Lise Bidstrup: Afkørsel 12 mod Caribien

For et stykke tid siden fik vi en henvendelse fra forfatteren Lise Bidstrup, der spurgte om vi ville læse og anmelde hendes bog ”Afkørsel 12 mod Caribien”. Det takkede vi ja tak til og hermed følger vores fælles anmeldelse af bogen.

Bogen kort fortalt handler om Julie, der forlader sin mand og børn i Danmark til fordel for Caribien, fordi livet har formet sig anderledes end hun egentlig ønskede sig. Hverdagen fylder for meget og hun har brug for tid til at ”finde sig selv”. I Caribien møder hun Owen, der ønsker at hjælpe hende.

Før vi begyndte at læse bogen havde vi snakket om at vi nok kunne forvente en feministisk bog ala Bitterfissen, som vi tidligere har læst i bogklubben. Det var ihvertfald det bagsideteksten lod os forvente. Bagsideteksten giver i det hele taget én indtryk af en realistisk historie, men efterhånden som historien skrider frem, så er dette ikke tilfældet. Det vil sige at man risikerer at man bliver skuffet som læser, da man har forventet én type historie, men får noget helt andet. Bogen har nogle helt klare feministiske undertoner, men den egentlige genre er svær at gøre sig klog på. Vi fandt elementer af både den feministiske litteratur, krimier og fantasy ligesom forsøg på en filosofisk tilgang til livet blander sig indimellem. Det kan være lidt forvirrende at læse, da man i de fleste bøger er vant til én genre og man er på den måde ”forberedt” på hvad der kan ske. Ikke handlingsmæssigt, men læseroen kan være svær at finde, når man hele tiden bliver præsenteret for nye genrer. I stedet efterlader det os med et indtryk af at forfatteren vil for meget og ikke har gjort sig klar hvad hun egentlig vil med sin bog.

Vi har desuden talt om at det feministiske islæt var så som så. For lærer Julie overhovedet at klare sig selv? Vi mener nej. Som udgangspunkt starter bogen med at hun stikker af fra sin hverdag uden at give sine nærmeste besked bortset fra en seddel på køkkenbordet. Det er i vores øjne ren flugt og ikke frigørelse. Det skaber nærmest en morale om at man ikke behøver at tage ansvar for det liv og de børn man selv har valgt at sætte i verdenen. At hun undervejs tænker mere på Mortens reaktion over hendes handling, og ikke hendes børns, fordi hun mener de er dækket ind af Mortens kærlighed – det virker ikke gennemtænkt. Julie kommer ganske vist til at stå til regnskab for sine børns følelser i slutningen af historien, men man undres undervejs at en mor ikke tænker mere på sine børns følelser I det hele taget er Julie præget af ansvarløs egoisme, grænsende til noget depressiv, og ikke ligefrem feminisme.

I Caribien genopfinder hun sig selv som den ”vilde frigjorte kvinde der kan gøre som hun selv vil”, men det kommer hurtig til at virke som ren kliché. Er det virkelig frigørelse at kunne have sex med hvem som helst – og er det virkelig feminisme at have sex med gifte mænd? Det virker nærmere som om Julie hele tiden skal bekræftes i sine valg – og at Julies sex med flere mænd fungerer på denne måde som en bekræftelse end som frigjorthed. Denne kliché om at Julie skal have bekræftelse fra mænd bliver understreget med endnu en kliché om at kvinder ikke kan bevæge sig på øde veje uden at blive overfaldet og bliver reddet af historiens mandlige hovedperson, Owen. Det er også Owen, der hjælper Julie til at forstå hvad hun vil med sit liv. Det kan være forfatterens pointe – at kvinder ikke kan klare sig selv, men det skaber forvirring, når man troede man skulle læse feministisk litteratur.

Da vi ikke kendte forfatteren på forhånd tillod vi os at google hende som en slags research. Hermed fandt vi ud af at hun tidligere har skrevet en del børnelitteratur. Udover ”Afkørsel 12 mod Caribien” har hun skrevet en bog mere som retter sig mod det voksne publikum. Desværre har hun ikke formået at lægge skrivestilen meget om. Vi snakkede i bogklubben om at sproget var for ”let” og i et sprog, som mange ungdomsbøger vil blive skrevet i – hvilket ikke hænger sammen med temaet for bogen.
Historien kører med 2 spor undervejs i bogen, hvilket desværre skaber en forvirring. Ikke blot undervejs, men også, når man er færdig med bogen. Man forventer jo gerne at den røde tråd bliver spundet sammen til slut, men det syntes vi ikke der skete. Det vil sige at de to spor stadig står åbne ved slutningen, og det efterlader ihvertfald os i bogklubben forvirrede – vi vil dog ikke afvise at det blot er os, der ikke forstår den større mening, men endnu engang giver det indtryk af at forfatteren ikke ved hvad hun vil med bogen. Læg dertil for mange bihistorier og bipersoner undervejs i bogen. Nogle af bipersonerne kunne være ”slået sammen” og spundet sammen som én historie. F.eks. kunne historierne om det ældre ægtepar på Julies hotel og det yngre nygifte par været blevet spundet til én historie og nogle færre bipersoner med samme pointe i stedet for at sprede det ud til flere historier, som det desværre er tilfældet.

Det her er en rigtig lang anmeldelse, hvilket afspejler vores diskussion af bogen meget godt. Vi har nemlig diskuteret bogen utrolig meget – både handlingen og formen. Uanset hvad vi i sidste ende synes om bogen, så har den formået at prikke til nogle emner, som har ligger os alle meget på sinde og bragt diskussionslysten op i os.