tirsdag den 15. februar 2011

Anne Holt: Blind gudinde

Som skrevet i opsamlingsindlægget om januars udfordring vil vi hver især komme med en lille anmeldelse af den bog vi har læst.


Mit valg af bog faldt på Blind gudinde af Anne Holt (skrevet i 1993), ikke en bog jeg glædede mig vildt meget til at læse - men sådan var det lige gyldigt hvilken bog jeg havde fingerne i. Faktisk valgte jeg kun den her fordi jeg kom i tidsproblemer. Ikke ligefrem det perfekte udgangspunkt.


Grunden til, at Anne Holt overhovedet kom med i mine overvejelser er, at hun er en af de første af de nyere kvindlige krimiforfattere. Derfor kunne jeg godt tænke mig, at læse en af hendes bøger og se om det bare er det samme som Marklund, Läckberg, Blædel osv.. Og det må jeg sige det er.


Historien er ikke særlig fangende og særlig dyb. Jeg kunne dog godt fornemme, at Anne Holt havde en del erfaringer som jurist som hun brugte i bogen. Der var styr på tingene, og så synes jeg det er lidt fedt, at hun blev justitsminister efter hun havde udgivet bogen, og jeg forrestiller mig at de erfaringer hun har gjort sig i det job kommer til udtryk i de resterende bøger i serien. Noget jeg overvejer at finde ud af, men det bliver ikke lige nu. Jeg er virkelig kørt træt i alle de krimier.


Jeg er dog ikke udelukkende kritisk overfor bogen. Jeg synes hun ligesom Åsa Larsson formår at fremhæve det psykologiske som bla. hovedperson gennemgår, hvilket er en af de ting jeg godt kan lide ved Åsa Larsson. Anne Holt går dog ikke nær så meget i dybden, men det er jo også kun første bog så der kan ske mere løbende igennem serien.

Der er dog endnu en ting som giver mig lyst til at læse de resterende i serien. Hovedpersonen. Jeg troede det var en anden som var hovedperson, fordi der var ret meget vægt på hende og ikke den "rigtige" hovedperson. Så jeg kunne godt tænke mig, at se om "min hovedperson" deltager i de følgende bøger.


Jeg ved ikke om jeg vil anbefale folk at læse den her serie, men altså trænger man til en let krimiserie er jeg sikker på, at den lever op til forventningerne. Man skal dog ikke forvente en stor læseoplevelse.

1 kommentar:

  1. Jeg kan huske at jeg læste netop Blind Gudinde tilbage i 90'erne - og så var det ligesom slut med at læse femi-krimi for mig. Mindes at der ikke er så meget krimi i bogen, men en masse andet...
    ...og må indrømme at jeg (igen) fik bekræftet min fordom om femi-krimi da jeg læste Gretelise Holm til januar-udfordringen. I havde en anmeldelse af en af hendes bøger for ikke så længe siden - og er enig. Man bliver godt nok oplyst om en masse andet...men krimi...ahhh...
    Men det vil nok være fine bøger til en let togtur i familiekupén, hvor man kan blive forstyrret og drikke kaffe uden at tabe handlingen.

    SvarSlet