Jeg havde egentligt besluttet mig for at holde en pause fra krimierne, da jeg har været ret skuffet over de seneste krimier, jeg har læst. Heldigvis valgte jeg at se bort fra min beslutning, da jeg bestemte mig for at læse Dinusaurens fjer, for det er en fantastisk bog.
Jeg vil starte med at sige, at jeg har haft virkelig svært ved at skrive denne anmeldelse. Uanset hvad, jeg skrev, så kan jeg bare ikke beskrive, hvor god og underholdende denne bog er.
Sissel-Jo Gazan er uddannet biolog, og hun har brugt sin biologiske baggrund til bogen. Dinusaurens fjer foregår på Biologisk institut på Københavns Universitet, hvor hovedpersonen Anna er ved at forberede sit specialeforsvar om sammenhængen mellem fugle og dinusaurer. Anna's specialevejleder findes død under mystiske omstændigheder, og politet efterforsker dødsfaldet som en mordsag.
Mere vil jeg ikke fortælle direkte om handlingen, da handlingen er kompleks, og jeg vil ikke afsløre noget.
Bogen består overordnet set af tre dele: Krimidelen med opklaring af et muligt mord; en videnskabelige del om Anna's speciale og en del, hvor mange af personernes opvækst og tidligere oplevelser bliver fortalt. De tre dele flettes sammen på smukkeste vis i krimien.
I andre romaner er jeg af og til stødt på, at en beretning om fx en mistænkts, en opklarers og en "fortællers som Anna" barndom kan virke forstyrrende. Men i dette tilfælde giver fortællingerne bogen en god sammenhæng, og jeg fik virkelig stor forståelse for personerne, og hvorfor de reagerer og handler som de gør. Barndomsfortællingerne er beskrevet så godt og indlevende, og jeg sad flere gange med ondt i hjertet over personernes oplevelser.
En del krimier har også romantik i større eller mindre grad mellem to af personerne i bogen. Undervejs var jeg bange for, at dette også ville ske i denne bog, og det ville være synd, synes jeg. Heldigvis var der kun en svag antydning af det, og det er jeg meget tilfreds med.
Den videnskabelige del med fuglenes udvikling og kontroverserne omkring forskningen var spændende at læse. Og det gav bogen et ekstra indhold udover efterforskningen.
Faktisk føltes det som om, at krimidelen af bogen var den mindste. Den dannede baggrund for handlingen, mens menneskelige skæbner og videnskabelige spørgsmål blev fortalt og forsøgt udredt.
Jeg var fantastisk godt underholdt af bogen, og den var vanvittig spændende at læse pga. at både plottet, biologien og de mange menneskeskæbner, der blev fortalt om i bogen. Alt i alt en af de bedste bøger, jeg har læst i et stykke tid.
Det er sjældent man læser en boganmeldels og tænker 'hm.. det var faktisk også præcist det jeg ville have skrevet!' Men sådan tænkte jeg lige! Det er efterhånden et stykke tid siden jeg læste bogen første gang. Men takket være din anmeldelse har jeg fået lyst til at genlæse den. Tak for det :)
SvarSletJeg er lidt ambivalent. Skærer man bogen op i flere dele - altså den, hvor der fortælles om barndommen, videnskaben og en krimidel, skuffede krimidelen mig fælt i forhold til de øvrige dele. Alligevel er bogen efter min mening nyskabende inden for genren og en anbefaling værdig.
SvarSletLouise L: Jeg håber, gensynet med Dinosuarens fjer bliver god.
SvarSletNan: Jeg er som sådan ikke skuffet over krimidelen, men den kunne godt have fyldt lidt mere.