Ludvig Holberg: Jeppe på Bierget

Til juli måneds udfordring valgte jeg at læse en gammel klassiker, nemlig Jeppe på Bierget. I gymnasiet læste jeg Erasmus Montanus, og huskede den som relativt okay at læse, på trods af det gammeldags sprog. Derfor faldt valget på Jeppe på Bierget, da jeg vidste at jeg ville kunne forstå sproget, og så er den jo lidt en klassiker.

Læsevenligt var den ikke så nem som jeg huskede Erasmus Montanus, men efter lidt tilvænning flød det heldigvis ret godt.

Skuespillet handler om Jeppe, der er lidt af en drukkenboldt, og som da også drikker for de penge han har fået til at købe sæbe for. Da Jeppe er gået kold finder godsejeren og hans folk Jeppe liggende på en mødding og vælger at lave lidt sjov, så de klæder ham ud som godsejeren og lægger ham i dennes seng. Da Jeppe vågner er han selvsagt meget forvirret, men lever sig hurtigt ind i sin nye rolle, og drikker sig fuld i fin vin. Da han igen går kold klæder de ham om igen, og efterlader ham på møddingen, så Jeppe er meget forvirret da han vågner. Men godsejerens sjov er ikke slut her. De anklager nu Jeppe for at trænge ind på godset, og udgive sig for godsejeren selv.

Selve skuespilgenren passer nok ikke rigtig til mig, jeg bryder mig ikke rigtig om den måde som dialogen bliver udpenslet, mens man ingen beskrivelser af tanker og bevægelser får.

Jeg læste et andet skuespil fra Holberg-samlingen, nu jeg har den stående, men fremover tror jeg ikke lige at skuespil er noget jeg vil kaste mig over.