han er fantastisk!). Jeg valgte at læse hans selvbiografi, Det Uperfekte Menneske, fordi jeg gerne ville se hvad alt uroen omkring bogen dog var for noget.

Jeg blev nok lidt overrasket, da jeg begyndte at læse bogen. Og det forstår jeg egentlig ikke, sådan set i bakspejlet. Det, der overraskede mig, var hans sprog. Han er enormt poetisk i sin skrivemåde – jeg havde nok forventet en mere ”almindelig” biografi-skrivestil….og det er måske lidt mærkeligt – det ér jo Jørgen Leth. Så selvfølgelig skal det være poetisk. ;)

Undertitlen ”Scener fra mit liv” er på mange måder rammende. Jørgen Leth beskriver ikke sit liv fra A til Z. Eller han starter ved A og bevæger sig kronologisk fremad, men efterhånden som vi kommer frem i bogen, så hopper han frem og tilbage i tiden, og beskæftiger sig i højere grad med temaer end med kronologien. Det kan til tider være ret forvirrende – især når han lige har beskrevet hvordan han går fra sin kone for at være sammen med en anden kvinde, og derefter bevæger sig fremad – og mange kapitler efter pludselig går tilbage til hændelsen, hvor han flytter sammen med den nye kvinde.

Jørgen Leth er jo ikke kendt for at sætte sit lys under en skæppe – og det gør han heller ikke sin selvbiografi. Han er utrolig selvsmagende og han elsker at fortælle om alle de folk han har mødt og har arbejdet med. Og så elsker han lange beskrivelser. Sådan lidt ala, når folk bare godt kan høre sig selv tale. F.eks. kan det som læser måske blive lidt langtrukken, når han beskriver cykelløb i nærmest alle detaljer. Han er også utrolig ærlig – om alt og alle. Og jeg håber godt nok at han har spurgt sig omkring inden han fortæller ting som at hans ven er utro eller at hans kone blev lejet ud som escort som en del af deres fælles sexlege.

Og så til det, som mange måske vil spørge om. Og som jo egentlig også var derfor jeg valgte selvbiografien. Nemlig afsnittet om Kokkens Datter. Ærlig talt, så er der ikke meget fugls føde på den sag. Ja, hun er ung, meget ung, og han er ikke særlig ung. Og det er på mange måder et skævt forhold i og med at han er arbejdsgiveren. Men da jeg læste de følgende kapitler, så sad jeg overvejede hvem, der mon udnytter hvem? Han de unge kvinder til sex eller dem til de materielle goder? Jørgen Leth er en livsnyder, ja, jeg vil næsten kalde ham hedonist. Det er nydelsen, der er i højsæde – både erotisk, men også hvordan han ellers indretter sit liv. Mange af bogens scener er nærmest en optakt til hvordan han er endt på Haiti, hvor han lever det ”søde liv”. Det er gennem beskrivelserne af hans ægteskab og hvordan de opløses, og også igennem beskrivelserne af hans arbejde, som ikke altid former sig som han vil. Men på Haiti får han det som han vil – på alle mulige måder.

Skal du læse bogen? Tjo…hvis du synes Jørgen Leth er en spændende person, så læs bogen. Hvis ikke – så lad være. Så tror jeg bare du vil finde bogen utrolig uinteressant - men sådan er det måske nok med alle biografier. Men en lille ting – hvis du vil læse afsnittet om Kokkens Datter, så skylder du både dig selv og Jørgen Leth at læse hele bogen – for afsnittet kan ikke stå alene.

Kathrine har også på et tidspunkt anmeldt Jørgen Leths Det Uperfekte Menneske – læs anmeldelsen lige her.

Kim Jørgensen: Den røde boomerang

Bogklubben Mener har fået bogen Den røde boomerang til anmeldelse af forfatteren Kim Jørgensen.

Den røde boomerang er en krimi der tager udgangspunkt i et møde mellem to personer på en iskold vinteraften. Mødet bliver fatalt for begge, og gennem bogen bliver læseren præsenteret for baggrunden for dette møde, hvad der ligger bag, og hvor mange personer, der reelt er indvolveret i hændelserne forud dette møde.

Persongalleriet i bogen er stort og broget. For hver enkelt person bliver læseren indført i personens fortid. I flere tilfælde virker dette overflødigt, og der er også flere personer i bogen, der virker overflødige for handlingen i bogen. Fx får vi en baggrundsviden om politibetjenten, der er på sagen, og dette er helt overflødigt for handlingen. Og vi får også en del oplysninger om avisbuddet, der heller ikke har nogen betydning for historien.

Ligeledes er der mange detaljerede beskrivelser af begivenheder, steder og andet. I nogle tilfælde er det godt for at beskrive en stemning, men i flere tilfælde i bogen virker det også overflødigt og forstyrrende for historien.

Forfatteren har bogen igennem forsøgt at bevare spændingen for, hvad der er sket, og hvem gerningsmanden er. Dog stod det hurtigt klart for os, hvem gerningsmanden er, og dermed havde vi gennemskuet en del af plottet. Og forsøget på at bevare spændingen og holde læseren fanget mislykkedes også lidt, da de spændende ting, der blev lagt op til aldrig skete, og der var mange løse ender i bogen.

Blev bogen strammet op både med mængden af hændelser og personer, kunne det blive til en god og spændende bog.

JosefineO

Hos JosefineO finder gamle bøger et nyt hjem. Josefine Ottesen har startet et online antikvariat, hvor alverdens brugte bøger er til salg.

Siden er bygget flot op som et stort hus, hvor de forskellige værelser i huset indeholder en kategori af bøger. Så i køkkenet findes koge- og vinbøger; i havestuen bøger om haven; i biblioteket de klassiske romaner osv.

Det er spændende at se, hvad der er til salg i de forskellige værelser. Der er masser af spændende bøger, som er helt ukendte for mig.

Det er tydeligt at siden er bygget op af en bogelsker, og det er skønt at se.

Jan Wallentin: Strindbergs stjerne

Idag udkommer den svenske roman Strindbergs Stjerne. Bogen er den svenske forfatter Jan Wallentins debutroman, og er solgt til udgivelse i flere lande, herunder Danmark. I starten af sommeren tilbød Gyldendal et anmeldereksemplar til Mona og Rikke, hvilket vi begge tog imod. I den anledning har vi begge skrevet en anmeldelse, der også vil blive udgivet på Gyldensdals side om bogen. Og så har vi selvfølgelig også lavet en fælles anmeldelse til bloggen. ;)

En dykker finder et lig i en gammel kobbermine. I håndenholder liget et kors, der skal vise sig at sætte gang i en jagt rundt i Europa. Det er starten på en hæsblæsende tur for den forhutlede historiker Don Titelman. En tur gennem Europa, der trækker historiske spor og sætter gang i store kræfter. En tur, hvor han i selskab med sin advokast Eva Strand, bliver jagtet, men også får mere og mere viden om det kors der blev fundet sammen med liget. 


Her følger vores individuelle anmeldelser:

Mona

Der er fart på feltet helt fra start. Så meget at jeg var nødt til at komme med små udbrud af ren spænding og endda gribe min kærestes hånd, da det på et tidspunkt blev lidt for uhyggeligt. Desværre går pusten lidtaf ballonen et stykke henne i bogen, da der skal bruges en masse sider på atforklare baggrundshistorien for hele romanens plot. Det er nok ikke sider mankunne have undværet i bogen, men det er svært, som læser at blive sat ned ifart, når der først er kommet gas på. Heldigvis kommer der fart på igen og denholdes helt til romanens slutning.

Der er rigtig mange historier man som læser skal holde styr på. Både de små historier, der er flettet ind hist og her, historiske begivenheder, triste personskæbner og så den store historie. Jan Wallentin formår heldigvis at holde styr på det hele vejen igennem og romanen fremstår derfor utrolig gennemarbejdet og gennemresearchet. Man bliver præsenteret for en række personskæbner, som alle er triste. Ingen i romanen har haft et nemt liv, men forsøger alle at lappe på det på forskellig vis. Hovedpersonen DonTitelman igennem et større pillemisbrug, mens andre ønsker sig døde, søger lykken gennem det mystiske kors eller lægger deres skæbne i andres hænder.

Romanen foregår i nutiden, men inddrager historiske begivenheder fra slutningen af 1800-tallet og både 1. og 2. verdenskrig – men Jan Wallentin holder sig ikke kun til de historiske fakta, men lægger et ekstralag på de enkelte begivenheder og giver dem derved et lille twist i forhold til romanens plot. Det var noget, der til at starte med irriterede mig som historiker, men da det viste sig at fungere formåede jeg at lægge irritationen til side og blot lade mig underholde.

Strindbergs Stjerne er en konspirationsteoretisk krimi ala Stieg Larsson blandet op med overnaturlige fænomener og historiske referencer.Romanen er underholdende, skræmmende, yderst medrivende og fanger sin læser fra side 1.

Rikke

I starten var det svært at overskue de forskellige personer, specielt på grund af den lange tidsperiode som persongalleriet er spredt over. Men som man kommer længere ind i bogen, og får en bedre ide om hvor i historien de forskellige hører til, bliver det nemmere, og beskrivelserne af hovedpersonerne er rigtig gode, og gør det efterhånden nemmere at forstå hvordan den hele hænger sammen.

Helt generelt om handlingen fandt jeg den lidt for urealistisk. Efter bagsideteksten havde jeg forventet et handlingsforløb lidt ala Da Vinci Mysteriet, hvor Strindbergs stjerne ville være nøglen til at finde en form for fysisk skat eller noget gammel viden, og jeg endte egentlig også med at syntes at Strindbergs stjerne netop minder meget om Da Vinci Mysteriet. En bog jeg ikke selv var voldsomt begejstret for. Jeg var dog væsentlig mere underholdt af Strindbergs Stjerne, selvom en del hændelser generede min naturvidenskabelige baggrund. En del passagerer var svære at forholde sig til, og visualisere, da der sker meget unaturlige ting undervejs. Men så skal man jo huske at det bare er en bog, og på den baggrund er underholdningsværdien i top!

Jeg kan godt lide at handlingen er baseret på historiske begivenheder, og at Wallentin ikke afviger fra de historiske fakta, men kun arbejder med formålet med ekspeditionen. I løbet af historien syntes jeg også det nogenlunde fremgår, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion, og det er tydeligt at Wallentin har lavet god research, både om selve ekspeditionen, men også om fundet af den 33 år senere, og de ting er er blevet fundet.

Sprogligt er nogle beskrivelser en smule kluntede. Det kan selvfølgelig skyldes at det drejer sig om ting der er svære at forholde sig til. Det gør desværre bare at man hænger fast et par steder, og spekulerer over detaljer der måske er uvæsentlige, i stedet for at få fat i den store sammenhæng. Overordnet er bogen dog skrevet i et sprog der ikke kræver for meget koncentration, læsningen flyder fint, og bogen kan snildt læses på et par aftener. Sproget og formuleringerne er dog på ingen måde nytænkende.

I forhold til mange andre bøger føler jeg desværre ikke rigtig at det har givet mig noget væsentligt at læse Strindbergs stjerne, men jeg har fået et par dages god underholdning!

Erling Jepsen: Kunsten at græde i kor

Til august måneds udfordring kiggede jeg min reol igennem for at finde inspiration. Der faldt jeg over Erling Jepsens Kunsten at græde i kor, som jeg for længe siden har købt på et loppemarked.

Jeg har set filmen der bygger på bogen, og den rørte mig meget, så mine forventninger til bogen var store, og de blev bestemt indfriet.

Kunsten at græde i kor handler om en sønderjysk familie. En meget speciel sønderjysk familie. Familien har en lille købmandsbutik, og desværre svinger omsætningen i butikken meget, hvilket kan gøre faderen meget trist. Faderen er begavet med et stort talent for at holde taler, og han tager ofte den yngste søn ved hånden, når der er begravelser i byen. En god og rørende tale skaber nemlig kunder i butikken, i hvert fald i tiden efter begravelsen. Hvis der er længe mellem begravelserne, og det er småt med kunder i butikken bliver faderen ked af det. Det er der imidlertid en løsning på. Sønnen har nemlig opdaget af faderen kan blive i godt humør igen, hvis han ligger en nat på sofaen, sammen med søsteren Hanne. Det lyder rigtig mærkeligt, men forfatteren får det, på den måde han forklarer det hele gennem sønnen, til at lyde helt almindeligt.

Da familiens ældste søn kommer hjem på besøg og finder ud af hvad der foregår prøver han at hjælpe Sanne, selv om den yngste søn ikke kan se problemet. Sanne ryger frem og tilbage til lægen, og ender med at komme ud på et hospital og bo.

Inden Sanne kommer på hospitalet sker der nogle meget mærkelige dødsfald i byen. Det er øjensynligt Sanne der står bag, og igen får forfatteren det til at lyde som en helt naturlig ting.

I mellemtiden går det dårligere og dårligere derhjemme, og den yngste søn sætter sig for at hente Sanne hjem, og så kan de besøge den ældste bror. De kommer selvfølgelig begge hjem igen og hvad det hele ender med skal jeg ikke afsløre her.

Kunsten at græde i kor indfriede i den grad mine forventninger. Historien er så bizar, og alligevel er den skrevet på den måde, så det hele på en eller anden måde virker helt naturligt. Kunsten at græde i kor er helt klart en bog jeg vil anbefale andre at læse.

Erling Jepsen har skrevet efterfølgeren Med venlig hilsen som foregår 9 år senere, den vil jeg helt klart læse når jeg finder den. I mellemtiden har jeg fundet Frygtelig lykkelig, som jeg snart vil kaste mig over.

I fornemt selskab

Overraskelsen og glæden var stor, da vi i går pludselig så vores blog nævnt i politikens bogtillæg. Det havde vi bestemt ikke regnet med, men dejligt er det bestemt. At de så har misforstået at det er bogklubben og ikke bogbloggen som startede i 2008, snakker vi ikke om. Det betyder jo ikke så meget.

Inspiration til nye læseoplevelser

Af og til er jeg helt ideforladt over hvilken ny bog, jeg skal læse, når jeg er blevet færdig med en bog.

Den amerikanske hjemmeside Booklamp kan nu hjælpe mig med dette problem. For nylig blev jeg færdig med at læse Jane Austens Stolthed og Fordom, og jeg vil nu se, hvilke bøger Booklamp foreslår mig

Booklamp finder bogens DNA, som er familie og lignende relationer. Ud fra dette kommer Booklamp så med forslag til bøger med lignende DNA, og som jeg måske også vil kunne lide.

Forslagene som Booklamp kommer med ud fra Stolthed og fordom er først og fremmest Jane Austens andre bøger som fx Fornuft og følelse og Manfield Park. Forfattere som Anne Bronte, Charlotte Temple og James Henry bliver også foreslået.

Den såkaldte DNA som en bog har kan bestå af kun en ting som familie og relationer som Stolthed og fordom eller have flere forskellige.

Dette er mit første besøg på Booklamp. Det er en side, som jeg gerne vil benytte i fremtiden til at få inspiration til nye læseoplevelser.

Har I prøvet Booklamp? og kender I til andre sider, hvor man også kan få inspiration til nye bøger?