Susanne Staun: Hilsen fra Rexville

Vi fik muligheden for at anmelde Susanne Stauns nye krimi Hilsen fra Rexville udgivet ved Gyldendal.

Hilsen fra Rexville er Susanne Stauns andet bind i krimiserien om retsmedicineret Maria Krause. Mona og Kathrine har begge læst seriens 1’er Døderummet, mens Rikke og Anette ikke havde.

Hilsen fra Rexville har sit omdrejningspunkt om en sag, hvor en lille pige på 2 år kommer på skadestuen med svære forbrændninger. Og ikke bare forsøger Maria Krause at finde frem til svar i sagen på en meget makaber måde, men hun har også flere personlige aktier i sagen.

Da vi skulle diskutere bogens hovedperson, Maria Krause, skabte det en længere debat. Mona mente det var befriende med en hovedperson, der var så skæv og anderledes, som Maria Kruse, og ikke minder om alle andre hovedpersoner, som man møder i andre krimier. Både Rikke, Anette og Kathrine mente hun var FOR mærkelig og brugte ordet psykopatisk om hende. Maria Krause har også en række handlinger, som nok får hende til at være, eller i hvert fald grænse op til, at være psykopatisk. Blandt andet stillede vi alle store spørgsmålstegn til det at ætse sig selv – og nærmest nyde det.

I løbet af bogen får man forståelse for hendes handlinger, selvom de overskrider de moralske grænser. Mona sammenlignede med krimiserien af Hammer-søskendeparret, hvor hun irriteres over at politiet overskrider moralen – det gør hun ikke med Maria Krause. Hvad forskellen er, kan hun ikke sætte en finger på.

Interessant at Sussanne Staun har brugt virkelige begivenheder. Ikke alle kendte til de begivenheder, men dem, der gjorde syntes det lagde et ekstra perspektiv på bogen. Det gør selvfølgelig bogen mere realistisk, selvom forbrydelsen umiddelbart virker voldsommere end man kan have fantasi til. Det affødte en diskussion i bogklubben om at alle krimier jo i en eller anden grad bygger på virkelige hændelser – lige fra voldtægten af en kvinde i parken og til mordet på pædofile. Forskellen er i dette tilfælde at Susanne Staun måske ikke bare har ladet sig inspirere, men direkte brugt en konkret sag, dog med et twist.

Bogen har et levende, spændende og flydende sprog. Det er hele bogklubben enige om. Det gør bogen nem at læse, men uden at man føler man bliver hjulpet igennem.

Mens Anette, Kathrine og Rikke ikke ser dem læse flere af Susanne Stauns krimier, så ser Mona frem til den næste bog i rækken.

Til sidst har vi et lille opråb, som i højere grad er til Gyldendal end til Susanne Staun. Vi har i bogklubben tit diskuteret at der gerne blive afsløret for meget af bøgernes handling på bagsideteksten. Det blev vi hurtig enige om at det ikke var tilfældet for vores udgave af Hilsen fra Rexville. Hvordan det forholder sig for den bog, der er kommet på gaden ved vi ikke, men ved en hurtig googlesøgning opdagede vi at på Gyldendals egen side afsløres store dele af handlingen. Selv begivenheder, som sker i slutningen af bogen. Det må vi synes er meget ærgeligt.