Opsamling på bogudfordringen juli måned

Juli måned er forbi og vi er spændte på at høre, hvilke skuespil I har læst - og endnu mere: hvad I syntes om dem. Da vi besluttede os at sætte skuespil på programmet for den samlede udfordring, så var det absolut også for udfordre os selv. Det er det selvfølgelig for alle månedernes udfordringer, men måske især skuespil vidste vi på forhånd ville give os mulighed for udfordre os indenfor et felt, som vi ikke havde rørt meget ved siden skolebænken.

Men vi gik på med krum hals og dette var hvad vi fik læst:

Anette
Jeg kan ikke huske, at jeg nogen sinde har læst et helt skuespil.Jeg har læst har Ludvig Holbergs Eramus Montanus. Skuespillet var holdt i sproget og stavning, som det var på Holbergs tid. Der var også masser af latinske udtryk i skuespillet. Derfor var det en udfordring at forstå, hvad der egentligt skete. Det bliver ikke skuespil, jeg kommer til at kaste mig over i fremtiden. Jeg savner muligheden for beskrivelse af tanker, omgivelser og stemning, som romaner har, og det oplevede jeg ikke i dette skuespil.

Rikke

Jeg har læst Jeppe på Bierget eller Den forvandlede bonde og Barselsstuen af Luvig Holberg. Jeppe på Bierget fandt jeg i en gammel samling med Holbergs komedier, som jeg en gang har købt på loppemarked, og Barselsstuen fulgte lige bagefter i samlingen, så den røg med, da jeg undrede mig over hvad titlen mon dækkede over. Selv om jeg fik læst to skuespil i juli er jeg ikke lige sikker på at skuespil er noget jeg vil kaste mig så meget over i fremtiden,.

Kathrine
Jeg har læst Et dukkehjem af Henrik Ibsen. Jeg fik det aldrig læst da vi i gymnasiet havde om skuespil, så nu var der jo lige en oplagt mulighed. Jeg bliver aldrig den store fan af at læse skuespil, men altså det var fint at læse og så er det jo meget skægt at læse noget anderledes end sædvanligt.

Mona
Jeg læste Marcolfa af Dario Fo efter anbefaling fra kæresten. Den anbefaling er jeg rigtig glad for, da det var en god oplevelse at læse. Beskrivelser af sindsstemninger, setup m.m kører så klart igennem, at jeg nærmest så stykket for mig, mens jeg læste. Om skuespil om er noget for mig i fremtiden ved jeg nu ikke - jeg foretrækker dem på en scene fremfor at læse dem. ;)

Hvad med jer? Hvad fik I læst? Meld tilbage og vi opdaterer jeres tællere. :)

Har I lyst til at komme med en anmeldelse af jeres skuespil, eller andet I har læst, her på bloggen, så er I meget velkomne til at komme med en gæsteanmeldelse. Skriv en mail til os på bogklubbenmener@hotmail.com

Serielæsning

Foran mig ligger lige nu Viveca Stens krimiserie, som jeg overvejer skal være det næste jeg skal læse. Serien er en triologi, og de to første i serien har stået i vores bogreol i nogle måneder. Før ferien valgte jeg at købe den sidste i serien, så alle tre kom med til den svenske skov. Og det undrer mig lidt. Jeg har nemlig ikke læst Viveca Sten før. Overhovedet. Så jeg ved ærlig talt ikke om hun skriver godt eller dårligt. Det eneste jeg ved er at kæresten kan lide begyndelsen af første bog.

Blandet med at jeg indledte et større ridt efter hele Harry Potter serien før ferien, da jeg ønskede at læse dem alle i streg, fik mig til at tænke over min måde at læse serier på. Jeg vil helst læse bøger i serier lige efter hinanden og dermed også i den rette rækkefølge. Jeg kan faktisk være lidt autistisk omkring det. F.eks. passede det mig ikke særlig meget at jeg har læst Hammer-parrets nr. 2 Alting har sin pris før deres første bog Svinehunde. Alting har sin pris var dog en anmelderbog fra Gyldendal, så valgte at få den læst og anmeldt istedet for at læse bøgerne i rækkefølge.

Jeg kender flere, der er ligeglade med rækkefølgen af hvordan de læser bøgerne. Jeg forstår det ikke - man lærer jo mere og mere om hovedpersonerne undervejs. Da jeg var barn læste jeg en masse Puk-bøger. I tilfældig rækkefølge afhængig af hvornår jeg fik dem. Det kunne godt være forvirrende til tider, når nu Puk pludselig var bedste venner med Karen, som ellers hadede hende i de første mange bøger. Hvis jeg skulle genlæse serien vil jeg helt klart læse dem i rækkefølge (og skaffe de bøger jeg aldrig nåede at få til min samling).

Til gengæld læser jeg ikke nødvendigvis serierne til ende. Elsebeth Egholm og Camilla Läckberg er begge faldet for ikke at levere varen, selvom de har skrevet flere bøger, der kunne rette op på misæren. Førstnævnte fik dog 4 bøger til at rette op, inden jeg opgav. Til gengæld holder jeg ved Sara Blædel og valgte endda i efteråret/vinteren at genlæse hendes første bøger, således jeg var bedre "klædt på" til hendes sidste bøger i serien, som jeg manglede at læse. Det var iøvrigt en rigtig god oplevelse at læse dem lige efter hinanden og gav mig blod på tanden ift. at holde ved mit princip om at læse seriebøger i rap og i rigtig rækkefølge.

Hvordan har du det med at læse serier? Er du ligeglad med rækkefølgen? Og læser du serien til ende? Og kan du finde på at genlæse bøger, for at "læse op" på serien?

Haruki Murakami: Efter midnat

Jeg deltager jo i The Murakami Challenge hvor min plan er, at jeg i år skal have læst fem bøger af den fantastiske forfatter. En plan som det desværre går lidt sløvt med, jeg er nemlig kun kommet igennem to og er igang med en tredje, som jeg dog ikke rigtig synes fanger mig. 

Den her, Efter midnat, fangede mig heller ikke til at starte med, men efter et stykke tid blev jeg hevet med ind i det fantastiske univers som Murakami endnu engang formår at få bygget op. Bogens handling finder sted en enkelt nat i Tokyo. Hovedpersonen er Mira, som er ikke har lyst til at tilbringe natten derhjemme pga. hendes søster. Hun planlægger i stedet at tilbringe natten med en bog på en cafe. I stedet ender hun med at blive involveret i et volddigt overfald, starte nye vendskaber og blive udfordret. 

Historien er lidt mystisk og jeg var flere gange i tvivl om hvordan det hele hængte sammen, men stille og rolig fik jeg fat i mere og mere - selvom jeg stadig ikke er sikker på at jeg har forstået det hele. Men en af styrkerne ved bogen er helt klart den smukke skrivestil som tager en med på en fantastisk rejse. Efter min mening er det, det bedste ved Murakami. Hans evne til at skrive så smukt og gribende, at det føles som om at når man først har læst en af hans bøger, så er det en bog man tager med i meget langtid. 

Selvom eg er fan af den smukke skrivestil, blev jeg meget irriteret på at fortælleren i bogen var så tydelig. Som et kamera der zoomede ind og ud i forskellige situationer og gengav hvad det så. Det var lidt mystisk og ødelagde en lille smule af læseoplevelsen. 

Jeg vil helt klart anbefale fans af Murakami at læse bogen, jeg tror ikke det er den bog man skal starte med. Jeg tror i hverfald ikke jeg var blevet Murakami fan hvis det var mit første bekendtskab med ham. 

Herdis Møllehave: Le

For et års tid siden læste jeg en boganmeldelse af en af Herdis Møllehaves bøger på en blog, og den gjorde mig nysgerrig efter at læse noget af Herdis Møllehave. Jeg købte bogen Le på et loppemarked sidste efterår, og nu har jeg fået læst bogen.

Bogen handler om den 30-årige Le, der forsøger at finde sin plads i livet. Hun er alenemor, hun underviser på et seminarium og leder efter den store kærlighed. I første kapitel i bogen får man at vide, at Le har psykiske problemer, og hun begår selvmord. Gennem bogen forsøger Le at finde ud af, hvorfor hun håndtere kærligheden, som hun gør, og hun deltager aktivt i samfundsdebatten om de to køn gennem kronikker og foredrag.

Bogen foregår sidst i 1970'erne, og det sætter sit præg på bogen. Bag på bogen skriver Herdis Møllehave at bogen ikke skal ses som et indlæg i debatten om kvinder, men at hun håber, at bogen vil være en del af den debat om mænd, der så småt var ved at starte på det tidspunkt.

Gennem Le's kronikker og foredrag får man også et indblik i den debat, der var tilbage i 1970'erne, og det var meget interessant at læse.

Jeg synes, bogen til tider var hård at komme igennem rent psykisk. Jeg var ret sur på Le flere gange gennem bogen, da jeg synes, hun ikke var god ved sig selv. Det var også hårdt at følge Le's sidste tid, hvor hun bliver dårligere og dårligere.

Jeg vil bestemt anbefale jer at læse bogen, da den er uhyre interessant.

Paul Rusesabagina: En helt almindelig mand

Til juni måneds udfordring læste jeg En helt almindelig mand af Paul Rusesabagina. En helt almindelig mand handler om Paul Rusesabagina selv, der under folkedrabet i Rwanda i 1994 havde 1268 personer boende på det hotel i Kigali, som han var direktør for. Ved hjælp af bestikkelser og overtalelse reddede alle disse mennesker.

Jeg syntes Pauls historie er meget rørende, og når man læser hans beskrivelser af folkedrabet virker det helt utroligt hvordan oprørerne har ladet så mange mennekser blive boende på hotellet. Selve bogen var jeg dog ikke så begejstret for. Jeg manglede at blive rigtig rørt, og skrivestilen fængede mig ikke, den var mere oplysende end den var fortællende, desværre.

Den Oscarnominerede film Hotel Rwanda bygger på Paul Rusesabaginas bog.

Lotte og Søren Hammer: Svinehunde

To børn finder 5 lig hængt i skolens gymnastiksal. Drabsafdelingen med Konrad Simonsen i spidsen tilkaldes og jagten går nu ind efter morderen - eller er der flere? Sagen får stor politisk og folkelig bevågenhed og pludselig står drabsafdelingen med en befolkning, der modarbejder politiarbejde.

Bogen sætter flere gange spørgsmålstegn til den gængse moralopfattelse. Både igennem kriminalgådens tema, men også med politiets opførelse. Det første giver også læseren mulighed for at stille sig selv en række moralspørgsmål - for hvordan ville man selv forholde sig? Politiets opførelse irriterer mig gang på gang, og det gjorde det også, da jeg læste søskendeparret Hammers 2. bog i serien (ja, jeg har taget dem i omvendt rækkefølge). Måske har jeg en naiv opfattelse af politiets arbejdsmetoder, men uanset hvad så irriterer det mig at "heltene" bevæger sig så meget på lovens grænser - når det er dem, der skal opretholde samme love.

Når det er sagt, så formår Hammer-søskendeparret at skrive en krimi, der er spændende og giver en lyst til at læse mere og mere efterhånden som man vender bogens sider. Bogen virker gennemarbejdet og researchet, men desværre formår de ikke at binde sløjfen på den berømte røde sløjfe til slut. Den personlige historie inde bag krimi-historien får lov til at få en egnet afslutning, men selve krimihistorien står utrolig meget åben. Desværre. Jeg ville gerne have fået en bedre afslutning, hvor politiets arbejde blev fulgt til dørs med tilfangetagelsen af mordenes bagmænd og også fået mere af vide hvad forfatterparret forestiller sig at sandheden vil påvirke den folkelige opbakning. Derudover ville et overblik over bagmændenes personlige historie have været en fin sløjfe, således man kunne sætte det i perspektiv med deres ugerninger. Tilbage står man kun med en egentligt forståelse af enkelte af bagmændenes forhistorie.

David Nicholls: One day

Jeg har længe overvejet at læse bogen, jeg er næsten sikker på at den engang har været foreslået til bogklubsbog - som den jo så ikke vandt. Jeg syntes egentlig historien virkede ret sød og som sådan en bog jeg altid kunne læse. Derfor har jeg da også stået med den i diverse boghandlere flere gange, men den er aldrig kommet med hjem. En dag fandt jeg den dog vildt billigt og så kom den med hjem.

Bogen handler om Emma og Dexter som vågner sammen efter deres dimissionsfest. De har aldrig rigtig snakket sammen før, men alligevel opbygger de hurtigt et vendskab. Bogen handler som om de næste 20 år i deres liv, hvor vi altid møder dem på den samme dag. Nemlig den 15 juli.

Hvert år hører vi om hvad de laver lige nu og lidt om hvad der er sket det seneste år. Vi følger dem i deres drømme, deres nederlag, deres succeser osv.. Deres liv former sig bestemt ikke som de forventede den morgen i 1988 og det kræver lidt tilvendning for dem. 

Bogen er altså en klassisk Chick lit og er utolig nem og hurtig at læse. Alligevel synes jeg bogen har nogle flere lag end forventet. Jeg både græd, grinte og råbte lidt at hovedpersonerne så længe jeg læste den. Så den kan virkelig anbefales hvis I ikke allerede har læst den, den vil være perfekt til en dag i parken (ja, jeg har stadig tiltro til at vi får sommer).

Jiro Taniguchi: Min fjerne barndomsby

Da jeg skulle beslutte hvilken bog jeg skulle læse til junis bogudfordring, læs en forfatter fra et andet kontinent end europa og nordamerika, var jeg egentlig ret mange forfattere igennem. Flere som jeg længe gerne har ville læse, men jeg synes bare ingen af dem skulle være min bogklubsbog. Jeg stiller måske lidt højere krav til mine bogudfordringsbøger, men de skal gerne udvide min horisont og give mig nye indtryk. 

Nå men enden på det hele blev Jiro Taniguchi, en forfatter en bekendt anbefalede mig. Udelukkende fordi jeg har snakket så pænt om Murakami og han mente denne japanske forfattere havde et ligeså smukt sprog og gjorde et ligeså stort indtryk. Jeg bed ret hurtigt på.

Jeg synes egentlig historien lød okay, og måske en smule langt ude. Den handler om en mand som ved en fejl ender i sin gamle barndomsby og ender med at besøge sin mors grav. Herefter vågner han op som teenager og skal forsøge at ændre nogle ting som sker i familien. 

Jeg glædede mig dog ret meget til at læse bogen og modtog den med store forventninger. Som den store Murakami fan jeg er, håbede jeg jo på en ligeså fantastisk oplevelse. Jeg åbnede den derfor med stor begejstring og blev mødt af dette syn

Det undrede mig lidt med billedet - det er ikke ofte jeg oplever det når jeg læser. Men efter at have bladret en side længere gav det hele lidt mere mening. Jeg mødte nemlig den her side

Jeg havde åbenbart fået fat i en manga bog. Overraskelsen var stor. Efter flere overvejelser besluttede jeg dog alligevel at læse bogen, jeg syntes egentlig det var lidt spændende med manga og jeg ved godt, at jeg nok ikke ville få den læst senere. 

I begyndelsen var bogen dog virkelig svær at læse, det kommer sig nok af, at jeg overhovedet ikke er den store tegneserielæser og derfor slet ikke har rutinen i at læse på den måde. Men efter at være kommet igang blev jeg grebet af den fine historie og ikke mindst de utrolig fine illustrationer. Kombinationen af illustrationerne og teksten var virkelig fangende og meget smuk. 

Så måske jeg en anden gang vil give mig i kast med mere manga, men lige nu er jeg nu mest til "normale" bøger. Jeg kan godt lide den mulighed min fantasi har for at udvikle sig når jeg læser. Det mister jeg lidt ved billederne, for pludselig skal jeg ikke forrestille mig universet jeg kan se det foran mig.  Og eftersom forestillingen af universet er noget af det jeg holder aller mest af ved at læse, så sandsynligheden for at jeg bliver stor manga læser er nok minimal. 

Svar på Fredagslegen

Så blev det mandag og tid til afsløringen af ugens fredagslørdagsleg. I skulle gætte hvilken figur, der havde sagt følgende citat:

"I hope you're pleased with yourselves. We could all have been killed - or worse, expelled." 

"Jeg håber, at I er tilfredse med jer selv. Vi kunne være blevet dræbt eller det, der er værre - udvist!"

Der var ikke nogen, der var i tvivl om, hvilket univers vi var i, men det var ikke alle, der ramte helt præcis med svaret - som er Hermione fra Harry Potter. Citatet stammer fra den første bog (eller film....men nu er det her jo en BOGblog. ;) ). 

Tak til alle, der legede med! Vi håber, at I synes det er lige så sjovt som vi gør. :)

Fredagslegen - nu om lørdagen

Nogle gange er der så meget andet at huske på at man glemmer nogle ting....denne gang gik det udover Fredagslegen, der selvfølgelig skulle have været smækket på bloggen igår fredag. Men er det ikke noget med at man siger "bedre sent end aldrig", og så kalder vi den da bare Lørdagslegen i denne uge. ;)

I denne uge skal I gætte et citat. Bare et lille kort et. Eller I skal ikke gætte citatet, men hvem, der har sagt følgende:

"I hope you're pleased with yourselves. We could all have been killed - or worse, expelled." 

Og så også på dansk:

"Jeg håber, at I er tilfredse med jer selv. Vi kunne være blevet dræbt eller det, der er værre - udvist!"

En lille ledetråd er at figuren er temmelig aktuel i biografen lige nu. ;)

Kom med dit bud. Svaret kommer ligesom selve legen også en dag senere - nemlig på mandag istedet for søndag. Til gengæld er der kommentarmoderation på helt ligesom der plejer at være. ;)

Jeg læser

Noget af det at læse er også at dele vores læseoplevelser med hinanden. Det er det vi især gerne vil med vores serie Jeg læser her på bloggen. Her fortæller en af os hvad vi læser og hvorfor vi læser denne bog - i håb om at I, vores læsere, vil følge trop, så inspirationen kan flyde imellem os. Idag fortæller Kathrine hvad hun læser.

Overraskende nok er jeg blevet ramt af en meget stor læselyst den her sommer, jeg kan slet slet ikke få nok. Jeg klager bestemt ikke eller jov, det ville være rart med noget mere ferie så jeg faktisk kan få læst alle de bøger jeg har stående på min Must read liste. 

I de her dage slapper jeg af i selskab med Murakami "Efter midnat" og Orhan Pamuk "Det nye liv". 

Det er nok ingen overraskelse at jeg har kastet mig over endnu en Murakami bog. Det er ikke den bedste jeg har læst, men langtfra den værste og jeg er godt underholdt. Jeg satser dog med at blive færdig med den senere i dag, hvorefter jeg kan give Orhan Pamuk bogen lidt mere opmærksomhed. Indtil videre har jeg kun læst en lille smule i den, men jeg synes den lover godt. Det er faktisk en jeg fant inspiration til at læse efter at have læst vores inspirationsindlæg til bogudfordringen i juni. Så kommer der da lidt ud af de indlæg :D

Når de her bøger er læst skal jeg igang med The Game af Neil Strauss, det er jo vores bogklubsbog - så den skal læses. Endvidere skal jeg jo også have læst et skuespil, men jeg har endnu ikke besluttet hvad jeg skal læse. 

Hvad læser I?

Haruki Murakami: Sønden for grænsen og Vesten for solen

Jeg var egentlig ikke i tvivl, da jeg skulle beslutte mig for, hvilken bog jeg ville læse i Juni måneds bogudfordring; Læs en bog fra et andet kontinent end Europa eller Nordamerika. Valget faldt meget hurtig på forfatteren Haruki Murakami og dernæst på bogen Sønden for grænsen Vesten for solen. Nu skulle jeg nemlig finde ud af hvad det var "alle" talte sådan om og hvorfor de mon var så vilde med ham.


Måske var det fordi jeg havde så høje forventninger til bogen efter alles lovprisninger. Måske fik jeg fat i den forkerte bog (det er der flere, der har sagt til mig efterfølgende). Måske var det fordi min læselyst ikke var særlig stor i den periode. Men uanset hvad det skyldes, så blev jeg nok lidt skuffet. Den ramte mig ikke i nogle følelser eller gav mig lyst til at dukke yderligere ned i hans forfatterskab.


 Jo, bogen gav en fin beskrivelse af hovedpersonens liv. Især kunne jeg godt lide hans beskrivelse af hans teenageår, som gav et meget godt indblik i en forvirret teenagedreng, der på overfladen ikke virker forvirret, men nærmere lettere hensynsløs. Og hans år i tyverne fungerede også ok i mine øjne. Dog mere overfladisk end beskrivelsen af teenageårerne. Desværre blev det mere overfladisk derfra, hvis du spørger mig (og det her er min anmeldelse så det gør du ;) ). Jeg tror aldrig jeg forstod om han vitterlig forelskede sig hans kone eller om hun blot var et "værktøj" til et liv, der på overfladen virkede bedre. I det hele taget stod jeg tilbage med en masse spørgsmål efter læsning af bogen. Især slutningen var mere åben end jeg egentlig bryder mig om i en bog.


Når det så er sagt....så læs Kathrines anmeldelse af samme bog her. Hun har en helt anden holdning til bogen end mig. Så helt tosset er bogen nok ikke. ;)

Nu læser bogklubben

Til august skal bogklubben læse Neil Strauss' bog Spillet

Det var Rikke der foreslog bogen med følgende begrundelse

Som sædvanlig gennemrodede jeg reolen for at finde inspiration til hvilke bøger jeg skulle foreslå til næste omgang bogklubsbøger. Denne gang søgte jeg også over i min kærestes (korte) boghylde og faldt over Spillet. Efter at have læst og hørt en del om det miljø tænkte jeg at det kunne være sjovt at læse bogen der beskriver det jeg tænkte det kunne være ret sjov at snakke med bogklubspigerne om den.

Hvad de andre forventer af bogen følger her

Anette:
Spillet var den af Rikkes bøger, som jeg havde mindst lyst til at læse. Jeg har hørt lidt om, hvad The Game går ud på, og det var ikke særligt tiltalende for mig. Så det at jeg nu skal læse en hel bog om det, er jeg ærlig talt ikke særlig begejstret for.

Mona:
Jeg ser frem til at læse Spillet, da bogen og hele setuppet har været omtalt af flere gange i medierne. Og så er det heller ikke fjollet at vide, hvis man bliver udsat for Spillet, når man bevæger sig ud i bybilledet. ;) Jeg glæder mig dog allermest til at diskutere bogen med de andre i bogklubben - som jo som bekendt kun består af piger. ;)


Kathrine
Da vi skulle vælge bøger var jeg meget i tvivl om hvorvidt jeg skulle stemme på The game eller et af Rikkes andre forslag og da bogen blev valgt var jeg egentlig lidt ligeglad. Men jeg glæder mig alligevel til at læse den, da det jo er en bog der har været ret omdiskuteret. Derudover bliver det sikkert lærerigt at læse den og ikke mindst diskutere den med de andre. 

Når vi har læst og diskuteret bogen bringer vi selvfølgelig en anmeldelse her på bloggen. Anmeldelsen af "Verden ifølge Garp", som vi har læst til juli måned, bliver anmeldt her på bloggen i løbet af sommeren, lige nu har vi lidt svært ved at få koordineret et møde hvor vi alle kan være med, sommerferie kalder nemlig på os, på forskellige tidspunkter.

Hvis du vil vide mere om hvordan vi vælger bogklubsbøger kan du læse her

Arundhati Roy: The God of Small Things

Bogudfordningen i juni måned var bøger af forfattere, der stammer fra andre kontinenter end Europa og Nordamerika. Jeg valgte at læse The God of Small Things af den indiske forfatter Arundhati Roy. Handlingen foregår i staten Kerala, der ligger i det sydvestlige Indien.

Bogen handler om tvillingerne Estha og Rahel, deres mor, morbror, mormor og tante. Handlingen i bogen er bygget op om en tragisk hændelse, der medfører at tvillingerne bliver skilt fra hinanden som børn. Fortællingen foregår både tilbage sidst i 1960'erne, hvor Estha og Rahel er 6-7 år, samt i slutningen af 1990'erne, hvor både Estha og Rahel vender tilbage til deres barndomshjem som voksne.

Historien er skrevet uden en rød tråd, hvor man starter ved A og slutter ved B. Her er springer handlingen frem og tilbage i tiden. Som læser bliver man hurtig klar over, at der er sket noget tragisk, men man får ikke at vide, hvad og hvordan det er sket.

Jeg var tryllebundet af bogen og dens handling, og jeg sad spændt og ventede på, hvad det dog var der var sket, og hvorfor det skete. Arundhati fortæller historien på en fantastisk måde, og der er så fine beskrivelser af de forskellige personer i bogen, og man skifter hele tiden synsvinkel og følger de forskelllige personer. Det giver bogen rigtig meget liv, og man kommer tæt på bogens personer.

Sproget i bogen er noget helt særligt. Det er noget så smukt og flydende og virkelig en stor fornøjelse at læse. Jeg læste bogen på engelsk, og det var ikke noget problem.

Mit valg af bogen stammer dels fra de positve omtaler, bogen har fået. Derudover er valget også personligt, da handlingen foregår i den indiske delstat Kerala, hvor min kæreste er vokset op. Det var interessant at læse om Indien, og hvad der skete i delstaten på det tidspunkt. Derudover kunne jeg også genkende en del af stednavnene, også havde jeg altid en tolk ved hånden, når jeg ikke forstod udtrykkene der var gengivet i det lokale sprog malayalam.

Det var en stor fornøjelse at læse The God of Small Things, og det er endnu en bog, som jeg vil se frem til at se læse igen.

Sissel-Jo Gazan: Dinosaurens fjer

Jeg havde egentligt besluttet mig for at holde en pause fra krimierne, da jeg har været ret skuffet over de seneste krimier, jeg har læst. Heldigvis valgte jeg at se bort fra min beslutning, da jeg bestemte mig for at læse Dinusaurens fjer, for det er en fantastisk bog.

Jeg vil starte med at sige, at jeg har haft virkelig svært ved at skrive denne anmeldelse. Uanset hvad, jeg skrev, så kan jeg bare ikke beskrive, hvor god og underholdende denne bog er.

Sissel-Jo Gazan er uddannet biolog, og hun har brugt sin biologiske baggrund til bogen. Dinusaurens fjer foregår på Biologisk institut på Københavns Universitet, hvor hovedpersonen Anna er ved at forberede sit specialeforsvar om sammenhængen mellem fugle og dinusaurer. Anna's specialevejleder findes død under mystiske omstændigheder, og politet efterforsker dødsfaldet som en mordsag.

Mere vil jeg ikke fortælle direkte om handlingen, da handlingen er kompleks, og jeg vil ikke afsløre noget.

Bogen består overordnet set af tre dele: Krimidelen med opklaring af et muligt mord; en videnskabelige del om Anna's speciale og en del, hvor mange af personernes opvækst og tidligere oplevelser bliver fortalt. De tre dele flettes sammen på smukkeste vis i krimien.

I andre romaner er jeg af og til stødt på, at en beretning om fx en mistænkts, en opklarers og en "fortællers som Anna" barndom kan virke forstyrrende. Men i dette tilfælde giver fortællingerne bogen en god sammenhæng, og jeg fik virkelig stor forståelse for personerne, og hvorfor de reagerer og handler som de gør. Barndomsfortællingerne er beskrevet så godt og indlevende, og jeg sad flere gange med ondt i hjertet over personernes oplevelser.

En del krimier har også romantik i større eller mindre grad mellem to af personerne i bogen. Undervejs var jeg bange for, at dette også ville ske i denne bog, og det ville være synd, synes jeg. Heldigvis var der kun en svag antydning af det, og det er jeg meget tilfreds med.

Den videnskabelige del med fuglenes udvikling og kontroverserne omkring forskningen var spændende at læse. Og det gav bogen et ekstra indhold udover efterforskningen.

Faktisk føltes det som om, at krimidelen af bogen var den mindste. Den dannede baggrund for handlingen, mens menneskelige skæbner og videnskabelige spørgsmål blev fortalt og forsøgt udredt.

Jeg var fantastisk godt underholdt af bogen, og den var vanvittig spændende at læse pga. at både plottet, biologien og de mange menneskeskæbner, der blev fortalt om i bogen. Alt i alt en af de bedste bøger, jeg har læst i et stykke tid.

Bogtema: Tour de France

Lige nu er første etape af det fantastiske cykelløb Tour de France igang. De fleste fra bogklubben mener er store fans og sidder gerne foran skærmen i hele juli. Faktisk blev vores Femina interview lavet sidste år i juli og vi sad selvfølgelig og så lidt af fjerde etape inden interviewet startede, hvilket vist overraskede journalisten en smule.

På baggrund af vores store interesse for cykelløb besluttede vi, at vi ville undersøge bøger omhandlende cykelløb og i sær Tour de France. Der findes selvfølgelig et utal af biografier om diverse cykelryttere og mange af dem kan anbefales. Vi har dog været lidt snævre og taget udgangspunkt i danske bøger og om danske cykelpersonligheder. Vi har ikke læst alle bøgerne, men det er en blanding af bøger som vi har læst og som vi gerne vil læse.

Vores bud på lidt cykellitteratur som kan læses så længe TdF kører i baggrunden er

Riis af Bjarne Riis i samarbejde med Lars Steen Pedersen.

Alle danske tour de france fans husker vel TdF i 1996 da vi så Bjarne Riis give dem allesammen baghjul i bjergene. Det var store tider og et lille vendepunkt for hvor stort TdF er blevet i Danmark. 

Siden hen har Riis startet sit eget cykelhold og indrømmet brugen af doping. I biografien Riis kommer man tæt på cykelrytterne igennem hele hans liv, hans opture og nedture. Biografien skulle være rigtig interessant og står derfor højt på listen over TdF biografier som bogklubben medlemmer gerne vil læse.

Løgn over Løgn af Verner Møller

Løgn over Løgn er en debatbog om doping i professionel cykelsport og om mediernes moralske korstog mod dopingsynderne. Der er i de senere år sket en væsentlig omvæltning i hvordan medierne takler at cykelsporten bliver mere uren. Verner Møller tager udgangspunkt i Michael Rasmussen sagen og undersøger mediernes dækning af den sag. 

Debutantens dagbog af Chris Anker Sørensen og Dennis Ritter.

Efter at Jesper Skibby stoppede sin karriere har der været langt i mellem de danske cykelryttere med en tør humor. Det var ligeindtil Chris Anker kom ind i Tour de France. Humoren og ærligheden skinner ud af Chris Anker og han er altid god for en lille kommentar. I hans første TdF skrev han dagbog under TdF og den bog er efterfølgende blevet udgivet i samarbejde med Dennis Ritter.

Bogen giver et rigtig godt indblik i hvordan det foregår i Touren både bagved og foran kameraet. Samtidig skriver Chris Anker med så meget humor, at man slet ikke kan lade hver med at sidde og grine lidt af det hele. Det er fantastisk læsning og det kan anbefales alle at læse den - læs vores anmeldelse her.

Hvis man er til Chris Anker kan det anbefales at besøge hans blog her under touren. De seneste par år har han i hverfald været god til løbende at lave små sjove opdateringer om hvad der foregår i Frankrig. Så vi håber selvfølgelig på en gentagelse i år. 

Hvis nogen af jer læsere sidder inde med inspiration til en god Tour de France bog må I selvfølgelig hellere end gerne dele dem med os andre. Vi har jo udelukkende taget udgangspunkt i dem som pt. er oppe i Danmark og slet ikke internationale bøger.

Bogudfordringen - juli 2011

Juli måned og sommeren er over os. Juli måned byder på en bogudfordring, der helt sikkert også bliver en udfordring for os bag Bogklubben Mener; nemlig skuespil.

Til dette indlæg startede vi med at søge i vores hukommelse - hvilket skuespil og drama havde vi været "udsat" for i vores folkeskole- og gymnasietid. Vi kom frem til denne liste:

William Shakespeare
Henrik Ibsen
Ludvig Holberg
Oehlenschläger

Derefter søgte vi ud i vores netværk, der arbejder med teater til hverdag - på både teoretiske og praktiske plan. For der skulle også gerne dukke noget nyere skuespil og drama op i dette indlæg. Derefter kunne tilføje følgende dramatikere til listen:

Arne Ibsen (hvor "Himmerig, en skizofren komedie" fra 1992 skulle være anbefalesværdig!)
Line knutzon
Thorbjørn Krebse
Joachim Rode
Howard Barker
Sarah Kane (og her kan anbefales "4.48 Psykose")
Heiner Müller


Men ellers har bibliotekerne gerne hele afdelinger med drama og skuespil, så måske kan man bruge denne måneds bogudfordring til at gå på jagt mellem bibliotekernes hylder. Om I vælger komedie, drama eller andet bestemmer vi ikke, men for at sætte lidt rammer for denne bogudfordring, så er det værd at understrege at vi ikke skal læse en bog, der sidenhen har dannet plot for en film, teaterstykke eller lignende. Det skal været noget, der fra starten er skrevet som drama/skuespil, og dermed også sat op som et skuespil med forklaring af set-up, replikker m.m.. Der er en lille forskel. :)

Hvad har DU tænkt dig at begive dig ud i juli måneds bogudfordring? Del med os i kommentarfeltet. Som altid afslutter vi måneden med et opsamlingsindlæg, hvor vi fra Bogklubben Mener vil fortælle hvad vi har læst i juli måned, og hvor vi håber I vil dele jeres læseoplevelse med os! :)


Der er nu 62 deltager i bogudfordringen, men der er stadig plads til flere. Så har du ikke tilmeldt dig, kan du stadig nå det. Skriv enten en kommentar til dette indlæg eller send en e-mail til bogklubbenmener@hotmail.com. Du kan læse mere om bogudfordringen lige her.