Min bogverden er for tiden ret presset fra flere forskellige sider der gør at jeg ikke får læst lige så meget som jeg ville ønske at jeg gjorde. Mit studie på universitetet fylder meget og gør at der ikke er plads til meget andet end den litteratur om statistik, opmåling og kortprojektioner jeg får udleveret. På trods af det udnytte jeg de små øjeblikke hvor der er tid til at få læst nogle gode bøger som jeg selv bestemmer. Ofte læser jeg i fantasygenren hvor jeg befinder min i en fiktiv verden og hvor hverdagens problemer glemmes. En gang imellem nærmer jeg mig bøger der kan betegnes som ungdomsbøger, og andre gange noget der nærmer sig science fiction eller gys. Når det handler om gysergenren, kommer jeg nok aldrig i nærheden af en rigtig gyser, det må nemlig ikke blive for uhyggeligt og jeg kan da i hvert fald ikke se en film i den genre. Krimier er en genre af bøger som jeg næsten aldrig kommer i nærheden af. De har ikke formået at fange mig ind i deres verden ligesom en stor del af Danmarks befolkning er blevet i de sidste par år.
For nyligt er jeg begyndt at læse bøger på engelsk og det har åbnet en helt ny verden for mig. For nogle år siden prøvede jeg at komme igennem en engelsk bog, men det lykkedes aldrig og jeg mistede lysten til at læse den bog jeg var i gang med. Derfor lagde jeg projektet på hylden og tog det for nyligt op igen hvor jeg havde en succesoplevelse ved at læse en hel engelsk bog. Da jeg i starten af i år kom i gennem Patrick Rothfuss’ bog The Name of the Wind var det kulminationen på det hele og der jeg fik overbevist mig selv om at det at læse på engelsk var noget jeg godt kunne gøre og faktisk forstå bogen.
Når spørgsmålet om hvad min yndlingsbog er, kommer på bane, har jeg meget svært ved at svare på det.
Yndlingsbog er for mit vedkommende en meget svær størrelse at definere, fordi det kommer meget an på hvad jeg senest har læst. Der er mange bøger som jeg synes er gode og gerne ville sætte på top 10 eller yndlingslisten, men med sådanne spørgsmål er det jo ikke det der efterspørges. Hvis jeg absolut skal sige en yndlingsbog bliver det Skammerserien af Lene Kaaberbøl, nærmere bestemt Skammerkrigen. Det var den serie der som en af de første lukkede mig ind i den fantastiske fantasy-verden hvor jeg elsker at være og derfor har den altid haft en særlig betydning.
Kaaberbøl og hendes bøger kom ind i mit liv da jeg var omkring 10 år, og har siden haft stor betydning. Før det kan jeg huske at jeg har været glad for Troldepus af Dines Skafte Jespersen. De små bøger om den frække troldunge med den hvide usynlighedspind har simpelt hen været så rare og sjove at få læst højt for derefter selv at læse dem.
Rigtig hyggeligt at høre om din bogverden - og nu har jeg lige snuset lidt rundt på din blog. Den må jeg følge!
SvarSletTusind tak. Jeg tager lige et kig på din også.
SvarSletRigtig hyggeligt at læse. Hoppede lige forbi og kiggede lidt rundt på din blog. Den vil jeg tillade mig at skrive på min blogroll! :)
SvarSletJeg tog også lige et kig på din blog Maja, og sætter lige et link til den på min egen.
SvarSlet