onsdag den 14. september 2011

Knud Romer: Den som blinker er bange for døden.

Da jeg skulle vælge bog til august måneds bogudfordring var jeg rimelig blank. Jeg havde ikke lige en bog som lå og ventede på mig, og derudover var min læselyst ikke særlig stor. Jeg valgte så at kigge efter inspiration i min venindes bogreol, og der opdagede jeg så Knud Romers Den som blinker er bange for døden. Jeg har før overvejet at læse den, men er bare aldrig kommet dertil, men nu var chancen der jo. Så det blev den jeg valgte.

Bogen handler om Knud Romers opvækst i Nykøbing Falster i 1960érne. En opvækst som var præget af mobning og isolation pga. moderen var tysker. I bogen præsentere Knud Romer sine forældre og bedsteforældres opvækst, samtidig med at han husker tilbage på sin egen opvækst. Der er ingen tvivl om, at Knud Romer og hans forældre havde det hårdt i Nykøbing Falster.

Jeg synes bogen var en smule forvirrende med de forskellige spring rundt i stamtræet. Men efterhånden blev min læserytme ikke så ofte ødelagt af det. Jeg blev dog aldrig så fanget af bogen som jeg forventede jeg ville. Jeg blev da berørt af den opvækst som Knud Romer havde, og det fik mig da til at tænke lidt på hvordan det egentlig er at være fremmed i Danmark i dag. 

Om jeg vil anbefale folk at læse bogen ved jeg ikke rigtigt. Den er fin nok, og den får da en til at tænke lidt over tingene. Men jeg synes ikke den er videre fantastisk, og jeg har det nok sådan at jeg sagtens kunne have undværet at læse den.

mandag den 12. september 2011

Månedens bog: John Irving: Verden ifølge Garp

Verden ifølge Garp af John Ivring var bogklubsbogen til juli måned. Bogklubsmøderne i juli og august blev aflyst pga. først sygdom og derefter ferie, så det var først her i september, vi fik talt om bogen. Den lange ventetid på at diskutere bogen betød desværre, at vi havde glemt ret meget af handlingen i bogen, så derfor bliver anmeldelsen også lidt kortere end normalt.

Vi var helt enige om, at bogen var rigtig god. Det havde været en rigtig god oplevelse at læse Verden ifølge Garp, og bogen var rigtig underholdende. Vi kunne lide John Ivrings måde at beskrive Garp og alle de sjove og mærkelige oplevelser, som Garp har gennem livet.

Kort fortalt så handler Verden ifølge Garp om Garps verden fra før han bliver født til hans død som 33-årig. Garp vokser op med en enlig mor, der ønskede et barn men ikke en mand, så hun sørgede for at blive gravid på egen hånd. Som voksen bliver Garp forfatter og flere af hans værker er også gengivet i bogen. Det virker ret godt at Garps værker er med i bogen som en ekstra fortælling i fortællingen.

Da vi som sagt er enige om, at bogen er rigtig god, har vi valgt ikke at skrive individuelle kommentarer til bogen denne gang.

Vi vil give bogen fire til fem stjerner.

lørdag den 10. september 2011

Dig og din bogreol

Når man nu er så glad for bøger, som jeg og de andre i bogklubben trods alt er, så får man efterhånden samlet sig en pæn samling. Især hvis man som jeg har svært ved at lade bøger gå bøger i systemet (mine bøger bliver ikke smidt ud, men givet videre enten til venner og familie eller til genbrugen i håb om at andre kan få glæde af bøgerne.).

Men at have en så stor samling bøger kræver vel også et system? Nogle folk farveordner deres bøger, andre sætter dem i størrelseforhold. I bogklubben sværger vi alle til det gode gammeldags system - det alfabetiske. Altså efter forfatterens efternavn.

Anette og Kathrine stiller deres bøger i udgangspunkt, ligesom de lader deres bøger stå i flere lag bag hinanden for at have plads til deres samling. Anette deler dog sine bøger op efter ulæste og læste - og lader de ulæste ligge klar i sit sengebord, altid klar ved hånden.
Rikke er også vokset ud af sin reol og lægger bøger ovenpå hinanden - men stadig alfabetisk, og med håbet om mere reolplads.
Jeg var så heldig at få en hel bogreolvæg til rådighed,  da jeg flyttede sammen med min kæreste - og selvom det snart er tid til noget omrokering fordi bøger rykker tættere sammen, så er der stadig god plads til udvidelse. Skønlitteraturen står i alfabetisk orden, mens faglitteraturen er omdelt efter emne og derefter forskellige systemer jeg vist kun selv kan finde ud af (og det kniber til tider).

Jeg har indimellem måtte høre for de mange bøger i vores stue - og ikke mindst kommentarer på mit valg for at have sat dem iorden. Og nåja, det tager tid - men efter én gang at have prøvet at farveordne dem i en ungdoms kådhed og senere have dem i tilfældig rækkefølge pga. en hurtig flytning og senere dovenskab, så fastholder jeg mit alfabetiske system - jeg kan simpelthen ikke finde mine bøger ellers. Jeg kan ikke huske om en bog var grøn, blå eller rød - men jeg kan huske hvem forfatteren var - og hvis ikke, så kan det hurtig googles. Min kæreste havde tidligere et tilfældig system - han nød at gå "på opdagelse" hver gang han skulle finde en bestemt bog. Men så flyttede han sammen med mig... ;)

Hvordan er dine bøger ordnet? Har du et bestemt system eller lader du tilfældighederne råde? 

Hvis du mangler inspiration til indretning med bøger, så er Bookshelf Porn måske noget for dig? En masse billeder med bøger, bøger og bøger - og hvordan man indretter sig med dem. Aaaaah!

tirsdag den 6. september 2011

Tom Kristesen: Hærværk


Til bogklubbens bogudfordring i august måned, der bød på danske mandlige forfattere læste jeg Tom Kristensens Hærværk. Det er en bog, som jeg har villet læse længe, så det var godt at få det gjort.

Bogen handler om Ole Jastrau, der anmelder litteratur på et dagblad. Bogen er udgivet første gang i 1930 og bogen foregår på samme tid. Jastrau er træt af det hele, arbejdet tiltaler ham ikke og ægteskabet er heller ikke alt for godt. En dag banker en meget gammel bekendt på døren, og her starter Jastruas hærværk på sig selv ved hjælp af alkohol.

Jeg blev hurtigt meget fasineret af bogen, både pga handlingen men ikke mindst pga det flotte og farverige sprog, som bogen er skrevet i.

Handlingen var utrolig fængslende, og jeg var meget spændt på, hvordan det ville ende med Jastrau. Og bogens sprog var med til at gøre bogen endnu mere fængslende og levende.

Det var en meget stor fornøjelse at læse Hærværk. Det er en bog, som jeg gerne vil læse igen.

søndag den 4. september 2011

Fredagslegen - afsløring af svaret

I denne uges fredagsleg skulle I gætte, hvem denne forfatter er:



Og der er selvfølgelig tale om Jan Guillou, som I også kunne gætte.

fredag den 2. september 2011

Fredagslegen

Nu står weekenden for døren, og så er det tid til en lille fredagsleg.

I denne uge skal I gætte, hvem denne forfatter er:



Og I får lige et par ledetråde:

Han er fra Sverige
Han er journalist
Han har bl.a. skrevet kriminalromaner og en historisk serie
Flere af hans bøger er blevet filmatiseret
Bogklubben har læst en af hans bøger

Kom med jeres bud på, hvem der er tale om!

Som altid er der moderation på kommentarne så alle kan lege med på lige vilkår. På søndag afslører vi, hvem forfatteren er.

torsdag den 1. september 2011

Inspirationsindlæg: Læs en bog på orginalsproget

Udfordringen for september måned er at læse en bog på orginalsproget - ikke danske bøger.

Baggrunden for at vi valgte denne udfordring er, så vi får muligheden for at læse en bog på det orginale sprog fremfor en oversættelse til dansk. Når en bog bliver oversat til dansk, mister sproget nogen gange nogle af de fine nuancer, og det er synd for læseoplevelsen.

Bøgerne I skal læse i denne måned må ikke været skrevet på dansk, og ellers er der frit slag mellem alle andre sprog, genrer, emner osv.

I bogklubben har vi talt om at læse nogle af følgende bøger:
Jane Austen: Pride and Prejudice
Daniel Defoe: Robinson Crusoe
Charles Dickens: Oliver Twist
Liza Marklund: Hendes krimiserie
Marian Keyes
Jonathan Franzen: Freedom
Paul Auster: Moon Palace
Chimamanda Ngozi Adichie: Purple Hibiscus

Som det kan ses på listen er vi i bogklubben ikke de største genier indenfor sprog, vi har holdt os til bøger på enten engelsk eller svensk.

Hvilke bøger har I tænkt på at læse her i september måneds udfordring?

Har du lige opdaget vores bogudfordring, kan du stadig nå at være med til udfordringens sidste fire måneder. Send en mail til bogklubbenmener@hotmail.com, så tilføjer vi dig til vores deltagerliste. Du kan også læse mere her.