lørdag den 4. februar 2012

Jan Guillou: Arven efter Arn

Arven efter Arn er en selvstændig efterfølger til Jan Guillou's triologi om den svenske tempelridder Arn.

Hovedpersonen i Arven efter Arn er Arn's barnebarn Birger. Bogen starter, hvor den sidste bog i triologien slutter. Folkungerne har deltaget i et stort slag, og har mistet mange medlemmer af ætten. Kongen sidder svagt i troen, borgerkrige truer, og sveerne og folkungerne kæmper om magten.

Birger er på dette tidspunkt en ung mand på ca. 18 år. Han er uddannet kriger fra Forsvik, Folkungernes "krigerskole". Bogen følger Birger og udviklingen i det svenske rige gennem fire perioder: Enkernes tid, Gamlingerns tid, Niddingernes tid og Jarlens tid.

Bogen var meget spændende og fængende. Jeg skulle lige have styr på, hvem der nu var hvem, men derfra var bogen en stor fornøjelse at læse. Det var meget spændende at læse, hvad der skete med det svenske rige, og hvordan forskellige personer forsøger at påvirke Kongen og dermed magten.

Personerne i bogen og deres handlinger, tanker og ideer er beskrevet så smukt, og selvom meget af bogen handler om krig er den ikke kedelig. Jan Guillou formår hele tiden at holde mig fanget af bogen.

Jeg havde forventet en lidt mat firer i en serie, men sådan var det slet ikke. Bogen er en smuk afslutning på serien om Arn, og den får min varmeste anbefaling.

1 kommentar:

  1. Jeg elskede triologien (filmene er til gengæld ikke umagen værd) og vidste faktisk ikke der var kommet en firer. Må straks få fat i den :)

    SvarSlet