fredag den 7. januar 2011

Mit bogår 2010

        
Vi har i bogklubben forsøgt at "kåre" de bedste og ikke-så-gode bøger fra vores bogår 2010. Hermed følger mit bogår. At skulle sætte bøgerne fra mit bogår i kategorier er noget sværere end jeg havde regnet med. Nogle af kategorierne kunne jeg overfodre med bøger, mens jeg næsten må give fortabt på andre kategorier. Men nu prøver jeg:

- Årets bogoplevelse
Jeg tror min bedste bogoplevelse i 2010 må være Åsa Larssons krimiserie. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er meget glad for krimier, men lige netop denne serie er jeg især glad for. Selvom den stadig er skåret over den typiske femikrimi, så havde den alligevel lidt ekstra i sig. Ikke blot fordi det nordsvenske område, hvor krimierne foregår, gør bøgerne anderledes, men især fordi personerne i serien, og især hovedpersonen, rent faktisk får psykiske ar af alle de ulykker de udsættes. Noget man godt kan blive forundret over at andre krimihelte ikke gør, på trods af at de udsættes for den ene slemme oplevelse efter den anden. Og så kan jeg egentlig bare godt lide sproget og den måde bøgerne er skrevet på. Jeg venter stadig spændt på fortsættelsen! :)

- Årets bogklubsbog
Oh, den var svær, men jeg tror valget må falde på Jonathan Safran Foers ”Alt bliver oplyst”. Og det endda selvom jeg ikke var ovenud begejstret, da jeg havde læst bogen, men efter at have fået lov til at lade den ”synke ind”, så bider den mere og mere på. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse mere af forfatteren.

- Årets bogskuffelse
Se, det er pinligt for den kategori havde jeg lidt for nemt med at finde bøger til. Faktisk endte jeg med 3 bøger, som jeg vil betegne som skuffelser. ”Ondskaben” af Jan Guillou var en bogklubsbog og var for mit vedkommende en genlæsning. Jeg havde glædet mig til at genlæse den, da jeg var meget begejstret for den første gang jeg læste den. Men nogle bøger skal man ikke genlæse – måske var det fordi jeg ikke blev nær så skræmt over de voldsomme voldscener, måske var det fordi jeg kendte handlingen og også slutningen. Jeg ved det ikke, men det bliver ikke en bog jeg læser igen igen. ;) Den næste bog, som jeg nok må betegne som en skuffelse var ”Pigen med de 9 parykker”. Jeg havde forventet noget andet af bogen, og selv nu, hvis jeg læser om bogen, så synes jeg at anmeldelser og diverse andre tekster – også bagsidenteksten – lover noget andet end det man rent faktisk får i bogen. Rigtig ærgeligt. Den sidste bogskuffelse for mig var "Populærmusik fra Vittula" af den simple årsag at jeg ikke syntes det var så sjov, som flere havde lovet mig. Måske var mine forventninger dermed sat lidt for højt eller måske deler jeg bare ikke den humor, der er i bogen. Øv.

- Årets bogudfordring
Jeg har simpelthen ikke kunne finde én bog, som jeg har set som en egentlig udfordring. Det skulle lige være bøger, som man aldrig følte man blev færdige med… Men hvis jeg kan kante kategorien lidt, så var min største bogudfordring nok mest at prøve at nå 52 bøger i løbet af året. Og det skete som bekendt ikke. Tilgengæld fik jeg læst mere, så lidt fik jeg jo ud af min udfordring. ;)

- Årets bogoverraskelse
Når jeg kigger ned over min liste af bøger læst i 2010, så tror jeg at den største overraskelse blandt disse var ”Odessa-kartoteket”. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg havde regnet med, da jeg gik i gang med at læse den, men jeg blev mere bidt af bogen end jeg havde regnet med. En anden bogoverraskelse var nok også Leif Davidsens ”Den ukendte hustru”, da jeg ikke havde regnet med at Leif Davidsens forfatterskab var noget for mig. Når jeg har hørt om hans bøger har de bare ikke sagt mig noget. Heldigvis blev denne antagelse gjort til skamme, og jeg kan nu se frem til en masse bøger, som bare venter på at blive læst. ;)

- Årets tankevækkende bog
Den mest tankevækkende bog jeg fik læst i 2010 har nok været ”Biblen på bloggen”. Den fik i hvert fald sat en masse tanker i gang hos mig og jeg fik dermed sat en masse på plads. Det var ikke så meget bogen, der hjalp mig med at få sat tingene på plads, men den affødte nogle tanker hos mig, som jeg hjalp mig til en form for erkendelse.

2 kommentarer:

  1. Kære Mona
    Herlig gennemgang af årets bog/bøger.
    Jeg blev lige som dig overrasket af Leif Davidsens bøger for et par år siden og har nu læst alle hans bøger.
    Du kan glæde dig;-)
    hilsen Lone.g

    SvarSlet
  2. Tak Lone. :) Det utrolig så overrasket man kan blive over en forfatter, som ellers er utrolig rost....men nogle gange kan man jo bilde sig selv ind at det ikke er noget for én. Jeg vil glæde mig. :)

    SvarSlet