Tempelridderen er anden del i Jan Guillous fortælling om Arn. Jeg havde glædet mig til at læse videre i beretningen om Arn og Cecilia, og jeg fik mine forventninger indfriet. Bogen var både særdeles spændende og underholdende.
Handlingen er bygget op om dels Arn's oplevelser som tempelridder i Det hellige land og om Cecilias oplevelser i klosteret under hver deres 20 års bodsperiode.
Arns fortælling er en beretning om krig, tro og venskab. Tempelridderne er en prægtig orden af kristne, der forsøger at vinde Det hellige land til kristendommen over islam. Hændelserne er til tider ret barske, og Jan Guillou ligger ikke fingre imellem, når han beskriver krigshandlinger og ligende. Jeg kunne bedst lide de stunder, hvor Arn virkelig viser, hvor klog og vis en mand han er. Han har sat sig ind i skikkene og filosofien bag de religioner, der hersker i området, og han formår gang på gang at overraske både kristne og muslimer med hans viden.
Cecilia's dom er 20 år i kloster. Klosteret bliver ledet af ond priorinde. Cecilia må stå igennem frygtelige pinsler, når priorinden lader sin vrede gå ud over Cecilia. Cecilia får to gode veninder i klosteret, og de hjælper Cecilia til se lysere på det hele, og til at få kontakt med verdenen udenfor klosteret. Som Cecilia bliver ældre tager hun flere og flere initiativer til øge hendes værd for klosteret. Samtidig med Cecilias historie fortælles også udviklingen i Sverige mellem de stridende æter.
Bogen var god, men jeg synes, at der var lidt for store modsætninger mellem henholdvis Arn og Cecilias fortællinger, der ødelagde sammenhængen i bogen. Det virkede næsten som to separate bøger, der var sat sammen til en. Men jeg ser nu frem til læse næste bog i serien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar