Opsamlingsindlæg fantasy

Nu er maj måned gået, og så er det tid til at samle op på bogudfordringen, som jo bød på genren fantasy.

Fantasy er en ret ukendt genre for bogklubben, og her vil vi fortælle, hvad vi har læst, og hvordan det er gået.

Rikke:
Jeg blev inspireret af Mona til at læse Harry Potter. Jeg havde egentlig tænkt mig at læse 7eren, da det er den eneste af dem jeg kun har fået læst på engelsk, og der derfor var en god mulighed for at få læst den på dansk. Men med eksamensperiode i maj ville den nok blive lidt for lang. I stedet genlæste jeg Harry Potter og De Vises Sten og har planer om at få læst resten af serien i sommerferien, lige som jeg gjorde da jeg var yngre og på ferie med mine forældre.

Mona:
Jeg startede i den nemme ende og hev fat i Harry Potter og De Vises Sten. Det er først indenfor det sidste halve år gået op for mig at Harry Potter er noget for mig - dog gennem filmene - og nu var det så bøgernes tur. 1. bog er læst og 2. bog er bestilt på biblioteket. Den får mig nok ikke til at læse mere fantasy - det har aldrig sagt mig det store - men lidt Harry Potter kan jeg godt snige ind i fremtiden. ;)

Kathrine:
Jeg har læst to fantasybøger, Krystalhjertet af Josefine Ottesen og The Magicians apprentice af Trudy Canavan. Bøgerne mindede på en måde om hinanden og var alligevel forskellige, de har dog begge givet mig interessen i at læse mere fantasy da det rent faktisk godt kan være spændende uden at være for meget og useriøst.

Anette:
Jeg har læst to fantasybøger, dels Stephen Kings Revolvermanden og Anne Rice's En vampyrs bekendelser. De to bøger var meget forskellige men to gode bud på, hvad fantasygenren kan byde på. Det har været spændende at komme lidt dybere ned i fantasyverdenen end Harry Potter og Ringenes Herre, som jeg tidligere har læst. Jeg har fået mod på at læse mere fantasy efter denne måneds udfordring.



Hvad har I læst her i maj måned til bogudfordringen ? På baggrund af jeres tilbagemeldinger opdaterer vi jeres tællere i deltagerlisten for bogudfordringen. I bedes melde tilbage senest den 5. juni.

Har I lyst til at komme med en anmeldelse af fx jeres fantasybøger, eller noget andet I har læst, her på bloggen, så er I meget velkomne til at komme med en gæsteanmeldelse. Skriv en mail til os på bogklubbenmener@hotmail.com

Sara Blædel: Dødsenglen

I bogklubben er vi glade for at læse krimier, og derfor sker det også, at vi kaster os de samme krimier. I julen læste Kathrine Dødsenglen, og hun skrev denne anmeldelse af bogen. Da Kathrine allerede har beskrevet handlingen der, vil jeg ikke gøre det.

Og nu har jeg også læst Dødsenglen. Jeg havde glemt Kathrines lunkne anmeldelse af bogen, men jeg er nået frem til samme konklusion. Historien bygger meget videre på hændelserne i den forrige bog Hævnens gudinde i serien om Louise Rick, og den lå virkelig langt væk i min erinding. Lige i dette tilfælde kunne jeg godt have ønsket mig, at lidt mere af den tidligere historie blev refereret. Men havde jeg læst bøgerne hurtigt efter hinanden, havde det ikke været et problem, også var jeg sikkert blevet irriteret over at få så meget af den forrige historie refereret.

Som Kathrine havde jeg hurtigt en god ide om, hvem morderen var. Også blev jeg også ret hurtigt træt af de forskellige bihistorier, der er i bogen. Og sjovt nok var det min samme oplevelse med Jussi Adler-Olsens Journal 64, som jeg anmeldte i sidste uge.

Når alt dette er sagt, så er ideen med plottet i Dødsenglen god. Det var uhyre interessant at komme ind i tankerne hos gerningsmanden, for det var et ekstremt groteks projekt, han var i gang med de forsvunde kvinder. Så Sara Blædel skal have stor ros for en uhyggelig gerningsmand.

Min konklusion efter Journal 64 og nu Dødsenglen er, at jeg holder en pause fra krimierne og kaster mig over nogle af de mange andre bøger, som jeg gerne vil læse.

På biblioteket

I Bogklubben kom vi en dag til at snakke om, hvordan vi hver især bruger biblioteket. Og det gør vi forskelligt - dog med nogle ligheder. Nogle bruger biblioteket meget - måske kun for at låne bøger, men dog alligevel mere end dem, der bedst kan lide at have en ny bog mellem hænderne. Vi vil gerne dele vores oplevelse med biblioteket - og så håber vi at I vil dele jeres brug af biblioteket med os.

Mona
Jeg har altid været fascineret af biblioteker. Jeg synes der er noget skønt ved at "forsvinde" mellem reolerne og kigge på bogrygge. Min måde at gå på biblioteket har dog ændret sig efter det digitale indtog. Nu bestiller jeg bare hjemmefra og henter min bog fra en dertilindrettet hylde. Og så ud af døren - helt uden at have gået på opdagelse. Og hvis jeg gør - så bliver det ofte i bestemte områder istedet for på hele biblioteket. Måske er det derfor jeg ikke går så meget på biblioteket længere. Det, og så det faktum at jeg elsker at se min egen bogreol blive større og større - og så må der jo købte bøger til. Måske har jeg en dag så mange bøger og bogreoler at jeg kan bygge mit eget bibliotek at gå på opdagelse i. ;)
.

Kathrine
Jeg føler næsten jeg er vokset op på et bibliotek. Altid ledte jeg efter en bog jeg ikke allerede havde læst og efter ny inspiration. Jeg elskede virkelig at komme på biblioteket, men jeg ved ikke helt hvad der er sket for jeg bruger virkelig ikke biblioteket længere. Faktisk er jeg lettere irriteret når jeg engang i mellem er nødt til at låne bøger på biblioteket, jeg vil så meget hellere have mine egne eller låne af veninderne. Så nu er jeg bestemt ikke bruger af biblioteket længere og jeg boede faktisk i København i ca. 4 år inden jeg fik oprettet en låner og det var kun fordi bogklubben skulle læse Emma af Jane Austen og den gad jeg ikke eje. Siden har jeg vel været der et par gange for at hente noget jeg har bestilt via internettet. Nu bruger jeg i stedet internettet til at finde inspiration - så kan jeg også klare det sent om aftenen i selskab med en kop kaffe.

Anette
Min brug af biblioteker ligner Monas meget. Jeg sidder hjemme og finder og reserverer de bøger, som jeg gerne vil læse eller som er programmet i bogklubben. Så ofte når jeg kommer på biblioteket kommer jeg ikke længere end til "hent bøger"-hylden. En sjælden gang imellem går jeg på jagt efter ukendte bøger på bibliotekets hylder. Det vil jeg egentligt gerne mere, men jeg har allerede så mange bøger, som jeg gerne vil jeg læse.

Rikke
Da jeg var yngre gik jeg meget på biblioteket og gik på opdagelse i afdelingen med skønlitteratur og afdelingen med biografier. Som Mona kan jeg også godt lide at se min reol vokse, og jeg kan generelt bedst lide at have mine egne bøger, så nu begrænser mig biblioteksforbrug sig til bøger jeg gerne vil læse, men som er udsolgt fra forlaget, eller nogen af de bogklubsbøger jeg bare ved jeg aldrig vil kigge på igen. Selv om det er fire år siden jeg flyttede fra min barndomskommune er jeg pinligt nok ikke blevet registreret på mit lokale bibliotek endnu, og derfor stadig får bøger fra mit gamle bibliotek, når jeg en sjælden gang skal have en biblioteksbog. Til gengæld elsker jeg at gå på opdagelse i boghandlen, og køber så en gang i mellem noget med hjem, til mit eget lille bibliotek, hvilket også har resulteret i en del ulæste bøger på reolen.

Hvad med jer - hvordan går I på biblioteket - hvis I gør?

Elsebeth Egholm: De Frie Kvinders Klub

De Frie Kvinders Klub er en bog om venskab og skiftet fra at være ung kvinde til voksen kvinde - og hvordan man bevarer venskabet i dette skifte.

Bogen starter ved den ene "frie kvinde" Solveigs begravelse. Ved graven er hendes tre kvinder, Isabel, Pernille og Mette. samlet - alle med en sort samvittighed over at deres forbindelse er mistet, og de måske har svigtet Solveig i den livskrise, der førte til selvmord. De 4 kvinder var bedste veninder i deres studietid, og dannede dengang "De Frie Kvinders Klub" - men siden hen indhentede livet dem og de fik travlt med karriere og familie.

Bogen er selvfølgelig en beskrivelse af forskellige kvinder, deres liv og deres forhold, men der bliver også blandet lidt krimi i bowlen, da historien har sit omdrejningspunkt om hvorfor Solveig begik selvmord.Bogen er en blanding af nutid (som dog er midten af 90'erne, hvor bogen er skrevet) og flashback til starten af 80'erne og frem. Når fortællingen foregår i "nutiden" følger man den ene kvinde "Isabel", mens flashbackene skiftevis er Isabel, Pernille og Mettes erindringer. Man lærer kvinderne bedre at kende i deres flashback, og forstår bedre og bedre deres opførelse i "nutiden". Solveig lærer man kun at kende kvinderne - og alligevel kun på afstand, da kvinderne alligevel ikke kendte hende så godt som de troede, da Solveig hellere hjalp andre end lod dem hjælpe hende.

Bogen er god, men ikke stor litteratur. Hvis man har lyst til en bog om venindeforhold og kvindeliv, så kan denne bog være løsningen. Men jeg vil dog påstå at jeg har læst bedre bøger - også fra Elsebeth Egholms hånd. :)

Jussi Adler-Olsen: Journal Q

Journal 64 er den 4. bog i serien om Afdeling Q, hvor kriminalbetjeneten Mørck huserer sammen med sine to assistenter Assad og Rose.

Holdet støder på en 25 år gammel sag, hvor en prostitueret forsvinder sporløst. Det viser sig hurtigt, at en lang række andre mennesker forsvandt samme dag. Samtidig bliver holdet opmærksom på, at nyt politisk parti ikke har helt rene linjer, og at personerne bag partiet har forbindelse til forsvindingssagerne.

Bogen er bygget op som de tidligere i serien, hvor man dels følger Mørcks eftersøgning, samt hvor man er tilbage i tiden og ser, hvad der skete op til forbrydelsen og endnu tidligere.

Jeg har været meget begejsteret for de tidligere bøger i serien, men i denne bog var der for meget af alting. Dels er historien der ligger til grund for forbrydelsen rigtig grim, og det var bestemt ikke nogen fornøjelse for mig at læse. Samtidig var der utrolig meget personfnidder omkring medarbejderne i afdeling Q, som jeg synes skæmmede opklaringen af sagen.

Afslutningen var overraskende, men det er ikke nok til at redde bogen for mig. Jeg føler, at bogen ville alt for meget, og det var for overvældende for mig.

Herman Bang: Tine

Til april måneds udfordring læste jeg Tine af Herman Bang.

Den er skrevet i 1889, men handlingen foregår omkring krigen mod Preussen i 1863-1864.

Hvis ikke det havde været for bogudfordringen havde jeg ikke fået læst bogen før om lang tid. Jeg har haft de stående i reolen længe, men den har ikke rigtig fanget mig, og jeg tror ikke at dens nabo, Stuk, bliver læst lige med det samme. For jeg aner ikke hvad jeg egentlig syntes om bogen, selv om jeg efterhånden har haft et stykke tid til at tygge på den.

De type bøger læste man jo meget af i gymnasiet, og dengang var jeg meget bedre til at få noget ud af bøgerne, men jeg har rigtig svært ved at få en dybere mening ud, og alt det med budskab, samtid og den slags er meget svært at forholde sig til. en ting jeg dog har lært noget om er de historiske fakta om krigen mod Preussen, for jeg havde svært ved at følge med i handlingen, indtil jeg fandt wikipedia om krigen, så var det lidt nemmere at forholde sig til.

Overordnet set kunne jeg godt lide historien, men jeg har svært ved at finde igennem lagene, og har i hvert fald ikke fundet alle de hovedtemaer man ellers læser om i anmeldelser rundt omkring på nettet. Specielt "seksuelt begær" er pakket virkelig godt ind, i hvert fald når man er mere vandt til samtidsromaner.

En ting der dog kom frem til mig er de elendige kår som Tine lever under, og som vel nok er en af hovedpointerne, for der er ikke plads til de følelser hun har, i datidens samfund, hvilket vel også tydeliggøres ved slutningen af bogen (som ikke skal afsløres her, men tårer kan forekomme).

Fredagslegen - Svaret

Lidt forsinket kommer her svaret på fredagslegen. I denne uge skulle I gætte en bog ud fra dette citat:

Søndag den 8. august 1999 kl 10.02

Godmorgen            . . Og Tillykke. Det er din forpulede 35-års fødselsdag. Skønt at vågne op og opdage, at man mindst er halvvej. Og alene. Argghh.

Klokken er lidt over ti. Hvorfor er der ikke nogen der har ringet? Tør ikke gå ud på toilettet igen før nogen har fjernet den koalabjørn, der stirrer tilbage på mig i spejlet. Står ellers på pakken, at det er en vandfast mascara.

Vorherre bevares. Skal man virkelig sidde til sin egen fødselsdagsfest en lørdag aften og høre på, at ens ekskæreste er grebet i at glo på ventetøj i indre by lørdag formiddag. For et halvt år siden kunne Djøf "bare ikke forestille sig et liv med børn."

"Dværge med snot på," snerrede han, hver gang vi kom hjem ude fra Merete og Hans Henrik Handyman og deres terroristyngel. Sjovt som 24-årig reklameassistent uden hofter kan omvende inkarneret egocentriker til vordende familiefar i løbet af tre måneder.

Magter det ikke.

Det kamuflerede navn i første linje er Nynne, så citatet er, som I godt gættede, fra Nynnes dagbog, helt præcist er det starten af Nynnes dagbog.

Og så skulle jeres tællere igen være blevet opdateret, og denne gang skulle de blive stående. Hvis der er en der lige er blevet glemt må I meget gerne melde tilbage på dette indlæg eller i en mail.

Alexandre Dumas: The three musketeers

Som en ekstra bog fra 1800-tallet til aprils udfordring læste jeg De tre musketerer af Alexandre Dumas. Jeg har vist læst en forkortet udgave engang i min barndom, også har jeg set halve musketerfilm, men jeg har aldrig læst bogen som voksen, så jeg var spændt på den.

Handlingen foregår i Frankring i 1600-tallet, hvor den unge D'Artaganan rejser til Paris for at blive musketer. Her bliver han venner med de tre musketerer Aramis, Athos og Porthos. De fire venner kommer ud i masser af farlige situationer midt i en politisk spændt situation mellem kongen, dronningen, cardinalen og englænderne.

Jeg havde forestillet mig en lidt tung bog, men der var knald på handlingen, og jeg var rigtig godt underholdt gennem hele bogen. Jeg havde lidt frygtet en form for drengebog med lange fægtescener, men dem havde bogen heldigvis ikke ret mange af. Jeg var ret overrasket over handlingen, og hvor meget musketernes forhold til kvinder fyldte i bogen. Kvinder var ret ofte årsag til mange af musketernes problemer og slagsmål, og det havde jeg bestemt ikke forventet på forhånd.

Dumas med små kommentarer til handlingen og personernes opførsel i bogen, og de var ret underholdende. Jeg kom også til kende de tre musketerer og D'Artaganan rigtig godt kende, da deres historie og personlighed blev godt beskrevet, og det var en meget positiv oplevelse.

Endelig var det sjovt at læse en bog, hvor der var englænderne, der var de "onde". Den rolle har franskmændene ofte haft i de engelske historiske bøger, jeg har læst, men her var rollerne byttet rundt.

De tre musketerer var en positiv læseoplevelse, og jeg fik meget mere ud af bogen, end jeg havde turdet håbe på.

Fredagslegen

Så er det tid til endnu en fredagsleg, på denne højhellige store bededag.

I denne uge skal i gætte en bog ud fra et citat

Søndag den 8. august 1999 kl 10.02

Godmorgen            . . Og Tillykke. Det er din forpulede 35-års fødselsdag. Skønt at vågne op og opdage, at man mindst er halvvej. Og alene. Argghh.

Klokken er lidt over ti. Hvorfor er der ikke nogen der har ringet? Tør ikke gå ud på toilettet igen før nogen har fjernet den koalabjørn, der stirrer tilbage på mig i spejlet. Står ellers på pakken, at det er en vandfast mascara.

Vorherre bevares. Skal man virkelig sidde til sin egen fødselsdagsfest en lørdag aften og høre på, at ens ekskæreste er grebet i at glo på ventetøj i indre by lørdag formiddag. For et halvt år siden kunne Djøf "bare ikke forestille sig et liv med børn."

"Dværge med snot på," snerrede han, hver gang vi kom hjem ude fra Merete og Hans Henrik Handyman og deres terroristyngel. Sjovt som 24-årig reklameassistent uden hofter kan omvende inkarneret egocentriker til vordende familiefar i løbet af tre måneder.

Magter det ikke.

Og som sædvanlig er der lige et par ledetråde.

Citatet er fra en bog, der er en del af en serie, som også er blevet filmatiseret og seriatiseret.

Det er sandsynligvis den kvindelige del af vores læsere der vil have nemmest ved at gætte fredagslegen i denne uge.

Min bogverden

I serien "Min bogverden" kommer vi rundt til forskellige bogelskere, som vil fortælle om deres forhold til bøger. I dag vil Kathrine fra Bøger på tværs give os et indblik i sin bogverden.

Min bogverden er for tiden ret presset fra flere forskellige sider der gør at jeg ikke får læst lige så meget som jeg ville ønske at jeg gjorde. Mit studie på universitetet fylder meget og gør at der ikke er plads til meget andet end den litteratur om statistik, opmåling og kortprojektioner jeg får udleveret. På trods af det udnytte jeg de små øjeblikke hvor der er tid til at få læst nogle gode bøger som jeg selv bestemmer. Ofte læser jeg i fantasygenren hvor jeg befinder min i en fiktiv verden og hvor hverdagens problemer glemmes. En gang imellem nærmer jeg mig bøger der kan betegnes som ungdomsbøger, og andre gange noget der nærmer sig science fiction eller gys. Når det handler om gysergenren, kommer jeg nok aldrig i nærheden af en rigtig gyser, det må nemlig ikke blive for uhyggeligt og jeg kan da i hvert fald ikke se en film i den genre. Krimier er en genre af bøger som jeg næsten aldrig kommer i nærheden af. De har ikke formået at fange mig ind i deres verden ligesom en stor del af Danmarks befolkning er blevet i de sidste par år.

For nyligt er jeg begyndt at læse bøger på engelsk og det har åbnet en helt ny verden for mig. For nogle år siden prøvede jeg at komme igennem en engelsk bog, men det lykkedes aldrig og jeg mistede lysten til at læse den bog jeg var i gang med. Derfor lagde jeg projektet på hylden og tog det for nyligt op igen hvor jeg havde en succesoplevelse ved at læse en hel engelsk bog. Da jeg i starten af i år kom i gennem Patrick Rothfuss’ bog The Name of the Wind var det kulminationen på det hele og der jeg fik overbevist mig selv om at det at læse på engelsk var noget jeg godt kunne gøre og faktisk forstå bogen.

Når spørgsmålet om hvad min yndlingsbog er, kommer på bane, har jeg meget svært ved at svare på det.
Yndlingsbog er for mit vedkommende en meget svær størrelse at definere, fordi det kommer meget an på hvad jeg senest har læst. Der er mange bøger som jeg synes er gode og gerne ville sætte på top 10 eller yndlingslisten, men med sådanne spørgsmål er det jo ikke det der efterspørges. Hvis jeg absolut skal sige en yndlingsbog bliver det Skammerserien af Lene Kaaberbøl, nærmere bestemt Skammerkrigen. Det var den serie der som en af de første lukkede mig ind i den fantastiske fantasy-verden hvor jeg elsker at være og derfor har den altid haft en særlig betydning.

Kaaberbøl og hendes bøger kom ind i mit liv da jeg var omkring 10 år, og har siden haft stor betydning. Før det kan jeg huske at jeg har været glad for Troldepus af Dines Skafte Jespersen. De små bøger om den frække troldunge med den hvide usynlighedspind har simpelt hen været så rare og sjove at få læst højt for derefter selv at læse dem.

Som regel læser jeg på sofaen eller ligger i sengen inden jeg skal sove, så det er her jeg holder mest af at læse. Om sommeren er det også lækkert at komme udenfor på græsplænen og med den nye lille have jeg har fået er der nu kommet ekstra store muligheder for lige at lægger sig uden for. Når jeg læser bliver jeg suget ind i en ukendt verden, et sted hvor hverdagen forsvinder og jeg får en mental pause hvor jeg ikke skal tænke på studier og alt andet. Når jeg læser slapper jeg af, og lader op. Ofte er jeg ikke til at komme i kontakt med når jeg læser fordi jeg lukker alt ude og mentalt befinder mig i en anden verden.

Bøger er et af de faste holdepunkter i mit liv. En ting som jeg føler altid har været der og som altid vil være der og følge mig, gennem livets faser uanset hvor jeg kommer hen eller hvad jeg laver.

Jane Austen: Lady Susan, The Watsons, Sandition

I april måneds udfordring "læs en bog fra 1800-tallet" læste jeg en samling af uafsluttede romaner fra Jane Austens hånd. Så fik jeg også omsider startet på min egen lille Jane Austen udfordring.
"Lady Susan", "The Watsons" og "Sandition" er alle samlet i en bog, hvor jeg nåede at få et lille chok, da jeg opdagede at "Lady Susan" var fra skrevet i 1700-tallet og jeg sad oppe i den svenske skov uden mulighed for at få fat i en anden 1800-tals-bog. Heldigvis er "The Watsons" og "Sandition" skrevet i 1800-tallet, så kunne ånde lettet op. Og "Lady Susan" er iøvrigt først udgivet i 1871 efter Jane Austens død - så den går måske lige.

Jeg var meget spændt på at læse samlingen, da jeg var bange for at de ikke ville leve op til Stolthed og Fordom, som ligger meget højt på min liste over ynglingsbøger. Jeg blev heldigvis ikke skuffet. Romanerne levede godt nok ikke op til niveauet for Stolthed og Fordom - men det er selvfølgelig værd at huske på at disse romaner ikke er færdigskrevne og dermed ikke færdigarbejdet - og så kan man heller ikke forvente samme niveau. I alle tre romaner giver Jane Austen et fint billede af det sociale liv og forpligtelser i den pænere engelske middelklasse/højere klasse. Hoved- og bipersoner bliver alle beskrevet med stor omhu - og gerne med en ironisk distance.

Man ved kun med nogenlunde sikkerhed, hvor "Sandition" aldrig blev færdig - Jane Austen døde nemlig mens hun skrev den i 1815. Den lover ellers godt, men den har også en anden præmis end hendes tidligere romaner. Hvor hendes tidligere romaner giver et billede af datidens liv uden det bevæger sig for meget, så er der mere bevægelse i denne roman. Den giver stadig et billede af hvordan man hør og bør begå sig, men det er lige som om man fornemmer at samfundet er kommet mere i skred (hvilket det jo også var på dette tidspunkt), og at det giver flere muligheder for nogen, der ikke tidligere havde haft muligheder. Og mest af alt synes jeg det er interessant at Jane Austen formår at beskrive denne bevægelse, selvom hun rent faktisk står midt i den - det er der ikke mange, der kan prale af.

"Lady Susan" mener man hun stoppede med at skrive, fordi hovedpersonen egentlig ikke har nogle gode sider, og hun er måske ikke blevet så godt modtaget, når Jane Austen læste op for venner og familie, som hun havde til vane, mens hun skrev. Set med nutidens øjne synes jeg kun det gør det interessant med en så nævenyttig hovedperson - men jeg kan også se at en så stereotyp dårlig person betyder at de andre i romanen næsten kun kan blive gode. For gode. Og Jane Austen forsøger at skabe personer i sine romaner, der indeholder både godt og ondt - nogle har mere af det ene end det andet. Romanen er iøvrigt en brevroman - det vil sige at bogens handling foregår i de breve de forskellige personer sender til hinanden og til andre. En meget sjov måde at bygge romaner op på, fordi det giver et mere autentisk indblik i folks tanker. Dog kan det virke temmelig forvirrende, når fortælleren hele tiden skifter mellem mange fortællere.

"The Watsons" mener man hun stoppede med at skrive, da hendes far døde undervejs, hvilket skulle have fået hende til at miste lysten til at skrive i en lang periode. Jeg må også indrømme at romanen ikke lover alt for godt - og meget af den er ellers skrevet. Den giver et meget godt billede af sociale sammenkomster og fester i datiden, men det er mere eller mindre det. Jeg ser ikke hvad det er Jane Austen vil med denne roman - udover at give beskrive det sociale liv - og gøre en smule grin af nogle af personerne, der deltager.

Susanne Staun: Døderummet

Jeg har gumlet længe på den her anmeldelse, for jeg har ærlig talt svært ved at finde ud af hvad jeg synes. Jeg vipper simpelthen mellem at synes det er en fremragende krimi til at synes at det godt nok var noget mærkeligt noget.

Jeg har faktisk luret på bogen en del, da den lød meget spændende. Bagsiden af bogen lægger i høj grad op til en typisk femikrimi, dog med et lille twist. Men man får ikke en typisk femikrimi - ganske vist er hovedpersonen en kvinde, Maria Kruse, men hun er ikke som den typiske femikrimis heltinde. Hun er sådan lidt.....mærkelig og har et helt andet tankesæt en de fleste "typiske femikrimi-heltinder". Og det lille twist - det twister på en helt anden måde end jeg ihvertfald regnede med - på en nærmest absurd måde. Og det er nok det jeg ikke kan finde ud af - om jeg kan lide at jeg får noget andet end jeg regnede med eller om det er hamrende træls. På den ene side synes jeg det er fedt - det er jo rart, når man får lidt udfordring, men på den anden side, så er det træls eftersom jeg læser krimier, når jeg skal slappe af - og jeg slapper altså ikke nær så meget af, når set-uppet er "forkert".

Men et eller andet sted synes jeg nok at det er befriende med en heltinde, der er lidt besynderlig og nærmest bizar - og ikke mindst at hun har en mørk side. Og næsten tør stå ved den. Susanne Staun er især kendt for hendes Fanny Fiske serie, som jeg har læst dele af - og hun er måske nok kendt for at have nogle lidt spøjse hovedpersoner. At jeg derfor blev overrasket over denne krimis hovedperson - ja, det må nok stå for egen regning.

Der var en ting, der virkelig irriterede mig i bogen, men jeg kan ikke beskrive det uden at afsløre for meget. Men jeg kan afsløre at det drejer sig om at jeg mener forfatteren bør holde et vis fokus og ikke skifte hovedpersoner undervejs. Det forvirrer simpelthen for meget og man mister overblikket over historiens hvad, hvorfor og hvem.


Når det er sagt, så kunne jeg godt overveje at læse en evt. nr. 2. - for når alt kommer til alt, så fandt jeg det egentlig meget interessant med en noget anderledes hovedperson. Og næste gang vil jeg jo være forberedt. ;)

Senere tilføjelse: Noget, der irriterede mig rigtig meget ved denne bog var at bagside-teksten - den afslørede nemlig rigtig meget. Alt for meget. Faktisk blev nogle af tingene på bagsiden først afsløret omkring siden 150. Det er altså for sent. Det er lidt en kæphest for mig, så derfor lagde jeg rigtig meget mærke til. Og det selvom det viste sig at det beskrevne på bagsiden har en ekstra twist - ja, så var det alligevel noget der skar i mine øjne.

Månedens bog: Du som er i himlen af Morten Sabroe

Som vi skrev i dette indlæg om vores forventninger til bogen, så har vi i bogklubben læst Du som er i Himlen af Morten Sabroe til maj måneds bogklubsmøde. En bog vi havde lidt forskellige forventninger til, men som overvejende var en positiv oplevelse for os alle.

Den positive oplevelse ventede dog lidt på sig, da vi alle undervejs sad med undren over opbygningen af bogen, der starter med forhistorien til hvor Morten Sabroe ender i New York, hvor han burde skrive en biografi om Hillary Clinton, dernæst om hans tur til New York og hvordan bogen istedet bliver om hans forhold til sin mor og tilsidst afslutningen, hvor han omsider kommer til det man bliver lovet på forhånd - nemlig en bog om forholdet til hans mor. Der går altså lang tid før man egentlig kommer til det bagsiden af bogen lover en, og man når at blive forvirret undervejs. Man kan som læser undervejs mangle en egentlig rød tråd, men den bliver heldigvis bundet til sidst, når det går op for én at det alt sammen er en helingsproces i forfatterens "opgør" med hans afdøde mor.

Bogen giver i høj grad læseren tankestof om familiemønstre, og især hvordan man fremstiller folk. Et emne forfatteren i høj grad beskæftiger sig med undervejs, da han er klar over at den historie han fortæller vil blive opfattet på en anden måde af en anden. Noget hans mor aldrig forstod - hun så historien på én måde og dette var sandheden.Vi havde nok forventet et større opgør med moderen og dermed også lidt godt til tårekanalerne, men dette var ikke tilfældet. Men det har måske noget at gøre med at vi som piger forestiller os én måde at beskrive dette forløb på, mens den mandlige forfatter angriber det på en anden måde. Derimod så fandt vi et overnaturligt afsnit i bogen lettere malplaceret, men det virker dog rensende for Morten Sabroe og dermed kommer det på en eller anden måde til at fungere.

Morten Sabroes tilgang til opgøret med hans mor er oprindeligt at han skal skrive en biografi om Hillary Clinton. Derfor handler en stor del af bogen også om denne - men med et twist af at hans mor ifølge ham minder om Hillary Clinton. Vi var i bogklubben enige om at vi ikke kunne genkende billedet af Hillary Clinton, som i høj grad var fordrejet af Morten Sabroes forhold til hans mor. Det er måske dog et meget godt eksempel på forfatterens egen skrift om at historier kan blive opfattet på forskellige måder afhængig af hvilken person, der oplever en situation eller person.

Vi havde i Bogklubben svært ved at bedømme bogen og give den stjerner (vi har dog alligevel forsøgt, som I kan se herunder). Vi føler ikke vi har fået "noget" med os fra bogen og at den decideret har lært os noget, måske fordi det er en utrolig personlig bog. Vi havde dog alligevel en god læseoplevelse, og bogen var desuden letlæst og med et meget direkte sprogbrug, og havde dejlige korte kapitler - noget vi i Bogklubben sætter stor pris på, da den så er nemmere at læse i transportmidler eller lige før sengetid. ;)

Efter hvert bogklubsmøde giver vi bogen stjerner. I det næste stykke vil I læsere kunne læse stjernerne fra hvert enkelt bogklubsmedlem der fik læst bogen færdig + en lille tekst om grundlaget for valget af stjerner.


Mona


Jeg var meget spændt på denne bog, som var et af mine forslag til denne omgang af bogklubsbøger. Bogen levede op til mine forventninger, men på en helt anden måde end jeg havde regnet med. Bogen har dog plantet en vis nysgerrighed i at få læst flere af Morten Sabroes bøger, og kæresten har da også flere af hans bøger i bogreolen, så mon ikke det kan blive til flere.


Kathrine

Jeg havde ikke de helt store forventninger til bogen, men eftersom jeg kom mere og mere ind i bogen fandt jeg den utrolig gribende og rørende - samt utrolig personlig. Jeg synes den satte gang i lidt tanker hos mig både i forhold til egne relationer og måden hvorpå ting opleves forskelligt. Så jeg kan klart anbefale andre at læse den.


Anette



Jeg havde frygtet en bog, hvor jeg ville sidde og tude over hver anden side, så derfor glædede jeg mig ikke ligefrem til bogen. Bogen blev dog en positiv overraskelse, og det var utrolig interessant at følge den udvikling, der sker i bogen fra at handle om Hillary Clinton til Mortens Sabroes forhold til sin mor. 


Rikke

Jeg var positivt overrasket over bogen, i hvert fald da jeg kom et stykke ind i den. Den var præcis så personlig som jeg havde forventet og håbet på. Som de andre føler jeg ikke direkte at jeg har fået noget ud af bogen, men selv om det er et stykke tid siden jeg færdiggjorde den føler jeg stadig at jeg har nogen tanker, som udspringer af bogen, så det har helt klart været en positiv læseoplevelse!

Status på bogudfordringen

Jeres bogudfordrings-tællere er nu blevet opdaterede. I må meget gerne tage et smut forbi og dobbelttjekke om jeres tæller er blevet opdateret - man kan jo aldrig vide om der er en smutter. ;) 

Her kan man nu finde en liste med inspiration til maj måneds udfordring, så hvis ikke du er kommet i gang endnu, er der masser af inspiration at hente.

Hvis du ikke har nået at melde tilbage med at du har læst en bog skrevet i 1800-tallet, så kan du selvfølgelig stadig smide en kommentar eller sende os en mail, så vil din tæller nok blive opdateret. :)

Maria Helleberg: Druknehuset

Jeg har efterhånden læst en del af Maria Hellebergs historiske romaner. De er altid meget interessante og giver et spændende lille indblik i en del af den danske historie.

Druknehuset foregår i 1807 i tiden op til det engelske bombedement af København. Bogen er bundet op på historier om slavehandel, forbrydelser og ønsket om at blive rig. Man følger ca. 10 forskellige personer i bogen, og lige i starten skal man holde tungen lige i munden for at holde styr på personerne og deres historier. Og da der er så mange forskellige personer og dermed historier, der binder sig sammen på den ene eller anden måde, vil jeg ikke fortælle mere om handlingen.

Historien var uhyre interessant og spændende, og jeg fik et fint lille indblik i både de fattige og rige Københavnernes liv på det tidspunkt. Det var også meget lærerigt at læse om to frigivne slavers hverdag og oplevelser i København.

Alt i alt var Drunkehuset en god læseoplevelse.

Jane Austen: Stolthen & Fordom

Som skrevet i opsamlingsindlægget for april, vil vi alle anmelde den bog fra 1800 tallet som vi valgte at læse.

Jeg har læst Stolthed & Fordom af Jane Austen, som jo er en af de kendeste kærlighedsfortællinger. Roman omhandler Elizabeth og Mr. Darcys had/kærlighedsforhold.

Det er en roman som jeg er startet på flere gange og bare aldrig har gennemført, hvilket egentlig irriterede mig. Romanen bliver jo ofte nævnt og der bliver draget referencer til den - referencer som jeg ikke forstår. Så derfor besluttede jeg at give den endnu en chance. Det har bestemt ikke været spændende hele vejen igennem, men pludselig skete der noget og jeg begyndte faktisk at kunne se det sjove og gode ved bogen. Jeg var selv meget overrasket da det skete.

Faktisk endte jeg med at finde den så god, at jeg nu overvejer om jeg ikke bør læse den på engelsk. Jeg valgte nemlig den danske udgave, da jeg ellers var lidt i tvivl om hvorvidt jeg kunne koncentrere mig om bogen. Jeg føler dog lidt, at jeg har mistet noget af ironien i bogen ved at læse den på dansk, derfor ville det være oplagt at læse den på engelsk.

Hvis man endnu ikke har læst den og godt kan lide engelske klassikere synes jeg bestemt man skal læse den. Er man ikke så meget til de engelske klassikere skal man nok forvente at det bliver lidt en kamp at læse den, men jeg synes ikke det ville skade at prøve. Jeg tror dog der går lidt tid inden jeg begynder at læse flere bøger af Jane Austen - så helt solgt er jeg altså ikke.

Nu læser bogklubben

Til juni måneds bogklubsmøde skal vi i bogklubben læse Stille dage i Mixing part af Erlend Loe. 

Det var Kathrine der foreslog bogen med følgende begrundelse.

Jeg har ikke det store kendskab til Erlend Loe men da Rikke, Mona og jeg deltog i litteraturquizen til København læser blev der snakket meget varmt om netop Stille dage i Mixing part. Herefter blev jeg interesseret i at læse den og da jeg efterfølgende udelukkende har hørt godt om Erlend Loes meget minimalistiske og realistiske skrivemåde blev min interesse endnu større. Endvidere synes jeg bogens emne lægger op til gode bogklubsdiskussioner. Så jeg glæder mig meget til at læse bogen. 

Hvad de andre forventer af bogen følger her

Anette: Jeg kender ikke noget til Stille dage i Mixing Part på forhånd. Det er dog en bog, jeg tit har set på hos boghandleren, da forsiden altid fanger mig. Jeg glæder mig til at læse bogen.

Mona: Det var ganske vist ikke denne bog jeg stemte på, da vi skulle vælge bøger, men jeg ser alligevel frem til at læse bogen. Jeg har efterhånden set den omtalt mange steder - og altid positivt - så det har da øget min nysgerrighed. Umiddelbart ville det ikke være en bog jeg ville læse på eget initiativ - men det er jo det fantastiske ved en bogklub; man får lov at læse noget man ellers ikke ville have givet sig i kast med.

Rikke: Ligesom Kathrine blev jeg inspireret af litteraturquizen og stemte da også på bogen, for jeg vil rigtig gerne læse den, og jeg glæder mig til at finde ud af om den lever op til de forventninger jeg har.

Når vi har læst og diskuteret bogen bringer vi selvfølgelig en anmeldelse her på bloggen. Anmeldelsen af "Du som er i himlen", som vi læste til maj måneds bogklubsmøde, bliver anmeldt her på bloggen på søndag. Hvis du vil vide mere om hvordan vi vælger bogklubsbøger kan du læse her

Fredagslegen - svar

Så er det tid til svaret på denne uges fredagsleg. Citatet stammer, som flere af jer gættede, fra "Michael Laudrups tænder", som er skrevet af Maise Njor og Camilla Stockmann. En bog, som alle i bogklubben har læst, og som vi indimellem vender. Det er nok en rigtig "kvindebog", men den kan et eller andet - måske fordi kvinderne skriver meget ærligt.

Citatet stammer iøvrigt fra en mail fra Maise Njor, hvor hun beskriver hendes tre døtre, Asta-Maja, Betty-Marie og Cornelia. En meget smuk beskrivelse, som emmer af kærlighed.

Forventningens glæde

På det seneste har jeg tænkt over, om jeg ved visse bøger skruer mine forventninger alt for højt op til bogen, da jeg har et vist kendskab til historien på forhånd. Dette kendskab kan fx komme fra bagsideteksten, anmeldelser og andre omtaler af bogen.

Jeg har oplevet to forskellige situationer med mine forventninger til bøger i forhold til de to seneste bogklubsbøger.

Bogen til april måned Tsil Café havde jeg glædet mig meget til at læse. Bogen handlede om madlavning samt kærlighed og glæde ved mad. Den omtale jeg læste af bogen, lød virkelig bare lige som noget for mig. Og jeg blev desværre en smule skuffet over bogen, da den ikke fangede mig helt så meget som forventet.

Og til maj måned læste vi Morten Sabroes Du som er i himlen, og det var ikke en bog, som jeg ligefrem så frem til at læse. Men læses skulle den jo, så jeg gik i gang uden nogen forventninger overhovedet. Og jeg blev noget så positivt overrasket over bogen. Den var virkelig interessant, og jeg holdt meget af fortællestilen i bogen, og så personlig og ærlig bogen er. På forhånd havde jeg frygtet en bog, som jeg ville sidde og blive trist over at læse, men sådan var det slet ikke, så jeg er glad for at have læst bogen.

I begge tilfælde havde jeg et vist kendskab til handlingen i bogen, men ved Morten Sabroe gav mit kendskab til handling mig ingen store forventninger til bogen, og derved var jeg lettere at imponere over bogen.
Min konklusion på dette lille emne er, at jeg godt kan lide at starte en bog med en meget lille viden om handlingen. Dermed har jeg ingen forudindtagede meninger om bogen, og dermed er jeg bliver jeg nemmere begejstret for en bog.

Hvordan har du det med forveninger til en ulæst bog ? Skal du helst kende lidt til handlingen og personerne på forhånd, eller kan du bedst lide at starte en bog med helt åbne kort ?

Fredagslegen

Så er det tid til en omgang fredagsleg, og denne uge skal I gætte et citat - det er vist ved at være længe siden. ;)

Asta-Maja siger, at hun selv er blød udenpå og hård indeni, og Betty-Marie er hård udenpå og blød indeni, og det er rigtigt. Betty-Marie er bare en lille sød fis med krudt i røven, og det glemmer vi nogle gange.

Lidt ledetråde:

• Bogen er en samtalebog - eller nok nærmere en mailkorrespondance-bog - og udkom i 2005
• Korrespondancen er skrevet af to kvinder, som begge har arbejdet på Eurowoman - men på hver deres tidpunkt.
• Ovenstående citat er et udpluk fra den ene kvindes beskrivelse af hendes børn.
• Bogen har også en chokerende efterfølger...

Kan I gætte den? Smid dit bud på et svar - kommentarfeltet er som altid under moderation i løbet af weekenden, men på Søndag får I svaret. :)

Primo Levi: Hvis dette er et menneske

Jeg har i et stykke tid haft Vidnesbyrd af Primo Levi stående i reolen og har ind i mellem haft lidt dårlig samvittighed over ikke at have læst den. Især fordi giveren af bogen har snakket så levende om den og fordi vedkommende flere gange har undret sig over at jeg endnu ikke har læst den. 

Tidligere på året lavede Emily så Min bogverden her på bloggen, hvor hun nævnte bogen som værende en af de bedste hun nogensinde har læst. Dette fik mig til at finde min udgave frem og ikke mindst, at få den læst. 

Primo Levi var en italiensk forfatter, kemiker og ikke mindst Jøde. Han sad under 2. verdenskrig (fra februar 1944 - januar 1945) i koncentrationslejeren Monowitz som er en underlejr til Auschwitz. Efter sin hjemkomst til Italien har Primo Levi udgivet Hvis dette er et menneske, Tøbruddet og De druknede og de frelste om sin tid i lejeren og ikke mindst tiden efter. Alle tre værker er, på dansk, samlet i bogen Vidnesbyrd. 

Hvis dette er et menneske er en skildring af hvordan udrydelseslejeren fratager fangerne deres menneskelighed. Levi går med bogen dybere end anden litteratur om emnet, og viser med et usentimentalt sprog hvor total nedbrydningen er. 

Jeg tror aldrig jeg før har haft så mange problemer med at skrive en boganmeldelse, som jeg har haft med at skrive den her. Det er som om, at ligegyldigt hvad jeg skriver så kan jeg ikke forklare hvor fantastisk og enestående fortællingen er. Jeg var rørt fra første side og jeg havde utrolig svært ved at læse bogen fordi den berørte mig så dybt. Samtidig følte jeg, at det var en bog jeg skulle igennem og jeg er glad for at jeg har læst den. 

Noget, af det, som berørte mig stærkest var hvor ærlig og ægte hele fortællingen er. Sproget er, som tidligere nævnt, meget usentimentalt men de historier og billeder Levi fortæller er så levende og så grumme, at jeg næsten konstant græd da jeg læste bogen. Samtidig med, at Levi fortæller en så grum historie formåede han også at få mig til at tænke lidt over livet og hvordan jeg selv ville have ageret i en lignende situation. 

Jeg kan kun anbefale jer, som ikke allerede har læst den, at læse den. Hellere i dag end i morgen, men hvis I ikke har tiden (lysten - som jeg jo selv ikke havde i et stykke tid) så kan den læses til oktober hvor emnet i bogudfordringen er bøger om historiske begivenheder.

Min plan er, at jeg skal have læst de to sidste værker i bogen Vidnesbyrd, men lige pt. har jeg virkelig ikke lyst til at læse dem. Jeg synes stadig hvis dette er et menneske er for tæt på og jeg tror derfor ikke jeg vil kunne give bøgerne den opmærksomhed som de fortjener. 

Min bogverden

Efter en længere pause vender vi tilbage med serien "Min bogverden". I serien "Min bogverden" kommer vi rundt til forskellige bogelskere, som vil fortælle om deres forhold til bøger. I dag vil Louise fra Bogsider give os et indblik i sin bogverden.

Jeg har altid læst bøger. Sådan føles det i hvert fald. Jeg kan ikke huske den første bog, jeg læste, men det var helt sikkert en billedbog. Derpå gik det slag i slag med Jan-bøger, Puk, De Fem, Susy Rødtop og lignende. Det fik jeg meget tid til at gå med. Jeg tror, jeg læste hele skolebiblioteket. Senere, da Jan og Puk og de andre var blevet for barnlige, slugte jeg samtlige ungdomsbøger, jeg kunne komme i nærheden af. Fra min tidlige ungdom husker jeg tydeligt hvilken aha-oplevelse det var at læse "Er du der gud, det er mig Margaret", som handlede om den første menstruation og bryster! Uha. Senere blev emnerne lidt mere alvorlige og handlede om den første gang, ufrivillig graviditet, dumme forældre, indvandrere, abort, narko og den slags. Lidt i den socialrealistiske genre - er der i øvrigt nogle der kan huske den der ungdomsserie fra Gyldendal, med omslag der var i én farve, og så stod titlen med store, hvide typer? Ung i dag eller lignende  tror jeg, serien hed. I den serie udkom også Tine Brylds Liv & Alexander-serie, som jeg ikke vil tøve med at kalde mine absolutte yndlingsbøger fra den tid. Også passende i betragtning af Tines Bryld triste død i dag. Andre ungdomsbøger, der stadig står som store læseoplevelser fra dengang er: Hanne Vibeke Holsts Louise-trilogi (og ikke kun fordi hovedpersonen hedder Louise som mig selv) og Christiane F.

Man kan sige, at jeg stadig ikke er vokset fra ungdomsbøger, da mange af de bedste læseoplevelser fra de sidste par år har været netop ungdomsbøger. Men det lader vi lige ligge et øjeblik, for efter gymnasiet flyttede jeg i en periode til USA, og her måtte jeg af nød kaste mig ud i at læse bøger på engelsk. Noget, som jeg i dag er meget glad for, jeg gjorde, da det er en kæmpe fordel at kunne købe alle de populære bøger billigt, ofte lang tid før de kommer på dansk. Læser i dag mere engelsk end dansk. Og det er så nok her, jeg har lidt af en mangel. Jeg er slet ikke med på hvad der rykker i den danske, litterære verden. Ikke at jeg er a jour med alt på engelsk!

Yndlingsbøger fra mit voksenliv tæller bl.a. Fiskerne af Hans Kirk, The Stand af Stephen King, Vejen af Cormac McCarthy og Hemmelighedernes Hus af Ann-Marie MacDonald.

Tilbage til ungdomsbøgerne, som jeg har slugt en del af de sidste par år, selvom jeg nok ikke engang med god vilje kan kaldes "ung" længere. Men det er selvfølgelig et definitionsspørgsmål ;-) Interessen har kredset meget omkring dystopier, da jeg er fascineret af tanken om en verden, der ikke er som den, vi lever i i dag. Jeg kan på det varmeste anbefale Suzanne Collins trilogi Dødsspillet. Den er udkommet på engelsk under titlen The Hunger Games, og særligt den første er rent ud sagt uforglemmelig. Også australske John Marsdens Tomorrow-serie (også udkommet på dansk) på syv bind om Australien i krig, er super læsning. Hvis der er nogle af jer, der har teenagebørn, så må og skal de tvinges til at læse både Dødsspillet og Tomorrow-serien.

Og så kan jeg også vældig godt lide krimier, bøger der foregår i de amerikanske sydstater, klassikere, grafiske romaner og meget, meget andet. Der er næsten ikke noget, jeg ikke vil læse, selvom jeg ikke er god til romantiske bøger a la Danielle Steel og biografier. Men det med biografierne er noget, jeg gerne vil komme efter.

Så jeg har mange yndlingsbøger og mange yndlingsgenrer. Jeg læser bedst i min sofa, gerne om natten. Ligger jeg i min seng, kan jeg læse i nøjagtigt 10 minutter, så falder jeg i søvn. Men siddende i sofaen, kan jeg sagtens læse en bog i en køre. Og trimle i seng kl. 3.30. Ikke så smart med et fuldtidsarbejde, hvor mødetiden er kl. 8. 

Jeg kan på ingen måde undvære bøger. Jeg læser for at drømme, identificere mig, lære noget. 

Mark Twain: The adventures of Tom Sawyer & The adventures of Huckleberry Finn

Bogudfordring april måned bød på bøger udgivet i 1800-tallet. Jeg valgte at læse en bog af Mark Twain, der har stået ulæst i min bogreol i mange år. Bogen indeholder to selvstændige fortællinger, der oprindeligt blev udgivet som to selvstændige bøger om Tom Sawyer og Huckleberry Finn's eventyr. Jeg har samlet de to bøger i en anmeldelse.

Scenen er sat i de amerikanske sydstater engang i 1800-tallet. Tom Sawyer er forældreløs og bor hos sin tante. Han er vel ca. 12-14 år gammel, og han er en lille rod. Han elsker at lave en masse fis og ballade, og det med skole og søndagsskole gider han slet ikke. I byen bor den hjemløse dreng Huckleberry Finn også. Huck passer sig selv, går ikke i skole og er kendt som en skidt knægt. Tom må egenligt ikke være sammen med Huck, men det er han, for så sker der altid en masse sjov.

De to drenge er hovedpersoner i hver sin fortælling, hvor den anden så er biperson. I Tom Saywers eventyr løber Tom bl.a. hjemmefra med et par venner der i blandt Huck, og senere bliver han fanget i grotte. Jeg kunne rigtig godt historien om Tom Saywer, særligt pga. Mark Twains beskrivelser af Tom, som var meget sjove og underholdende.

Huckleberry's eventyr er noget mere komplekst end Toms. Huck er nu kommet i en form for familiepleje, men det passer ham ikke rigtigt. Da Huck's far så dukker op, og efterfølgende holder Huck fanget, ender det med at Huck også løber hjemme fra. Huck får selskab af en bortløben slave og senere to plattenslagere. Historien fangede mig slet ikke så godt som Tom Saywers eventyr, historien var for lang og lidt for omstændig. Det positive ved Huckleberrys eventyr var, at jeg fik et godt indblik i debatten omkring slaver i datidens USA, og det var ret interessant.

Jeg læste bogen på engelsk i en uforkortet udgave, og det gav en god sproglig udfordring. Særligt i Hucks eventyr, hvor der er brugt masser af talesprog og sydsstatudtryk, som er ret ukendte for mig. Så af og til måtte jeg gætte lidt på, hvad de egentligt talte om.

Liza Marklund & James Patterson: Postkortmorderne

Rundt omkring i Europa bliver unge, nyforelskede par myrdet. Lige inden mordet modtager en journalist et postkort, ligesom den samme journalist billeder af de myrdede personer efter mordet. Da krimien starter er der allerede sket flere mord, men først nu er det begyndt at gå op for de forskellige landes politi at der er en sammenhæng.


Historien følger både opklaringsarbejdet og morderne. På opklaringssiden samarbejder den svenske journalist Dessie Larsson og den amerikanske NYPD-agent Jacob Kanon. Dessie Larsson er den udvalgte journalist, der modtager et postkort, da morderne kommer til Stockholm, mens Jacob Kanon har fulgt morderne igennem Europa fordi han er personligt indblandet.
Man kender navnene på morderne og følger dem også i deres mord - men man kommer aldrig helt tæt på. Og det er nok krimiens handicap. For jeg står tilbage med nogle ubesvarede spørgsmål om morderne og mordene.


Men udover de ubesvarede spørgsmål, så er det en virkelig god og velskreven krimi. Man bliver revet med i historien og man kommer også til at heppe på de gode - og ikke mindst sidder man med tilbageholdt åndedrag, når historien tager en uventede drejninger. Desværre får forfatterne ikke rundet det store spørgsmål om hvorfor morderne myrder grundig nok - deraf de ubesvarede spørgsmål. Det er rigtig ærgelig, for det man når at berøre emnet, tegner et spændende billede af de to mordere. Den når bare ikke heeeelt derhen....desværre.


Jeg har ikke læst noget af hverken Liza Marklund og James Patterson, men den her krimi kunne godt vække min nysgerrighed, og få mig til at læse noget mere af dem - og måske håbe at de fortsætter deres samarbejde og lader denne bog være den første i en serie.


Tilføjelse: Mine bogklub-kollegaer har gjort mig opmærksom på at jeg har læst noget andet af Liza Marklund før, nemlig "Der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden", som hun har skrevet sammen med Lotta Snickare. Ups. ;)

Bogudfordringen - maj 2011

Nu har vi nået maj måned i bogudfordringen, og nu skal vi i gang med at læse fantasy.

Bogklubbens medlemmer er ikke de store fantasylæsere, så derfor er denne måned en stor udfordring for os.

Da vi er på ret bar bund i hvad fantasy egentligt er, og hvad det dækker, har vi lavet lidt research på internettet af, hvordan fantasy kan defineres. Vi er ikke kommet frem til noget helt egentydigt svar, men vi har da i hvert fald fundet af følgende:

• Fantasy består af flere forskellige undergenrer, blandt andet high fantasy og low fantasy. High fantasy er kendetegnet ved, at det foregår i en verden, der intet har med vores at gøre, som fx Ringenes Herre. I low fantasy møder man umenneskelige skikkelser, som fx vampyrer som i Twillight.

På denne side skriver Litteratursiden mere om fantasy.

Det står klart for os, at fantasy er rigtig mange forskellige former for bøger, og derfor har vores snak om hvilke bøger, man kan læse under fantasy bragt os vidt omkring.

Vores bogforslag til denne måned er følgende:

Steven King: Det mørke tårn serien
Anne Rice: En vampyrs bekendelser
J. K. Rowling: Harry Potter serien
Tolkien: Ringenes Herre; Silmarillion, Hobitten
C. S. Lewis: Nariaserien
Michael Ende: Den uendelige historie
Josefine Ottesen: Krystalhjertet
Bøger af Trudi Cannavan
Bøger af David Eddings
Terry Pratchett: Discworld serien
Rick Riordan: Serien om Percy Jackson
Bøger af Tamora Pierce
Lene Kaaberbøl: Serien om Skammerens datter 
Bøger af Cassandra Clare

Vi glæder os til at høre, hvad du har tænkt dig til læse her til maj måneds udfordring!
Den 31. maj udkommer et opsamlingsindlæg, hvor vi vil fortælle, hvad vi har læst i maj måned, og her får I også mulighed for at fortælle, hvad I har læst.

Der er nu 58 deltagere i bogudfordringen, men der er stadig plads til flere. Så har du ikke tilmeldt dig, kan du stadig nå det. Skriv enten en kommentar til dette indlæg eller send en e-mail til bogklubbenmener@hotmail.com. Du kan læse mere om bogudfordringen lige her.