Boganmeldelse: Jussi Adler-Olsens krimiserie

Ligesom rigtig mange andre danskere og Anette har jeg også kastet mig over Jussi Adler-Olsens krimiserie om Carl Mørck.

Jeg er stor fan af diverse krimiserier, men alligevel havde jeg lidt svært ved at få startet på denne serie, simpelthen pga. Carl Mørck som har hovedrollen. Jeg havde inden jeg startede en ide om, at han ville være en afdanket politibetjent fra den gamle skole som bare ville lave ballade og være rigtig irriterende.


Jeg fik ret.

Alligevel skete der en udvikling med Carl Mørck som gjorde, at jeg faktisk endte med at holde af ham. Han var ikke bare irriterende, han gjorde faktisk mange ting af god mening og så havde han en dybde som jeg ikke lige havde forventet. Det er egentlig derfor jeg godt kan lide at læse serier, jeg får mulighed for at få et forhold til hovedpersonen (og de andre i bogen). Følge deres udvikling, glædes over dem, blive trætte af dem osv.. Det betyder dog også, at jeg efterhånden har en ret stor samling af personer med hovedvægt på kvindelige krimihovedpersoner som jeg følger - det bliver efterhånden lidt svært at adskille dem. Derfor var Carl Mørck et dejligt friskt pust.

Derudover er persongalleriet i Jussi Adler-Olsens serie lidt mere spraglet og interessant. Det er ikke bare en flok mainstream personligheder der er sat sammen, faktisk har de alle meget skæve personligheder hvilket giver bogen lidt ekstra kant. Der er mange flere spm. end svar angående dem og igennem bogen vil man egentlig bare gerne vide hvad deres hemmelighed er.

Selvom jeg er stor fan af persongalleriet er jeg ikke stor fan af bøgerne. Jeg var vild med Kvinden i buret som jeg hurtigt kom igennem, den fangede mig fra første side og så var det spændende at se hvordan det hele endte. Jeg var vild med, at bogen sprang lidt rundt og man derfor lærte offeret bedre at kende.

Derfor glædede jeg mig også til at læse fasandræberen. Men der blev jeg godt nok skuffet. Jeg havde svært ved at komme igang med bogen og selvom den er opbygget på samme måde som Kvinden i Buret så sagde den mig intet. Jeg blev dog ved med at læse i den, da jeg sagde til mig "Det må da blive godt på et tidspunkt". Det blev det også. Hen i mod slutningen hvor det hele skulle afsløres, der kunne jeg ikke ligge bogen fra mig og endvidere var den faktisk små uhyggelig.

Efter Fasandræberen holdte jeg en forholdsvis lang pause inden jeg startede på Flaskepost fra P og utrolig nok havde jeg samme oplevelse som med Fasandræberen. Jeg kunne slet ikke komme igang med den og derfor endte jeg med at pakke den væk - jeg fandt den dog frem igen og kom igennem den. Igen endte den med at være mest spændende hen imod slutningen. Utroligt nok for selve plottet og historien i treeren minder jo meget om etteren, så jeg havde glædet mig til at læse den.

ALt i alt er denne serie ikke en jeg vil anbefale folk at læse. Jeg synes den er små kedelig og uden spænding - hvis man ser bort fra de sidste ca. 75 sider i hver bog. Det overrasker mig lidt, at jeg har det sådan da jeg har læst den ene gode anmeldelse efter den anden samt at alle andre jeg kender, som har læst serien, også roser den til skyerne. De er vilde med den og glæder sig til den næste bog kommer. Den eneste grund til, at jeg nok ender med at læse nr. 4 bog når den engang udkommer jeg synes jeg har hørt noget om november men jeg kan ikke finde det nogen steder er at jeg rigtig gerne vil vide hvad der sker med Carl Mørcks assistent Assad. Han er nemlig så spændende og jeg venter spændt på hvilken hemmelighed det er han skjuler.