I bogklubben er vi glade for at læse krimier, og derfor sker det også, at vi kaster os de samme krimier. I julen læste Kathrine Dødsenglen, og hun skrev denne anmeldelse af bogen. Da Kathrine allerede har beskrevet handlingen der, vil jeg ikke gøre det. Og nu har jeg også læst Dødsenglen. Jeg havde glemt Kathrines lunkne anmeldelse af bogen, men jeg er nået frem til samme konklusion. Historien bygger meget videre på hændelserne i den forrige bog Hævnens gudinde i serien om Louise Rick, og den lå virkelig langt væk i min erinding. Lige i dette tilfælde kunne jeg godt have ønsket mig, at lidt mere af den tidligere historie blev refereret. Men havde jeg læst bøgerne hurtigt efter hinanden, havde det ikke været et problem, også var jeg sikkert blevet irriteret over at få så meget af den forrige historie refereret.
Som Kathrine havde jeg hurtigt en god ide om, hvem morderen var. Også blev jeg også ret hurtigt træt af de forskellige bihistorier, der er i bogen. Og sjovt nok var det min samme oplevelse med Jussi Adler-Olsens Journal 64, som jeg anmeldte i sidste uge.
Når alt dette er sagt, så er ideen med plottet i Dødsenglen god. Det var uhyre interessant at komme ind i tankerne hos gerningsmanden, for det var et ekstremt groteks projekt, han var i gang med de forsvunde kvinder. Så Sara Blædel skal have stor ros for en uhyggelig gerningsmand.
Min konklusion efter Journal 64 og nu Dødsenglen er, at jeg holder en pause fra krimierne og kaster mig over nogle af de mange andre bøger, som jeg gerne vil læse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar