Ja, det er måske et mærkeligt spørgsmål at stille på en blog, hvor boganmeldelser trods alt er en af hovedbestanddelene. Men sagen er den - at jeg ikke gør...ligesom jeg heller ikke læser på bagsiden af en bog.
Eller jo, det gør jeg. Men ofte så skimmer jeg teksten og oftest kun starten og slutningen af teksten.
Hvorfor?
Fordi jeg ofte har oplevet at anmeldelser afslører alt for meget af bogens handling. Ganske vist ikke plottet eller slutningen, men ofte gerne centrale dele af historien og især gerne den første del af bogen. Og det har desværre ofte ødelagt en god historie for mig. Det samme gælder iøvrigt film.
For nyligt skulle vi i bogklubben vælge bøger til de næste 5 måneder og i den forbindelse foreslog Kathrine "Stalins Køer" af Sofi Oksanen og linkede i den forbindelse til denne anmeldelse - et link, der blev fulgt af en advarsel fra Kathrine om at anmeldelsen var ret afslørende. En oplevelse jeg også havde haft ved en anmeldelse af samme bog i Weekendavisen. Nu skal ret være ret, og ingen af os har vitterlig læst bogen - men det fordrer vel heller ikke éns lyst til at læse bogen, hvis man føler at man har læst et referat, og ikke en anmeldelse, af bogen. Og selvom der stadig kan være overraskelser undervejs, så er det da træls at vide hvad der sker forud - især fordi man hurtig kommer til at sidde og vente på det.
Så for at vende tilbage til mit spørgsmål i overskriften: Læser du boganmeldelser? Eller på bagsiden af bøgerne? Er du enig i at anmeldelserne tit afslører for meget? Og ikke mindst: Afslører vi her på Bogklubben Mener for meget i vores anmeldelser - eller for lidt?
Jeg læser altid boganmeldelser - der henter jeg rigtig meget af inspirationen til, hvad jeg fremover vil kaste mig over af læsestof. Jeg har heldigvis ikke oplevet det med afsløringerne så mange gange, så det er ikke noget, der afskrækker mig, men jeg plejer dog at afholde mig fra at læse anmeldelser af bog 2, 3 osv. i en serie, da netop den type anmeldelser let kan røbe for meget.
SvarSletJeg læser stort set aldrig boganmeldelser i aviser og blade - men det er mest fordi min erfaring siger mig, at jeg alligevel sjældent deler anmeldernes smag. Jeg læser dog tit boganmeldelser på nettet.
SvarSletDet med at boganmeldelser afslører for meget har jeg faktisk aldrig prøvet (dog har jeg prøvet det mange gange med film).
Jeg bliver inspireret af at se, hvad andre læser og deres mening omkring den pågældende bog. Handlingen vil jeg helst ikke have afsløret alt for meget af. Men. Jeg læser ALTID bag på bogen og kan også finde på at læse det igen, selvom jeg er gået i gang med bogen. Ligeledes bryder jeg mig ikke om at se en film, uden jeg har læst bagpå coveret, hvad den handler om. For mig handler det om forberedelse.
SvarSletJeg har selvanalyseret mig frem til, at jeg er en person, som godt kan lide at være forberedt. Dette gælder i alle aspekter i livet. Jeg vil gerne vide i hvilken retning tingene går og dette gælder derfor også omkring bøger.
I forbindelse med mit arbejde skimmer jeg en del anmeldelser og endnu flere lektørudtalelser, men skal jeg læse en bog for min egen fornøjelses skyld, læser jeg hverken anmeldelser eller lektørudtalelser. Det har bare ikke føltes nødvendigt at vide hvad andre synes om bogen jeg giver mig i kast med den.
SvarSletDet er rigtig interessant at høre jeres forhold til anmeldelser. Især fordi jeg har et lidt mærkeligt forhold til anmeldelser - taget i betragtning at jeg kun skimmer dem, men alligevel selv leverer til bunken af anmeldelser her på siden.
SvarSletDet er et emne vi har oppe at vende indimellem, os fra Bogklubben Mener. Vi ønsker jo ikke at afsløre for meget, men vil også gerne have gode argumenter for vores udsagn i vores anmeldelser. Vi håber at balancegangen lykkes!
Jeg læser egentlig ikke boganmeldelser i aviser og blade, ikke af nogen speciel grund, det er bare ikke noget jeg falder over til dagligt. Jeg læser til gengæld en del på nettet.
SvarSletTil gengæld læser jeg altid bag på bogen, og også om forfatteren hvis der er sådan en lille flap inde i bogen.
Jeg læser sjældent boganmeldelser i aviser - de siger ofte mere om anmelderens personlighed end om bogen, og bagefter ved jeg ikke andet, end at jeg ikke kan lide anmelderen ;)
SvarSletJeg følger derimod en lang række blogs, og der ved jeg så nogenlunde, hvem af bloggerne jeg er enig med. Og jeg synes ikke, det kan kaldes at ødelægge en bog, hvis man fortæller om de første ca 50 sider. Et eller andet skal der jo stå; ellers kunne man lige så godt bare bruge stjerner.