torsdag den 4. august 2011

Liv for liv

Liv for liv er en række kriminal- og spændingsnoveller skrevet af en række danske forfattere; Jussi Adler-Olsen, Elsebeth Egholm, Anna Grue, Jens Henrik Jensen, Christian Mørk og Jeanette Øbro & Ole Tornbjerg. Bogen støtter Dansk Flygtningehjælp i deres arbejde.

Jeg kan rigtig godt lide at læse krimier - det har jeg vist skrevet herinde et par gange. ;) Jeg lærte også i februar at jeg godt kunne lide at læse novellesamlinger. Ergo må denne bog jo være en perfekt bog for mig. Og det var rigtig nok en god oplevelse at læse novellerne. Jeg læste den på min ferie - og det var vist et meget godt valg. Jeg vil nemlig betegne det som en god feriebog, som man kan sidde med, mens man slapper af og nyder solen kigger ud på regnen. Bogen er hurtig læst, men er en rigtig god intro til de deltagende forfattere.

Som det altid er, så er nogle af krimierne bedre end andre. Men især er det interessant at se hvordan de forskellige forfattere formår at jonglere med novellegenren fremfor deres sædvanlige romangenre. Som udgangspunkt er der ikke mulighed for at gå i dybden med novellernes personer, hvilket giver et større fokus på kriminalgåden end man måske er vant til. Hvis der er fokus på personerne, så har det en relevans for historien. Og det er måske det mest særlige ved disse noveller sammenlignet med kriminalromaner.

Jeg synes novellerne fungerede hele vejen igennem - selvom jeg dog gættede plottene et par gange. ;) Jeg blev dog irriteret over Anna Grues valg af at bruge hendes sædvanlige hovedperson Dan Sommerdahl i hendes novelle. Det betyder at os, der ikke har læst hendes krimiserie, ikke kender til nogle af perspektiverne for novellen -  f.eks. at Dan Sommerdahl er kendt for blive blandet ind kriminalgåder fra tid til anden, ligesom vi ikke kender til hans forhold til vicepolitikommisær Frank Janssen, som han uden videre kontakter, da han bliver blandet ind i (endnu en) kriminalgåde.

De andre noveller er selvstændige historier, hvor man ikke behøver et forhåndskendskab til personerne. Det fungerer langt bedre, og giver helt sikkert også én lyst til at kigge nærmere på de forskellige forfatterskaber. Især Christian Mørk gjorde mig nysgerrig på hans forfatterskab med hans spændingsnoveller, der holdt mig ude på kanten på samme tid med at den talte til vores fælles dårlige samvittighed. Jeg vil også gerne fremhæve forfatterparret Jeanette Øbro og Ole Thornbjerg for at give mig en krimihistorie, der gav et sug i maven. De formåede at levere en historie, der viste sig at have et andet fokus end man lige regnede med - og det var helt sikkert en af de historier, hvor jeg ikke havde gættet plottet på forhånd.

Jeg vil anbefale at læse bogen, hvis du har lyst til en hurtiglæst feriebog, som fører dig rundt i forskellige skrivemåder og introducerer dig til nye forfattere. Og ikke mindst at støtte et godt formål (noget jeg ikke helt kan blære mig med, da bogen var en fødselsdagsgave. :) ).


Ingen kommentarer:

Send en kommentar